Atuagagdliutit - 13.06.1977, Qupperneq 28

atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartar
Veto-ret er godt
nok foreløbig
Under forrige valgperiode havde
jeg en forespørgsel d landsrådet
om, hvem de grønlandske rig-
domme 'tilhører. Dengang tog
landsrådet ikke spørgsmålet sær-
lig alvorligt. Siden fik jeg en
fornemmelse af, at det var et kil-
dent spørgsmål, som ville skabe
problemer i fremtiden.
Min fornemmelse blev stærkere
under konferencen i Sisimiut, og
riden er den blevet til virkelighed.
Jeg har lige fra begyndelsen ment,
at spørgsmålet skal behandles
med varsomhed og med omhu,
inden det bliver forelagt de hø-
jeste statslige instanser.
Det er ligesom om de ledende po-
litikere i Sujumut er ved at skil-
les fra deres grundtanker. Og det
er en skam lige før hjemmestyret.
Lad være med det. Prøv at finde
sammen og arbejde for en lysere
fremtid for os.
Man skal lære af det, der sker:
Der har tidligere været partier i
Grønland, men de er alle opløst.
Kloge mennesker påstår, at det
skyldes dårlig organisation, utids-
svarende partiprogrammer, mang-
lende fremsynethed, osv. Jeg har
selv været med i et parti, der gik
i opløsning, og i det tilfælde var
årsagen egoisme, politisk magt-
begær. Det bør Sujumut og an-
dre, der vil danne partier, lære
noget af.
Inuit-partiet er rigtignok op-
løst, men de vigtigste grundele-
menter i partiets politik lever
endnu blandt befolkningen. Det
er muligt, at modstanderne fra
dengang ærgrer sig over, at de
ikke støttede Inuit-partiets ho-
vedformål, nemlig at grønlændere
og danskere skal leve side om side
med hinanden i fuldkommen for-
dragelighed. Det er nemlig en
ting, man ikke kan komme uden
Spørgsmålet dukkede første
gang op i Grønland, da Nordgrøn-
lands landsråd traf principbeslut-
ning om, at de grønlandske na-
turrigdomme tilhører kalåtdlit.
Siden nævntes det først i 70’erne.
Da jeg i sin tid fremsatte
spørgsmålet i landsrådet, var det
fordi man ikke burde stå ufor-
beredt. Jeg fremsatte det også
for, at hjemmestyrekommissionen
skulle få en klar tilkendegivelse
fra landsrådet.
Da spørgsmålet igen dukkede
op i landsrådet arbejdede jeg
stærkt på at få landsrådets klare
stillingtagen ført igennem, så vi
om, hvis man vil danne et parti,
der er imod Sujumuts synspunk-
ter. Hvis man danner et parti i
dag, et parti der har det grund-
princip, at grønlændere skal
overtage jobs på lige fod med
danskere (når de har samme ud-
dannelse), så vil det blive støttet
af enhver grønlænder.
Sujumut har i et offentligt mø-
de på UkaliussaK skolen — ud-
sendt i både radio og TV — for-
sikret alle om, at man ikke ar-
bejder for at udelukke danskere,
men at man i stedet vil samarbej-
de med dem i fremtiden.
Da jeg havde hørt det, sagde
jeg, at jeg er enig med Sujumut
i 95 pct. af, hvad de går ind for,
og til slut sagde jeg, at danskerne
godt kunne tage det med ro.
Hvis Sujumut i fuld alvor vil
følge den linie i fremtiden, tror
jeg at det er vejen til en fredelig
fremtid for grønlændere og dan-
skere i fællesskab.
Hvis man kan opnå hjemme-
styre med regeringens billigelse,
så skulle man vel også kunne
enes om, at alle skal behandles
ens.
kunne have det bedst mulige for-
mulerede grønlandske ønske i
hånden ved de kommende for-
handlinger med danske myndig-
heder.
I efteråret 1975 traf landsrådet
sin principbeslutning, og den skul-
le danne grundlag for forhandlin-
gerne under kommissionens arbej-
de. Det er et udmærket udgangs-
punkt. Men landsrådet er jo fol-
ketingets rådgiver — ikke nogen
lovgivende myndighed. Og det har
da været klart for mange, at
landsrådets principbeslutning ikke
uden videre — og måske slet ikke
— kan gøres til lov.
Hjemmestyrekommissionen har
arbejdet med denne opgave —
med landsrådets principbeslut-
ning i tankerne — på en naturlig
og afslappet måde, ogg den har
gjort det under hensyntagen til
grundloven og statsministeriets
synspunkter.
Spørgsmålet kunne have været
behandlet stille og roligt, men
pludselig gav nogle udenfor kom-
missionen sig til at råbe op og
lave reklame for sig selv. Resul-
tatet var, at spørgsmålet nåede
til folketingssalen, før kommissi-
onen var færdig med sin behand-
Hvis jeg ikke husker forkert, var
der i Billed-Bladet (1976) en i
Danmark meget kendt Ulla Dah-
lerup, der blev citeret for en ud-
talelse om, at grønlænderne ikke
bør behandles som mennesker,
men som dyr, der bør slås og
sparkes.
At der er flere, der mener det
samme, kunne man læse i AG
nr. 46, hvor 'Grønlænderforenin-
gens formand blev citeret for bl.
a. følgende udtalelse: „Indenfor
det danske samfund er der ikke
så få mennesker, som stadig be-
tragter grønlændere som mindre-
værdige individer, der ikke be-
høver at blive behandlet som
mennesker", „..der er i stigende
grad tale om udnyttelse og mis-
brug af grønlændere i Danmark".
„I alt for mange tilfælde har vi
set voldtægtsforbrydelser mod
grønlandske kvinder".
Sådan er altså danskere, der
betragtes som et af verdens mest
opdragne folk.
Vi ved, at vi grønlændere fra
tidernes morgen har været be-
tragtet som noget meget lavt.
Denne nedvurdering har i mange
år været voksende. Vi grønlæn-
dere har ladet som ingenting, for-
di vi i alt for høj grad har set
op til danskerne — for højt kaldt
Danmark for mor. Politikerne har
knælet med maven mod jorden
foran myndighederne i den grad,
at grønlænderne som et folk in-
gen værd har mere. Det bør op-
høre.
ling. Og statsministeren blev pro-
vokeret til en principudtalelse.
Det sidste skete fordi et af vore
folketingsmedlemmer, Lars Emil
Johansen, der er medlem af hjem-
mestyrekommissionen, nærmest
lagde ordene i munden på stats-
ministeren.
Jeg mener, Lars Emil Johansen
burde have holdt sig til sit ind-
læg ved folketingets åbning. Det
sidste han sagde, ville en anden
fornuftig politiker ikke have sagt
som medlem af kommissionen.
Jeg er ikke alene om at være
tilfreds med de hidtidige resulta-
ter i hjemmestyrekommissionen.
Jeg mener, vi er nået langt. Gan-
ske vist har vi endnu ikke opnået
ejendomsret, men vi har fået en
vetoret, som betyder, at der ikke
i fremtiden kan gøres noget i vort
land, som ikke er fil gavn og nytte
for det. Det er dog betydnings-
fuldt.
Flertallet af de grønlandske
medlemmer i hjemmestyrekom-
missionen er enige om, at vi skal
have et hjemmestyre, uanset vort
land er rigt eller ej, og derfor for-
bavser det os, når Lars Emil Jo-
hansen kun vil have hjemmesty-
re, hvis vi har ejendomsret til un-
dergrunden. — Ellers må det ven-
te, sagde han.
Vi vil have hjemmestyre i rigs-
fællesskab med Danmark, og det
vil forbedre forholdet mellem
grønlændere og danskere.
Udtryk som „fingrene væk, det
er vort land" kan man ikke bru-
ge, før Grønland bliver selvstæn-
digt. Det er så et spørgsmål, om
det kan nås, når vi ser os om i
verden. Det må tiden svare på.
Otto Steenholdt.
Det danske folk i Danmark bør
vide, at der findes mange danske
i Grønland. Ligeledes er der man-
ge danske private næringsdriven-
de, som har 'bosat sig heroppe og
taget pladsen for mange grøn-
lændere. 85 procent af det private
erhvervsliv i Grønland er på dan-
ske hænder.
Danskerne i Danmark kan ri-
sikere, at deres landsmænd i vort
land bliver bange, fordi der er et
stort spørgsmål, om grønlænderne
fortsat vil finde sig i den behand-
ling, de får. En behandling, der
minder meget om den behandling,
de sorte i Sydafrika får.
Hvis den danske regering luk-
ker øjnene, må man indklage
Danmark for FNs menneskeret-
tighedskommission for at få for-
holdene rettet hurtigst muligt.
Folketinget, landsrådet og grøn-
lænderne i Grønland og Danmark
må sammen prøve at rette på
disse forhold. Forinden dette sker,
bør der holdes en konference,
hvor problemerne diskuteres igen-
nem. Men hvornår skal en sådan
konference holdes? Og hvem skal
betale udgifterne?
Det er for tidligt at indføre
hjemmestyre i 1979. Man må først
rette de mange fejl — for dyr
kan ikke have hjemmestyre. De
85 procent af det private er-
hvervsliv, der nu er på danske
hænder, bør først overtages af
grønlændere. Grønlænderne bør
have deres egne love. Først da
bliver vi til mennesker.
Hilsen
Jonas Lynge,
Sisimiut.
Grønlandsposten ønsker at
bringe et stort antal læserbre-
ve liver uge. Derfor beder vi
om, at indsenderne skriver
meget kort. Hvis læserbrevene
er mere end 200 ord, er redak-
tionen i regelen nødt til at for-
korte dem. Vi offentliggør ikke
anonyme indlæg, men hvis
særlige grunde taler for det,
kan vi bringe et læserbrev
under mærke istedct for navn.
Send dit indlæg til: Grøn-
landsposten, postbox 39, 3900
Godthåb.
Forslag til tolke
I ansatte tolke ved, hvor util-
fredsstillende vor løn er i forhold
til vort arbejde.
F. eks. blev der fastsat lønnin-
ger for tolke, der havde været
tolke B kursister, fra og med den
1.10.76. kr. 2.865.00 som grundløn
i det første ansættelsesår. Efter
fire år forhøjes lønnen med 135.00
kroner.
Ganske vist er lønnen lidt hø-
jere end GAS-lønnen til ufag-
lærte arbejdere. Men hvad består
en tolks arbejde af?
En tolk er netop forbindelses-
mand mellem to mennesker, der
slet ikke kan forstå hinanden, et
stort ansvar, der burde betales
med sin pris. Men uanset hvor
meget, vi klager os, kan vi ikke
opnå en højere løn, da vi ingen
sammenslutning har.
Og det er netop det, mit for-
slag består i: At danne lokale
sammenslutninger og lave et for-
slag om, i hvilken by ledelsen
skal placeres, sådan at den kan
videresende vore krav.
Endvidere kan jeg foreslå, at
vi kalder sammenslutningen for
„ÅTAVIK", som betyder forbin-
delse, i det tilfælde, at vi når så
langt.
Interesserede kan skriftligt eller
telefonisk henvende sig hos:
Tolk ADOLF JENSEN
Uglevænget-B 10.
3952 Jakobshavn
Telefon 4 31 77
Tilflytterne
I AG nr. 47 1976 læste jeg, at
Ilulissats borgmester Holger Si-
vertsen havde udtalt, at man vil
opfordre tilfytterne tid Ilulissat til
at vende tilbage til kommunens
bygder.
Da jeg læste det, fik jeg den
tanke, at vi, der er fra Ilulissat
distrikt, måske engang vil få føl-
gende besked: Her er numrene til
de huse, I Skal have. Husene er
møblerede og indflytningsklare.
Værs’go’ og flyt.
Når vi får den besked, vil vi
ved tak følge den.
Sivertsen var også inde på, at
man så vidt muligt skal undgå,
at lærerne forlader bygderne. Det
vil være godt, hvis undervisnin-
gen i bygderne kan fremmes.
Han sagde også bl. a.: Fra kom-
munalbestyrelsens side er vi be-
gyndt at gøre bygdebefolkningen
opmærksom på skavankerne ved
flytning. — Lad os høre, hvilke
ulemper der er i en by.
Arica,
Ilulissat.
Tuma.
Egoisme og magtbegær
ødelægger partierne
Skal vi ikke
behandles som
mennesker?
28