Atuagagdliutit - 15.09.1977, Qupperneq 19

Danskere i nord og s
Danskere arbejder i Grønland — danskere arbejder
i Afrika. Det ene sted som udsendte, det andet sted
som eksperter. Hvad er forskellen? Else Lidegaard
har studeret begge steder meget nøje, og giver os
her sin vurdering af forholdene.
I denne sommer har jeg tilbragt
en måned i Grønland, hovedsage-
lig Nuuk og Sisimiut, og umid-
delbart derefter en måned i Afri-
ka — Kenya og Tanzania. Begge
steder har jeg haft lejlighed til
lange og grundige samtaler med
udsendte eksperter fra Danmark.
Deres opgave må formodes at
være den samme (selv om de hed-
der udsendte i Grønland og eks-
perter i Afrika), nemlig at fylde
huller ud i et samfund på vej,
hvor landet ikke selv har haft
mulighed for at dække det øje-
blikkelige behov for arbejdskraft.
Alligevel er forskellene iøjnefal-
dende, og man kan ikke lade væ-
re at gøre sig nogle tanker om år-
sagerne hertil.
De skal næppe findes i det
menneskelige materiale. Der fin-
des hverken fra Grønlandsmini-
steriets eller Danidas side nogen
særlig udvælgelse sted, dertil er
tilstrømningen af ansøgere for
lille. Så danskerne i nord og syd
er næppe meget anderledes eller
mindre forskellige end dem vi
møder her til lands.
Samme slags mennesker
Begge steder kan man finde folk,
der vil tjene hurtige penge, selv
om det vist vitterligt er blevet
mindre givtigt at rejse ud på det
sidste. Statens sparebestræbelser
og „vi nyder jo heller ikke godt
af inflationen, hvis vi ikke har
et hus stående i Danmark", eller,
hvis de har „vi kan jo ikke træk-
ke renterne fra", al den stund, de
ikke betaler skat i Danmark.
Der er andre, for hvem det
væsentlige er at opleve noget nyt,
før man stikker uhjælpelig fast
i borgerlighedens Danmark — en
vis form for „high life" frister og-
så. Selvfølgelig er der også nogle,
som er alment interesserede i ud-
viklingsproblemer eller føler, at
det er mere tilfredsstillende at ar-
bejde et sted, hvor der virkelig
er brug for en, eller som simpelt
hen ikke har kunnet få arbejde
i Danmark. Folk som på en gang
synes Danmark nu alligevel er del
dejligste sted på jorden og hoved-
rystende modtager vennernes be-
retninger om stress og arbejds-
løshed.
Mange konstaterer (med Bran-
des), at hjemmedanskerens hold-
ning overfor dem selv er en blan-
ding af skadefryd og misundelse.
Alt dette er ens. Forskellen er
en fundamental forskellig opfat-
telse af sin egen placering i det
fremmede samfund.
Den danske murer, der under-
viser på en teknisk skole ved fo-
den af Mount Kenya ved, at han
arbejder i et u-land. Han kan
ikke regne med, at han har de
materialer og redskaber til rådig-
hed, han er vant til at arbejde
med derhjemme. Deri ligger bl. a.
noget af udfordringen. Har afri-
kanerne ingen fugeske, så har de
et stykke jern, der kan bøjes —
og det fungerer lige så godt.
En læge, han var ganske vist
hollænder, fortalte, at han, da han
kom til hospitalet, hvor han skul-
le arbejde, var dybt rystet over
de hygiejniske forhold. Men da
han havde betragtet sine afri-
kanske kollegers arbejde en tid.
blev han klar over, at de vidste,
hvad de gjorde, og faktisk kunne
udrette en del. Han følte det ikke
som sin opgave at indføre vestlig
hygiejne, men valgte at arbejde
i skidtet og konstaterede, at afri-
kanerne nok kan holde til en hel
del flere bakterier end vort ste-
rile samfunds udsendinge.
I Grønland har vi flotte hospi-
taler, men ingen grønlandske læ-
ger. Vi har store sygehuse — men
kun få grønlandske håndværkere.
Men kom ikke og sig, at Grøn-
land er et u-land. Alle grønlæn-
dere har kunnet læse og skrive
i mere end 100 år. Og se på gen-
nemsnitsindtægterne. Det sidste
narrer, for et eksistensminimum
i et arktisk land må uvægerligt
ligge højere end det tilsvarende
i et tropisk. Og indtægterne er jo
i høj grad baseret på tilskudsord-
ninger og ikke på landets egen
udvikling. Ingen vil vel kalde
Grønland for et u-land.
Forlanger sin egen teknologi
Det er et spørgsmål, om det ikke
har været skæbnesvangert for
Grønland, at man har været så
bange for at erkende, at på en
lang række områder er det et
u-land. Det ville medføre, at man
kunne begynde at arbejde ud fra
nogle ærlige præmisser og ikke
ud fra nogle ideelle, men falske
forestillinger, der bl. a. har re-
sulteret i, at danskeren, forlan-
ger sin egen teknologi bragt med
og benyttet.
Det er forhold, der kaster lange
skygger langt ud i fremtiden, for-
di det samtidig gør det umuligt
for grønlænderen at overtage
funktionerne uden også at over-
tage hele den danske teknologi
omkring dem. En teknologi, der
er udviklet i et tempereret land-
brugssletteland, og som måske
ikke engang passer særlig godt
til et klippeland under polarcirk-
len. Det hænger sammen med
lighedsideologien og integrations-
tanken, som både grønlændere og
danskere på et tidspunkt gik ind
for, men som begge parter må er-
kende har spillet fallit.
I det lokale system
En anden iøjnefaldende forskel
er, at eksperten i Afrika er an-
bragt i det lokale system — ikke
oven over det. Hans arbejdsplads
er afrikansk som hans overord-
nede er det. Det er nok ham, der
har den tekniske ekspertise, men
det er afrikaneren der kender
landet og folket og levevisen der
beMtemmer, hvad han vil bruge
eksperten til. Dette forløber ikke
problemfrit, og mange af eksper-
terne vil sikkert mene, at de kun-
ne bruges bedre og især mere
effektivt, end det sker i dag.
Men er det ikke netop denne
effektivitet og manglende skelen
til, hvad landet kunne absorbere
og bruge i sit eget regi, der har
været så fatal i Grønland? Vi har
skænket skoler til både Kenya og
Tanzania, men den danske u-
landsbistand-holdning har altid
været, at dette var nogle ram-
mer, som de pågældende lande
selv matte bestemme, hvordan de
ville udfylde. Ofte er de ikke en-
gang blevet fyldt ud med det
samme. Måske var man ikke i
stand til at udnytte dem straks,
fordi man manglede lærere at be-
mande dem med.
Giver også indholdet
I Grønland giver vi ikke bare
rammen: skolen. Vi giver også
indholdet: lærerne og undervis-
ningsplanen. Så er der ingen
hindringer for starten — ikke en-
gang de sproglige, for vi under-
viser løs på dansk i sikker for-
visning om. at vi er på dansk
grund og at lykken for grønlæn-
derne er at kunne klare sig —
i Danmark.
Det, at vi for enhver pris har
villet udnævne grønlænderne til
en slags danskere (så meget, at
store dele af befolkningen ikke
tør sige grønlændere, men om-
hyggeligt benævner dem ’nord-
danskere’) har fået os til at følg
os hjemme i Grønland, som gøgen
føler sig hjemme i solsortens
rede.
Vi er gæster
En dansk agronom midt i Tanza-
nia udtalte: „Vi er gæster her i
landet, og skal opføre os som gæ-
ster. Ganske vist er vi på vort
område de bedst kvalificerede,
men afrikaneren har en kvalifi-
kation som gør, at hans altid må
have større vægt. Han kender sit
land og dets kultur". Den hold-
ning kan man lede længe efter
i Grønland. Vi har glemt, at vi
er gæster i Grønland, og at det
er den grønlandske kultur og le-
veform, der hører hjemme her og
er den rigtige her, selv om den
kan forekomme os både uprak-
tisk og ineffektiv.
Men hvordan tage hensyn til et
folk og dets særlige psyke, hvis
man ikke kender den? Hvordan
være instruktør og lærer — uden
pedanteri?
Opgaven er ikke let og kræver
ikke bare god vilje, men også
viden. Danida sender sine folk på
et tre ugers forberedelseskursus
før afrejsen. Det er en nødtørftig
indførelse i landet og de proble-
mer, man møder, når man arbej-
der i et u-land. Skal man til Tan-
zania sendes man desuden på et
14-dages intensivt swaheli-kursus
i landet. De „frivillige", som de
eksperter, der sendes ud af Mel-
lemfolkeligt samvirke kaldes, er
endnu bedre stillede — og møder
efter sigende af samme grund
med en mere positiv holdning til
det at indordne sig under afri-
kanske forhold.
De får et tre måneders kursus
-i Afrika, så de møder Afrika og
afrikanerne samtidig med, at de
hører om dem, og lærer deres
sprog.
Intet sprogkursus
Grønlandsfarerne får i øjeblikket
et kursus af fem dages varighed.
Og slet intet sprogkursus. Der
gennemføres her i september for
første gang et tre-ugers sprog-
kursus for danskere i grønlandsk.
Der er ingen tvivl om, at den
mest kostbare hjælp er den, vi
sender til Grønland, men samti-
dig er det altså den, vi ofrer
mindst forberedelse på.
Grønlænderne er åbenbart selv
blevet opmærksom på disse for-
hold, i alt fald kunne man for
nogen tid siden læse et forslag
i AG fra to grønlandske lærere
AKigssiaK Møller og Thue Chri-
ADOPTION
Yngre dansk ægtepar boende
i eget hus ønsker at adoptere
et barn om 3 år. Fødsel kan
finde sted i Danmark. Vi beta-
ler gerne evt. omkostninger.
Ole og Gerda Panduro
Sarpsborgvej 35,
DK-7600 Struer
Tanzaniame mérKat Afrikame pissutsit piumassarissait najorKutaralugit
iliniartineKartarput.
I Tanzania bliver børnene undervist udfra afrikanske forudsætninger.
stiansen gående ud på, at uden-
rigsministeriet skulle overtage
udsendelsen af eksperter til Grøn-
land, i lighed med hjælpen til
u-landene.
Grønlands nye status, med
hjemmestyre og dermed ansvar
for de grønlandske anliggender,
vil næppe betyde, at der ikke
længere er brug for ekspertbi-
stand fra Danmark.
Bistanden bør skifte karakter
Men får den ikke en anden
form end i dag, er det tvivlsomt,
hvor megen nytte vi bliver til i
en grønlandsk sammenhæng. Der-
for bør hjemmestyrets indførelse
give anledning til, at bistanden
skifter karakter. Det vil kræve
fantasi og flexibilitet, og det vil
kræve sprogkundskaber. Det vil
måske også kræve en holdnings-
ændring hos de danskere, der skal
afsted.
Vi danskere er altid rede til
at beklage fortidens synder i
Grønland — vi dyrker med mel-
lemrum vellystigt, den dårlige
samvittighed. Men skal der gøres
færre fejltagelser i fremtiden,
skal folk forberedes bedre. Det er
nu, vi skal planlægge en sådan
forberedelse.
Det er som bekendt lettere at
angre sine fejl end at undgå at
gøre dem.
Else Lidegaard.
Det Grønlandske Landsbibliotek
Assistent
Ved Det grønlandske Landsbibliotek er en stilling som assi-
stent ledig snarest eller pr. 1.11.77.
Arbejdsområder: Journalisering, tidsskriftnotering og -ar-
kivering, modtagelse og kontrol af bøger og iøvrigt alminde-
ligt kontorarbejde.
Løn- og ansættelsesforhold fastsættes for en udsendt i hen-
hold til overenskomst mellem Handels- og Kontorfunktionæ-
rernes Forbund i Danmark og Ministeriet for Grønland og for
en hjemmehørende i henhold til overenskomst mellem Grøn-
lands Arbejdersammenslutning og Ministeriet for Grønland.
Til personer, der udsendes til Grønland, stilles bolig til
rådighed, for hvilken der svares boligbidrag efter de for sta-
tens tjenestemænd i Grønland til enhver tid gældende regler.
Der ydes fri oprejse og efter 2 års ansættelse i Grønland
fri hjemrejse.
Yderligere oplysninger vil kunne indhentes ved henvendel-
se til Det Grønlandske Landsbibliotek, telefon 2 11 56.
Ansøgningsfrist: 3. oktober 1977.
Ansøgning, bilagt fotokopi af eksamensbeviser og evt.-an-
befalinger m.v., stiles og sendes til Ministeriet for Grønland,
Hausergade 3, 1128 København K.
19