Atuagagdliutit - 11.03.1959, Side 7

Grønland
siger Hans Majestæt Kong Frederik
Grønland har været vor hidtil største oplevelse. Jeg skal villigt indrømme, at vi kom med
store forventninger — de var meget store og alligevel er de alle blevet ovcrtrufne. Den mod-
tagelse, vi har fået overalt i Grønland, har været enestående, vi har følt os blandt landsmænd
Sådan indleder Hans Majestæt
Kongen en samtale, der fandt sted
ombord på kongeskibet „Dannebrog" i
Godhavn. For første gang har Deres
Majestæter kongen og Dronningen gi-
vet tilladelse til, at direkte udtalelser
må anvendes i interview-form og det
er således første gang et blad ser sig
i stand til at gengive en samtale med
Deres Majestæter.
Kongen og dronningen sidder i den
luftige rygesalon med dørene åbne ud
til det hvidskurede dæk. I baggrunden
ses det store Skarvefjæld og foran
dette røde, gule og grønne huse i sol
— det nye Grønland. Kongen er i dag-
lig uniform og dronningen i en enkel
grå spadseredragt.
— Kan Deres Majestæt se forskel
på Grønland af 1921 og Grønland af
1952?
— Det var nu ikke så meget jeg så,
da jeg var heroppe i 1921, men allige-
vel er det let at konstatere, at der er
bygget meget, og at der er foretaget
betydelige udvidelser. Jeg tænker her
på Godthåb, som jeg mindes som en
koloni bestående af små røde huse. I
dag er der mange huse i forskellige
farver, vej, elektricitetsværk, stort
bogtrykkeri og meget andet, og så sy-
nes jeg, at alt ser mere velholdt ud.
Godhavn og Jakobshavn har, såvidt
jeg kan se, ikke forandret sig i samme
grad; der er kommet ny butik og ba-
geri osv., men helhedsindtrykket er
det samme, blot er alt renere og det
har glædet mig at konstatere, skønt
jeg udmærket ved, at man har fejet op
til besøget.
— Hvad har været Deres Majestæts
største oplevelse under Grønlands-
turen?
— Da „Dannebrog" sejlede gennem
Vajgattet og vi så de vidunderligt
skønne farver, de imponerende fjelde
og de ejendommelige isbjerge, da blev
jeg grebet af en følelse af stolthed
over, at alt dette er dansk.
— Er der slet intet, der har skuffet
Deres Majestæt?
— Sygehusforholdene er, når man
ser bort fra enkelte undtagelser, for-
færdende og uforsvarlige, på dette
område bør der gøres noget, men det
er de rette vedkommende sikkert klar
over.
— For mig, siger Hendes Majestæt
Dronningen, har Grønland hidtil væ-
ret noget fjernt og ukendt, det har
ofte været vanskeligt for mig at tale
med grønlændere i Danmark, fordi
jeg kendte for lidt til deres baggrund
og aldrig havde set deres vidunderlige
land. Nu kan jeg bedre tale med uden
at føle mig fremmed overfor grøn-
landske emner — husk på, jeg er ikke
vokset op med Grønland som skole-
lærdom. Hvad der har glædet mig
mest, er de mange venlige smil, vi har
mødt, de er gået lige til hjertet.
— Ja, dronningen har ret, føjer
Kong Frederik til, Grønland er de
varme smils boplads.
— Morsomt har det også været,
fortsætter Dronning Ingrid, at høre
grønlænderne fortælle. De gør det så
livfuldt og med en sjælden lun hu-
mor, som slet ikke tager skade af at
blive oversat til dansk. Det er som
om, grønlænderne til at begynde med
er stille og forventningsfulde, som
om de ser os an, men det varer ikke
så længe, før de smiler til os, som
havde vi kendt hinanden længe. Grøn-
lænderne er ikke generte, de er gan-
ske ukunstlede — og børnene ... de
er simpelthen uimodståelige.
— Og intet har skuffet Deres Ma-
jestæt?
— Ikke skuffet, men jeg vil sige, at
man må passe på ikke at glemme de
gamle grønlandske skikke og de gamle
måder at forarbejde de forskellige
håndarbejder på. Jeg har ladet mig
fortælle, at unge grønlænderinder i
dag ikke kan gøre deres mødre kun-
sten efter, og det er kedeligt. På Tør-
veøen ved Egedesminde var det meget
interessant at se, hvordan håndarbej-
derne bliver til, og især interesserede
jeg mig for det sjældne skindarbejde,
hvor var det smukt.
— Lad mig lige fortælle, siger Kong
Frederik, at der et andet punkt, på
hvilket, der er sket en betydelig æn-
dring siden 1921. Vi havde under kon-
gebesøget dengang også receptioner
ombord, og det var dengang ejendom-
meligt at se, hvordan grønlænderne
ventede, til de havde observeret, hvor-
dan de tilstedeværende danske bar sig
ad. Nu sker dette ikke mere, grønlæn-
derne er blevet langt mere frigjorte,
mere frimodige og ligetil. Det synes
jeg er udmærket. Det har virkelig
været morsomt for os at have alle de
mange grønlandske gæster ombord —
vi har nydt det. Jeg vil også sige, at
kongevarden ved Egedesminde gjorde
et dybt indtryk på mig.
— Også på mig, siger Dronning Ing-
rid, og tænker man på, at stenene i
varden stammer fra alle distriktets
udsteder og udsteder, ofte langt bort
fra, så gribes man ved tanken om den
venlighed, der ligger i denne varde.
— Hist og her, siger Kong Frederik,
er der faldet udtalelser om, hvad den
9. april 1940 og den 4. maj 1945 betød
for Grønland og om de følelser, der i
denne periode næredes for Danmark
blandt grønlænderne. Det har varmet
vore hjerter og sagt os, at samhørig-
heden mellem Danmark og Grønland
ikke kun er ord.
Vi har fået en krans af dejlige min-
der om vor grønlandsrejse, om strå-
lende farver, klar og ren sang mellem
høje fjelde, glade naturlige smil og
om dette nordlige Danmarks vidun-
derlige natur. Også håndgribelige
minder har vi fået i alle de mange
smukke gaver.
— Og blomsterne, som jeg fik på
Arktisk Station, siger Dronning Ing-
rid, dem vil jeg få vor gartner til at
plante i Fredensborg slotspark, hvor
jeg håber, de vil gro og være små
levende minder.
Dronningen rejser sig og ser efter
en fugl, der flyver over mod de brun-
violette fjelde, vender sig og siger:
— Og glem så ikke gennem „Grøn-
landsposten" at bringe alle børn i
Grønland en hilsen fra vore børn,
som har fulgt vor rejse med levende
interesse.
— Tro mig, siger Kong Frederik, de
vil omgående prøve deres grønland-
ske nationaldragter. Vi ved, de juble-
de, da de fik telegrammet fra os om
denne storslåede gave til dem.
Helge Christensen.
1921-me kungikut tikerdrnerdnit. åssilissap KerKane dronning Alexandrine kungigssan Frederik åma prins
Knud ilagalugit.
Kongebesøget i 1921.1 midten af billedet dronning Alexandrine sammen med kronprins Frederik og prins Knud.
VIII