Atuagagdliutit - 19.02.1976, Page 29

Hal-idræt for alle
— eller kun for de
rige og de dygtige?
Billedet er fra eb »opvarmningsturnering« 26. oktober 1975. Det viser alle
finaledeltagere i juniorrækken. Bageste række fra venstre: Lars Thomassen,
Sivert Kleist, John Olsen, Tage Lennert. Pigerne i forreste række fra venstre er
Albertine Olsen og Annelise Kreutzmann.
åssilissaK eb »kissagsautigalugo unangmiuårneK«-mérsuvoK 26. oktober 1975.
åssilfssame ersslput inusugtuarxat finale-me peKataussut tamarmik. tunordlft
såmerdlermit: Lars Thomassen, Sivert Kleist, John Olsen, Tage Lennert. niviar-
siantat sårdITt såmerdlermit ukuput Albertine Olsen Annelise Kreutzmann-ilo.
Balidræt — for alle — eller kun
for de rige og dygtige?
Formålet med dette indlæg er
at sætte en debat i gang. En de-
bat om hvordan man indfører nye
'drætsgrene til Grønland. Der er
åbenbart enighed om, at der skal
bygges idrætshaller i en række
dyer i Grønland, men der har al-
drig været en offentlig debat om,
hvordan man vil indføre de idræt-
ter, der kan dyrkes i en hal. Bad-
minton er en af disse idrætsgrene
°g kan derfor stå som eksponent
for de andre halidrætsgrene, som
°gså kun har været dyrket i Grøn-
land i nogle få byer i nogle få år.
Forbadmintonsportens vedkom-
mende er den indført ved, at man
bar ladet afholde mesterskaber.
Senere har man efter god dansk
skik dannet et badmintonforbund
(GBF), som er associeret Dansk
Badminton Forbund (DBF). Der er
hanske love, en dansk bestyrelse,
her afholdes repræsentantskabs-
møder, hvor man bliver enige om,
at der skal afholdes mesterska-
«Ado“ beretter i grønlænderfore-
hingens blad „umiaK“, Odense,
°m en grønlandsk adventsguds-
tjeneste i Pårup kirke. Hans ar-
tikel har overskriften „Mirakler-
nes tid er ikke forbi":
Da vi kom kl. 19.30, var der
allerede mange landsmænd og de-
res danske pårørende kommet,
smilende og i godt julehumør.
Klokken blev 20, og den grøn-
landske præst og hans organist
var stadigvæk ikke mødt op. Vi
som sørgede for arrangementet,
trøstede os med, at de snart ind-
fandt sig ved kirkedøren, men
ak. Klokken blev 20,30 og vi be-
gyndte at sende tankerne til den
familie, som skulle have barne-
dåb og som sad i kirken før kl.
19.30. Nedenfor kirken gik nogle
utålmodige kirkegængere og små-
bandede, mens de meddelte hin-
anden „her og de“, hver gang der
kørte en bil, lastbil eller bus for-
bi kirken.
Nu kunne vi ikke vente læn-
gere. Vi etablerede forbindelsen
til grønlænderhuset i Århus og
spurgte dem om, hvor præsten og
hans organist var blevet af. Jah,
he havde holdt gudstjeneste i År-
hus kl. 14, men hvor præsten og
prganisten befandt sig, var der
ingen, der vidste. Vi blev endnu
mere fortvivlede. Hvad nu. Oppe
i kirken ventede menigheden
utålmodigt, og der skulle være
barnedåb ifølge programmet. Vi
spekulerede indvendigt. Vi for-
søgte at berolige menigheden,
men kendsgerningen var ikke til
at misforstå: INGEN GRØN-
LANDSK PRÆST OG HANS
ORGANIST.
Nå, nu må vi handle, og det
skal gå hurtigt. Vi konverserede
med kirketjeneren, og denne ind-
villigede at spørge kapellanen,
°m han ikke kunne forrette bar-
nedåben — naturligvis på dansk.
Det var han ikke imod. Mens vi
ber: klubmesterskaber, bymester-
skaber, kredsmesterskaber og
Grønlandsmesterskaber. Til de
sidste to slags mesterskaber bru-
ges der en masse penge.
I vort daglige arbejde i SAK’s
ungdomsafdeling i badminton pi-
ner det os mere og mere, at det
bevisligt næsten udelukkende er
børn fra den sociale overklasse,
der dyrker badminton. Vi prøver
at modvirke denne uheldige ten-
dens ved, at klubben leverer bol-
de til træning, og vi er så heldigt
stillede, at en af klubbens venner
har skænket afdelingen et sæt
ketchere, som børnene kan låne.
Alligevel kniber det med at holde,
på spillerne fra mindre bemidlede
hjem. Der er jo også status i
sportsudstyr: Puma, Adidas, Yo-
nex m. m. — dyrt grej altsam-
men, og hvem tør driste sig ind
på banerne uden et udstyr til fle-
re hundrede kroner. Også her prø-
ver vi at stritte imod ved at prøve
at forklare børnene, at man ud-
mærket kan dyrke badminton i
sad og ventede forventningsfuldt
på kapellanens ankomst, kom der
en lille korpulent mand i islandsk
trøje. Nogle af os troede i begyn-
delsen, at det var en færing, der
forvildede si gind i kirken. Men
troen flytter jo selv de højeste
bjerge. Troen bliver forvandlet
til virkelighed! Det rygtedes lyn-
hurtigt, at det var en præst, ja
ovenikøbet en præst klædt i is-
landsk trøje, det var sør’ns. I lø-
bet af meget kort tid forvandle-
des „daværende færing" til en
præst, iklædt en rigtig præste-
kjole, som var syet til hans rige-
lige dimensioner.
Der gik ikke lang tid, før præ-
sten og undertegnede blev enige
om, at der kun skulle være bar-
nedåb, for klokken var nu blevet
mange, nemlig over 21,00.
Foran døbefonten stod kapella-
nen, og snakkede med den dansk/
grønlandske familie, som længe
havde ventet deres barnedåb. Så
dukkede pludselig et nyt problem
op: skal vi synge grønlandsk el-
ler dansk? Ingen diskussion, grøn-
landsk. Manden med islændertrø-
jen kunne jo ikke et kvæk grøn-
landsk. Kapellanen protesterede
ikke. Dåb på dansk — sang på
grønlandsk. Det var vel nok et
demokratisk valg.
Midt i forberedelsesfasen ind-
traf der noget nyt i denne barok-
ke kirkelige handling. En af de
grønlandske kirkegængere gjorde
mig med øjnene opmærksom på,
at der var ved at ske en ny ud-
vikling bag ved mig. I al forsig-
tighed kiggede jeg bagud, og
hvem så jeg, minsandten vore go-
de venner, den grønlandske præst
og hans organist! Jeg kogte af ra-
seri, men af „æresfrygt" for den
kirkelige tradition havde jeg hin-
dret raseriet i at bryde ud. Jeg
tog mig sammen og gik hen til
de to kirkens tjenere, som sad ved
indgangsdøren med hensunkne,
et par sko til 11,85 og med en lå-
neketcher i hånden. Vi ved dog,
at børnene ligger under for et
pres. Og dermed også forældrene.
Dette pres bliver yderligere styr-
ket under mesterskabsstævner,
hvor de unge håb kan se koryofæ-
erne vise alt det nyeste inden for
sportsrekvisitter.
GBF’s formålsparagraf lyder så-
ledes: „Forbundets formål er at
samle alle badmintonspillere i
Grønland og varetage deres in-
teresser til fremme af badmin-
tonspillet i Grønland og derved
bidrage til fremme af amatør-
idræt i Grønland". — Det lyder
smukt, og vi kan tilslutte os for-
målene. Vi opfatter „alle badmin-
tonspillere" som ikke kun væ-
rende de rige og dygtige. Vi sæt-
ter derimod et stort spørgsmåls-
tegn ved GBF’s metoder til at nå
frem til disse formål, når en så
uforholdsmæssig stor del af
GBF’s midler bruges til at dæk-
ke de enorme udgifter ved mes-
terskaberne.
undskyldende og bønfaldende an-
sigter. Jeg hilste på dem med et
overfladisk og køligt nik, rettede
min opmærksomhed på den grøn-
landske præst og spurgte ham så,
om han ville forrette den grøn-
landske gudstjeneste. Han indvil-
gede og forsvandt hastigt bagved
alteret, mens organisten automa-
tisk og pligttro gik op til orglet
for at spille sit præludium. Ka-
pellanen med den islandske trøje
blev arbejdsløs og forsvandt i
mørket, efter at jeg gav ham et
par mindre overvejede undskyl-
dende ord. Organisten begyndte
sit præludium med en enkelt fløj-
tetone. „Der kom sgu ingen lyd!
udbrød han. Kirketjeneren var
lynhurtigt ved orglet, og idet han
trykkede på startknappen, kom
der igen en uartikuleret fløjte-
tone. Kirketjeneren diskuterede
med organisten, og endelig star-
tede den længe ventede gudstje-
neste. Barnet fik sit navn, og
præsten og organisten fik deres
synder forladt, idet de blev invi-
teret til kaffe i grønlænderhuset
efter gudstjenesten, som sluttede
efter kl. 22.
Ado.
Grønlandsmesterskaber i bad-
minton startede allerede i 1969.
Dengang var der kun een hal i
Grønland og 3 gymnastiksale. Al-
ligevel stævnede alle, der kunne
holde på en ketcher, fra syd og
nord til Godthåb, hvor den mæg-
tige hal blev rammen om disse
mammutmesterskaber med ca.
100 deltagere. Det blev mere „me-
sterskaber" end „Grønlands", idet
det ikke overraskende blev spil-
lere med mange års erfaring fra
badmintonlandet Danmark der løb
af med titlerne.
Det samme har gentaget sig
hvert år siden. Med de samme
deltagere og med næsten de sam-
me mestre. Efter mesterskaberne
i 1975 lød overskriften i AG op-
timistisk: „Mesterskaberne god
reklame for badmintonsporten.
Mange naturtalenter på vej". Må
vi stille et pessimistisk spørgsmål:
Bliver disse naturtalenter nogen-
sinde en fornyelse i toppen med
den opbygning, man har givet
badmintonsporten i Grønland?
I GBF’s budget regner man med
95.000 kr. i udgifter ved mester-
skaberne i 1976, og så er der end-
da ikke regnet med bolde, halleje
og præmier, samt kost og logi ved
kredsmesterskaberne. Mon det er
helt forkert at anslå den samlede
udgift til ca. 150.000 kr.? Og det
er ikke til „alle badmintonspillere
i Grønland", men til en lille flok
topspillere, og næsten de samme
spillere skal bruge mesterskabs-
pengene næste år.
For den grønlandske badmin-
tonsport er det som at starte en
læretid med aflæggelse af sven-
deprøve eller som at starte med
afsluttende eksamen i børnehave-
klassen.
Til GBF’s repræsentantskabs-
møde i 1975 sendte vi flere for-
slag, der efter vor mening gik ud
på at gøre badminton til en folke-
sport — og ikke til en elitesport.
Vore forslag fik en krank skæbne.
I renræsentantskabet sidder nog-
le få topspillere og dirigerer sla-
gets gang udfra deres egen situa-
tion, nemlig som topspillere. Vi
foreslog bl. a., at man gør de bil-
lige plasticbolde obligatoriske i
Grønland. Repræsentantskabet
bestemte, at man skal fastholde
de dyre fjerbolde ved seniorme-
sterskaberne (bl. a. på grund af at
GBF er associeret DBF). I radio-
reportagen fra GM 75 kunne vi
følge med i, at to drenge i en ju-
niorfinale ødelagde for mindst 50
kr. fjerbolde. I een kamp. Det
kunne være klaret med en fem-
mer, hvis man havde brugt en
plasticbold. Lad os lige indskyde,
at her i hallen i Holsteinsborg ser
vi aldrig en fjerbold. Kun når der
bliver arrangeret Grønlandsme-
sterskaber her.
Et andet af vore forslag gik ud
på: hold nogle års pause i seni-
ormesterskaberne. Brug i stedet
pengene til træningslejre for børn
og unge, til udvekslingsrejser, til
gratis bolde, til låneketchere, til
nedsættelse af hallejen, til over-
sættelse af instruktørmateriale til
grønlandsk. Så kommer vi nær-
mere til formålets „alle badmin-
tonspillere i Grønland".
Vi har i Grønland tre idræts-
grene, der har været dyrket i
mange år i hver by og bygd nem-
lig: skiløb, fodbold og bordtennis.
Lad disse idrætsgrene fortsat få
al den støtte, der kan ydes.
Det med halidræt er i sin vor-
den. Det vil gribe meget mere om
sig. Nye haller vil skyde op. Nye
idrætsgrene vil trænge sig på:
basketball, håndbold, hockey, vol-
leybold, redskabsgymnastik, in-
dendørs fodbold, tennis m. fl.
Hvordan vil vi indføre disse
idrætsgrene? Skal vi også frem-
over fortrinsvis bruge idrættens
penge til turistlignende rejser for
nogle få — eller skal vi bruge
dem på et bredt anlagt ungdoms-
arbejde?
Kuna og Ebbe Damgaard,
Sisimiut.
har deres virksomhed fået vort salgs-
katalog?
Kemko Godhavn
det betaler sig nemlig
MatiaTukaK husflidsværksted
POSTBOX 278 . 3900 GODTHÅB
Stort udvalg i gaveideer. Benfigurer,
malerier, træ- og linoliumsnit samt
fedtstenssnit, lykønskningsbilleder,
stensmykker fra Grønland, som kan
slibes efter kundens ønsker. Alt til
rimelige priser.
tum'ssutigssarKigsorpagssuit. Kiperugkat, Ka-
lipagkat, xissungmut, uvkusigssamut li nol i u-
mimutdlo naxitat, åssilissat pivdluarxussl-
ssutit, ujarxat pinersautit Kalatdlit-nunånér-
sut pisiniartup kigsautigisså nåpertordlugo
silineKarsInaussut. tamarmik akimingnut na-
lerxutut.
En grønlandsk gudstjeneste
med mange forhindringer
29