Atuagagdliutit - 29.05.1975, Blaðsíða 15

kommunikationsdebatten
tusagagsstssarnermik oKatdlineK
kommunikationsdebatten — tusagagsstssarnermik OKatdlineK
og undervisning skulle foregå ef-
ter arbejdstid, og det var begræn-
set, hvad der kunne opnås, idet
der var mange andre gøremål at
tgae sig af.
En ny og positiv ordning er, at
de nyudsendte lærere i deres før-
ste år i Grønland skal modtage
to timers undervisning i grøn-
landsk pr. uge. Disse to timer
indgår i skemaet og er således
betalt. Dermed har man sikret,
at i hvert fald disse to timer bli-
ver realiserede. Det er imidlertid
ikke tilstrækkeligt med disse to
timer, hvis det drejer sig om at
lære et brugeligt sprog. Der må
noget hjemmearbejde til også. Det^
er et problem for den nyudsendte,
som i forvejen har rigeligt med
andet hjemmearbejde, idet han
eller hun ofte står usikkert over
for den følgende dags undervis-
ning, hvis ikke der er foretaget
en del forberedelse.
Skolen er vel nok den insti-
tution i Grønland, som er hårdest
ramt af sprogproblemer. Hver
større skole må kun have 20 pct.
grønlandske lærere, for at hele
Grønland kan tilgodeses med
grønlandsksproget arbejdskraft.
Det vil altså sige, at en skole
med 50 lærere kun må have 10
grønlandsksprogede lærere, og de
resterende 40 lærere skal være
udsendte danske. Der er ingen
tvivl om, at Ingmar Egede har
ret i sine udtalelser. De grønland-
ske elever har alle tænkelige mu-
ligheder for at blive passificerede
eller frustrerede. Næsten hver
gang de er blevet kendt med en
lærer/inde, som ligeledes er ble-
vet kendt med grønlandsk tanke-
gang, så rejser vedkommende læ-
rer/inde, og en ny udsendt an-
kommer med et nyt temperament,
nye ideer og lige så uvidende om
grønlandske forhold, som en ny-
udsendt selvsagt må være i be-
siddelse af.
Personligt tror jeg, at mange af
de elever, som sendes til special-
undervisning har lidt sproglige
knæk og er blevet pacificerede.
De lukker af og kan ikke følge
med de andre. Hvis de samtidig
kommer fra socialt dårlige hjem
uden mindste motivering for ud-
vikling og skole — forhold, som
ikke er noget specielt for Grøn-
land — ja, så kan man vel ikke
forvente andet, end at eleverne
finder alt dette danske volapyk
uinteressant, og som noget dag-
ligt onde, der af en eller anden
grund bare skal overstås. Hvis
de var blevet undervist på deres
eget sprog, så var de måske ikke
blevet registrerede i papirvældet
for sådanne tabere.
Det værste for disse elever er,
at i specialundervisningen sidder
de igen over for lærere, som ikke
taler deres eget sprog, og samti-
dig bliver de præsenterede for et
hav af pædagogiske fif, som ikke
har relation til deres egen ver-
den.
Hvordan kan man så undgå at
skabe tabere, frustrerede eller
Passive elever? Ja, det kan der
skabes dagelange debatter om. Jeg
kan ikke lade være at stille nogle
spørgsmål til ??? — dem der kan
svare. Hvorfor holder man ikke
fast ved de udsendte, som har
tilegnet sig det grønlandske sprog?
Er man fra officiel side overho-
vedet interesserede i den grøn-
landske elevs udvikling? Når man
ikke kan skaffe udsendte lærere
nok, og der ikke er grønlandske
lærere at få, hvorfor klamrer man
sig så til danske ufaglærte time-
lærere og vikarer, i stedet for at
engagere lokale mennesker, der
taler hornenes sprog? Hvorfor gør
man ikke lærergerningen mere
attraktiv for grønlændere? osv.
osv.
Det er imidlertid ikke kun sko-
len, der har sproglige vanskelig-
heder. Erhvervslivet har også de-
res problemer. Der stilles store
krav til de unge mennesker. Det
skal være her og nu! Vi danskere
har det jo sådan, at tingene skal
fungere, og helst før der er star-
tet. Det er ikke altid, at en ordre
fra en „ekspert11 er fuldt ud for-
stået, og gentagelser tager tid og
inspirerer til irritation, og her-
med er spiren til komplikationer
skabt.
Tolkeproblemet vokser, og man
hører ofte i den grønlandske dags-
presse, at de grønlandske tolke
vægrer sig ved at lade sig ud-
nytte, fordi de er i besiddelse af
den mulighed, at de kan tale to
sprog. Der er jo visse institutioner,
som er totalt afhængige af, at en
tolk kan skabe kommunikation.
Således for eksempel lægevæse-
net og socialkontorerne. Her er det
overordentligt vigtigt, at der ska-
bes fuld forståelse. Der gives in-
gen middelvej. Enten må man ac-
ceptere en tolk som en særdeles
velkvalificeret person, eller lade
sig nøje med en dårlig kommuni-
kation.
En særlig gruppe danskere, som
i det mindste har moralsk pligt
til at lære grønlandsk, er de dan-
skere, som er grønlandsk gift eller
som har bosat sig i Grønland.
Hvordan skal man kunne forstå
sin ægtefælles handling, hvis ikke
man kender det grønlandske sprog
og gennem dette komme i kontakt
med ægtefællens familie? Jeg
kunne nævne eksempler på dansk-
egoisme og danskeres nedladen-
hed over ægtefællens barndoms-
verden, der udgør familien og det
samfund, som vedkommende kom-
mer fra. Det må være et over-
ordentligt anstrengt forhold i det
hjem, hvor det danske sprog an-
vendes for blot en person, medens
omgivelserne er grønlandskspro-
gede. Det må logisk give kommu-
nikationsproblemer.
Dobbeltsprogede børn er også et
tiltagende problem. Skal de gå i
grønlandsk klasse eller i dansk
klasse? Et cirkulære siger, at
dansksprogede skoleelever af for-
ældrene kan forlanges optaget i
danske klasser, og en anden be-
stemmelse siger, at elever i dan-
ske klasser skal undervises i grøn-
landsk i videst muligt omfang,
hvis forældrene ønsker det. Alli-
gevel har jeg været udsat for ud-
talelser som: „Man plejer at ren-
dyrke de danske klasser11 og „Nor-
malt optage grønlandske elever
med grønlandsk som modersmål
ikke i danske klasser11. Her er
virkelig noget, som må vække til
eftertanke, når debatten går om
grønlandsk sprog eller ikke grøn-
landsk sprog.
Der er mange børn, som er
mere eller mindre dobbeltsproge-
de, og hvordan skal man sortere
dem? Er eleverne dygtige til
dansk, vil det være forkasteligt
at bremse deres udvikling ved at
udelukke dem fra danske klasser.
Det vil ligeledes være forkasteligt
at formene danske elever adgang
til at lære grønlandsk i en tid,
hvor mere dominans i grønlandsk
tilstræbes.
Debatten om det grønlandske
sprogs eksistensberettigelse som
kommunikationssprog er en træ-
demølle, som er svær at træde.
Der må appelleres kraftigt til
hver enkelt grønlænders menin-
ger om problemerne!!! så Lars
Emil Johansen m. fl.’s udtalelser
ikke bliver nogle ensomme fraser
i dagens „intriger, papirnusseri og
kompetancestridigheder11, som for-
lagsdirektør Poul Bay også ud-
trykker sig. Finn Pedersen.
15