Atuagagdliutit - 02.07.1959, Síða 5

»Særpræget grønlandsk —
og ikke eskimoisk kultur«
Pastor emer. Otto Rosing svarer fru Inger
Lomholt på den »dødsdømte kultur«-artikel
Der har slet ikke været min mening
at starte en diskussion om „den sær-
prægede grønlandske kultur", men da
jeg har læst Inger Lumholts udford-
rende indlæg her i bladet, føler jeg
mig nødsaget til at fremkomme med
en kortfattet bemærkning.
Når jeg har talt om en særpræget
grønlandsk kultur, — så mener jeg
grønlandsk og ikke eskimoisk. Inger
Lumholts artikel er een eneste blan-
ding af begge dele!
En blandings-race
Grønlands befolkning idag er en
blandingsrace, en typisk eskimoisk
mand eller kvinde er snart en sjæl-
denhed. Efternavne som Fontejn, Pjet-
turson, Thorin, Ringsted, og ikke min-
dre Petersen, Sørensen og Hansen ta-
ler deres egen sprog. Der er mange
„grønlændere" i dag, som kan følge
deres slægt langt tilbage i tiden, og
enkelte endda til Chr. den II.s tid. Ud-
viklingen har medført, at blandinger-
ne, som i begyndelsen ingen steder
hørte hjemme og betragtes som mulat-
ter, nu anses som Grønlands egentlige
befolkning. Følgen blev ændring i kul-
turen, eftersom man ved, at kultur
ikke er nogen stillestående fænomen,
men indretter sig efter udvikling og
påvirkning fra mere fremskredne kul-
turer.
„Egen Grønlands kultur"
Idag kan vi ikke sige, at eskimokul-
turen er bibeholdt uændret, men man
kan måske begynde at tale om egen
grønlandsk kultur, og det er den jeg
mener, som ikke er dødsdømt. Når jeg
taler om „særpræget" grønlandsk kul-
tur, så mener jeg det bogstaveligt.
Hvis verden står så længe at vi grøn-
lændere til den tid fuld ud kan side-
stilles med andre kulturfolk, så be-
varer vi alligevel vort særpræg, både
på den ene eller anden måde, — gan-
ske som danskerne har deres eget sær-
præg blandt Europas kulturfolk. Vort
særpræg er skabt og vil blive bevaret
af naturen selv nemlig landets geo-
grafiske beliggenhed og af dets hårde
klima. Min „optimisme" om, at kultu-
ren blomstrer derved, at radioen taler
grønlandsk og at vi snart skal ud på
bankerne og fiske, — er ingenlunde
„selvmodsigelse", eftersom man ved,
at et lands økonomiske opsving altid
afføder visse kulturelle goder.
For folk fra Fiskenæsset:
Lad mig lige komme tilbage til det
„særprægede". Omtrent det halve af
Grønlands befolkning er udpræget
jægerfolk. Fra Egedesminde og nord-
efter er „særpræget" ret iøjnefalden-
de, og ville være en sand oplevelse at
se for folk fra Fiskenæsset: Kajakker
med fuld udrustning kommer roende
hjem under midnatsolens skær slæ-
bende på dagens fangstudbytte, eller
slæder med hundeforspand, læsset
med flere hundrede kilo fisk bugter
sig frem i karavane på 20—30 slæder;
eller også hundreder af slæder fra alle
byer i Diskobugten, når de har sat
stævne ved de store „savssat". Sådan
noget tør vel siges at være „særpræg"
i kulturen. Den materielle side af den
særprægede grønlandske kultur lever
i bedste velgående og vil leve videre,
trods den ubarmhjertige daterede
dødsdom.
— Den åndelige side
Om den åndelige side af kulturen
kan der være delte meninger. Vi ved
For folk fra Fiskenæsset — aitsåtdliuna Ke-
Kertarssuatsiårmiunit takussagssaK. —
bare, at Hans Egede og andre efter
ham, havde ikke det fjerneste forståel-
se af, hvad de stod overfor, fordi den
eskimoiske kultur og åndsliv var dem
fuldstændig fremmed. Det var mør-
kets gerninger og djævelens værk al-
lesammen! Ergo, det skal bekæmpes,
— og det blev bekæmpet til gavns.
Ordet har en stor magt hos et primi-
tivt folk. Fordi den eskimoiske kultur
ikke kendte til et skriftssprog, måtte
meget gå i glemmebogen, særlig når
alt åndeligt blev bekæmpet, ud fra den
opfattelse, at alt var djævelens blænd-
værk. Selv så uskyldige ting som kvad
om stordåd og bedrifter, som ordret
blev bevaret gennem generationer blev
forbudt at synge. Kort sagt: eskimoer-
ne blev åndelig knægtet, og der blev
slået meget i stykker i sjæl og karak-
ter. En håbløs kamp mod dette ytrede
sig engang ved, at en mand med har-
me sønderknuste sin kære pragtfulde
tromme. De sørgelige rester af den
åndelige side af den eskimoiske kul-
tur, forsøges i vore dage samlet til be-
varelse til eftertiden, — „på papiret"
— som Inger Lumholt siger.
Der blev spurgt, om jeg mener, ut
den grønlandske åndsliv idag er sær-
præget, dertil må jeg svare benægten-
de, ligesom fru Lumholt; der er ikke
meget „særpræg“ at mærke, når man
ser det overfladisk, og det har sin
gode grund. I atom- og raketalderen
skal kulturer opbygges i en fart, ikke
alene i Grønland, men også i andre
underudviklede lande. Alt skal bygges
op i dansk mønster i Grønland, der er
ikke den side af vort liv, som ikke bør
„forbedres", ja, selv sproget skal skif-
tes. Det eneste saliggørende er dansk
indflydelse, det kan man se i udtalel-
sen: „Jeg forstår godt den almindelige
grønlænders tendens til mistro overfor
alt det nye“. Mon ikke den „mistro“
er noget, som beskytter os overfor
mindre heldige „nye", som blandt me-
get andet godt bliver indført, istedet
for blindt at tage alt hvad der kommer
af „nyt“. En del, som har to sprog-
dansk og grønlandsk- kan nok mærke,
at åndslivet trods påvirkning alligevel
har sit særpræg.
Om sproget
Til sidst lidt om sproget. Jeg tror
stadig på, at dobbeltsprogethed kan
opnås hos en stor del af Grønlands be-
folkning, men det tager sin tid. Det vil
være en tåbelig tanke, hvis vi sætter
det til mål, at alle i Grønland skal
kunne beherske begge sprog. Jeg tror
ikke, at alle danske idag kan tale tysk,
engelsk eller fransk ved siden af deres
modersmål. De, som har gået i højere
skoler kan det, men ikke almuen. Så-
dan vil det også blive heroppe. Min
udtalelse om dobbeltsprogethed er in-
gen tom tale. Selv har jeg 8 børn, som
alle idag taler begge sprog lige godt!
Hvorfor? fordi jeg allerede for 40 år
siden havde indset det gavnlige i at
kunne tale det danske sprog, og ekspe-
rimentet lykkedes over alt forvent-
ning. Det hører med til den grønland-
ske kultur idag, at vi har adgang til
danske litterære værker, og kan såle-
des følge nogenlunde med i dansk
åndsliv.
Ikke noget at prale af litterært
Inger Lumholt efterlyser „original
grønlandsk litteratur, af virkelig stor
værdi", — hertil vil jeg blot 'sige, at
det vist er lovlig tidligt at efterlyse
sådan noget, når vort skriftssprog kun
har eksisteret godt i 100 år. Vi har ikke
noget at prale af litterært, men der er
mærkbar opvågnen i at have læsning
i eget modersmål, og om emner, der
vedrører ens eget folk-altså det uar-
tige ord: national opvågnen. I dette vil
Grønlands befolkning finde balance,
en rod i udviklingen, hvorpå den kan
bygge videre. Det skal ikke forstås
derhen, at vi tænker på at løsrive os
fra Danmark, dertil er vore „bånd"
altfor stærke. Tilhørsforholdet er so-
lidt forankret. Men vi vil gerne have
lov til at udvikle os („den slemme ud-
vikling") med bevarelse af vort sær-
præg og med bibeholdelse af vort
kære modersmål. Vi vil altid hente
ideer og impulser fra vort kære mo-
derland Danmark, — det er klart! Vi
vil lære dansk for at kunne nyde godt
af dansk litteratur. Jeg forstår det så-
ledes, at man i Danmark også tyr til
udenlandsk litteratur, når det drejer
sig om bestemte faglige emner, som
ikke findes trykt på dansk. Det vil
blive det samme hos os.
Det grimme ord „sprogskifte"
Ordet „sprogskifte" lyder grimt for
mig og synes at være en dristig tanke,
en udpræget foragt for alt grønlandsk,
— et levn fra første kolonisters selv-
glade overlegenhed. Dette kan fortol-
kes på følgende måde: Vær så god,
tag jeres barbariske sprog bort, som et
andet stykke slidt klædning, — og ifør
jer vort smukke sprog, der er meget
bedre end jeres! Jeg vil gerne under-
strege her, at vi ikke agter at skifte
sprog, — vort modersmål er os kært,
fordi vi i vort sprog bevarer det „sær-
prægede" og forbindelsen med vore
stolte eskimoiske forfædre. Denne na-
tionale følelse, som også er i udvik-
ling eftersom oplysningen skrider
frem, vil vi støtte af al magt og give
vore bedste kræfter til. Det er dette,
som skal give os en solid grund at stå
på, så at vi hurtigere kan komme over
den rodløshed, der er betegnende for
vort tid.
Inger Lumholt skriver: „— Grøn-
lændernes mistro overfor alt nye, —
og til sådan noget som det danske
sprog i særdeleshed". Her må jeg give
op, for jeg forstår slet ikke, hvorfor
vi skulle have „mistro" til det danske
sprog, som vi dog er så glade for at
kunne lære og benytte, og som er et
af de bedste midler til at konsolidere
den grønlandske kultur. Skolevæsenet
har gjort et meget stort og påskønnel-
sesværdigt arbejde i at lære os dansk,
og det siger vi så mange tak for. Vejen
har ikke været strøget med roser, —
det kan jeg sige med af egen erfaring,
fordi jeg også har været med til at
give danskundervisning lige fra den
tid, tvungen dansk undervisning i sko-
lerne blev indført, og på steder som
Angmagssalik og Thule, hvor det i be-
gyndelsen så næsten håbløs ud, og
hvor det danske sprog praktisk talt
aldrig hørtes, endsige læstes. Men det
var et slidsomt arbejde på lang sigt.
Resultatet af anstrengelserne kan ikke
udeblive til stadighed, og til min
store glæde har jeg konstateret, at
man i de grønlandske højere skoler
har nået så vidt idag, at „dobbeltspro-
gethed" kan blive en realitet.
Vort mål —
Det må være vort mål, at de større
udsteder får deres veluddannede læ-
rere som kan give effektiv danskun-
dervisning. Men vi kan ikke forvente,
at alle skolebørn, når de forlader sko-
len, skal kunne så meget dansk, at der
kan være tale om „dobbeltsproget-
hed", men vi vil lære mere og kan
komme til at kune læse danske bøger.
Der må altid være nogle af skolehol-
det, hvis interesse er vakt. Alle og en-
hver kan jo ikke fortsætte i højere
skoler, dertil er vi alt for mange. Jeg
tager min farmor til eksempel: hun
var af ren eskimoisk afstamning, dat-
ter af en sælfanger og har fået en nød-
tørftig skolegang. Ikke desto mindre
lærte hun sig selv dansk her i landet
og talte „næsten accentfri dansk". I
1867 tog hun til København og bestod
„på regulær vis" den danske jorde-
modereksamen.
(Fortsættes side 21)
5