Atuagagdliutit - 11.05.1978, Síða 22

Alfred Toft
GODTHÅB.NUUK
I GÅR OG I DAG-
Sofen cQJWmiiud
Engang boede månen her på jorden, i samme
hus som sin søster, solen. Når lampen blev
slukket om aftenen, gik månen hen og lagde sig
på briksen hos sin søster. For nu at se, hvem
det var, der lå hos hende nat efter nat, toede
hun en aften sine hænder i røgen fra lampen. Da
lyset var slukket, og han lå hos hende, som han
plejede, gned hun sine hænder af på hans skuld-
re.
Næste morgen, da lampen blev tændt, fortalte
hun, hvad der var sket: "Der er en iblandt jer,
der har sod på sine skuldre". Men da hun så, at
det var hendes broder, greb hun sin kniv, hvæs-
sede den mod gulvet og skar sit ene bryst af.
"Når du har mig så kær", råbte hun, "tag mig
så hellere 1 din mund". Og hun tog sit bryst og
kastede det hen til sin broder. Derpå tog hun en
lille pind, satte lidt mos på spidsen, dyppede den
i sælolien og stak den så i brand. Med den bræn-
dende pind i hånden styrtede hun ud, og som hun
løb, hævede hun sig op i luften. Da månen kom ud
og så hende højt på himlen, løb han ind igen og
greb sin isskraber. På spidsen satte han en tot
mos, stak den ind i ilden og løb med den brænden-
de isskraber efter sin søster. Men som han steg
i vejret, slukkedes vægen og kun gløderne var
tilbage.
Når månens lyspind er ved at gå ud, puster han
på den, så gnisterne flyver i alle retninger og
bliver til himlens klare stjerner. Månen skinner
ikke så klart, da han kun har en glød, og nu og da
må han stige ned på jorden for at jage sæler. Men
solen skinner klart og bringer varme, thi vægen
brændte stadig, da hun for til himmels.
Som indledning til anden del af
bogen om Godthåb i går og i dag
bringes hermed lidt almindelig
orientering, dels om grønlænder-
nes forestillingsverden, dels om
deres huse.
De grønlandske sagn var ikke
bare ammestuehistorier. De fleste
havde et indhold, som støttede
moralen, religionen og angakoK-
ens autoritet.
Det var derfor missionærens
fornemste opgave at bekæmpe
sagntraditionen og erstatte den
med bibelsk lærdom.
Efter grønlandsk opfattelse kom
synderne i himlen og de gode folk
ned i underverdenen, når de dø-
de. En uorden, der nok kunne
få en og anden teologisk kandi-
dat til at rive sig i håret ...
Havdybets herskerinde hed Ar-
narKuåssåK. Smuk var hun ikke,
havde nærmest hvad man kalder
et medusafjæs, men hun var dy-
dens vogter.
I hendes stride hår var indfil-
tret nogle små væsener, der an-
gaves at være i utide fødte uægte
børn.
Mærkeligt nok anså de gamle
grønlændere det for en skam, når
en ugift pige blev frugtsommelig,
skønt de fandt det ganske natur-
ligt, at ægtefæller gik udenom.
Når en ung pige blev frugtsom-
melig, dræbte hun derfor fosteret
i hemmelighed, men kunne ikke
skjule dette, fordi de for tidligt
fødte fostre kom til at hænge i
hårene på ArnarKuåssåK og kræn-
ke hende så højligt, at hun ikke
mere ville sende havets dyr til
menneskene.
Dygtige mennesker, som havde
været til gavn i samfundet, og de,
som døde ved ulykkestilfælde og
i barsel, kom til underverdenen,
hvor de fortsatte livet i overflod
af livsgoder.
Men de, som ikke havde været
gode samfundsborgere, kom i
himlen, hvor de til straf for deres
ørkesløse liv her på jorden var
dømt til i al evighed at spille
bold med et hvalroskranie.
Enhver grønlænder kendte for-
klaringen på det grønne flimren-
de nordlys: Ligesom regnbuen
blev sat på himlen for at minde
jøderne om Guds dom, således er
nordlyset en advarsel til grønlæn-
derne mod lediggangen, som er
roden til alt ondt.
En anden alvorlig forseelse er
blodskammen, et ikke ukendt be-
greb i det gamle Grønland, hvor
en lille befolkning i et stort land
i forbindelse med den lange vin-
ter kunne give anledning til ind-
avl og degeneration.
For at denne fare ikke skulle
blive overset, havde man en ufor-
glemmelig, bloddryppende histo-
rie, hvori selve solen og månen
var hovedpersoner.
Dette sagn bringes her indram-
met (øverst på siden) i C. Schultz-
Lorentzens smukke genfortælling.
De øvrige sagn er gengivet efter
Mathias Storch.
Walløe (som vi senere skal høre
mere om) fortæller i sin dagbog,
hvordan man bygger en jord-
hytte:
„.. .Murene var efter Landets
Maade bygt af Tarv og Steen,
lagt lagviis paa hinanden.
Husets Længde var 10, dets
Brede 5 og dets Høide 3 Alen,
men omtrent det halve af Høj-
den var needgravet eller ud-
hulet i Jorden.
Tagets Underdeel bestod af
Træstykker, hvilke deels vare
hele, deels giennemkløvede,
dernæst lagt kryds og qvær paa
hverandre, hvorovenpaa var be-
lagt med to lag brede Tørv med
Græssiderne mod hverandre.
Taget var fladt, saa man kunde
spadsere ovenpaa.
Vinduerne vare i Tallet 2, hvil-
ke vendte mod Vesten; Ruderne
vare forfærdigede af Tarme-
Skind. Indgangen eller Døren
var som Grønlænderne bruger
den, lang, smal og trang, saa
at naar man skulde ind i Hu-
set, kom det an paa at have et
smidigt Legeme og ikke for
føer en Mave, som man ikke
staar i Fare for at faae i dette
Land, da man maae næsten paa
Knæene og ganske krumbøiet
søge at snoe sig ind og ud ...
Paa Væggene i Stuen anbrin-
ges istædet for Paneelværk,
Krægebær Riis, hvorpåa man
igien hæfter Telteskind ..
Om husets tekniske finesser for-
tæller Harald Moltke i bogen
„Grønland" (han overvintrede hos
polareskimoerne i Nordgrønland
1903):
„Hele Huset har Form af en
Kæmpeskildpadde ... Naar jeg,
som er af Middelhøjde, har
presset mig gennem Indgangs-
hullet og rejser mig op på Gul-
vet, som er belagt med store
Sten, kan jeg netop staa helt
oprejst med Hovedet trykket
mod det flade Kuppellofts høj-
este Punkt, hvorfra det med
sine uregelmæssige Kampesten
hvælver sig lavt ned til alle
Sider.
Gaar jeg nu to-tre Skridt frem,
naar jeg Sovebriksen, der er
hævet knapt 3/i Alen over Gul-
vet og belagt med Hø, hvorover
atter Rensskind danner et blødt
og varmt Leje for vore Værts-
folk og os ...
Paa begge Sider er Gulvet be-
grænset af to Stenbrikse eller
Borde af samme Højde som So-
vebriksen. Paa disse Borde staar
Lamperne og Husgeraadet, me-
dens Kød, Spæk, Kamikker,
Hundeseler o.s.v. findes under
dem — men ofte ligger ud paa
Gulvet, der med lige saa stor
Ret kunde kaldes Spisebordet
eller Pulterkammeret ...
Over Sidebriksene er ophængt
Tremmehylder til Tørring af
Skindtøj, medens Gryderne ved
Kobberemme er fastgjort til
dem og hænger ned over Lam-
perne ...
To Ting er forbavsende i denne
lille primitive Hule — Tempe-
raturen — og den gode Luft.
Den kolde Luft strømmer gen-
nem Husgangen, Indgangshul-
let og ud over Gulvet, hvor
Temperaturen om Vinteren al-
tid er under Frysepunktet —
i Reglen -i- 10 — -j- 20° C. —
saaledes at Sneblokkene bereg-
net til Drikkevand kan ligge
der uden at smelte.
Lamperne suger Luften opad og
her opvarmes den og strømmer
ud over Briksen, hvor Tempe-
raturen i Reglen er saa varm,
at man ikke kan udholde at
have Klæder paa og hurtigt
følger Eskimoernes Eksempel
og klæder sig helt af.
Under Loftet er Luften ligefrem
ophedet. Sidder man paa Brik-
sen vil Fødderne, om de hviler
paa Gulvet, være omgivet af
en Luft, som er c. -r- 10°, me-
dens Hovedet rager op i en tro-
pisk Temperatur. Kun Maven
er i en passende og behagelig
Varme, hvilket forklarer at man
i længere Tid ikke kan udholde
nogen anden Stilling herinde
end liggende paa Briksen.
Hvor varmt her end bliver, er
Luften dog altid ren og god, og
i Modsætning til Atmosfæren i
mange danskgrønlandske Huse
— uden Stank.
Dette forklares ganske simpelt
derved, at den friske Luft altid
har uhindret Adgang til Huset
gennem Indgangshullet, hvor
der ingen Dør er. Kun naar
Stormen raser stærkt udenfor
og Vinden staar lige paa, sættes
et Brædt eller en flad Sten for.
I Tagets højeste Del findes et
Hul — „Husets Næse", som
Eskimoerne kalder det — og her
strømmer den opvarmede og
forbrugte Luft ud i Kulden som
en hvid Damp ...
Således fungerer vinterhuset altså
i Nordgrønland. — Skyldes stan-
ken i de sydgrønlandske huse, at
klimaet hernede er varmere? Mu-
ligvis.
Moltke beskriver også tranlam-
pen:
„... en flad Skaal udskaaret i
Vægsten og anbragt saaledes
paa tre Sten, at det Tran, som
løber af Spækket, flyder ned
mod den ene Kant, hvor et
Bælte af tørt Mos, som først er
bearbejdet og rullet i Haanden,
suger Trannen, der — naar den
antændes — brænder med ro-
lig takket Flamme uden at ose.
Det vil sige, Eskimoerne kan
faa den til at brænde saaledes,
idet de med en Pind glatter og
udjevner Mosset ...“
Af en eller anden grund var
man på Godthåb-kanten gået bort
fra den ovenfor beskrevne enfa-
milietype og foretrak de såkaldte
fælleshuse, hvor mange familier
boede under samme tag. De havde
dog hver sin briks og hver sin
tranlampe.
ANDEN DEL
DET STORE GRØNLANDSKE
PARADOKS
Inden vi fortsætter godthåbshi-
storien må vi — for ret at forstå
det efterfølgende — dvæle et øje-
blik ved Hans Egedes egentlige
tragedie: Det store grønlandske
Paradoks.
HJÆLP
Medens danskerne, som bekendt,
kom til Grønland for at hjælpe
landets beboere, så ser vi til vor
store forundring, at grønlænder-
ne snart indtager den samme
menneskekærlige holdning over-
for danskerne.
Hans Egede finder grønlænder-
ne i en miserabel forfatning,
snavsede, fattige, uoplyste, siger
han.
Grønlændernes „fattigdom" er
imidlertid kun tilsyneladende.
For da kolonisterne begynder at
døje kulde og sult, byttes roller-
ne om. Grønlænderne får medli-
denhed med de stakkels europæ-
ere, der lever som skibbrudne
langt borte fra deres fædreland,
cg som ikke kan erhverve føden
som „rigtige" mennesker.
TIGGERGANG
Fru Egede må sende børnene på
tiggergang til vildmandshusene.
DEN SÅKALDT FRIVILLIGE SKAT
Da Palase anmoder grønlænderne
om gratis spæk til kongen, over-
træder han frejdigt bibelens bud
og fortæller løgnen om de gale
sørøvere, der har sammenrottet
sig mod de indfødte.
Og de giver, hvad han beder
om.
VELSTAND
Medens europæerne måtte arbej-
de i deres ansigts sved for at kla-
re dagen og vejen, kunne grøn-
lænderne „sjunge, dantze og
springe" den udslagne dag.
HAVETS RIGDOMME
Som bekendt gælder det for de
kolde havområder, både på den
nordlige og den sydlige halvkug-
le, at de rummer en rigdom på
dyre- og planteliv, der langt over-
går de varme haves. Disse sidste
er ofte så fattige på liv, at de må
betegnes som havets ørkenområ-
der.
„Eskimo" betyder vistnok op-
rindeligt „en kødspiser", men li-
gesom mennesket ifølge bibelen
ikke lever af brød alene, lever det
heller ikke kun af kød.
En væsentlig del af eskimoer-
nes kost var fisk, og de spiste og-
så en mængde forskellige plante-
næringsstoffer.
Men det er der mange, der har
„glemt":
„Medens fangerfolket af dyr,
fugle og fisk spiste både kød og
indvolde og efter erfaring eller
intuition spiste tilskud af plan-
ter og alger, hvorved samtlige
næringsbehov var dækket, ser
det ud til, at den moderne grøn-
lænder i nogen grad lader sig
lokke af butikkens dåsemad."
skrev overlæge Ole Bouet i 1952.
ALGER
Alger?
Ja, herom fortæller Rink, at
eskimoerne havde flere forskelli-
ge alge- eller tangarter på menu-
kortet:
... almindeligst spises den så-
kaldte Sutdluitsok, som er me-
get almindelig; den har en blød
Stængel af Tykkelse som en
Asparges, og paa Enden af sam-
me et bredt Blad.
Baade Stængelen og Bladene
spises, den førstnævnte skal
især blive god ved kogning,
men Grønlænderne spise den
altid raa, helst blandet med lidt
Spæk, og efterat det salte Vand
er skyllet af.“
Af andet godt fra havet, der
også var tilgængeligt på alle års-
tider, kan nævnes muslinger og
søpindsvin.
KAJAKKEN
Ligesom fangsten var rigelig, var
også fangstmidlerne let tilgænge-
lige. Om kajakken hedder det
f.eks.:
„For at bygge den behøves der
kun et enkelt gjennemskaaret
Brædt, et Par tykkere Stykker
Træ til Endestykker og bøjelige
Grene af Enebær eller Tønde-
baand til Tværribber, samt 3
almindelige Sælskind til hele
Betrækket ...
Til at bygge den ordentligt
bruger en Grønlænder naar han
dertil anvender Brædder, 3 d 4
Dage, skal han derimod ud-
skjære de mange tynde Ribber
af Flydetræ, bruger han almin-
deligvis over en Uge dertil.
Paasyningen af Skindene deri-
mod og den endelige Tætning
med gammel Tran og Spæk
medtager kun ringe Tid."
(fortsættes)
22