Atuagagdliutit - 25.03.1976, Síða 22

Nænsom analyse
af et misfoster
Kommentar af Jens Poulsen
For præcis to år siden afsluttede
jeg mine kritiske bemærkninger
til teknisk konsulent Bjørn Bar-
fods verbale angreb på de grøn-
landske politikere i Atuagagdliutit
med følgende sætninger: — For at
blive i Barfods stil! Det er så en-
kelt, og tilsyneladende så vanske-
ligt at fatte: Den, der fornedrer
andre fornedrer sig selv. —
I dag — to år senere — sidder
jeg og med ikke ringe undren
læser hans „Midtpunkt" i Jyl-
lands-Posten af 13. december 1975.
Desværre — eller måske heldigvis
— er jeg først nu blevet opmærk-
som på artiklens eksistens.
Det er absolut ikke nogen rar
læsning, og min første tanke var
faktisk, at artiklen i sin helhed
burde offentliggøres i Atuagag-
dliutit såvel på dansk som på
grønlandsk. Så kunne jeg jo blive
fri for at omtale og kommentere
den selv. Ikke fordi jeg ikke gider,
men fordi jeg inderst inde helst
ønsker at være fri for, eventuelt
på grund af misforståelser, at ret-
te angreb på en måske inderst
inde velmenende dansker. Men!
Er der overhovedet nogen mulig-
Moses Olsen.
hed for misforståelser? Det mener
jeg ikke, for så at sige hver ene-
ste sætning i artiklen er besjælet
af bedrevidenhed, intolerance og
ondskabsfuldhed, manglende for-
ståelse af grønlandsk mentalitet
og af mangel på omtanke. Gud
være lovet, at vi i Danmark fast-
boende grønlændere, som han og-
så ser ned på, efter ringe evne
prøver på bl.a. at lære dansk,
prøver på at erkende, at vi er to
forskellige folk med forskellig
mentalitet, men at vi, da vi nu må
leve sammen, må give plads til en
ikke ubetydelig grad af tolerance
og fordragelighed.
Lad mig, inden jeg går i gang
med mine kommentarer, plukke
nogle af Barfods udtalelser ud —
for en gangs skyld uden at være
bange for at være uretfærdig.
„— Det er bedre at tie stille og
virke dum, end at lukke munden
op og bevise, at du er det . . . Den
leveregel burde stå med store bog-
staver over indgangen til lands-
rådssalen i Godthåb".
„— Hjemmestyrekommissionen
begyndte sit arbejde engang i no-
vember, og først da skulle profes-
sor Foighel til at vænne sig til
den, mildest talt, noget snørklede,
grønlandske tankegang, der meget
ofte bevirker, at en grønlandsk/
dansk dialog ender i det rene:
„Goddag mand, økseskaft".“
„— Det er da rigtigt, at det
grønlandske samfund i dag — ud-
adtil — ligner et hvilket som helst
andet samfund, for materielt
mangler der sandelig ikke noget,
men en menneskelig udvikling
kan man nu engang ikke forcere
frem, uden at det går galt".
„— Nu må jeg desværre indrøm-
me min uvidenhed med hensyn til,
hvor mange mennesker, der skal
til, for at man med rimelighed
kan kalde det „en nation". Men
ca. 46.000 mennesker, uden noget
Erfaring tæller, når det bedste gear skal fremstilles
Borg Warner er kompakt konstrueret og er let at indbygge.
Hydraulisk aktiveret frem - bak via flerpladede koblinger -
lang levetid og pålidelig funktion.
Leveres med eller uden forskudt centerlinie eller som V-gear
til motorer fra 30-300 SHP og med alternative reduktioner.
Vi er specialister - også når det gælder service.
Importør:
Fred. Rasmussen-Odense
Pjentedamsgade 21, 5100 Odense
Verdens største
i marinegear
Borg-Warner
specielt nationalt særpræg udover,
— som folketingsmand, Lars Emil
Johansen en gang har udtrykt det
— at de har sort hår og skæve
ben, vil jeg nu stadig tillade mig
at kalde en lille befolkningsgrup-
pe, og så har jeg i øvrigt aldrig
kunnet fordrage nationalliderlig-
hed".
„— Men hvem er det da, der
absolut vil presse dette hjemme-
styre ned over hovedet på den sa-
gesløse grønlænder?
Det er en relativt lille flok
grønlændere, som den danske stat
har bekostet en såkaldt højere ud-
dannelse på, for at de kunne an-
vende den til noget så fornuftigt
som dygtiggørelse af deres lands-
mænd.
I stedet for er disse mennesker
nu — under indflydelse af de
samme kræfter, der i Danmark og
andre lande ser deres fordel i at
skabe splid, organiser „spontane"
øvrigt puste til enhver nok så lille
strejker og demonstrationer og i
utilfredshed — i fuld gang med
deres samfundsnedbrydende virk-
somhed under mottoet: „Træd på
alt, hvad der er dansk".
„— Det vil blive for omfattende
her at beskæftige sig med alle de
emner, der har været på tapetet i
denne samling, og om hvilke
landsrådet har truffet „principbe-
slutninger" og affattet resolutio-
ner, så man følte sig hensat til et
møde i FN.
Een ting skal dog lige nævnes
— selv om den allerede er blevet
grundigt behandlet i den danske
presse — og det er principbeslut-
ningen om, at Grønlands under-
grund og evt. mineralforekomster,
tilhører den fastboende befolk-
ning.
I Grønlands radio — i udsendel-
sen, der hedder „Ugen der gik",
meddelte en speaker med begej-
string i stemmen, at der var skre-
vet historie med denne beslutning.
Det var oven i købet en dansk
speaker, men han har åbenbart
også mistet enhver jordforbin-
delse.
For hvis der i den forbindelse
blev skrevet historie, så er det i
hvert fald en historie, der nøje
svarer til dem, H. C. Andersen
skrev, f.eks. den om den lille fjer,
der blev til fem høns, eller Kejse-
rens nye klæder".
„— Grønlandsministerens reak-
tion på denne uartighed var ikke
overraskende, han vendte som
sædvanlig den anden kind til, og
begyndte at fable om nogle grøf-
ter, der ikke skulle graves mel-
lem befolkningsgrupperne, og
mente at hele spørgsmålet hørte
hjemme under hjemmestyrekom-
missionen. Men det hører sågu
ikke til i nogen hjemmestyrekom-
mission, hr. grønlandsminister, det
Kundekredsen
vokser stadig
Hvorfor? Vi er kendt for vort
smukke farvearbejde, hurtig
ekspediton og momsfrie pri-
ser prøv:
FOTO-MAGASINET A/S
Frederiksborggade 7
1360 København K.
Lars Emil Johansen.
er ganske enkelt et spørgsmål om,
hvorvidt det grønlandske lands-
råd skal have lov til at trampe på
grundloven og dermed på den
danske befolkning, uden hvis ind-
griben der formodentlig hverken
havde været en Jonathan Motz-
feldt med ministerambitioner eller
en Moses Olsen, til at komme med
dumme bemærkninger i tide — og
især i utide".
Jeg skal nu, så nænsomt det er
mig muligt, prøve på at kommen-
tere Barfods horrible udgydelser
nogenlunde i den rækkefølge, som
de er blevet citeret.
Barfods forslag til en „levere-
gel" for det grønlandske landsråd
viser os en mand uden hæmnin-
ger, uden selvkritik og uden for-
ståelse for demokratiske spille-
regler, som selv Barfod må res-
pektere. Landsrådet er på en gan-
ske legal vis valgt af den grøn-
landske befolkning til at tale og
ikke til at tie. Den sag er ganske
klar. At vi mange gange kan være
uenige med landsrådet, er en helt
anden sag. Men bare at sige „hold
kæft, du er åndssvag!" hjælper
ikke det mindste.
Naturligvis må professor Foig-
hel først til at lære den for ham
uvante og ganske naturligt frem-
medartede grønlandske tanke-
gang. Han har givet viljen til at
acceptere — og til at lære at for-
stå — vores tnkegang. Men ufat-
teligt er det, at overmennesket
Barfod aldrig har magtet at gøre
det. Er det mon viljen og respek-
ten for andre mennesker, der har
manglet! Ikke mindst hans udta-
lelser om den materielle og men-
neskelige udvikling kan tyde her-
på. Det vil ikke forbavse mig det
mindste, hvis Barfod ved menne-
skelig udvikling forstår en udvik-
ling hen imod at kunne styre den
teknik, han selv har været med
til at indføre i Grønland. Forhå-
bentlig har vi grønlændere fortsat
andre idealer og andre livskilder
end Barfod. Ellers vil vi være ilde
stedt. Lars Emils karakteristik af
grønlændere (sort hår og skæve
ben) er, det ved jeg, sagt i en hel
anden sammenhæng. Lars Emil og
jeg er ikke det mindste uenige
med hensyn til anvendelsen af
udtrykket „det grønlandske folk".
Samtidig ved vi bare, at vi aldrig
kan formå et „overmenneske" som
Barfod til at fatte, hvad vi mener
hermed.
Barfods voldsomme aversion
mod „hjemmestyrefolkene" er igen
et udtryk for hans totale nedvur-
dering af grønlænderne. Da det
vil være spild af kræfter at prøve
på at forklare Barfod sagens rette
sammenhæng, skal jeg blot an-
føre, at hjemmestyre er et folke-
ligt ønske i Grønland, og at vore
ledere er ganske klare over, at
der, efter selvfølgelige begynder-
vanskeligheder og fejlgreb, efter
indførelse af hjemmestyre vil
vokse en orden og et system, som
er vort eget, og som passer til
Grønland. Vi skal lære at styre
vort land, og vi ønsker at have
det fulde ansvar for konsekven-
serne. løvrigt vil der i lang tid
fremover være brug for danskere
i Grønland, men vel at mærke
danskere uden herrefolksmentali-
tet. Hermed være også sagt, at vi
ikke har ønsker om at „træde på
alt, hvad der er dansk".
Barfod ironiserer over lands-
rådets principbeslutning om Grøn-
lands undergrund og skriver med
megen sarkasme, at den danske
speaker, der i Grønlands Radio
udtrykte sin begejstring over
landsrådets beslutning, må have
mistet enhver jordforbindelse.
Personlig er jeg helt enig med
landsrådet i denne sag, og selv
Barfod vil om nogle år erkende,
at landsrådet — for en sjælden
gangs skyld — har været fremsy-
net. Her kan jeg endda nøjes med
at henvise til den udvikling, der
finder sted verden over på jord-
ejendomsrettens område. På den
anden side forstår jeg fuldt ud, at
landsrådets principbeslutning må
være ufattelig for et menneske
som Barfod, der — bedømt ud fra
indholdet af hans artikel — aldrig
har opnået nogen jordforbindelse
med den grønlandske jord.
Jeg er enig med grønlandsmini-
steren i, at der ikke skal graves
overflødige grøfter mellem dan-
skere og grønlændere. Her er Jo-
nathan Motzfeldt ganske enig. Om
nødvendigt kan såvel Grønlands-
posten som udklip af danske avi-
ser fremvises som dokumentation.
De, der graver grøfter er derimod
folk, der ikke ønsker at gå ind i et
samarbejde med de grønlandske
myndigheder og det grønlandske
folk på landets præmisser om løs-
ningen af de store problemer.
Sandelig! Håbets farve falmer
på Grønland (Barfods artikel-
overskrift). Ikke fordi vort land
er ved at skulle opleve en ny is-
tid, men fordi mennesker som
Barfod dræber ethvert grønlandsk
forsøg på at genoprette tabt selv-
respekt og tabt menneskelig vær-
dighed. Men — der er håb for-
ude! Thi den, der fornedrer andre,
fornedrer sig selv. Og som man
sår, så høster man!
Jens Poulsen
22