Atuagagdliutit - 30.08.1962, Blaðsíða 10

den bedste
appelsindrik
IS
GRØNLANDS INDKØBSRING A/4
Fra
LÆSERNE
Jehovas vidners lære
Det var med interesse, man gen-
nem kirkesiden i „Grønlandsposten"
fra den 6. juli erfarede, at en artikel-
serie om Jehovas Vidners arbejde og
lære var under forberedelse, idet Je-
hovas Vidner med stor glæde ser, at
befolkningens kendskab hertil vokser.
Da det imidlertid må være i alle par-
ters interesse, at billedet bliver så
klart som muligt, vil jeg gerne gøre
et par bemærkninger til den indleden-
de artikel for at belyse visse dunkle
punkter. Når kommentarerne frem-
kommer så sent, skyldes det, at jeg for
tiden er på rejse i Nordgrønland og
derfor først nu har fået bladet i
hænde.
I artiklen gøres et forsøg på at give
en kortfattet oversigt over Jehovas
Vidners lære; men ligesom en smuk
blomst kan miste sin skønhed i kun-
stig belysning, således går det desvær-
re her. Mens Jehovas Vidner til fulde
anerkender Jesus som menneskenes
frelser og forsoner, kan de ikke —
hvad der sikkert ville have været nok
så populært — fortie Bibelens klare
tale om følgerne af i ord eller gerning
at fornægte ham og hans Fader. (2.
Tessalonikerbrev, kapitel 1, vers 6—8).
Med hensyn til glæden under Tu-
sindårsriget og den fred. der skal
sænke sig ned over vor krigshærgede
jord tør man vist roligt sige, at Bibe-
lens vidnesbyrd herom er mangfoldi-
ge. Man behøver blot at tænke på de
ord, der inspirerede til salmen: „Blom-
stre som en rosengård skal de øde
vange", nemlig Esajas’ bog, kapitel
35, der begynder således: „Ørken og
hede skal fryde sig, ødemark juble og
blomstre, blomstre frodigt som rosen
og juble, ja, juble med fryd." (Se også
Johannes Åbenbaring 21: 3—5.
Hvad angår dette, at der ikke blot
er et himmelsk, men også et jordisk
håb om liv for menneskene må man
ofte undre sig over, at dette forhold så
hyppigt overses eller i hvert fald for-
ties af mange af kristenhedens kirke-
samfund. Bibelen taler om nye himle,
men også om en ny jord, når den si-
ger: „Men efter hans forjættelse ven-
ter vi „nye himle og en ny jord, hvor
retfærdighed bor" (2. Peter 3: 13).
Samme tanke fremgår af Jesu ord i
Bjergprædikenen, hvor han udtaler:
„Salige er de sagtmodige, thi de skal
arve Jorden." (Matthæus 5:5). Det
sted, menneskene blev skabt til at bo
på, var Jorden, og alle. som oprigtigt
søger det, vil kunne få adgang til at
modtage livets gave på en retfærdig
jord. Livet i himlen var noget nyt,
som først Jesu forkyndelse åbnede
adgang til for at udtage noge blandt
menneskene til at være konger og
præster sammen med ham. (Åbenba-
ringen 20:6). Ligesom ikke alle på
Grønland kan være medlemmer af
landsrådet således også med den
himmelske regering. Den vil kun
komme til at bestå af en begrænset
skare. Når Jehovas Vidner nævner
tallet 144.000, er det ikke en opfin-
delse, de selv har gjort, men derimod
en oplysning, som bringes i Johan-
nes’ Åbenbaring, kapitel 14, vers 1 og
3. (Bemærk i øvrigt her, at det kun er
om disse 144.000, der siges, at de er
løskøbt fra Jorden).
Mens det kan være rigtigt, at nid-
kærhed for en sag ikke nødvendigvis
siger noget om, hvorvidt sagen er god
eller dårlig, så står det dog fast, at
nidkærhed eller missionsiver skulle
være et fremtrædende træk ved le-
vende kristendom. Man kan her tænke
på Jesu ord til disciplene: „I er Jor-
dens salt, men hvis saltet mister sin
kraft, hvad skal det da saltes med?
Så duer det kun til at kastes ud og
trædes ned af mennesker." (Matthæus
5:13). Det er således ikke uberettiget,
om nogen på dette grundlag prøver at
drage sammenligninger mellem for-
skellige trossamfund.
Til bemærkningerne om pligter til
at rapportere tid og resultater i for-
kyndertjenesten er der blot at sige, at
hvis man skulle tale om forpligtelse,
er den af ganske samme natur som
den, folkekirken mener, dens medlem-
mer har til at komme i kirke. Den en-
kelte må selv ud fra sine personlige
forhold skønne, hvor meget eller hvor
lidt han kan gøre, og dersom nogen
helt skulle lade være, er der ingen,
der hverken kan eller vil tvinge dem
til det. Det måtte imidlertid betragtes
som et åndeligt sygdomstegn, om den,
der havde mulighederne, ikke gjorde
brug af dem. Her gælder Paulus’ ord:
„Thi om jeg forkynder evangeliet, har
jeg ikke noget at rose mig af; jeg er
jo under tvang; ve mig, om jeg ikke
forkynder det!" (1. Korinterbrev 9:16).
Det er således ikke over for menne-
sker men over for Gud, man må føle
forpligtelsen.
Til sidst vil jeg gerne give min til-
slutning til ordene om, at der er brug
for solid oplysning om, hvad kristen-
dom er, og hvad det ikke er. Det er
jo nok muligt, det viser sig, at vort
syn herpå er forskelligt, idet Jehovas
Vidner er så umoderne at tro på Bi-
belen ubeskåret som den målestok,
der alene kan lægges til grund, når
spørgsmålet skal afgøres.
Mogens Voss, missionær.
En buste af KnucLRasmussen
i højskolen ved Holsteinsborg
- en solid
arbejdsstøvle
get at takke ham for, og begge har ret.
men også pligt til nu og fremover at
mindes hans indsats og hans livslange
kamp for samarbejde og forståelse
mellem hans fædrene og mødrene
folk.
I Grønland har man god brug for
sine penge i disse år og i Danmark
ligeledes, men lad os ikke derfor fdr-
spilde muligheden for at besinde os
på en god fælles opgave, medens
tid er.
Der vil kunne foranstaltes indsam-
linger til en sådan opgave, der kan
formentlig ydes støtte såvel fra det
grønlandske landsråd som fra den
danske regering og nok også fra pri-
vate fonds og virksomheder. Endvide-
re kunne der udstedes et særligt fri-
mærke, som afbilder højskolen eller
Knud Rasmussens buste, og som af-
kaster 5 øre pr. solgt eksemplar til her
omhandlede opgave. Er der vilje, er
der også altid en vej.
p. t. TineteKilaK, Angmagssalik,
den 30. juli 1962.
Andr. Lund-Drosvad.
Religions-
undervisningen
Forældre med skolepligtige børn i
K’ornoK har fremsat følgende udta-
lelse:
„Vi er ængstelige for, at religionsti-
merne i skolen nu er indskrænket for
meget. Religionsundervisningen i sko-
lerne var større tidligere, og den hav-
de en gunstig virkning på børnenes
opdragelse. Ligegyldigheden er meget
fremherskende hos vore dages unge
mennesker. Det skyldes uden tvivl
ændringen i religionsundervisningen.
Vi glemmer ikke forældrenes pligt
til at opdrage børnene. Men vi ældre
mennesker, som har fået et godt ud-
bytte af religionsundervisningen i vor
barndom, ønsker, at man ikke skærer
religionstimerne mere ned. Der under-
vises nu kun to timer i religion om
ugen, og det er ikke udelukket, at ti-
metallet bliver skåret yderligere ned.
Vi opfordrer forældre langs kysten
om at fremsætte deres meninger. Vi
er af den opfattelse, at man burde an-
mode skolemyndighederne om en ud-
talelse i denne sag.
På forældrenes vegne:
Jakob Egede, K’otook.
Ved en tidligere lejlighed — i A/G
nr. 1-1962 havde jeg lejlighed til at
kommentere en lignende udtalelse. —
Jeg vil derfor henvise til disse kom-
mentarer og blot understrege, at an-
tallet af religionstimerne ikke kan
forhøjes af hensyn til indførelse af
flere undervisningsfag, og at jeg fort-
sat mener, der kan nås en del med det
nuværende antal timer, hvis undervis-
ningen bliver tilrettelagt på den rigti-
ge måde. Med henblik på at opnå den
mest hensigtsmæssige tilrettelæggelse
af religionsundervisningen blev der
under præstekonventet i sommeren
1962 nedsat et udvalg, der skal udar-
bejde en undervisningsvejledning i fa-
get, ligesom der er planer om at ud-
give en ny bibelhistorie.
Jeg kender ikke noget til den mu-
lige yderligere nedskæring af reli-
gionstimerne.
Chr. Berthelsen.
— skridsikker sål
— foret
— billig
...friskhed - renhed
Når man i A/G har læst om alle de
smukke tanker og ønsker, der er kom-
met til udtryk ved indvielsen af Knud
Rasmussens Højskole og om de gaver,
som ved samme lejlighed er givet,
kan man ikke lade være med at tænke
på, om der alligevel ikke mangler
noget — nemlig den buste af forske-
ren, som nu står i hotellet i Sdr.
Strømfjord, men som retteligt burde
have stået her i det største og mest
værdifulde minde, der hidtil er sat
ham og den grønlandsk-danske blod-
og kulturblanding, som han var et
lykkeligt eksemplar på.
Jeg rejste allerede ovennævnte tan-
ke overfor „Berl. Tid"., da man i sin
tid efterlyste forslag om, hvor busten
af ham burde stå, men man fandt alt-
så da, at dens nuværende ståsted var
det mest formålstjenlige.
Men hvor mange af de tusinder
fremmede, der standser en kort stund
i hotellet i Sdr. Strømfjord, før de ha-
ster videre, ved noget om Knud Ras-
mussen, eller hvad han nåede at ud-
rette i sit korte, men dådrige liv.
Det ved dog ethvert skolebarn i
Grønland, enten det så er af grøn-
landsk eller dansk herkomst. Og
er vi end fra begge sider lige
stolte og glade over hans færd og
virke, kan det dog ikke benægtes, at
det var den grønlandske del af ham,
hans grønlandske barndom, hans
grønlandske og eskimoiske ekspedi-
tionskammerater og deres udholden-
hed og teknik, der først og fremmest
muliggjorde hans mange, lange og ud-
bytterige rejser. En ikke ringe del af
udrustninger og sligt blev jo ydermere
betalt ved tilskud fra handelsstatio-
nen i Thule.
I Danmark har vi for længst minder
om ham både ved Øresund og i Hun-
dested og gennem de skatte, hans eks-
pedition hjembragte til vort National-
museum. I Grønland har man engang
rejst en beskeden varde for ham ved
hans fødested, Jakobshavn, og nu gen-
nem denne nye og smukke skole ved
Holsteinsborg nok et minde. Men bu-
sten af ham burde retteligt findes i
eller ved denne skole, og i dens bib-
liotek burde alle hans bøger stå, både
de mange på dansk og de hidtil på
grønlandsk udgivne. Bøgerne vil for-
mentlig med glæde blive skænkede af
danske og grønlandske forlag, som
måtte ligge med dem, og ellers fra
private bogsamlinger nu eller testa-
mentarisk. Men ad hvilke veje kan
man fremskaffe midlerne til en af-
støbning af busten i Sdr. Strømfjord.
De burde komme fra både grønlandsk
og dansk side, for begge folk har no-
... De mærker det straks -
på MACS rene,
forfriskende smag
... De ser det straks -
på det rene,
friske MACS smil!
gør gule tænder hvide
10