Atuagagdliutit - 20.04.1978, Blaðsíða 18

Alfred Toft
GODTHÅB.NUUK
I GÅR OG I DAG-
(Fortsat)
Vi bleve da enige om i Haab om
kongelig Naade: at lade Hr.
Egede beholde 8 Matroser hos
sig, og som enhver af os havde
til Gode vores Gage for 3 til 4
Aar, skulde vi ved Hiemkom-
sten ei oppebære det ringeste
af samme førend vi saae Ud-
faldet, hvorledes det skulde bli-
ve med Grønland.
Ifald der ei blev oprettet et
Grønlandsk Handels-Compag-
nie, skulde vi til Foraaret 1732
for vor tilgodehavende Gage
fragte et Skib til Grønland for
at bringe Hr. Egede med Fami-
lie og de 8 Matroser til Dan-
mark.
Denne Beslutning blev forfat-
ted i en ordentlig Act, som af os
alle blev underskrevet og for-
seigled ..
Alle modsætningsforhold og stri-
digheder var glemt:
„Saaledes blev jeg da, Gud væ-
re loved! i min Bekymring sou-
lagered, hvilket jeg, næst Gud,
havde de gode Mand at takke
for, som mig i alle Ting med
Raad og Daad troelig assiste-
rede."
Den 31. hejsede skibet sejl og gled
stille ud af kolonihavnen.
Tilbage stod familien Egede, en
halv snes matroser og en lille
håndfuld grønlændere ...
Atter stod Hans Egede over for at
skulle tilpasse sig en ny situation.
Barnedåben måtte ophøre, ind-
til missionens videre skæbne kun-
ne forudses med sikkerhed.
Og hvad skatteinddrivningen
angår, så måtte den igen afløses
af den traditionelle byttehandel:
„Den 7de (september 1731) ud-
foer min Søn (Poul) paa Han-
dels-Tougt Søer efter, saasom
han, i Mangel af andre maatte
paatage sig og at giøre Kiøb-
mands-Tjeneste, da jeg hid ind-
til har brugt ham som Cate-
cheta og Med-Hielp til Grøn-
lændernes Underviisning, hvor-
med jeg og siden loed hannem
continuere, saasom han beqrem-
melig med een Leilighed kun-
de forrette begge Deele."
Giertrud Rask havde haft ret, da
hun tilskyndede sin mand til at
blive.
Nu, da det hele så allermest
håbløst ud, belønnede Gud ham
endelig.
VENDEPUNKTET
Dagbogen gengiver dette vende-
punkt på en næsten poetisk måde:
„Den 8de (januar 1732) reisede
jeg ud paa Embedes vegne
iblandt Grønlænderne, boende
i Baals Reiner, som jeg sædvan-
ligst plejede at besøge.
Hos disse saavel som hos de
udi Koek-Øerne og paa den
gamle Colonies Øe boende, be-
fandtes atter nogle smaa Børn,
som for kort Tid vare fødde og
komme til Verden, hvilke For-
ældrene begiærede at jeg vilde
døbe;
Men siden Desseinet var i saa
desperat Tilstand, torde jeg ik-
ke fordriste mig til at døbe
flere end som døbte vare.
Jeg kunde ikke uden stor Med-
ynk og Rørelse høre, hvorledes
de stakkels Mennesker alleveg-
ne besværgede sig derover, at
der skulle være sagd til Kon-
gen (saasom jeg veedste ikke
andet at give til Paaskyldning,
hvorfore Kongen har vildet kal-
de os fra Landet,) at de ikke
havde villet give Agt paa min
Underviisning, og hvorfore jeg
ikke har beretted Kongen an-
derledes, efterdi jeg selv vid-
ste, at de troede, og gav flittig
Agt paa min Underviisning'.
DE SMÅ BØRN
I Særdeleshed fremstillede een
af dem to af sine smaa Børn,
som jeg havde døbt, og sagde:
Disse ville ingenlunde, at jeg
skulle reise bort.
Og som jeg svarede, at det var
imod min Villie, om saa skeede;
thi jeg kunde ikke blive der i
Landet hos dem, naar ingen
Skibe kom til mig, og undsæt-
ted mig med Folk og Proviant;
Gave de i deres Eenfoldighed til
Giensvar: At der vare jo Rins-
dyr, Sælhunde, Fugl og Fiske
nok, hvoraf jeg kunde leve lige-
som de etc.
Det var derfore i mine Tanker
en uforsvarlig Synd, om Guds
Ord og Saligheds Midler blev
dem igien fra taget, som alle-
reede var komne til den Skiøn-
somhed, og hos hvilke var
gjordt saa stor en Begyndelse."
Palase søgte og fik styrke hos si-
ne grønlændere.
Men i handelen var der ingen
trøst at hente.
REGNSKAB
Regnskabet så i 1732 således ud:
Indtægt v. handel.. Rdl. 2017,-
Omkostninger ...... Rdl. 3196,-
Underskud ....... Rdl. 1179,-
PRISER
Priserne var der ingen mulighed
for at ændre. Som englænderne
sagde: „The value of a thing —
is just as much as it will bring11.
Her er nogle eksempler:
1 blå eller hvid skjorte koster
1 tønde spæk
eller 10 sælskind + 2 hvalbar-
der
eller 4 ræveskind
eller 2 rensdyrskind.
Tiden gik sin gang:
„Den 14de (maj) saaede vi lidt
Urter-Frøe udi vores Hauge."
SKIB
— og den 21. juni kom der san-
delig skib fra fædrelandet. Kon-
gen havde forbarmet sig over
præsten og sendte lidt forsynin-
ger, men nogen endelig besked om
missionens fortsættelse var der
ikke. Derimod kom der tre nye
pensionærer, nemlig Mathis Jo-
chimsen (som læseren allerede
kender) med sin broder og søn.
1733
Aret gik, og 1733 oprandt uden
særlige begivenheder —
„Den 8de (maj) saaede vi lidt
Urter-Frøe udi vores Hauge."
Men den 20. kom der pludselig
skib hjemmefra, og denne gang
med gode nyheder.
Lykken tilsmilede atter det
grønlandske dessein.
De dybe rynker, der havde sam-
let sig på præstens pande, glatte-
des ud. Hans Egede åndede lettet
op:
DESSEINET GENOPTAGES
„Den 20de ankom Fædernelands
Skib til Colonien, gandske ufor-
modentlig, da man endda ikke
havde vented det, hvormed jeg
og tillige blev glæded med de
meget behagelige og kiærkom-
ne Tidender, at det Grønland-
ske Dessein, som nu udi tvende
Aar har ligget ligesom in ago-
ne, ved Guds Naade, og Deres
Kongel. Majestets højpriselige
Forsorg, begyndte nu igien at
reise sig, og tage til Live.
Ja Deres Kongelige Majestet
selv ved egen allernaadigst
Skrivelse allernaadigst forsik-
rede mig. at den Grønlandske
Handel herefter med større
Kraft skulle blive foretaget,
end som tilforne;
og til Missionens Befordrelse
i Særdeleshed da allernaadigst
havde skiænket og destinered
2000 Rixdaler aarligen.
Jeg kand ikke sige, hvor stor
min Glæde blev over saa be-
hagelige Tidender; thi jeg fik
her højeste Aarsage, i dybeste
Andagt at venerere den gud-
dommelige Forsyn, som, naar
alting synes at være ude, da
først viser sin Magtes og Her-
ligheds overvættes Rigdom, og
under Skrøbelighed og svare
Prøver, forunderlig udfører den
Gierning som han vil have
frem."
CARL
Med skibet fulgte også en grøn-
lænder, Carl, som var den eneste
efterlevende af seks indfødte, gu-
vernøren havde taget med hjem
på „Morianen11 for to år siden.
Grønlænderne forstod ikke, at
Hans Egede ikke kunne give sig
til at fange sæler, rensdyr, fugle
og fisk. Deres angåkut tog sig
ganske vist betalt for den tid, de
brugte til deres „heksekunster11,
men ernærede sig ellers som fan-
gere. Ofte var de endog elitefan-
gere.
ET REDSKAB
Hans Egede var et redskab. Kon-
gens forlængede arm i Grønland.
Hans tilstedeværelse var et euro-
pæisk statsanliggende.
Men det var Hans Egede, der
havde undfanget ideen. Nu tog
han konsekvenserne og fortsatte
ad sin via dolorosa.
SARA
„Den 27de (august 33) afgik ved
Døden een paa Colonien væren-
de Grønlands Pige, ved Navn
Sara, efter 3 Dages Sygdom og
Senge-liggende.
BØRNEKOPPERNE
Mon vidste i Begyndelsen ikke
hendes Sygdoms Aarsag og Be-
skaffenhed, men da de andre
paa Colonien værende Grøn-
lænder og begyndte at blive sy-
ge, og døe, saa vi strax, at den
fra Kiøbenhavn tilbage komne
Carl havde førdt dem den Syg-
dom og Ulykke paa Halsen."
FRIDERICH CHRISTIAN
Carl døde den 4. september, og
næste offer for epidemien blev
grønlænderen Friderich Christian,
Egedes kateket og store håb.
Han var blevet undervist i 9 år,
talte dansk, kunne læse og havde
æren for udarbejdelsen af en
grønlandsk grammatik og over-
sættelsen af søndagsevangelierne.
Derefter fulgte flere tilfælde, og
sygdommen bredte sig til de vest-
lige øer.
FLUGT
Købmanden, der vendte hjem fra
Ravneøerne, fortalte, hvorledes
beboerne flygtede sydpå og såle-
des bragte smitten videre.
UBEGRAVEDE
Et par dage senere kom Niels
Egede hjem fra Kookøerne, hvor
han havde fundet tre huse næsten
uddøde og omkring dem ubegra-
vede lig af børn og voksne.
Under Hans Egedes fravær rej-
ste en grønlænder ind til sine
slægtninge i Godthåbfjorden, hvis
bopladser nu blev ramt.
Den sidste dag i marts optegner
Egede, at alle grønlændere 6-8 mil
sønden for kolonien er døde.
På de før så tæt befolkede Pi-
sugfikøer var otte store huse ud-
døde på nær to familier.
Mange af de syge havde i de-
speration og smerte stukket sig
selv ihjel eller kastet sig i havet.
Af Kangeqs beboere var kun
nogle få tilbage. Ravne- og Kook-
øerne så godt som affolkede,
SYGESTUEN
„Udi hvilken deres bedrøvede
Tilstand Grønlænderne i Haa-
be-Tall søgte deres Tilflugt til
dend gamle Hr. Hans Egede,
bedende, hånd vilde læse for
dem, og forhielpe dem til Him-
melen, som og mange af dem
loede sig døbe, og over 50 Per-
soner døde i hans Stue ...“
De store anstrengelser, den 60-
årige Giertrud Rask måtte udstå
som sygehjælper og husholderske
under epidemien, kom hun aldrig
over.
Antallet af de indtil Set. Hans
dag 1734 døde anslår Egede til
2-3000. Og han er fortvivlelsen
nær.
Typisk for Hans Egedes tempe-
rament lægger han straks hele
skylden på grønlænderne:
GUDS VREDE
„... Jeg formanede dem alle til
en alvorlig Poenitentse, fore-
stillende dem, at Guds Vrede
var kommen over dem, fordi de
ikke med tilbørlig Andagt hid-
indtil har hørdt Guds Ord, og
b eflitted sig paa at giøre der-
efter ...“
Men som sagt var der på det sid-
ste ved at ske en forandring i
præstens sind.
Tvivlen var begyndt at nage
ham:
.... At Gud giør intet uden
Aarsag, veed jeg, men Aarsa-
gen er ham alleene bekiendt.
Ofte faldt mig ind med stor
Fortrydelse, at jeg ikke tillige
med andre, da vi bleve hjem-
kaldte fra Landet, ogsaa begav
mig derfra, da havde disse ar-
me Mennesker ikke geraadet i
saadan Ulykke, men nu var min
Bliven, og de fra Landet hen-
førdte Mennesker og deres
Oversendelse igien, en Aarsag
dertil.
Og da jeg tænkte at være kom-
men der til Landet til dem, til
deres Frelse og Salighed, er det
just udfaldet til deres Under-
gang og Fordærvelse.
Men Herren er retfærdig, og
alle hans Domme er rette, tie-
nende til min Prøve og Ydmy-
gelse, og en Revselse til Salig-
giørelse for mange af dem, som
jeg visselig haaber."
Den 20 maj 1733 gik tre tyske
håndværkere i land i skibshav-
nen.
Ved Nordlit, en fjerdingvej fra
kolonien, byggede de sig to små
tørvemurshytter.
Derefter åbnede de deres værk-
tøjskasser og tog fat på et rigtigt
hus af træ.
(fortsættes)
iluagthsineK-
autdlarnertarpoK
Otto Monstediniit.
— tåussumame nalungilå margarina
KaKugo sujatsinigssamut nåmalersartoK,
serpaligane, tamatigutdle igdlingnar-
tunik sujatsissutaussardlune.
Kunsten at lykkes
starter med
Otto Mønsted.
— som viser, hvornår den er stegeklar,
ikke sprutter ad Dem og gi’r Dem
lækker gyldenbrun stegning hver gang.
18