Atuagagdliutit - 06.07.1967, Qupperneq 26

En sejr er ingen sejr
Israel har vundet en imponerende sejr, men det er tvivlsomt, om det vil
ændre Mellemost-situationen væsentligt på længere sigt.
Med en lynsnar og præcis aktion indledte Israel den 5. juni om morgenen sit
forsvar mod de overlegne arabiske stridskræfter, hvis erklærede mål det var at
udslette Israel totalt. I løbet af få timer var Israel i offensiven på alle fronter,
de arabiske luftvåben var på det nærmeste udslettet, og krigens udfald var
allerede givet.
Israels styrker marcherede uophol-
deligt frem og standsede først, da de
arabiske lande et efter et indrømmede
deres nederlag ved at acceptere De
forenede Nationers opfordring til vå-
benhvile. 85 timer efter krigens ud-
brud var kampene indstillet.
ANSVARETS PLACERING
Det vil blive meget vanskeligt no-
gensinde at få opklaret, hvem der løs-
nede krigens første skud. Men der er
ikke tvivl om, at de arabiske lande
bærer ansvaret for krigen. Det var en
sejrsikker Gamal Abdel Nasser, der
oppiskede en krigsstemning og traf
målbevidste forberedelser til et ende-
ligt opgør med zionismen. Han fik sine
arabiske naboer til at begrave alle
indbyrdes stridigheder og slutte sig til
ham, efterhånden som hans voksende
dristighed overbeviste dem om, at det
denne gang ville lykkes at erobre
Palæstina.
En væsentlig del af grundlaget for
Nassers sejrsikkerhed var effektiv sov-
jetisk hjælp og løfte om fortsat støtte,
selv om det hurtige sovjetiske initiativ
i FN efter krigsudbruddet kunne tyde
på, at en åben krig ikke var helt i
overensstemmelse med sovjets ønsker.
Udvisningen af FN-tropperne fra
Gaza-striben, lukningen af Akaba-
bugten og opmarchen ved Israels
grænse var håndfaste udtryk for Nas-
sers selvsikre hensigter, og en større
sovjetisk flådeafdelings ankomst til
Middelhavet måtte tages som bevis for,
at Sovjetunionen ikke ville lade sine
forbundsfæller i stikken. Den sovjeti-
ske flådes tilstedeværelse pacifice-
rede de amerikanske og britiske enhe-
der i området og tilførte Mellem-
østen-krisen en øjesynlig risiko for en
akut stormagtskonflikt, den alvorlig-
ste siden Cuba-krisen.
VED GRÆDEMUREN EFTER 1897 AR
Ca. 2,5 miil. israelitter stod over
for 11 lande med ca. 110 mili. indbyg-
gere, og krigens udfald kunne med en
let omskrivning af et Churchill-ord
beskrives således: Aldrig er så mange
blevet slået så eftertrykkeligt af så få.
Den hurtige og fuldstændige israel-
ske sejr blev hilst med jubel i Israel.
Mest af alt betød det, at jøder atter
stod ved Grædemuren i Jerusalems
gamle bydel, før krigen jordansk, den
sidste rest af Det andet Tempel og
CHRISTGAU
ukiorparu-
jugssuarne
kavfimik
pitsaussui-
narmik
niorKuteKar-
tarsimavugut!
god KAFFE
gennem
generationer
klnavit amia kussanarfQfildlugulo ipilsuHkumagugko
Face Lotion nutåx atortarniaruk.
lotion KéumårigsoK, kimikitsoK åmip suvdluaraussainut
pissarpoK ipiusinaussut tamaisa katagtitardlugit, tai-
malo ameK ipérutitardlugo. SCHERK oKétåriaruk tauva
påsisavat:
1) pissarnigtut ermingniarit.
2) vétimineK SCHERK FACE LOTIONimik masag-
teriardlugo klnat tagiartorniaruk.
3) ipeK katéngitsorsimassoK vétlmtlfsaoK — kTnat-
dlo ipérutdluinardlune.
— ADACO A/8
gennem 1897 år symbol på jødernes
håb om at vende tilbage. Hver eneste
dag i alle disse år har jøder i hele
verden bedt en bøn om at måtte vende
tilbage til Jerusalem, og Jerusalem var
Grædemuren. Kampen om byen var
endnu ikke helt stilnet af, da israelit-
ter faldt på knæ og grædende kyssede
muren.
„Vi er vendt tilbage til den helligste
af vore helligdomme, og vi vil aldrig
forlade den“, erklærede den sejrrige
forsvarsminister Moshe Dayan, og i en
sprække i muren anbragte han en bøn,
skrevet på en lap papir: „Måtte freden
komme til hele Israel".
TRÆNGSLERNES TID ER IKKE FORBI
Også i mange vestlige lande blev
krigens udfald hilst med glæde, og der
blev i rekordtid indsamlet millionbe-
løb til Israel. Men det er hurtigt ble-
vet klart, at den lille nations træng-
sler endnu ikke er forbi.
Mindre på grund af arabiske for-
holdsregler — Suez-kanalens lukning
og standsning af olieleverancerne til
vesten — end af differentierede stor-
politiske og egoistiske grunde kræver
vestlige lande med Frankrig i spid-
sen en tilbagetrækning af de israelske
styrker fra de erobrede områder og
lægger således sammen med Østblok-
ken, hvis krav er betydeligt mere vidt-
gående, og en række afro-asiatiske
neutrale et stærkt pres på Israel.
Dette synes ganske at have under-
gravet det israelske håb om at nå til
en endelig afslutning på 19 års usik-
kerhed med stadige grænseprovokatio-
ner gennem direkte forhandlinger med
de besejrede, selv om denne linie
stadig støttes af USA.
Den franske regering har stillet sig
på Sovjetunionens side — uden dog
at ville indrømme partiskhed — og det
har fremkaldt bitter kritik i den fran-
ske offentlighed. Den britiske rege-
ring har advaret Israel mod at indlem-
me Jerusalem, hvilket har ført til
skarpe sammenstød i underhuset. Der
er også andre symptomer på, at den
ændrede magtbalance i Mellemøsten
har fremkaldt betydelig usikkerhed
adskillige steder i verden.
HVEM HAVDE STANDSET NASSER?
Det er vanskeligt at bedømme, hvad
verden — specielt stormagterne —
ville have gjort for at hindre Israels
udslettelse, hvis krigen havde fået et
andet forløb. Men da araberne havde
Sovjetunionen på deres side, mens Is-
rael stod alene, ville Israel i værste
fald sandsynligvis virkelig være blevet
totalt udslettet, hvorefter Mellemøsten
ville have været rent arabisk under
betydelig sovjetisk indflydelse, en
enorm forøgelse af Sovjetunionens
magt. Faren for en tredie verdens-
krig var for overhængende til, at
USA ville have vovet en direkte ind-
griben. — I bedste fald var det for-
mentlig blevet et nyt Vietnam, hvor-
med Sovjetunionen omsider ville have
haft den eftertragtede „2. front" i den
indirekte konfrontation med USA.
(mialåt minåtimut Kalagtartut
igfiat
ivit Kernertut
navgutérKat
KapOssiårKat
MINUT-ØLLEBRØD
RUGBRØD
SKIBSBRØD
SKIBSKIKS
ALVORLIGT NEDERLAG
FOR SOVJETUNIONEN
Krigens udfald var ikke alene et
enormt prestigetab for Sovjetunionen,
der var så dybt engageret på arabisk side
Ibl. a. ved gennem de siaste 10 år at
have leveret våben for skønmæssigt
20-30 milliarder kroner) — den is-
raelske sejr betyder et særdeles kon-
kret og ganske alvorligt nederlag for
Kreml. Det neutrale, men vestligt
orienterede Israel er med et slag ble-
vet Mellemøstens stærkeste militær-
magt, og som grænserne ligger i dag,
vil selv et genoprustet Arabien — nye
sovjetiske våben er allerede på vej —
i lange tider ikke formå at rette en
alvorlig trussel mod Israel.
FIRE OM KAGEN
Man kan næppe fortænke Kreml i,
at den ønsker at genvinde så meget
som muligt af tabt prestige over for
verden og af tabt terræn i Mellem-
østen — porten til Middelhavet, til
Nordafrika og til Østafrika. Mellem-
østen er — på grund af sin geografiske
placering og sine olierigdomme (45 pct.
af verdens oleiforekomster) — et af de
mest betydningsfulde af de områder,
der endnu ikke klart hører til nogen
stormagts interessefære, og det er til-
med et område, hvor Storbritannaen
og Frankrig hver for sig regner med at
have gode chancer i konkurrencen
med USA og Sovjetunionen. Der er
fire om at dele kagen — en femte er
på vej i Kinas skikkelse — og uenig-
heden vil formentlig resultere i en be-
tydelig reduktion af den israelske sejr
og af det arabiske og sovjetiske neder-
lag. FN’s rolle i denne forbindelse er
underordnet.
DET BEDSTE OG DET SANDSYNLIGE
Den nuværende kontellation tyder
på, at Israel nok har vundet et slag,
men at krigens udfald i bedste fald er
tvivlsomt. Hvis Israel vil være sikker
på en fredelig eksistens, må det fort-
sætte krigen, indtil det har underlagt
sig så meget af Mellemøsten, at det
kan etablere sig som stormagt af et
vist format. Og det er Israel ikke —
vil i de første mange år ikke være —
i stand til.
Israel vil formentlig gøre klogest i
at beholde de besatte områder. Det vil
sikre landet mod nye angreb, sikre
den frie seplads på Akaba-bugten og
tvinge Ægypten til at genåbne Suez-
kanalen for sejlads til og fra Israel,
der har været hindret siden 1956. Men
en sådan magtpolitik kan føre ubeha-
gelige konsekvenser med sig.
Det næstbedste vil være at rømme
de erobrede områder mod garantier
fra stormagterne og araberne — selv
om disse garantier forholdsvis hurtigt
kan vise sig at være komplet værdi-
løse, nemlig i tilfælde af nye arabiske
aggressioner. Men det er sandsynligt,
at Israel vil blive tvunget til at accep-
tere denne løsning — muligvis mod at
bevare Jerusalem udelt eller i hvert
De skraverede områder viser Is-
raels erobringer under lynkrigen
mod 11 arabiske lande, hvoraf
dog kun 5—6 nåede at tage aktivt
del i kampen: Gaza-striben, Si-
nai-halvøen, Jerusalem og den
del af Jordan, der lå vest for
Jordan-floden. Mod nord har Is-
rael erobret en del af Syrien,
hvilket ikke fremgår af kortet.
Israels forsvarsminister Moshe Dayan,
i mange år aktiv officer og leder af Sinai-
felttoget, i 1956 udarbejdede indtil mind-
ste detalje planerne for det felttog, der,
hurtigere end han selv havde ventet,
knuste det arabiske angreb.
Israelip igdlersornigssamut ministeriata
Moshe Dayan-ip, ukiorpagssuarne såku-
tQnut nålagausimassup 1956-imilo Sinai-
me sorssungnerme sujulerssuissQsima-
ssup, sorssungnigssaK ilimagissaminit
pilertornerussumik araberit såssussine-
rinik seKumisitsissoK mingnerpårtainut
agdlåt suliarerérsimavå.
fald at opnå en international status for
Den hellige stad.
LANG VEJ TIL FREDEN
Der kan stadig dukke nye faktorrer
op. Det kan komme tiu lederskifte i et
eller flere arabokske lande. Nasser
synes ganske vist at sidde så fast som
nogensinde efter en få timers rolle
som den tragisk resignerende statschef,
der i nederlagets stund sikrede ham
umådelig popularitet hos masserne.
Men Jordans kong Hussain føler tro-
nen vakle, og heller ikke Syriens
leder Nureddin Atatassi har fået fast
grund under fødderne endnu.
Situationen i Mellemøsten er langt-
fra afklaret. Kun eet synes sikkert:
Det vil vare mange år, før Israel kan
leve et neutralt, demokratisk lands fre-
delige tilværelse i frugtbart samar-
bejde med nabostaterne.
kigtorartitårtumik titartagkat taku-
tfpait nunanut araberinik inuling-
nut Israelip sorssupatdlangner-
mine nunat tiguarsimassai, ki-
siåne nunanit tåukunånga 11-init
5-6 kisimik sorssoKatauvigput,
auko nunat tiguarsimassai: Gazap
nunatamerna, Sinaip KeKertausså,
Jerusalem åma Jordanip ilå kQp
Jordanip kitåtungånitoK. avang-
nåne Syriep ilå Israelip tigusima-
galuarpå nunavdle åssingane ta-
kugssaunane.
26