Atuagagdliutit - 20.12.1979, Síða 17

AG
Mit liv blandt qallunaat
Af Minnie Aodla Freemann
Forlag: Hurtig Publisher/Edmonton
På dansk ved Inge Kleivan
Illustration: Nina Kleivan
»En desperat chan-
ce.«
Ikke så længe efter at vi var an-
kommet, blev min far meget syg;
han blev så syg, at han talte i vil-
delse og havde høj feber. Enhver,
som havde nogen form for kend-
skab til lægekunst, blev bedt om
at se til ham — de katolske missi-
onærer, bestyreren af Hudson’s
Bay butikken, den anglikanske
præst og ejeren af Frére butik-
ken. Far var så syg, at han ikke
engang kunne holde dagslyset ud,
det gjorde ondt i hans øjne. Vores
telt måtte tildækkes med mørkt
materiale, og der måtte konstant
fyres i ovnen, fordi han rystede og
var kold. Man forudså, at han ik-
ke ville overleve det.
En af de besøgende, som stadig
kom igen, var konen til ejeren af
Frére butikken; hun følte uden
tvivl, at hun skyldte min far me-
get, fordi det var ham, der tog
hende til Fort George, da hun
havde brug for transport og ikke
kunne vente på skibene. Han hav-
de arbejdet for hendes familie så
længe, at hendes tre sønner be-
handlede ham som en af familien.
Hun kom næsten hver dag for at
se til min far og ønskede fortviv-
let, at hun kunne gøre noget. Så
en dag gav hendes besøg mig en
idé. Jeg vidste, at hun ikke mang-
lede krydderier, og jeg var sikker
på, at hun måtte have sennep.
Mit eneste problem var at samle
mod nok til at spørge hende uden
at være genert. Men på det tids-
punkt var det en pine for mig at
se min far lide så meget. Jeg
spurgte hende, om hun havde no-
get sennep, og hun sagde ja. Jeg
begyndte at fortælle hende om ti-
merne i sundhedslære og nød-
hjælp, som vi havde haft på sko-
len; en af de medicinske behand-
linger, som vi havde lært, var et
sennepsplaster for lungebetæn-
delse. En følelse i mit indre fortal-
te mig, at det var det, min far fej-
lede.
Hun var meget ivrig og fore-
slog, at vi gik op til hendes hus
for at ordne det, og at jeg måtte
vise hende hvordan. Vi gik op ad
den lille bakke hen til hendes hus,
det var det eneste qallunaaq hus
bortset fra missionærens, resten
var indianertelte og lærredstelte.
Jeg havde kun været inde i hen-
des hus, når hendes datter havde
bedt mig indenfor, og jeg havde
aldrig været længere end til vind-
fanget, sådan som det var sædva-
ne for inuit børn, der var på be-
søg. Vi gik ind i hendes hus, og
jeg standsede i vindfanget, mens
hun tog sine sko af. Hun bad mig
så om at komme ind i køkkenet,
mens hun lagde sennep, mel, red-
skaber og tyndt bomuldsstof
frem.
Vi gik tilbage til min far og var-
mede plasteret på ovnen. Vi lagde
det på der, hvor min far havde
ondt i venstre side over hoften.
På grund af vore skikke med at et
barn ikke skal give udtryk for sin
viden over for voksne, ventede
jeg igen på, at kvinden skulle
spørge mig om, hvor længe det
skulle være på. Jeg fortalte hende
det og forklarede, hvad der kunne
ske, hvis det sad på for længe.
Hun kom hver dag og spurgte,
om jeg havde brug for mere sen-
nep.
Et par dage senere begyndte
min far at kunne kende sine om-
givelser, og hans temperatur blev
normal, skønt han ikke kunne sid-
de op, fordi han var svimmel og
svag. Han bad om mad og drak
masser af kaffe, som han plejede.
Engang da kvinden som sædvan-
lig var på besøg, spurgte hun min
far, om han var glad for, at jeg
havde gået i skole. Han svarede
ikke på det, men gav bare det smil
med et glimt i øjet, som var hans
velkendte udtryk for taknemme-
lighed. Han begyndte at sidde op,
og vores husholdning vendte ef-
terhånden tilbage til det normale.
I nogen tid kunne bedstemor kal-
de på min far midt om natten og
sige: »Imingai? Imingai? Kære
søn? Kære søn?«. Det havde hun
gjort de sidste tre uger for at sik-
re sig, at han havde det godt. Min
far svarede: »Ee, ee ja, ja«. Da jeg
hørte ham svare med en stemme,
som ikke var forpint, forstod jeg,
at jeg havde gjort det rigtige, da
jeg tog en desperat chance ved at
bruge sennepsplaster på ham.«
Den følgende vinter blev Min-
nie hjemme hos familien. Hendes
broder var nu altid ude med fade-
ren på fangst. Men Minnie blev
syg og blev sendt med årets før-
ste skib til Fort Georg og indlagt
på hospitalet.
»Man kunne mærke,
at de havde været
krigere«.
»En dag spurgte jeg, om jeg ikke
snart skulle hjem. Sygeplejersken
måtte have ventet det spørgsmål,
for hun forklarede uden tøven:
»Minnie, skolen begynder snart,
du skulle gå tilbage til skolen og
lære så meget, du kan. Du har så
meget, du kan give dit folk. Du
skulle benytte dig af enhver lejlig-
hed til at lære. Der vil ikke gå
lang tid, før dit folk har brug for
mange ting«. Jeg forstod ikke,
hvad hun mente med alt dette,
men jeg sagde hende ikke imod.
Hvad mig angik, så var jeg fanget
i en fælde. Jeg kunne aldrig selv
klare at komme hjem. Jeg tror,
hun forstod, hvordan jeg følte, for
den næste dag kom en af præster-
ne hen til mig og talte til mig om
at blive og tage hjem næste som-
mer. Jeg var i deres hænder, så
jeg sagde ikke noget. Jeg skubbe-
de alle tanker om hjemmet til si-
de. Som det var planlagt, blev jeg
og sluttede mig til skolebørnene,
da det blev september.«
Nogle af dem var gamle be-
kendte, men der kom også en
gruppe nye elever flyvende fra
Point Blue. Det var Montaigne
indianere. De havde deres eget
indianske sprog og talte desuden
flydende fransk. Minnie blev gode
venner med en af pigerne, men
hendes gamle plageånder prøvede
at genere hende igen.
»Jeg fandt mig i det hele, mens
min ven forsvarede mig og fortal-
te højt og tydeligt ophavsmanden
til det hele, hvad hun syntes om
hende. Ethvert kneb, som hun
prøvede for at skille mig fra mine
venner, mislykkedes. Så prøvede
hun det omvendte, men de kæm-
pede, betalte tilbage med samme
mønt, gjorde modstand både for
sig og for andre. Man kunne mær-
ke, at de havde været krigere!«
Det følgende år holdt Minnies
familie hende igen hjemme fra
skolen, men året efter var hun
igen tilbage i skolen i Fort Geor-
ge. Men Minnie var ældre end de
andre elever og blev efter et par
måneders forløb sat til at arbejde
på hospitalet. Her blev det opda-
get, at hun havde en skygge på
sin venstre lunge. Hun blev sendt
til hospitalet i Moosonee og derf-
ra videre til Moose Factory,
hvorfra hun blev sendt sydpå til
tuberkulosehospitalet i Hamil-
ton.
»Vi gemte hjemmet i
vort sind.«
»Jeg oversatte for alle de inuit og
indianere, som jeg var kommet
sammen med. Alle fik at vide,
hvad der var galt med dem, hvad
slags medicin de fik, og hvor lang
tid de kunne regne med at blive
der. Hvad med mig? Jeg ventede.
De qallunaaq’er, som jeg delte
stue med, begyndte at opfordre
mig indtrængende til at spørge,
hvornår jeg skulle have tappet
blod ligesom alle andre, så man
kunne finde ud af, hvad der var i
vejen med mig. Det er din krop,
sagde de, og du har ret til at vide
det. De kulturelle normer, som
jeg var opdraget med, og deres
opfordringer begyndte at blande
sig i mit sind. Min kultur bød mig
ikke at spørge, for i denne situati-
on kunne jeg få de mennesker,
som tog sig af mig, til helt at ænd-
re deres opførsel, og jeg skulle ac-
ceptere, hvad der skete, og ikke
tvinge de hænder, som holdt min
skæbne. Jeg regnede med, at de
ville fortælle mig det, når de var
rede. Jeg blev røntgenfotografe-
ret igen, der blev taget blodprø-
ver, og jeg blev udspurgt igen.
Mon jeg havde sådan en kompli-
ceret sygdom, at de ikke vidste,
hvad de skulle gøre ved mig? Til
sidst fik jeg at vide, at jeg havde
en skygge på den venstre lunge.
Det havde jeg vidst i Fort Geor-
ge.«
»En dag fik jeg besked om at
komme hen på lægens kontor. Jeg
skulle hjem! Der kunne ikke være
nogen anden grund til, at lægen
ville tale med mig. Jeg gik ned til
kontoret, hvor jeg plejede at over-
sætte for lægerne. Der var nogle,
der stak hovederne ud af værel-
serne, da jeg gik forbi. En qallu-
naaq mand piftede efter mig. Jeg
følte, han fornærmede mig, for vi
fløjter kun til fugle, når vi prøver
at narre dem, når vi er på jagt.
Jeg ignorerede ham og fortsatte
til kontoret.
Jeg gik ind. Lægen sad ved sit
skrivebord. Han bad mg sætte
mig ned og spurgte mig, hvordan
jeg havde det. Han begyndte:
»Du kunne hjælpe meget til her.
Der kommer flere patienter, der-
fra hvor du kommer. Vi kan ordne
det, så du begynder at uddanne
dig til sygeplejerske, du kan bo i
sygeplejerboligen, og hvis du ikke
kan lide det, kan du altid tage
hjem.« Bare på den måde! »Tak,
det var det«, sagde han, og jeg
gik.
Jeg sad på min seng og tænkte
og tænkte. På vejen til kontoret
havde jeg været ophidset, nu var
jeg helt forvirret. De, jeg lå på
stue med, spurgte om mødet. Der
var en sygeplejerske i værelset,
som var ved at rede senge, og hun
forklarede det hele for dem. Hun
vidste tilsyneladende, hvordan
min fremtid ville forme sig. Mens
jeg sad og tænkte, hørte jeg hen-
de sige: »Ja, hendes folk har san-
delig brug for hende her.« Jeg
tænkte ikke mere. Jeg vidste, at
der ikke var mange inuit, der talte
engelsk dengang. Jeg kunne ikke
holde den tanke ud, at de skulle
komme her og blive, udsat for det
ene og det andet, uden at de for-
stod det. Jeg tænkte også, at folk
har en måde at få en til at føle sig
skyldig på, når de har brug for
dig. Jeg ville føle mig skyldig,
hvis jeg forlod alle disse inuit og
indianere. De derhjemme havde
klaret sig uden mig så længe, de
ventede bare på, at jeg skulle
blive gift. Jeg var endnu ikke klar
til det.«
Minnie startede på sin uddan-
nelse, men hun følte, at hun kun
skulle være der midlertidigt, og
prøvede ikke at få venner.
»Sygeplejerskerne og lægerne
talte kun til mig, når de havde
brug for en tolk. Ellers var jeg an-
derledes og fremmed for dem. De
mennesker, som jeg arbejdede
sammen med, var høflige, det var
alt. De stod ikke rundt omkring
mig for at diskutere små personli-
ge erfaringer, sådan som de gjor-
de indbyrdes.
Jeg så og hørte. Jeg fortalte
aldrig nogen om mine følelser og
frustrationer. Skønt jeg nød dette
eventyr og fandt undervisningen
udfordrende, så manglede der no-
get. Der var ikke den menneske-
lighed, som jeg var opdraget til at
trænge til. Jeg savnede den, men
jeg lærte også, hvordan man skal
se bort fra den, når den ikke er
der. Jeg blev ved med at fortælle
mig selv, at jeg ville kende den og
mærke den igen, når jeg først
kom hjem igen.«
Efter to års forløb fik hun brev
fra sin far, hvor han skrev, at hun
havde en pligt at komme hjem til,
og at der ikke var brug for hende
der, hvor hun var, for han havde
hørt, at der var masser af sygeple-
jersker.
Hun afbrød sin uddannelse og
startede på den lange togrejse
nordpå.
»Jeg følte mig sulten og beslut-
tede at gå hen til spisevognen. Da
jeg gik igennem toget, vendte alle
hovederne sig for at stirre. Jeg
hørte bedstemors stemme; hun
plejede at sige, at hvis jeg ønske-
de at stirre, så skule jeg i det
mindste stirre med et venligt
smil. De smilede ikke tilbage, de
så bare bort.«
Det sidste stykke vej gik med
vandfly til Old Factory river,
hvor bedstemoderen og broderen
ventede. Her mødte hun også den
mand, som det fra fødslen havde
været meningen, at hun skulle gif-
tes med. Men bedstemoderen sag-
de til hende, da de var alene:
»Minnie, du vil aldrig overleve
med den mand. Han er for doven,
han vil ikke komme hjem med no-
get fra sine fangstture. Jeg har
undervist dig godt, og ikke for at
du skal blive gift med en doven
mand. Du må rejse bort og tage
tilbage til skolen, når skibet kom-
mer«.
Minnie var bekymret, for hun
havde endnu ikke truffet sin far,
som havde skrevet til hende og
bedt hende om at komme hjem,
men bedstemoderen måtte jo vi-
de, hvad der var bedst, hun var
den ældste. Hun rådede hende til
at opsøge kusinen Nellie, som hun
ikke havde truffet før, i Moose
Factory.
»Hjemmet skulle ba-
re blive et minde.«
Da jeg nåede den sandede skrænt,
standsede jeg. Jeg så til højre, der
var hospitalet og en række huse
lige bag ved det. Jeg så til ven-
stre, hvor manden havde peget,
og der var træer og en sti. Jeg
fandt min kusine boende i et lille
telt, hvor der ikke var noget på
gulvet, kun jord. Jeg var vant til
telte, der havde trægulve. Hun
sad mellem tæpper, sytøj, og et
lille spædbarn sov trygt ved siden
af hende. Jeg fortalte hende hvem
jeg var. Hun tog lykkeligt imod
mig. Jeg kunne se, at hun var
meget ensom. De var de eneste in-
uit i Moose Factory foruden dem
på hospitalet. Resten var allesam-
men indianere og qallunaaq’er.
Mange tanker gik gennem mit
sind. Min kusines forældre ville
være blevet chokerede, hvis de
havde kunne se, at hun levede så-
dan. Jeg vidste, at hun var født
og opvokset i et rigtigt hus. Vi
talte genert med hinanden. Hun
så så træt og underernæret ud.
Jeg måtte finde på en måde at
komme derfra på, så jeg ikke vile
komme til at give hende en ekstra
bekymring. Hendes mand kom
hjem og afbrød mine tanker. Jeg
gav ham hånden og var glad for
at se ham, og det var det hele. Jeg
havde kendt ham i mange år, og
jeg vidste, at han havde et hidsigt
temperament. Jeg advarede mig
selv om at være forsigtig med,
hvordan jeg opførte mig, og hvad
jeg sagde, når han var til stede.
Jeg vidste aldrig, hvad der kunne
udløse hans hidsighed, og jeg hå-
bede at forlade dem som en ven i
det mindste.
Jeg havde ikke den samme fø-
lelse over for hende. Hun var blid,
venlig og forstående — den slags
kvinde som alle Inuit mænd
drømte om og ønskede at give
tryghed og sikkerhed. Hun havde
ikke noget af den slags. Allerede
den aften blev han vred på hende,
fordi hans te ikke var færdig. Hun
sagde ingenting og fortsatte med
at lave te og mere eller mindre
snakke ham efter munden. Han
lod sin vrede falde, da han huske-
JEEP/LANDROVER
DISSE FANTASTISKE 4-HJULSTRUKNE KØRETØJER
HAR VI PÅ LAGER TIL OMG. AFSKIBNING.
OGSÅ ALMINDELIGE LAST/VAREVOGNE.
CHR. BUKKEHAVE & SØN
Lerchesvej 11, P.O. Box 140, 5700 Svendborg
Turistudleining gennem mere end 50 år
Telex 58 164 Buear DK
Tlf.: nationalt 09 21 14 57•flere linier, internationalt: 45 9 21 14 5
18