Atuagagdliutit - 18.06.1959, Blaðsíða 4

Da
Egedesminde
våningshus
blev til
kirkesal
Handelskompagniet var
utilfreds med, at Niels Egede
anlagde Egedesminde, hvor han gjorde
— og byen blev flyttet
Det er i år 200 år siden, at kolonien
Egedesminde blev oprettet, efter at di-
rektionen for Det almindelige Han-
delskompagni havde besluttet sig til
midt mellem Sydbay og Christianshåb
på øen Mannik med det store opland
— Hvalfiske-, Hunde- og Vester Ei-
lænder norden for og Rifkol med
andre steder syd på — at anlægge en
ny koloni.
Kolonien anlagdes i sommeren 1759
af købmand Niels Egede ved bugten
5 sømil nord for Nordre Strømfjord
på et sted, der ansås for at udmærke
sig ved et bekvemt indløb, rige lakse-
elve og god lejlighed til hval- og hval-
rosfangst. løvrigt bød stedet på tilste-
deværelsen af fuglevildt, tørvejord og
lyng.
Niels Egede bad om til erindring om
sin fader, Hans Egede, at måtte kalde
kolonien Egedesminde, hvilket bifald-
tes af handelskompagniets direktion,
der dog samtidig udtalte, at man hel-
lere havde set kolonien anlagt 6—8
mil nordligere, så den var kommet til
at ligge midtvejs mellem bopladserne
på Hvalfiske Eilænder og Nordre
Strømfjord.
Var allerede beboet
Stedet, hvor kolonien anlagdes, var
i forvejen beboet. Allerede i 1738
fandtes her således seks familier, som
bl. a. havde haft besøg af Poul Egede.
En grønlænder, hvem hollænderne året
før koloniens grundlæggelse havde
ført med sig til Europa og nu bragte
med tilbage til Grønland, for at han
kunne fortælle sine landsmænd, hvil-
ken magt hollænderne havde til at
undertvinge dem, havde gjort beboer-
ne på Hvalfiske- og Vester Eilænder-
ne så skrækslagne, at de flygtede til
den nye koloni, hvor de slog sig ned
og således straks forøgede befolknin-
gen her.
Byen flyttes
Som nævnt var handelkompagniet
allerede fra begyndelsen ikke særlig
tilfreds med den nye kolonis place-
ring, og købmand J. P. Dorph, der i
1761 afløste Niels Egede som bestyrer
af kolonien fremhævede stærkt ulem-
perne ved dens beliggenhed i udkan-
ten af det 30 mile lange distrikt. Di-
rektionen bifaldt derfor hans forslag
om at flytte kolonien til en af de så-
kaldte Bonke Eilænder, som hollæn-
derne dengang kaldte den kreds af
øer, der omsluttede Egedesmindes ind-
sølignende havnebassin, og af hvilke
ManitsoK, Hareøen, Ræveøen og Au-
siait var de vigtigste. Af disse blev
den sidstnævnte den foretrukne, og i
1763 fandt flytningen hertil sted.
„De sietfe kolonister" skræmte missio-
næren bort
Kolonien, der også efter flytningen
En tom tønde på vej til indhandling? — Et typisk vinterbillede fra Egedesminde.
Kimugsimik imertarsimavdlune efterskolip tungånut.
beholdt sit navn, men dog en rum tid
efter hyppigt kaldtes Ny Egedesminde,
var imidlertid længe om at komme i
gang, dels på grund af anlægget af
Godhavn, dels som følge af de frem-
mede snighandleres indgreb. At hel-
ler ikke koloniens mandskab har væ-
ret det allerbedste ses af, at missionær
Berthel Laersen i 1768 ikke ville her-
til „for de slette kolonisters skyld“.
Koloniens produktion bedredes dog
noget efter flytningen, selv om den
længe ikke var ret stor — i 1776 så-
ledes kun 94 fade spæk, 306 barder og
21 ræveskind — hvilket skyldtes flere
uheldige omstændigheder. I kompag-
niets tid var varerne slette og dårlige;
det kan således nævnes, at af 11 i 1775
opsendte rifler duede kun de 2! Resten
måtte sendes tilbage. Hertil kom, at
det forholdsvis store mandskab, der
var nødvendigt til de lange togter, tit
ikke var let at styre. I 1777 truede de
alle med at rejse hjem, og i vinteren
1782—83 var her en sådan „uorden,
opsætsighed og dovenskab", at inspek-
tørens hjælp måtte påkaldes! Som føl-
ge af disse uheldige forhold kunne en
påtænkt hvalfangst ikke komme i gang
og et planlagt fiskerianlæg ikke reali-
seres, men mest af alt var det som al-
lerede nævnt hollændernes snighan-
del, der var til hinder for koloniens
udvikling.
Den gode „Kongens tid"
„I kongens tid“ blev udsigterne ly-
sere. Varerne blev bedre, snighande-
len indskrænkedes noget, og handel
og produktion voksede. Kolonien bjer-
gede flere drivhvaler end før og fik
også mere del i de hvaler, grønlæn-
derne selv fangede, og fra 1776 statio-
neredes nogle år hvalfangerskib ved
kolonien. Så kom imidlertid den store
smitsot og året 1788 var især langt
under målet, men ved befolkningens
tiltagen og den mægtigt voksende
garnfangst steg produktionen hurtigt.
I 1799 angives kolonien at være et ud-
mærket garnsted på grund af de man-
ge bugter og arme på øen, som dan-
nede bekvemme og gode steder for
sælhundegarnfangsten, især om hø-
sten,, når isen begyndte at lægge til,
og omkring 1850 var Egedesmindes år-
lige produktion vokset til ca. 800 tdr.
spæk, 8000 sæl-, 3360 rens og en del
ræveskind samt 650 kg dun.
Våningshusef blev til kirke
Koloniens bygninger bestod omkring
1775 af et våningshus af stokværk, to
spækhuse, af hvilke det største lå på
„Havneøen", et bødkerhus af bindings-
værk, et bryghus og et provianthus af
tørv og sten samt et par skure. I vå-
ningshuset boede både købmand, as-
sistent og mandskab og senere tillige
missionæren, hvis værelse fra først af
tillige var skole og kirke, hvilket for-
ståeligt nok var både ubehageligt for
missionæren og virkede hæmmende på
missionsarbejdet. Der byggedes derfor
i 1778 et skolehus, og da der stadig
trængtes til bedre plads efterhånden
som antallet af døbte steg indrettedes
det gamle våningshus til kirkesal og
bolig for missionær og kateket; først
i 1828 fik stedet særlig præstebolig, og
i 1856 opførtes en meget lille kirke af
Skal de grønlandske sælskind kunne
hævde sig på verdensmarkedet må de
være rigtigt behandlede. Dette er sagt
ofte før, men man kan da heldigvis
allerede nu med tørre tal vise, at ud-
viklingen går i den rigtige retning. De
grønlandske sælskind er blevet meget
bedre, takket være voksende forståelse
blandt sælfangerne langs kysten.
En rapport, udarbejdet over de se-
nere års auktioner viser en glædelig
stigning i antallet af vaskede skind.
For netsidernes vedkommende ser tal-
lene sådan ud: I 1956 var 2.870 af
29.694 skind vaskede, i 1957 var an-
tallet 4.515 af 35.031 og i 1958 udgjorde
de vaskede skind 9.558 af 34.702. Dette
er ensbetydende med en stigning i va-
skede skind fra 10 procent i 1956 til
28 procent i 1958.
For blåsiderne var antallet af skind,
der var vaskede i 1956 208 af 2070, i
1957 246 af 1695 og i 1958 1974 af 3760.
Det vil sige, at antallet af vaskede blå-
sideskind er steget fra 10 procent i 1956
til 53 procent i 1958.
Tallene viser en beskeden fremgang
i skindvasken fra 1956 til 1957 men en
meget betydelig fremgang fra 1957
til 1958. Mest bemærkelsesværdig er
stigningen i antallet af vaskede blå-
sideskind.
Egedesminde ligger i spidsen, idet
ca. 50 procent af de indhandlede skind
her er blevet vasket. I Upernavik di-
bindingsværk og mursten; den var så
lav, at den øverste del af det lille or-
gel måtte fjernes for at det kunne
stå der.
Stedets befolkning var efter kolo-
niens flytning temmelig stor, og efter
missionens oprettelse tiltog den yder-
ligere, så der efterhånden klagedes
over „sammenhobning", men efter
koppeepidemien ved århundredskiftet
sank det betydeligt, indtil det efter
nogle års forløb atter begyndte at
stige.
strikt er 30 procent af skindene vasket,
længst tilbage er Scoresbysund med 11
procent og Thule distrikt med 20 pro-
cent. Omkring gennemsnittet er Uma-
nak med 27 procent, Jakobshavn med
25 og Angmagssalik med 24 procent.
Disse nævnte distrikter dækker ca.
90 procent af den samlede indhand-
ling, og derfor omfatter rapporten kun
disse distrikter.
Man er ikke helt klar over årsagen
til den væsentlig større vaskeprocent
for blåsiderne. Man har konstateret at
den næppe skyldes den lettere vask
på grund af det kortere hårlag, idet
vaskeprocenten for langhårede netsi-
der er væsentlig større end for kort-
hårede.
Der er næppe tvivl om, at fremgan-
gen skyldes, at de grønlandske fangere
er klar over de økonomiske fordele
ved skindvasken, og at de har sat sig
ind i de givne vejledninger.
Man har i København erfaret, at
vasken har en bemærkelsesværdig
indflydelse på renhedsprocenten og
naturligvis på salgsindtægterne. De
langhårede skind har givet de højeste
salgspriser. Tendensen har givet sig
udslag i optimisme med hensyn til
fremtiden, men man lægger ikke skjul
på, at der er mulighed for stadig bedre
resultater.
sic.
Betydelig fremgang i
sælskindenes kvalitet
Antallet af vaskede skind er steget bemærkelsesværdigt i flere distrikter.
Der gives større afsætningsmuligheder og højere priser
4