Atuagagdliutit

Årgang

Atuagagdliutit - 11.03.1959, Side 4

Atuagagdliutit - 11.03.1959, Side 4
I disse tider, hvor mandens ligebe- rettigelse er ved at blive et krav i mange fremskridtsvenlige maskuline kredse, vil det være naturligt at be- nytte den lejlighed, som politimester C. F. Simonys 50-årsdag den 12. marts, byder, til at få en samtale med politi- mesteren, hvis frue, Birthe Simony, sidste år glædede A/Gs danske læsere med en samling opskrifter, der senere udsendtes som en lille pjece til oplys- C. F. Simony ning for „nye“ danske grønlandsfolk. Fru Simony fremkom med en række „grønlandske opskrifter" i pjecen, der på sit omslag viste fruen i aktivitet i sit køkken, mens politimesteren lod sin fiols klagende toner høre fra køk- kenbordet. Det gamle Grønland — De må også være i stand til at give et par grønlandske „opskrifter", politimester Simony? — Tja, i betragtning af, at jeg ken- der Grønland dels fra min drengetid heroppe i årene omkring 1910, senere fra perioden 1927—30 og endelig fra 1945 til nu, må man vel sige, at jeg har et vist kendskab til forhold og begivenheder i Grønland. — Så vidt jeg ved, er De jo heller ikke ligefrem tilbageholdende, når det drejer sig om at lade „gryden med det gamle Grønland" snurre, så til- skuere og tilhørere kan få en fornem- melse af den gamle tids forhold — forholdene i „Deres Grønland"! — Det lyder nærmest, som om jeg ved enhver given lejlighed snakker op til folks umådelige kedsommelighed. Men det går jeg ikke ud fra, at De vil være uforskammet nok til at insi- nuere? Ja ja — i hvert tilfælde må jeg på- tale udtrykket „mit Grønland". Jeg føler mig ikke mindre hjemme i da- gens Grønland end i gårsdagens, ja’ jeg føler da egentlig, at jeg har haft min del af arbejdet med at føre ud- viklingen frem til i dag. Dansk-grønlandsk venskab — Men De holder i hvert fald af at snakke om „den gamle tid". — Naturligvis. Hvem mindes ikke gerne sin drengetid. Jeg kan jo hu- ske forholdene, som de var, da der f. eks. i Nanortalik og Frederikshåb ikke var andre danske familier end familien Simony, og da Godthåb var en lille, hyggelig koloni, hvor alle kendte alle. — Hvad var forholdene så præget af dengang? — De var præget af kontakt mel- lem stedernes beboere. Man havde jo simpelthen bedre tid dengang. Man mødtes med grønlænderne på jagtture o. s. v. og blev venner med dem. Og grønlænderne kom naturligt til deres danske venner for at snakke om deres små og store problemer. Man havde — sådan som det er blevet formuleret — tid til at leve ikke blot mellem grønlændere, men med grønlændere. Da jeg for nogle måneder siden gik i land i Holsteinsborg på en rejse, kom en gammel fanger hen til mig og indbød mig til kaffe — for „din far var min ven", som han sagde. Og når jeg i landsfogedboligen indbød til re- ception, var alle byens danske og et stort antal grønlændere med. Det la- der sig jo slet ikke gøre i vore dage. Der er alt for mange, og man kender ikke hinanden. Politimesteren på overarbejde — Nåh, politimesteren kender alle og enhver vel? — Ingenlunde. Da jeg en dag stod nede ved Ny Hermhut, kom der en håndværker hen til mig. Jeg stod og ordnede et eller andet i mit arbejds- hvervets udbygning. Og hvad politiet angår, har det personalemangel på linje med en række andre administra- tionsorganer. Vi har i dag 7 danske og omkring 16 grønlandske betjente. Vort behov er efter min mening 10 danske og 30-35 grønlandske betjente. — Er det fordi, kriminaliteten stiger voldsomt? — Ikke voldsomt, men kriminalite- ten stiger, befolkningstallet stiger jo. Elendig redningstjeneste — Hvad kan De sige om den grøn- landske redningstjeneste? — Den lokale redningstjeneste er yderst elendig på grund af for lidt og for dårligt materiel, og den sø- gående redningstjeneste i større stil har vi slet ingen midler til at gennem- føre forsvarligt, som forholdene er nu. — Forud for Vedel-udvalget nedsat- tes der vist et udvalg i København Ønsker ikke at betragtes som en gammel bedrevidende idiot Politimester Simony, Godthåb, om Grønland før og nu i samtale i anledning af en 50-års fødselsdag tøj. „Arbejder du over", spurgte han. Jeg mumlede et eller andet, og så spurgte han, om det var for private, jeg arbejdede. Og endelig spurgte han om forskellige ting i forbindelse med stedet. Da han udtrykte undren over, at jeg kendte så meget til forholdene, fortalte jeg ham så til sidst på hans spørgsmål, hvad jeg var for en. Næh, folk kender ikke hinanden mere — og da navnlig ikke her i Godthåb. Nye kontaktmuligheder — De beklager den manglende kon- takt mellem danske og grønlændere? — Nej, jeg siger, at kontakten og kontaktmulighederne har ændret sig. Og der er stadig kontakt mellem de to grupper — men måske sådan, at det mere og mere i hvert tilfælde i byerne er kontakt, uden at man egentlig skel- ner så nøje mellem befolkningsgrup- perne, men mere naturligt glider ind i kontakt med folk i kraft af fælles interesser, fag, arbejde, eller hvad det nu kan være. Sådan er forholdene jo nu engang i et moderne samfund. Grønlænderne ikke „grønlands- romantikere" — Hvad har grønlænderne mistet ved den nye tids indmarch? — Hvis man ikke skal blive alt for langtrukken og lommefilosofisk i den- ne sammenhæng, kan man nøjes med at sige, at mange grønlændere har mi- stet den ro og tryghed i sindet, der kommer af at kende til forholdene om- kring sig, og som vel er en forudsæt- ning for det, man kalder lykke. Mange er ude af balance i forhold til omgivel- serne, der stiller stadig nye krav, som det kan være svært at leve op til. — Tror De, at grønlænderne ønsker de gamle tider tilbage? _ — De grønlændere, der forstår no- get af, hvad der foregår, gør det ikke. De ved, at „den gamle tid" måtte for- svinde, og de er i fuld gang med at finde ro, overblik og tryghed i det nye Grønland. De ved, at det er den eneste vej fremad og spilder næppe megen tid med den romantisering, som man kan træffe navnlig hos gam- le grønlandsdanskere. Sammen med disse grønlændere glæder jeg mig for- resten over, at der nu med det nye industriprogram synes at skulle blive sat ind på at skabe en anden slags ba- lance i samfundet, nemlig balancen mellem administrationsapparat, kultu- rel udvikling og så erhvervslivet. Når grønlænderne bliver selvhjulp- ne erhvervsmæssigt igen, vil de der- med også have fået nøglen til den tryghed og selvbevidsthed, der er so- lidt begrundet, og som giver ro og harmoni. Flere politifolk — Er politiets „administrationsappa- rat" for stort? — Jeg har ikke sagt noget om, at administrationsapparatet var for stort, men at det er stort i forhold til er- Og så er politiet i øvrigt alverdens andre ting end netop politi. Vi har med den lokale redningstjeneste at gøre, vi er kongens foged, vi er „fængselsmyndigheder", vi er anklage, myndighed o. s. v., o. s. v. Grønlandske betjente — Kan grønlandske betjente ikke påtage sig at besætte alle de poster, De gerne vil have besat. — De dygtige grønlandske betjente er dygtige betjente. Men man må dog huske på, at uddannelse på politi- skole ikke kvalificerer noget sted til selvstændigt ansvarsbelastet arbejde. Noget sådant kræver 10—12 års ar- bejdserfaring. Og der er mange „sa- ger", der kræver en sådan arbejds- erfaring. Det gælder her som andre steder, at selue arbejdet er en del af den uddannelse, der må forudsættes for indtagelse af ledende stillinger, og at utålmodighed ikke fører til andet end ubegrundet misfornøjelse! Kriminalloven — Hvad har De at sige om den grønlandske kriminallov? — Jeg mener, at kriminalloven er rigtig. Noget andet er så, at de ydre vilkår i Grønland på nogle områder har ændret sig i forhold til, hvad man regnede med, da kriminalloven blev født. Det er f. eks. i dag vanskeligt at finde anbringelsesmuligheder, og vi har ikke personel nok til, at det i til- strækkeligt omfang kan kontrolleres, at de idømte foranstaltninger overhol- des. Den slags er uheldigt og kan føre til déspekt for lovene. Vi må have nogle tvangsarbejdsin- stitutioner. I øjeblikket er politiet ved at samle statistisk materiale til belys- ning bl. a. af behovet for sådanne in- stitutioner og behovet for personelfor- øgelse. med det formål at studere forholdene omkring redningsvæsenet? — Ja, der nedsattes et udvalg i ok- tober 1958 med kontorchef N. O. Chri- stensen som formand, og jeg havde lejlighed til at fortælle om den lokale redningstjenestes elendige forhold på udvalgets første møde. — Hvad er der siden sket i det ud- valg? — Det kender jeg ikke noget til. Violinen stort set arbejdsløs — Lad os til sidst springe til noget helt andet: De har ord for at være en stor selskabsmand, og folk i Danmark har altid travlt med at snakke om den gevaldige selskabelighed i Grønland? — I „gamle dage" — hvis jeg nok engang må bruge dette udtryk — var der en hygge over selskabeligheden, som jeg synes er forsvundet. Dengang kunne man lørdag aften tillade sig at dumpe ind hvorsomhelst, der var mik, og man var velkommen og følte sig som ventet. — Så lod De violinen lyde? — Ja, så faldt det naturligt at gnide en kende på strengene. Nu er violinen stort set arbejdsløs. Man kan ikke me- re sådan „dumpe inden for" — for som nævnt kender man ikke på langt nær byens beboere. Det er ikke, hvad det har været! Slut om fem år — Hvad nu om fem år? — Ja, så er min tid i Grønland forbi. Jeg vil prøve at finde et el- ler andet i Danmark — men nødig i „styrelsen". Jeg har ikke spor lyst til hverken heroppefra eller i ministeriet at blive betragtet som en gammel bedrevidende idiot, der altid skal mase sig på med sine fortællinger om, hvordan forholde- ne egentlig var og er i Grønland. Fel. 4

x

Atuagagdliutit

Direkte link

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.