Atuagagdliutit - 18.07.1968, Blaðsíða 28

Svært handicappede børn -
men med tro på fremtiden
På Statens tunghøre- og døveskole i Aalborg kan alle børn med dette svære
handicap blive undervist, og der foregår ingen dygtighedsmæssig udvæl-
gelse
Af Bent Bjørn Christensen
De er børn — de er handicappede. De er både døve og blindé. Det er trist at
være vidne til deres skæbner — men samtidigt glædeligt at se, hvorledes de
lever i en forhåbning om en bedre fremtid, hjulpet af dygtige pædagoger med
en tålmodighed, der skal være lige så stor som den, børnene selv kommer med.
For disse svært handicappede børn er der opmuntring at finde i det klasse-
værelse, hvor pladen på døren bærer navnet Karen Margrethe Andersen. Hun
leder sammen med to kolleger Danmarks eneste døve-blinde-klasse, der findes
på Statens tunghøre- og døveskole i Aalborg.
— Vi har fem elever i klassen, for-
tæller Karen Margrethe Andersen. En
kommer fra Skive, en fra Løkken
samt tre fra Københavnsområdet. Hel-
digvis er der kun få, der lider den
skæbne, disse fem har måttet bære.
Jeg vil antage, at der er en snes døve-
blinde i hele landet.
INDUSTRI Tal først med ^ Esr fagmanden, når
n -'-cfcboboloodta eller købe
virksomhed. Kontakt venligst Industri- og forretningsspecialisten Goth.g. 28 c, Fredericia, (059) 2 06 66

Naturligvis er der vanskeligheder
forbundet med undervisning af så
stærkt handicappede børn, men det
største problem for os er, at vi oftest
får børnene for sent til undervis-
ningen. Det bedste ville være, om vi
fik dem som babyer. Børnene ville da
kunne indlæres i alle dagligdags funk-
tionerne straks.
SANSE-RESTERNE OPTRÆNES
Undervisningen her foregår på for-
skellig måde alt efter, hvor langt den
enkelte elev er nået. Løkken-pigen er
eksempelvis nået så langt, at hun kan
betjene en „Laguage-master" — et
teknisk apparatur, hvor hun med pap-
skiver påmonteret et lydbånd lærer
ordets udtale samt ser ordet skrevet.
— Men børnene er jo døve-blinde?
— I en „Language-master" forstær-
kes lyden op til mange hundrede gan-
ge, og med hensyn til blindheden gæl-
der det for de fleste, at der er en
lille synsrest tilbage, som det er vor
opgave at træne op til brug.
Denne optræning af synet foregår
ved, at vi placerer os et par meter fra
eleven. Vedkommende får forevist
nogle tegninger af et barn, der viser
forskellige armstillinger. Eleven laver
de samme armøvelser, og efterhånden
lærer eleven at se på længere og læn-
gere afstand. Når eleverne kommer
her, laver de alt muligt med hænder-
ne, men hænderne og øjnene følges
ikke ad.
Nå vi mener, de er trænet op til at
bruge synet, har lært at udtale ord
m. v., sendes de på indkøb i forret-
ninger. Det er ikke nok, at kunne reg-
ne, skrive og læse. Eleverne må lære
at begå sig også i dagligdagen. Derfor
indkøbsturene, men hertil kommer, at
der er undervisning i madlavning, sy-
ning, sløjd, tegning, danseundervis-
ning o.s.v.
Inden vi er nået så langt, må natur-
ligvis foregå et stort forarbejde. Det
er en stor omvæltning for barnet at
komme her, og derfor er det første
problem at få eleverne til at aceep-
På motorerne i Grønlands elværker og kraftcentraler
står bogstaverne B&W som bekræftelse på, at
Burmeister & Wains verdensomspændende erfaring
står bag og sikrer økonomi og driftssikkerhed.
Kalåtdlit-nunåne ingnåtdlagissorfingne ingerdlatau-
ssut ilisarnautit nalunaeKutaKarput B&W, tåunalo
KularnavérutauvoK Burmeister & Wain’ip silarssuarme
tamarme misiligtagarisimassaisa tamåko isumangnait-
sunigssait akikitsunigssaitdlo Kularissariaerutitisimagai.
'' diesel motorer
Lederen af Danmarks eneste døve-
blinde- klasse, Karen Margrethe An-
dersen, med Lene fra København, der
ved at føle efter muskelbevægelser,
luftpres og mundens åbning kan aflæse
meningen med ord og sætninger.
tere stedet. Vi indleder undervis-
ningen med at lære børnene tegn for
at gå på toilettet, for at spise eller
drikke, at tage overtøj på etc. Her-
efter følger bevægelserne, og næste
fase igen er tegn for de ting, de mø-
der i hverdagen. Det kan være en
kop, en tallerken, en bold — men al-
tid ting, børnene kan få fat i, kan fø-
le på.
INGEN ERFARINGER
— Hvor længe skal eleverne gå i
denne klasse?
— Vi ved det ikke. Det er et nyt
underviningsområde, som vi ingen er-
faringer har for. Jeg er selv uddannet
til undervisningen på et universitet i
Perkins. Der er imidlertid den forskel
på Danmark og USA, at herhjemme
udvælges eleverne ikke efter dygtig-
hed. Det var tilfældet på den lære-
anstalt, hvor jeg blev uddannet. Lin-
jen for undervisningen var i øvrigt
betydeligt højere der, og bl. a. under-
viste man i et hus, hvor der var ind-
rettet køkken, badeværelse, stuer m.
v. — En fordel i modsætning til klas-
seværelset her, som jeg ikke finder er
den ideelle løsning på undervisningen
af de døve-blinde elever.
— Hvordan er børnenes handicap
opstået?
— Der kan være forskellige årsager,
men i USA har man oplevet, at an-
tallet af døve-blinde er steget betyde-
ligt efter en røde-hundeepidemi i
1963—64. Man regner med, at der er
ca. 1500 børn, der er døve-blinde ef-
ter epidemien.
NÆRT VENSKABSFORHOLD
— I undervisningen kræves tålmo-
dighed?
— Der kræves venlighed, hjælp-
somhed, og også tålmodighed, af
mindst samme omfang som fra ele-
vens side. Vi ser hvorledes børnene,
når de har gjort en ting rigtigt, i op-
hidselse — i glæde — kan falde os
om halsen. Vi må tage imod dem, og
gør det gerne. Det er af den største
vigtighed, at der mellem lærer og elev
opbygges et gensidigt venskabsfor-
hold, og vi ser da også, at når en dag
er slut, skal vi have et kys på kinden
til farvel. Sådanne afskedsscener har
vi dagligt til trods for, at eleven ved,
at vi mødes næste morgen.
— Hvordan gør man fra starten
børnene begribeligt, hvad det er, man
viser frem og vil fortælle?
— Vi kan eksempelvis tage en top
eller en bil. Vi skal forklare eleven,
at det er sådanne genstande, det står
foran. Døve benytter mundaflæsnings-
metoden, men eftersom synet er me-
get svagt, må det være ordene, der
siges, som skal aflæses. Derfor må
Danmarkime tusilartQvdlutigdlo tagpit-
sut atuarfituåne pissortap Karen Mar-
grethe Andersenip Lene, Københavni-
mérsoK, illniartikå, nukingit aulanere,
silåinaup anissarnera Karnguvdlo ang-
manera iluaKutigalugit oKautsit oKause-
Katigitdlo påsitfniardlugit.
eleven benytte følesansen. Med tom-
melfingeren aflæses læberne, hvilken
stilling de har, og hvor meget luft der
er på det enkelte bogstav — f. eks.
forskellen på p og b. Her er det for-
skellen på luftmassen og ikke læber-
nes stilling, der tæller. Lillefingeren
placeres umiddelbart foran munden,
mens de tre øvrige fingre lægge langs
kindbenet. Eleven føler da muskler-
nes bevægelser. På denne måde kan
den handicappede finde frem til, hvad
det er, der skal forklares. Det er ufor-
ståeligt i starten, men efterhånden
trænes eleven op til at vide, hvad der
siges.
Endelig bør det måske nævnes, si-
ger Karen Margrethe Andersen til
slut, at vi også i mange tilfælde må j
hjælpe børnene til at få mere tillid
til deres egen krop. Blinde børn be-
væger sig ofte meget kluntet, meget
ufrit. Vi lærer dem at kende deres
egen balancekunst, og det gør vi for,
at de ikke skal være bange for at be-
væge sig. Vi forsøger at fortælle, at
det kan være sjovt. Det forstår ele-
ven.
For læreren er det en glædelig ting
at kunne spore fremgang dag for dag
— en realitet, der står urokkelig fast.
Og glædeligt er det, at børn med
disse handicap får den hjælp, de har
behov for. Her foregår ingen sortering
efter dygtighed. Her hjælpes alle og
heldigvis er det også sådan, at inden
for denne sociale og undervisnings-
mæssige sektor er der ikke lange ven-
telister, som på så mange andre om-
råder. Her arbejdes effektivt med det
mål, at der også for disse børn skal
blive en tålelig fremtid — en fremtid,
som de trods deres handicap kan se
hen til.
Som bekendt får de grønlandske
døve skolegang i Danmark, da det
ikke er lykkedes at oprette en speciel
skole for døve i Grønland. Vi gør op-
mærksom på Døvefondens Bidrags-
indsamling, der prøver på at samle
penge til et kollektivhus og plejehjem,
hvor døve kan være sammen, udvi-
delse af ungdomsarbejdet, hvor unge
døve mangler de muligheder, som hø-
rende ungdom har, og tilvejebringelse
af lokaler og inventar til foreningsar-
bejdet for døve og blinde-døve.
Pengene kan sendes til: Døvefon-
dens Bidragsindsamling, Rådhusstræ-
de 3 — 1466 København K. — post-
konto nr. 1184.
ALLE HJÆLPES TIL EN TÅLELIG
FREMTID
SE VINRUDE
TILBEHØR
Velassorteret lager af:
propellere — fjernkontrolboxe- og kabler, styrebeslag, brændstoftanke-
og slanger, batteriboe, smøremidler m. v. — omgående levering
TRANS-ARCTIC MARINE
aut. EVINRUDE forh., K’utdligssat. Telegradr.: transarco.
28