Atuagagdliutit - 11.03.1959, Side 4

I disse tider, hvor mandens ligebe-
rettigelse er ved at blive et krav i
mange fremskridtsvenlige maskuline
kredse, vil det være naturligt at be-
nytte den lejlighed, som politimester
C. F. Simonys 50-årsdag den 12. marts,
byder, til at få en samtale med politi-
mesteren, hvis frue, Birthe Simony,
sidste år glædede A/Gs danske læsere
med en samling opskrifter, der senere
udsendtes som en lille pjece til oplys-
C. F. Simony
ning for „nye“ danske grønlandsfolk.
Fru Simony fremkom med en række
„grønlandske opskrifter" i pjecen, der
på sit omslag viste fruen i aktivitet i
sit køkken, mens politimesteren lod
sin fiols klagende toner høre fra køk-
kenbordet.
Det gamle Grønland
— De må også være i stand til at
give et par grønlandske „opskrifter",
politimester Simony?
— Tja, i betragtning af, at jeg ken-
der Grønland dels fra min drengetid
heroppe i årene omkring 1910, senere
fra perioden 1927—30 og endelig fra
1945 til nu, må man vel sige, at jeg
har et vist kendskab til forhold og
begivenheder i Grønland.
— Så vidt jeg ved, er De jo heller
ikke ligefrem tilbageholdende, når
det drejer sig om at lade „gryden med
det gamle Grønland" snurre, så til-
skuere og tilhørere kan få en fornem-
melse af den gamle tids forhold —
forholdene i „Deres Grønland"!
— Det lyder nærmest, som om jeg
ved enhver given lejlighed snakker op
til folks umådelige kedsommelighed.
Men det går jeg ikke ud fra, at De vil
være uforskammet nok til at insi-
nuere?
Ja ja — i hvert tilfælde må jeg på-
tale udtrykket „mit Grønland". Jeg
føler mig ikke mindre hjemme i da-
gens Grønland end i gårsdagens, ja’
jeg føler da egentlig, at jeg har haft
min del af arbejdet med at føre ud-
viklingen frem til i dag.
Dansk-grønlandsk venskab
— Men De holder i hvert fald af at
snakke om „den gamle tid".
— Naturligvis. Hvem mindes ikke
gerne sin drengetid. Jeg kan jo hu-
ske forholdene, som de var, da der
f. eks. i Nanortalik og Frederikshåb
ikke var andre danske familier end
familien Simony, og da Godthåb var
en lille, hyggelig koloni, hvor alle
kendte alle.
— Hvad var forholdene så præget
af dengang?
— De var præget af kontakt mel-
lem stedernes beboere. Man havde jo
simpelthen bedre tid dengang. Man
mødtes med grønlænderne på jagtture
o. s. v. og blev venner med dem. Og
grønlænderne kom naturligt til deres
danske venner for at snakke om deres
små og store problemer. Man havde —
sådan som det er blevet formuleret
— tid til at leve ikke blot mellem
grønlændere, men med grønlændere.
Da jeg for nogle måneder siden gik
i land i Holsteinsborg på en rejse,
kom en gammel fanger hen til mig og
indbød mig til kaffe — for „din far
var min ven", som han sagde. Og når
jeg i landsfogedboligen indbød til re-
ception, var alle byens danske og et
stort antal grønlændere med. Det la-
der sig jo slet ikke gøre i vore dage.
Der er alt for mange, og man kender
ikke hinanden.
Politimesteren på overarbejde
— Nåh, politimesteren kender alle
og enhver vel?
— Ingenlunde. Da jeg en dag stod
nede ved Ny Hermhut, kom der en
håndværker hen til mig. Jeg stod og
ordnede et eller andet i mit arbejds-
hvervets udbygning. Og hvad politiet
angår, har det personalemangel på
linje med en række andre administra-
tionsorganer. Vi har i dag 7 danske
og omkring 16 grønlandske betjente.
Vort behov er efter min mening 10
danske og 30-35 grønlandske betjente.
— Er det fordi, kriminaliteten stiger
voldsomt?
— Ikke voldsomt, men kriminalite-
ten stiger, befolkningstallet stiger jo.
Elendig redningstjeneste
— Hvad kan De sige om den grøn-
landske redningstjeneste?
— Den lokale redningstjeneste er
yderst elendig på grund af for lidt
og for dårligt materiel, og den sø-
gående redningstjeneste i større stil
har vi slet ingen midler til at gennem-
føre forsvarligt, som forholdene er nu.
— Forud for Vedel-udvalget nedsat-
tes der vist et udvalg i København
Ønsker ikke at betragtes som
en gammel bedrevidende idiot
Politimester Simony, Godthåb, om Grønland før og nu i
samtale i anledning af en 50-års fødselsdag
tøj. „Arbejder du over", spurgte han.
Jeg mumlede et eller andet, og så
spurgte han, om det var for private,
jeg arbejdede. Og endelig spurgte han
om forskellige ting i forbindelse med
stedet. Da han udtrykte undren over,
at jeg kendte så meget til forholdene,
fortalte jeg ham så til sidst på hans
spørgsmål, hvad jeg var for en. Næh,
folk kender ikke hinanden mere — og
da navnlig ikke her i Godthåb.
Nye kontaktmuligheder
— De beklager den manglende kon-
takt mellem danske og grønlændere?
— Nej, jeg siger, at kontakten og
kontaktmulighederne har ændret sig.
Og der er stadig kontakt mellem de to
grupper — men måske sådan, at det
mere og mere i hvert tilfælde i byerne
er kontakt, uden at man egentlig skel-
ner så nøje mellem befolkningsgrup-
perne, men mere naturligt glider ind
i kontakt med folk i kraft af fælles
interesser, fag, arbejde, eller hvad det
nu kan være. Sådan er forholdene jo
nu engang i et moderne samfund.
Grønlænderne ikke „grønlands-
romantikere"
— Hvad har grønlænderne mistet
ved den nye tids indmarch?
— Hvis man ikke skal blive alt for
langtrukken og lommefilosofisk i den-
ne sammenhæng, kan man nøjes med
at sige, at mange grønlændere har mi-
stet den ro og tryghed i sindet, der
kommer af at kende til forholdene om-
kring sig, og som vel er en forudsæt-
ning for det, man kalder lykke. Mange
er ude af balance i forhold til omgivel-
serne, der stiller stadig nye krav, som
det kan være svært at leve op til.
— Tror De, at grønlænderne ønsker
de gamle tider tilbage? _
— De grønlændere, der forstår no-
get af, hvad der foregår, gør det ikke.
De ved, at „den gamle tid" måtte for-
svinde, og de er i fuld gang med at
finde ro, overblik og tryghed i det
nye Grønland. De ved, at det er den
eneste vej fremad og spilder næppe
megen tid med den romantisering,
som man kan træffe navnlig hos gam-
le grønlandsdanskere. Sammen med
disse grønlændere glæder jeg mig for-
resten over, at der nu med det nye
industriprogram synes at skulle blive
sat ind på at skabe en anden slags ba-
lance i samfundet, nemlig balancen
mellem administrationsapparat, kultu-
rel udvikling og så erhvervslivet.
Når grønlænderne bliver selvhjulp-
ne erhvervsmæssigt igen, vil de der-
med også have fået nøglen til den
tryghed og selvbevidsthed, der er so-
lidt begrundet, og som giver ro og
harmoni.
Flere politifolk
— Er politiets „administrationsappa-
rat" for stort?
— Jeg har ikke sagt noget om, at
administrationsapparatet var for stort,
men at det er stort i forhold til er-
Og så er politiet i øvrigt alverdens
andre ting end netop politi. Vi har
med den lokale redningstjeneste at
gøre, vi er kongens foged, vi er
„fængselsmyndigheder", vi er anklage,
myndighed o. s. v., o. s. v.
Grønlandske betjente
— Kan grønlandske betjente ikke
påtage sig at besætte alle de poster,
De gerne vil have besat.
— De dygtige grønlandske betjente
er dygtige betjente. Men man må dog
huske på, at uddannelse på politi-
skole ikke kvalificerer noget sted til
selvstændigt ansvarsbelastet arbejde.
Noget sådant kræver 10—12 års ar-
bejdserfaring. Og der er mange „sa-
ger", der kræver en sådan arbejds-
erfaring. Det gælder her som andre
steder, at selue arbejdet er en del af
den uddannelse, der må forudsættes
for indtagelse af ledende stillinger, og
at utålmodighed ikke fører til andet
end ubegrundet misfornøjelse!
Kriminalloven
— Hvad har De at sige om den
grønlandske kriminallov?
— Jeg mener, at kriminalloven er
rigtig. Noget andet er så, at de ydre
vilkår i Grønland på nogle områder
har ændret sig i forhold til, hvad man
regnede med, da kriminalloven blev
født. Det er f. eks. i dag vanskeligt at
finde anbringelsesmuligheder, og vi
har ikke personel nok til, at det i til-
strækkeligt omfang kan kontrolleres,
at de idømte foranstaltninger overhol-
des. Den slags er uheldigt og kan
føre til déspekt for lovene.
Vi må have nogle tvangsarbejdsin-
stitutioner. I øjeblikket er politiet ved
at samle statistisk materiale til belys-
ning bl. a. af behovet for sådanne in-
stitutioner og behovet for personelfor-
øgelse.
med det formål at studere forholdene
omkring redningsvæsenet?
— Ja, der nedsattes et udvalg i ok-
tober 1958 med kontorchef N. O. Chri-
stensen som formand, og jeg havde
lejlighed til at fortælle om den lokale
redningstjenestes elendige forhold på
udvalgets første møde.
— Hvad er der siden sket i det ud-
valg?
— Det kender jeg ikke noget til.
Violinen stort set arbejdsløs
— Lad os til sidst springe til noget
helt andet: De har ord for at være en
stor selskabsmand, og folk i Danmark
har altid travlt med at snakke om den
gevaldige selskabelighed i Grønland?
— I „gamle dage" — hvis jeg nok
engang må bruge dette udtryk — var
der en hygge over selskabeligheden,
som jeg synes er forsvundet. Dengang
kunne man lørdag aften tillade sig at
dumpe ind hvorsomhelst, der var mik,
og man var velkommen og følte sig
som ventet.
— Så lod De violinen lyde?
— Ja, så faldt det naturligt at gnide
en kende på strengene. Nu er violinen
stort set arbejdsløs. Man kan ikke me-
re sådan „dumpe inden for" — for
som nævnt kender man ikke på langt
nær byens beboere. Det er ikke, hvad
det har været!
Slut om fem år
— Hvad nu om fem år?
— Ja, så er min tid i Grønland
forbi. Jeg vil prøve at finde et el-
ler andet i Danmark — men nødig
i „styrelsen". Jeg har ikke spor
lyst til hverken heroppefra eller i
ministeriet at blive betragtet som
en gammel bedrevidende idiot, der
altid skal mase sig på med sine
fortællinger om, hvordan forholde-
ne egentlig var og er i Grønland.
Fel.
4