Atuagagdliutit - 30.08.1962, Síða 16

Hvalernes fine
Hvalerne er i besiddelse af en mærkværdig og højtudviklet hørelse.
Herom fortæller Andr. Lund-Drosvad på grundlag af mange års
erfaringer med hvalfangst
I nummer 4 af „Grønlandsposten"
for 15. februar 1962, som jeg fandt her
ved TiniteKilaK, læste jeg med megen
interesse artiklen om biologernes iagt-
tagelser og opdagelser under studiet
af hvalarterne i Marineland.
Det faldt mig derunder ind, at der
sikkert blandt ældre fangere, der en-
gang har drevet hvidhvals- og nar-
li valsf angt fra kajak, og mellem yng-
re, som endnu gør det, i Thuledistrik-
tet og her på Østkysten, må findes
folk, hvis erindringer, erfaringer og
iagttagelser af disse småhvalers opfør-
sel og sædvaner i deres naturlige om-
givelser kan bekræfte de i fangen-
skab gjorte iagttagelser hos nogle af
deres artsfæller.
I de 30 år, fra 1926 og fremefter,
hvor jeg for KGH drev stængegarns-
fangst efter hvidhvaler ved Prøven,
gjorde jeg naturligvis selv mange
iagttagelser af forskellig art. Af dem
vil jeg i det efterfølgende fremlægge
nogle, som i nogen grad falder i tråd
med, hvad de amerikanske viden-
skabsmænd har konstateret.
Vi opdagede ret hurtigt, at hvidhva-
lerne havde en så god hørelse, at vore
motorbåde måtte ligge til ankers med
blæselamperne tændte og så først
starte maskinerne, når de gamle fø-
rerdyr i flokkene var så langt forbi os,
at de ikke vendte tilbage, men fast-
holdt deres kurs og på den vis trak
de efterfølgende yngre dyr med sig.
Dette instinkt var så udpræget, at en
flok på flere hundrede dyr og med 1
km’s udstrækning eller mere, alle
fulgte deres ledere, hvis ikke man
med vold forhindrede dem i det og
selv ofte alligevel. Drejede førerdyre-
ne langt forude bort fra kysten og
søgte at undslippe til søs, kunne man
være sikker på, at dyrene langt, langt
bag dem umiddelbart gjorde den
samme manøvre, og uden at der hav-
de været tid til, at den ændrede og
undvigende bevægelsesretning kunne
have forplantet sig ved, at de bageste
dyr havde haft tid til at se fortroppen
og de nærmest efter dem følgende
dreje fra.
FLOKFØREREN GIVER ORDRER
Men ikke nok med det. Vi opdagede
også, at når motorbådene, der lå i læ
bag et fremspringende næs, begyndte
at hale ind på deres ankerkæder, op-
stod der straks tvivlrådig uro i hvid-
fiskeflokke, der var indtil 3 kilometer
borte — altså endnu før lyden af mo-
toren gennem luften og af skruen
gennem vandet havde taget sin be-
gyndelse.
Før vi blev sikre på denne skarpe
hørelse, var vi dog allerede klar
over, at ønskede vi at dreje de gamle
dyr i spidsen i en ny retning, og at vi
ikke selv kunne nå at løbe op på siden
af dem, så var det nok, at vi skød
nogle riffelskud af, så kuglerne slog
tårtitdlugo
mianerssorit
KåumarfarfOK ikeriénguarukl
KåumarKutitsialak tigumiartariaK
tårtume iluaKutaoKissoK. taimaing-
mat KåumartartoKarit — peicångiku-
vitdlunit nutåmik pisigit. Kåumar-
tartOK mikissunguaK akikeKaoK, pi-
ngårtumik HELLESENip batterianik
orssoKartikugko Kularisångilat Kåu-
martartoK pissusigssamisut ikumasi-
nåusassoK.
Pas på i mørket
tænd lys i lygten
Klart lys lige ved hånden gi-
ver Dem tryghed og sikker-
hed. Tag derfor lygten frem —
eller køb Dem en ny. En lille
lygte koster kun en bagatel,
og når der er et HELLESENS
batteri indeni, er De sikker på,
at lygten virker hver gang.
hørelse
som piskeslag på den side af dem, som
vi ville forhindre dem i at undvige
til. Og det var tilsyneladende ligegyl-
digt, om vi skød, medens flokken
var oppe ved overfladen for at ånde,
eller når den var neddukket. Når vi
var så heldige, at de gamle hanner i
spidsen for en flok først løb ind i
Prøvens havn og derfra videre frem
ind i fangstbassinet, kunne vi næsten
altid være sikre på at fange så man-
ge, som var nået ind over stængegar-
net. der lå på bunden, inden de kloge
og forsigtige dyr i spidsen havde nået
spærregarnene i sundets modsatte
ende og gav signal til at vende. Også
her var nemlig ingen tvivl om, at
„ordren" bagud blev givet som et sig-
nal og ikke skyldtes, at de bageste så
dem forude vende. Vi havde derfor
en udkigsmand stående oppe på et
højt punkt, hvorfra han råbte om at
hæve og stramme stængegarnet, in-
den fortroppen, som han kunne se
under vandet, havde nået bassinets
modsatte ende og blev skræmte.
FORSPILDT CHANCE
Den største flok, det lykkedes os at
fange på én gang, var på 546 dyr. Men
en uge efter havde vi en anden flok
inde, der var mindst dobbelt så stor.
Den brød imidlertid gennem garnene
umiddelbart efter, at dræbningen
den næste morgen var påbegyndt. Så-
ledes gik det til, at vi af denne store
chance kun fik et udbytte på 129 dyr.
Årsagen til undvigelsen var, at et af
de store førerdyr i hårdt anskudt og
sanseløs tilstand overvandt sin frygt
for garnene og brasede igennem dem
med det meste af flokken efter sig.
Vi fik siden af tilskuerne på land
fortalt, at det nok var os på motor-
bådene, der havde fundet og ledet dy-
renes drivning, men at det var 3
spækhuggere, som pludselig var duk-
ket op agterude, der havde tændt
denne paniske rædsel, som fik hvid-
fiskene til at vælte sig frem neden un-
der motorbådene og endog ind over
stængegarnet, da dettes overlig af
svær stålwire kun var en meter fra
overfladen. Igen var det tydeligt, at
det alene var lyden af de frygtelige og
nådeløse forfølgere agterude, der
havde slået alle disse hundreder af
hvide dyr med en så voldsom skræk,
at vandet syntes at koge, hvor de væl-
tede sig frem.
at de gamle førerdyr da opsøger nær-
meste land, hvor de så ligger ganske
stille tæt ved stranden med ryggene
i vandskorpen og uden at dykke. Det
kunne se ud, som om de som menne-
sker i en lignende situation knapt vo-
vede at trække vejret. Flere gange har
jeg selv set det syn, men den ene gang
blev de alligevel opdaget af 3 spæk-
huggere, der kom ind ret vest fra —
måske ledet af en tilsvarende fin hø-
relse. De styrede i hvert fald lige ind
i en tæt klump hvide hvaler, og én af
dem kom inden længe op med en af
disse på tværs'i munden, ganske som
en rovfisk griber en mindre fisk. Of-
feret piskede vildt med hoved og hale,
da det blev slæbt under vandet igen,
men ikke længe efter begyndte de
karakteristiske ret afskårne spæk- og
skindlunser at flyde op. Nogle af disse
hentede fangere, der også havde over-
været skuespillet, senere, da der igen
var fred og ingen fare på færde mere.
Det så ud som om spækhuggerne med
deres kegledannede og spidse, men
ikke skarpe tænder, havde perforeret
en række huller gennem skind og
spæk for så med et voldsomt ryk at
rive en stor ligesidet luns af.
SVØMMER RUNDT I RING
Når vi havde drevet en flok hvid-
fisk ind i fangstbassinet, fik den i
reglen mindst 3—4 timer til at gøre
sig fortrolig med, at den var inde-
spærret. Derefter blev den dræbt med
riffelskud. Var det en stor flok på 100
eller endnu flere dyr, fik den i reglen
lov til at gå hele natten derefter i
fred, så alle dyrene blev nøje kendte
med, at de var indespærrede og med
hele den store fældes grænser og skif-
tende bundforhold. Så ville de nem-
lig erfaringsmæssigt svømme rundt og
rundt uden nogen sinde at gøre noget
bevidst forsøg på at bryde ud. Ganske
vist satte vi i sådanne nætter vagt
over garnene, og vi lod dem nu og da
stampe i bådbundene eller hamre med
et stykke træ på garnligets bøjer, men
det var lige så meget for at skræmme
nye hvidfisk bort, der ude fra nær-
mede sig de indespærrede, som for at
afskrække disse fra at bryde ud til
deres fæller ude i det fri.
Ved meget store flokke drevet ind,
skød vi i reglen først de store hvide
individer, som var lette at se, endnu
før de dukkede op, og som var dem,
man nærmest kunne vente sig et ud-
brudsforsøg fra. De tilbageblevne
fortsatte så skæbnehengivent med at
kværne rundt og rundt, til også de
måtte dø. Vi var endog ude for, at
unge usårede dyr, som vi ville skåne
og slippe ud igen. blev ved med at
svømme rundt i den engang tillærte
ring, selv efter at garnene et efter et
var fjernede, og at det således stod
dem frit at søge bort.
Denne adfærd lod ingen tvivl om,
at de ganske nøje havde indprentet
sig deres fængsels garnmure og havde
lært at bøje af, endnu før de nåede
helt frem til dem. Om dagen troede
vi, at de let så de ret svære spær-
ringsgarn, og om natten formodede vi,
at det var morildsflunkerne i nettenes
masker, der varskoede dem.
EGNE KORTBØLGEUDSENDELSER
Efter nu at have læst nævnte arti-
kel i „Grønlandsposten" forstår jeg
at det sandsynligvis har været hvaler-
nes eminent skarpe hørelse og deres
evne til at opfatte ekkoet fra deres
egne „kortbølgeudsendelser", der hav-
de advaret dem, inden de endnu nåe-
de frem til garnspærringen.
Narhvaler under drivning udviser
samme skarpe hørelse. Også de opfat-
ter et motorfartøjs komme på stor af-
stand. Men i modsætning til hvidhva-
lerne, hvis adskilte småflokke har til-
bøjelighed til at søge sammen, hvis de
bliver forfulgte, så gør narhvaler det
stik modsatte, idet en stor flok af dem,
som bliver jaget, forbavsende hurtigt
opløser sig i småflokke og spredes til
alle sider. Derfor lykkedes det os al-
drig trods gentagne forsøg derpå at
få en eneste omend nok så lille flok
drevet ind i vor garnfælde.
Hvor er den verden, vi lever i, fyldt
med alskens undere, både dem, som
vi allerede kender til, og dem, som vi
tid efter anden siden vil få kendskab
til.
Andr. Lund-Drosvad.
TiniteKilaK, Angmagssalik,
august 1962.
Therkel Mathiassen
fylder 70 den 5. sept.
Knud Rasmussens rejsekammerat har gennem årene udgivet en række
videnskabelige bøger
SPÆKHUGGERE OG HVIDFISK
Et andet bevis på hvidhvalernes
fænomenale hørelse er, at de normalt
i det frie synes at opdage spækhug-
gere nærme sig, endnu før disse er at
se selv fra et højtliggende punkt, og
GAVE-RADIO
Nyt katalog er udkommet. Det
er fyldt med nye gaveideer og
forefindes på alle telegrafstatio-
ner i Grønland. — Telegram-
adresse: GAVERADIO. Katalo-
get sendes gratis til Dem på op-
fordring.
GAVE-RADIO
kataloge nutåK sancumerpoK.
tunissutigssanik isumagssarsi-
nartorujugssuvoK Kalåtdlit-nu-
nånilo nalunaerasuartauseri-
vingne tamane takuneKarsi-
nauvdlune. — telegramernia-
råine: GAVERADIO perusugtut
katalogimik akeKångitsumik
nagslneKarsinåuput.
GAVE-RADIO
Østbanegade 17 . København 0
Den 5. september fylder arkæolo-
gen og etnografen, dr. phil. Therkel
Mathiassen, hvis navn er nært knyttet
til de arkæologiske undersøgelser af
Grønland, 70 år.
Den kendte videnskabsmand kom til
verden i Faurbo som søn af lærer M.
J. Mathiassen og blev student fra
Odense i 1911, cand. mag. i naturhi-
storie og geografi 6 år senere og i 1919
adjunkt ved Viborg Katedralskole.
Fra sin fader, som havde påvist og
tydet det fund i Danmark fra den
ældste stenalder, som gav Mullerup-
kulturen navn, havde han arvet ar-
kæologisk interesse, som gav sig ud-
slag i et par arkæologiske småskrifter
og den i 1920 udkomne bog „Stenal-
dertidens Folk", og i 1921 lykkedes det
Knud Rasmussen at hverve Mathias-
sen som deltager, d.v.s. arkæolog og
kartograf, til sin 5. Thuleekspedition
til Canada, og dette blev afslutningen
på Therkel Mathiassens skolearbejde
og indledningen til hans senere rige
videnskabelige virksomhed.
Ekspeditionens hovedformål var at
udforske eskimoernes vandringsveje,
og det lykkedes Mathiassen at spore
en kultur, af hvilken en yngre udløber
var påvist ved Thule i det nordligste
Grønland, og som derfor fik navnet
Vor tids bedste
naturlige
sundhedsdrik...
iRibéna
lUNDHCDiDRIKKIN
1 NATURUOT C-VITAMI«
""un ti mimiii »J«
VITAMIN C
Thulekulturen. De arkæologiske og
etnografiske resultater offentliggjor-
des i de følgende år på engelsk, og
foruden den i 1921 udkomne fornøje-
lige rejseskildring „Med Knud Ras-
mussen blandt Amerikas Eskimoer"
kom i 1931 på dansk det sammenfat-
tede arbejde „Eskimoerne i Fortid og
Nutid".
I 1929 og 1930 var han leder af ar-
kæologiske ekspeditioner til hen-
holdsvis Upernavik og Sukkertoppen
distrikter, 1931—32 i Angmagssalik,
derpå deltager i den 7. Thuleekspedi-
tion i 1932 og foretog i 1933 og 1934
ekspeditioner til henholdsvis Disko-
bugten og Julianehåb distrikt samt i
1955 til Jakobshavn.
Therkel Mathiassen, der i 1933 blev
inspektør af 2. grad ved Nationalmu-
seet, hvor stenalderen, særlig dens
ældre afsnit, blev hans speciale, in-
spektør af 1. grad 5 år senere og over-
inspektør i 1946, er medlem af en lang
række danske og udenlandske viden-
skabelige selskaber, dekoreret med
ridderkorset af 1. grad af Dannebrogs-
ordenen og fortjenstmedaljen i sølv og
indehaver af Det kongelige geografi-
ske Selskabs Hans Egede medalje, og
har en meget betydelig videnskabelig
publikationsvirksomhed bag sig.
Hans arkæologiske arbejder er
publicerede i „Årbøger for nordisk
Oldkyndighed", men hans interesser
går dog også ud over de allere-
de nævnte felter; i 1931 udgav han
således „Herregårde og Godser i det
20de Aarhundrede", i 1943 „Vore
Herregaarde", og desuden har han
skrevet talrige artikler i danske og
fremmede tidsskrifter og er medred-
aktør af værket „Traps Danmark".
I. O.
Stort udvalg
FOTO - KINO
Skriv efter brochurer om
kamera og tilbehør
assilissutinut atortugsséinutdlo
agdlagfitsivigssaK piniaruk
HILDING FOTO
Østerbrogade 25 — København 0.
Tlgr.-adrs.: Hilding Foto
16