Atuagagdliutit - 26.04.1979, Blaðsíða 7

AG
Asta: - Vi følte os efterhånden
lidt alene, og vi var også lidt for-
virrede.
Anette: - Vi havde jo heller ik-
ke penge til at klare det helt sto-
re.
- DE KOMMER FOR SENT
Bente: - Næste formiddag ved 11-
tiden havde vi stadig intet hørt
fra telestationen. I receptionen fik
vi at vide, at der var bestilt væ-
relser til os til om mandagen. -
Det undrede os, for det er temme-
lig dyrt at bo på Hotel Grønland,
og vi ville også hellere hen, hvor
vi skulle bo, så vi kunne indrette
os. Derfor ringede vi til telestatio-
nen og sagde, at det var os, der
var kommet fra Danmark i går, og
at vi nu gerne ville vide, hvad vi
skulle. Vi havde jo fået at vide,
i hvor høj grad man manglede
Personale.
Svaret var: - Har I det da ikke
godt nok?
- Jo, jo, sagde vi, men vi ville
gerne vide, hvornår vi skulle be-
gynde at arbejde og sådan noget.
Asta: - Enden blev, at hvis vi
meget gerne ville, 'kunne en cha-
uffør godt komme og hente os, så
vi kunne komme et smut ned på
telestationen. Vi spurgte, om vi
ikke kunne få lov at flytte ind
samme dag, altså lørdag, i stedet
for at vente til mandag. Men det
'kunne ikke lade sig gøre.
På telestationen snakkede vi bl.
a. med en af de danske medarbej-
dere, som ikke havde meget til
avers for sine grønlandske kolle-
ger: - De kommer bare ikke på
arbejde nogen gange, og de kom-
mer for sent.
- DE DRIKKER, OG DE SLÅS
Anette: - I løbet af den week-end
kom vi til at høre så meget om
Hotel Godthåbs Terasse, at vi
Møde med
Grønland
Umiddelbart efter ankomsten dig-
tede Anette Jørgensen, Bent Pe-
dersen og Asta Bork denne sang
om deres møde med Grønland.
(Melodi: Gammel fynsk folkesang).
Det var os, der banked’
det var os, der banked’
På Grønlands porte der ved
midnatstid.
Uar der no’n, der svar ed’
var der no’n, der svared’
var der no’n, der svared’, da vi
banked’ på?
Nej, du kan tro nej du
nej, du kan tro nej du
vi stod og gloed’ i en héli-port.
Ja, den kolde skulder
fa, den kolde skulder
nu kender vi sgu også GTO.
På Hotel Grønland
På Hotel Grønland
forsøgte de med råd og hjernevask.
Pjeldet det slår revner
fjeldet det slår revner
vår vi bevæger os for langt fra
by’n.
Nlen så i byen
Pien så i byen
kan man bl i’ nedlagt af en
eskimo.
Nlen du kan tro nej du
171 en du kan tro nej du
åu kan tro nej, den gik vi ikke på.
Nlen sneen falder
°9 grinet gjalder
fra hver en eskimo på vores vej.
så grin du med du
så grin du med du
uør aldrig mere efter andres snak.
stod og rystede, da vi nogle dage
senere gik derind, selv om vi prø-
vede ikke at tro på alt det, folk
hvade fortalt os.
Bente: - Det var bl. a. på Hotel
Grønland, vi blev advaret mod at
gå derned. En tjener, der hørte os
snakke om Terrassen, sagde: -
Dér må I altså ikke gå over. Han
sagde det næsten bønfaldende.
Anette: - Begrundelsen var, at
gik vi derned, ville vi simpelthen
ryge baglæns ud af lokalet.
Bente: - Ja, og at vi ikke skulle
gå derned, hvis vi ville levende
ud igen.
Asta: - Der var også nogle dan-
ske gæster, både mænd og kvin-
der, der fik fat i os og formanede
om, at vi skulle passe på, hvad vi
foretog os.
Anette: - Vi snakkede også med
en grønlænder. Han sagde nøjag-
tigt det samme som danskerne: -
Grønlænderne gider ikke arbejde.
De kommer ikke til tiden. De
drikker, og de slås.
Og det er i det store og hele,
hvad de fleste danskere, vi har
snakket med, ved og siger om
grønlænderne.
Asta: - Noget af det, vi spurg-
te om, lige så snart vi ankom, var
mulighederne for at lære grøn-
landsk og lære at stå på ski. Vi
fik at vide, at det kunne ikke lade
sig gøre. Senere har vi fundet ud
af, at det ikke er rigtigt.
Når vi spørger om muligheder-
ne for at lære grønlandsk, ser alle
måbende ud og siger: - De kan
allesammen dansk oppe på tele-
stationen, så det er slet ikke nød-
vendigt.
Vi har så svaret, at vi mener,
vi bør lære det, fordi der virke-
lig er mange af de grønlændere,
der ringer, som ikke kan dansk.
Bente: - Det er også fordi, vi
gerne vil lære grønlandsk.
Anette: - Ja, for når man skal
være her et halvt år, bør man
også lære sproget.
BØR IKKE SNAKKE LØN
Asta: - Om mandagen startede vi
så på arbejde. Vi havde i forvej-
en af en af de danske ansatte få-
et at vide, at vores løn var den
samme som de grønlandske an-
sattes bortset fra, at vi får kost-
penge. Men grønlænderne time-
løn er mere end 10 kroner mindre
end vores.
Asta: - Jeg synes, det på arbej-
det er sådan, at grønlænderne
holder sig for sig og danskerne
for sig.
Anette: - Der er mange danske-
re, der bevidst holder afstand til
grønlænderne. Jeg synes ikke,
grønlænderne holder afstand til
danskerne. De er måske tilbage-
holdende, men ikke fordi, de ikke
ønsker kontakt.
Bente: - Jeg tror, grønlænderne
måske er lidt tilbageholdende,
fordi de er vant til, at danskerne
til at starte med er meget sociale
overfor dem, men at de så for-
andrer sig.
Asta: - Jeg tror ikke, danskerne
plejer at være særlig sociale.
Bente: - Det plejer man da at
være, når man kommer et nyt
sted hen.
Anette: - Jeg tror, de fleste
danskere med det samme, de
kommer herop, går over på den
side, hvor de andre danskere er.
Det er det letteste.
Asta: - Det passer med alt det,
de har fået at vide, og så kan de
sidde og snakke med de andre
danskere om det. Jeg tror ikke
engang, der er særlig mange, der
prøver at være venlige.
- BLIV VED AT SNAKKE DANSK
Bente: - En af de første dage sad
jeg i oplysningen. Een ringede og
spurgte på grønlandsk. Jeg vend-
te mig og spurgte, om der var
én, der kunne snakke grønlandsk.
En af de overordnede (dansker)
kom hen og sagde til mig: - Har
du spurgt, om han kan snakke
dansk?
Jeg svarede, at det havde jeg
ikke, for han snakkede jo grøn-
landsk.
Jeg fik at vide, at det skulle
jeg spørge ham om, men jeg næg-
tede, hvorefter den overordnede
overtog røret.
Jeg nægtede, fordi jeg ikke kan
klare, at når folk ringer op og
snakker grønlandsk og helst vil
snakke grønlandsk, så skal jeg
bede dem om at snakke dansk i
deres eget land. Har jeg mulig-
hed for det, giver jeg altid røret
til én, som kan grønlandsk.
Asta: - En af de overordnede
har sagt til os: I skal bare blive
blive ved med at snakke dansk,
for de fleste kan godt forstå det
- og tallene er jo de samme.
Anette: - I telegram-indleve-
ringen kom der en dag en kvinde
ind og sagde noget til mig på
grønlandsk. Jeg sagde, at jeg des-
værre ikke kunne forstå hende. -
Hun tog sig til hovedet, som om
jeg var åndssvag, og det kunne
jeg ikke lide. Jeg fortalte det til
den samme overordnede, som sag-
de: - Hun må simpelthen bare
lære, at sådan er det, for vd har
ikke personale nok til at have
grønlændere over det hele.
Bente: - Der sidder ikke en ene-
ste grønlænder i toppen på tele-
stationen. Det er danskere alle-
sammen. Det er også typisk, at
når nogen af de danske medarbej-
dere omtaler de grønlandske med-
arbejderes kvalifikationer, siger
de altid: - Det er en af de dygtig-
ste grønlændere, vi har. Ikke, at
det er en af de dygtigste medar-
bejdere.
Anette: - Om hjemmestyret si-
ger de fleste danskere: - De kan
simpelthen ikke klare sig uden
os. Vi har jo frelst dem fra det
onde - fra dem selv altså.
Den anden dag fulgtes jeg fra
værtshus med en grønlandsk fyr,
som sagde, at ham Hans Egede,
der stod oppe på bakken, var en
svindler. Han skulle piaffes ned.
Fyren var fuld, og det er tit,
grønlænderne siger noget, når de
er fulde, som de ikke vil sige, når
de er ædru.
Jeg ved ikke, om de er bange
for noget, når de udtaler sig. Men
sådan føles det. Bange for, at der
skal ske noget - at der kommer en
eller anden og tager dem, hvis de
siger noget. Resultatet er, at dan-
skerne snakker for begge parter,
fordi grønlænderne ikke siger no-
Bang&Olufsen

Hi Panasonic

TEAC
PHILIPS
FORSTE UDVALG
I
RADIO TV HI-FI
RLADER OG BAIMD
skriv eller ring efter kataloger og priser
GRØNLANDS
RADIO

box iie
RadioS TV fagmand
7