Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 30.08.1962, Blaðsíða 16

Atuagagdliutit - 30.08.1962, Blaðsíða 16
Hvalernes fine Hvalerne er i besiddelse af en mærkværdig og højtudviklet hørelse. Herom fortæller Andr. Lund-Drosvad på grundlag af mange års erfaringer med hvalfangst I nummer 4 af „Grønlandsposten" for 15. februar 1962, som jeg fandt her ved TiniteKilaK, læste jeg med megen interesse artiklen om biologernes iagt- tagelser og opdagelser under studiet af hvalarterne i Marineland. Det faldt mig derunder ind, at der sikkert blandt ældre fangere, der en- gang har drevet hvidhvals- og nar- li valsf angt fra kajak, og mellem yng- re, som endnu gør det, i Thuledistrik- tet og her på Østkysten, må findes folk, hvis erindringer, erfaringer og iagttagelser af disse småhvalers opfør- sel og sædvaner i deres naturlige om- givelser kan bekræfte de i fangen- skab gjorte iagttagelser hos nogle af deres artsfæller. I de 30 år, fra 1926 og fremefter, hvor jeg for KGH drev stængegarns- fangst efter hvidhvaler ved Prøven, gjorde jeg naturligvis selv mange iagttagelser af forskellig art. Af dem vil jeg i det efterfølgende fremlægge nogle, som i nogen grad falder i tråd med, hvad de amerikanske viden- skabsmænd har konstateret. Vi opdagede ret hurtigt, at hvidhva- lerne havde en så god hørelse, at vore motorbåde måtte ligge til ankers med blæselamperne tændte og så først starte maskinerne, når de gamle fø- rerdyr i flokkene var så langt forbi os, at de ikke vendte tilbage, men fast- holdt deres kurs og på den vis trak de efterfølgende yngre dyr med sig. Dette instinkt var så udpræget, at en flok på flere hundrede dyr og med 1 km’s udstrækning eller mere, alle fulgte deres ledere, hvis ikke man med vold forhindrede dem i det og selv ofte alligevel. Drejede førerdyre- ne langt forude bort fra kysten og søgte at undslippe til søs, kunne man være sikker på, at dyrene langt, langt bag dem umiddelbart gjorde den samme manøvre, og uden at der hav- de været tid til, at den ændrede og undvigende bevægelsesretning kunne have forplantet sig ved, at de bageste dyr havde haft tid til at se fortroppen og de nærmest efter dem følgende dreje fra. FLOKFØREREN GIVER ORDRER Men ikke nok med det. Vi opdagede også, at når motorbådene, der lå i læ bag et fremspringende næs, begyndte at hale ind på deres ankerkæder, op- stod der straks tvivlrådig uro i hvid- fiskeflokke, der var indtil 3 kilometer borte — altså endnu før lyden af mo- toren gennem luften og af skruen gennem vandet havde taget sin be- gyndelse. Før vi blev sikre på denne skarpe hørelse, var vi dog allerede klar over, at ønskede vi at dreje de gamle dyr i spidsen i en ny retning, og at vi ikke selv kunne nå at løbe op på siden af dem, så var det nok, at vi skød nogle riffelskud af, så kuglerne slog tårtitdlugo mianerssorit KåumarfarfOK ikeriénguarukl KåumarKutitsialak tigumiartariaK tårtume iluaKutaoKissoK. taimaing- mat KåumartartoKarit — peicångiku- vitdlunit nutåmik pisigit. Kåumar- tartOK mikissunguaK akikeKaoK, pi- ngårtumik HELLESENip batterianik orssoKartikugko Kularisångilat Kåu- martartoK pissusigssamisut ikumasi- nåusassoK. Pas på i mørket tænd lys i lygten Klart lys lige ved hånden gi- ver Dem tryghed og sikker- hed. Tag derfor lygten frem — eller køb Dem en ny. En lille lygte koster kun en bagatel, og når der er et HELLESENS batteri indeni, er De sikker på, at lygten virker hver gang. hørelse som piskeslag på den side af dem, som vi ville forhindre dem i at undvige til. Og det var tilsyneladende ligegyl- digt, om vi skød, medens flokken var oppe ved overfladen for at ånde, eller når den var neddukket. Når vi var så heldige, at de gamle hanner i spidsen for en flok først løb ind i Prøvens havn og derfra videre frem ind i fangstbassinet, kunne vi næsten altid være sikre på at fange så man- ge, som var nået ind over stængegar- net. der lå på bunden, inden de kloge og forsigtige dyr i spidsen havde nået spærregarnene i sundets modsatte ende og gav signal til at vende. Også her var nemlig ingen tvivl om, at „ordren" bagud blev givet som et sig- nal og ikke skyldtes, at de bageste så dem forude vende. Vi havde derfor en udkigsmand stående oppe på et højt punkt, hvorfra han råbte om at hæve og stramme stængegarnet, in- den fortroppen, som han kunne se under vandet, havde nået bassinets modsatte ende og blev skræmte. FORSPILDT CHANCE Den største flok, det lykkedes os at fange på én gang, var på 546 dyr. Men en uge efter havde vi en anden flok inde, der var mindst dobbelt så stor. Den brød imidlertid gennem garnene umiddelbart efter, at dræbningen den næste morgen var påbegyndt. Så- ledes gik det til, at vi af denne store chance kun fik et udbytte på 129 dyr. Årsagen til undvigelsen var, at et af de store førerdyr i hårdt anskudt og sanseløs tilstand overvandt sin frygt for garnene og brasede igennem dem med det meste af flokken efter sig. Vi fik siden af tilskuerne på land fortalt, at det nok var os på motor- bådene, der havde fundet og ledet dy- renes drivning, men at det var 3 spækhuggere, som pludselig var duk- ket op agterude, der havde tændt denne paniske rædsel, som fik hvid- fiskene til at vælte sig frem neden un- der motorbådene og endog ind over stængegarnet, da dettes overlig af svær stålwire kun var en meter fra overfladen. Igen var det tydeligt, at det alene var lyden af de frygtelige og nådeløse forfølgere agterude, der havde slået alle disse hundreder af hvide dyr med en så voldsom skræk, at vandet syntes at koge, hvor de væl- tede sig frem. at de gamle førerdyr da opsøger nær- meste land, hvor de så ligger ganske stille tæt ved stranden med ryggene i vandskorpen og uden at dykke. Det kunne se ud, som om de som menne- sker i en lignende situation knapt vo- vede at trække vejret. Flere gange har jeg selv set det syn, men den ene gang blev de alligevel opdaget af 3 spæk- huggere, der kom ind ret vest fra — måske ledet af en tilsvarende fin hø- relse. De styrede i hvert fald lige ind i en tæt klump hvide hvaler, og én af dem kom inden længe op med en af disse på tværs'i munden, ganske som en rovfisk griber en mindre fisk. Of- feret piskede vildt med hoved og hale, da det blev slæbt under vandet igen, men ikke længe efter begyndte de karakteristiske ret afskårne spæk- og skindlunser at flyde op. Nogle af disse hentede fangere, der også havde over- været skuespillet, senere, da der igen var fred og ingen fare på færde mere. Det så ud som om spækhuggerne med deres kegledannede og spidse, men ikke skarpe tænder, havde perforeret en række huller gennem skind og spæk for så med et voldsomt ryk at rive en stor ligesidet luns af. SVØMMER RUNDT I RING Når vi havde drevet en flok hvid- fisk ind i fangstbassinet, fik den i reglen mindst 3—4 timer til at gøre sig fortrolig med, at den var inde- spærret. Derefter blev den dræbt med riffelskud. Var det en stor flok på 100 eller endnu flere dyr, fik den i reglen lov til at gå hele natten derefter i fred, så alle dyrene blev nøje kendte med, at de var indespærrede og med hele den store fældes grænser og skif- tende bundforhold. Så ville de nem- lig erfaringsmæssigt svømme rundt og rundt uden nogen sinde at gøre noget bevidst forsøg på at bryde ud. Ganske vist satte vi i sådanne nætter vagt over garnene, og vi lod dem nu og da stampe i bådbundene eller hamre med et stykke træ på garnligets bøjer, men det var lige så meget for at skræmme nye hvidfisk bort, der ude fra nær- mede sig de indespærrede, som for at afskrække disse fra at bryde ud til deres fæller ude i det fri. Ved meget store flokke drevet ind, skød vi i reglen først de store hvide individer, som var lette at se, endnu før de dukkede op, og som var dem, man nærmest kunne vente sig et ud- brudsforsøg fra. De tilbageblevne fortsatte så skæbnehengivent med at kværne rundt og rundt, til også de måtte dø. Vi var endog ude for, at unge usårede dyr, som vi ville skåne og slippe ud igen. blev ved med at svømme rundt i den engang tillærte ring, selv efter at garnene et efter et var fjernede, og at det således stod dem frit at søge bort. Denne adfærd lod ingen tvivl om, at de ganske nøje havde indprentet sig deres fængsels garnmure og havde lært at bøje af, endnu før de nåede helt frem til dem. Om dagen troede vi, at de let så de ret svære spær- ringsgarn, og om natten formodede vi, at det var morildsflunkerne i nettenes masker, der varskoede dem. EGNE KORTBØLGEUDSENDELSER Efter nu at have læst nævnte arti- kel i „Grønlandsposten" forstår jeg at det sandsynligvis har været hvaler- nes eminent skarpe hørelse og deres evne til at opfatte ekkoet fra deres egne „kortbølgeudsendelser", der hav- de advaret dem, inden de endnu nåe- de frem til garnspærringen. Narhvaler under drivning udviser samme skarpe hørelse. Også de opfat- ter et motorfartøjs komme på stor af- stand. Men i modsætning til hvidhva- lerne, hvis adskilte småflokke har til- bøjelighed til at søge sammen, hvis de bliver forfulgte, så gør narhvaler det stik modsatte, idet en stor flok af dem, som bliver jaget, forbavsende hurtigt opløser sig i småflokke og spredes til alle sider. Derfor lykkedes det os al- drig trods gentagne forsøg derpå at få en eneste omend nok så lille flok drevet ind i vor garnfælde. Hvor er den verden, vi lever i, fyldt med alskens undere, både dem, som vi allerede kender til, og dem, som vi tid efter anden siden vil få kendskab til. Andr. Lund-Drosvad. TiniteKilaK, Angmagssalik, august 1962. Therkel Mathiassen fylder 70 den 5. sept. Knud Rasmussens rejsekammerat har gennem årene udgivet en række videnskabelige bøger SPÆKHUGGERE OG HVIDFISK Et andet bevis på hvidhvalernes fænomenale hørelse er, at de normalt i det frie synes at opdage spækhug- gere nærme sig, endnu før disse er at se selv fra et højtliggende punkt, og GAVE-RADIO Nyt katalog er udkommet. Det er fyldt med nye gaveideer og forefindes på alle telegrafstatio- ner i Grønland. — Telegram- adresse: GAVERADIO. Katalo- get sendes gratis til Dem på op- fordring. GAVE-RADIO kataloge nutåK sancumerpoK. tunissutigssanik isumagssarsi- nartorujugssuvoK Kalåtdlit-nu- nånilo nalunaerasuartauseri- vingne tamane takuneKarsi- nauvdlune. — telegramernia- råine: GAVERADIO perusugtut katalogimik akeKångitsumik nagslneKarsinåuput. GAVE-RADIO Østbanegade 17 . København 0 Den 5. september fylder arkæolo- gen og etnografen, dr. phil. Therkel Mathiassen, hvis navn er nært knyttet til de arkæologiske undersøgelser af Grønland, 70 år. Den kendte videnskabsmand kom til verden i Faurbo som søn af lærer M. J. Mathiassen og blev student fra Odense i 1911, cand. mag. i naturhi- storie og geografi 6 år senere og i 1919 adjunkt ved Viborg Katedralskole. Fra sin fader, som havde påvist og tydet det fund i Danmark fra den ældste stenalder, som gav Mullerup- kulturen navn, havde han arvet ar- kæologisk interesse, som gav sig ud- slag i et par arkæologiske småskrifter og den i 1920 udkomne bog „Stenal- dertidens Folk", og i 1921 lykkedes det Knud Rasmussen at hverve Mathias- sen som deltager, d.v.s. arkæolog og kartograf, til sin 5. Thuleekspedition til Canada, og dette blev afslutningen på Therkel Mathiassens skolearbejde og indledningen til hans senere rige videnskabelige virksomhed. Ekspeditionens hovedformål var at udforske eskimoernes vandringsveje, og det lykkedes Mathiassen at spore en kultur, af hvilken en yngre udløber var påvist ved Thule i det nordligste Grønland, og som derfor fik navnet Vor tids bedste naturlige sundhedsdrik... iRibéna lUNDHCDiDRIKKIN 1 NATURUOT C-VITAMI« ""un ti mimiii »J« VITAMIN C Thulekulturen. De arkæologiske og etnografiske resultater offentliggjor- des i de følgende år på engelsk, og foruden den i 1921 udkomne fornøje- lige rejseskildring „Med Knud Ras- mussen blandt Amerikas Eskimoer" kom i 1931 på dansk det sammenfat- tede arbejde „Eskimoerne i Fortid og Nutid". I 1929 og 1930 var han leder af ar- kæologiske ekspeditioner til hen- holdsvis Upernavik og Sukkertoppen distrikter, 1931—32 i Angmagssalik, derpå deltager i den 7. Thuleekspedi- tion i 1932 og foretog i 1933 og 1934 ekspeditioner til henholdsvis Disko- bugten og Julianehåb distrikt samt i 1955 til Jakobshavn. Therkel Mathiassen, der i 1933 blev inspektør af 2. grad ved Nationalmu- seet, hvor stenalderen, særlig dens ældre afsnit, blev hans speciale, in- spektør af 1. grad 5 år senere og over- inspektør i 1946, er medlem af en lang række danske og udenlandske viden- skabelige selskaber, dekoreret med ridderkorset af 1. grad af Dannebrogs- ordenen og fortjenstmedaljen i sølv og indehaver af Det kongelige geografi- ske Selskabs Hans Egede medalje, og har en meget betydelig videnskabelig publikationsvirksomhed bag sig. Hans arkæologiske arbejder er publicerede i „Årbøger for nordisk Oldkyndighed", men hans interesser går dog også ud over de allere- de nævnte felter; i 1931 udgav han således „Herregårde og Godser i det 20de Aarhundrede", i 1943 „Vore Herregaarde", og desuden har han skrevet talrige artikler i danske og fremmede tidsskrifter og er medred- aktør af værket „Traps Danmark". I. O. Stort udvalg FOTO - KINO Skriv efter brochurer om kamera og tilbehør assilissutinut atortugsséinutdlo agdlagfitsivigssaK piniaruk HILDING FOTO Østerbrogade 25 — København 0. Tlgr.-adrs.: Hilding Foto 16

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.