Atuagagdliutit - 24.05.1989, Blaðsíða 12

12 Nuna-TekTele 1989
IPP - selvtillid, selvrespekt
og større selvhjulpethed
Efter at Tele gennemførte et af de mest spændende projekter i træning af grønlandske lederemner, ligger ideen nu klar
til, at andre også tager den op
Hvordan kan det gå, når
man plukker en flok un-
ge, håbefulde menne-
sker og påtager sig at gø-
re noget mærkbart ved
deres selvtillid, selvre-
spekt og selvhjulpethed i
løbet af to år? Hvis det
havde været WS-teknik
eller lungekirurgi, hav-
de målet været rimeligt
klart og også det opnåe-
de resultat. Men selvtil-
lid, selvrespekt og selv-
hjulpethed er jo ikke ba-
re sådan et SSS-fag, hvor
man lige kan studere en
femten tyve bøger og så
gå op til eksamen.
Hvis man vil forsøge at gi-
ve mennesker en indsprøjt-
ning af sådanne flygtige sa-
ger, må man derfor glemme,
at det er svært, og så finde
nogle folk, der vil tage fat på
opgaven med den fornødne
idealisme og ihærdighed.
Unge havørne
11985 skar daværende Tele-
chef, Tage Iversen, igennem
og meddelte, at det var for
dårligt, at der var så mange
grønlandske medarbejdere i
Tele, men så få grønlandske
ledere. Det måtte der gøres
noget ved, så han startede
lederudviklingsprojektet
»Immikkoortortani Pisor-
tassanik Pikkorisaaniar-
neq«, som af gode grunde
blev forkortet til »IPP«.
Ideen havde Tage Iversen
fra P&T, hvor man savnede
»kronprinse« til topledel-
sen. Man havde derfor
håndplukket en gruppe »un-
ge løver«, som alle var ledere
i forvejen, for at give dem en
solid dosis management-
træning, så de bedste af dem
ville være klare til at overta-
ge posterne som topledere,
når tiden var inde.
I Tele kunne man ikke gø-
re helt det samme, for der
var simpelt hen ikke så man-
ge grønlandske ledere på vej.
Man gik derfor bredt ud i
organisationen og opfordre-
de alle grønlandsktalende
medarbejdere til at melde
sig.
Interessen var overvæl-
dende, så man måtte igen-
nem en større interview-
runde og grundige overvejel-
ser, inden man havde ud-
valgt et hold på 14 »unge
havørne« fra de tre telt di-
strikter.
Teles Einar Gade Jørgen-
sen, der selv besad en god
portion SSS, blev udpeget til
at være projektleder, og des-
uden hyrede man et par en-
gagerede konsulenter, der
havde god erfaring med le-
dertræning under andre
himmelstrøg, samt en grøn-
landsk konsulent. Der blev
afsat 10 millioner kroner, og
så gik man i gang med frisk
mod og stor energi.
Udfordring og
oplevelse
Det blev to meget krævende
år for IPP-eme, fyldt med
udfordringer og oplevelser.
Men ud af de 14 fuldførte de
12, på trods af at projektet
kørte på med en sådan kon-
stant styrke, at det næsten
opslugte hele deres tilværel-
se.
Projektet var baseret på
en vekslen mellem perioder
med dagligt arbejde i og
uden for Tele - men med
IPP-hjemmeopgaver og in-
tensive IPP-samlinger i og
uden for Grønland. Hertil
kom en længere udlandsrej-
se, som førte deltagerne fil
Japan, USA og Canada.
Det ville være for omfat-
tende at komme nærmere
ind på de mange sider af hele
dette forløb her, men alle
væsentlige aspekter af pro-
jektet er nøje beskrevet i en
2-binds IPP-rapport, der
kan rekvireres hos Tele.
Rapporten findes endvidere
på adle biblioteker og er ud-
sendt til offentlige og priva-
te virksomheder i Grønland.
Målet og resultatet
Målet for IPP-projektet var i
al sin enkelthed at udvikle
de sider af en gruppe men-
nesker, der vil gøre dem bed-
re egnede som ledere. Til
gavn for dem selv, for Tele
og for samfundet.
Om så målet blev nået, er
et vanskeligt spørgsmål, for
at måle det umålelige med
en objektiv målestok er en
vanskelig sag. Og sådan er
det med et menneskes ud-
vikling. Men det kan mær-
kes af en selv - og af dem, der
kender en godt.
På grund af dette var det
svært for IPP’s projektlede-
re at formulere noget præ-
cist om, hvorvidt målet var
nået, da projektet var afslut-
tet. I stedet spurgte man
deltagerne hver for sig og
samtidig deres regionsbe-
styrere: »Kan I observere en
udvikling?«
Det kom der et ganske
klart, positivt svar ud af. Bå-
de de enkelte deltageres og
regionsbestyremes bedøm-
melser af IPP-emes person-
lige udvikling var forbavsen-
de enslydende. IPP-projek-
tet havde blandt andet givet
deltagerne en personlig ud-
vikling på følgende nøgle-
punkter:
- At kunne diskutere.
- At kunne give udtryk for
synspunkter.
- At kunne formulere sig.
- Lyst til at formidle vi-
den.
- Større åbenhed over for
andres synspunkter.
- At kunne strukturere
opgaver.
- At kunne planlægge.
- Forbedret indlæringsev-
ne.
- At være punktlig.
- At kunne samarbejde.
- At kende egne stærke og
svage sider.
- Større selvtillid.
- Kendskab til og forståel-
se for hele Grønland.
- Erkendelse af Grønlands
afhængighed af omverde-
nen.
- Erkendelse af behov for
at kunne tale flere sprog
(dansk-engelsk).
- Forståelse for kulturer
og mentalitetsforskelle.
- Indsigt i Grønlands kul-
tur og historie.
- Større interesse for poli-
tik.
- Kendskab til ledelse.
Summen af disse nøgle-
punkter fra besvarelserne
viser, at alt i alt havde delta-
gerne hver for sig bevæget
sig mærkbart i retning mod
større selvtillid, selvrespekt
og selvhjlupethed.
Ansvaret
En anden væsentlig side af
projektet var gesidig erken-
delse af ansvaret for en med-
arbejders løbende udvikling
som menneske. Altså: Hvor
meget ansvar har et menne-
ske selv for sin udvikling og
sit liv, og hvor meget ansvar
har omgivelserne, her især
Tele.
Hvad Tele’s side af sagen
angår, må det indrømmes,
at det kan være svært at føl-
ge op på den personlige ud-
vikling og de forventninger,
der fulgte af IPP-projektet.
Det kræver plads og fleksibi-
litet i organisationen, og det
kræver en udbredt forståel-
se af opgaven. Og her er det
ganske krævende at få teori
og praksis til at hænge sam-
men, når hverdagen igen
melder sig. Men det må også
indrømmes, at projektet ik-
ke ved udvælgelsen af delta-
gerne havde taget tilstræk-
keligt hensyn til, hvilke mu-
ligheder deltagerne ville få
bagefter.
På den anden side kan det
også være svært for den en-
kelte at komme tilbage fra
de store oplevelser og med
beslutsomhed og tålmodig-
hed at skulle finde sin plads
og sin udviklingsretning i en
organisation, der ganske na-
turligt ikke har udviklet sig
med samme hastighed. 10 af
IPP-eme er dog endnu i Te-
le som en investering i frem-
tiden. Og så er det Tele’s
opgave at gøre sit til, at den
forrenter sig bedst muligt.
Det er dog ikke hensigten
at søge at binde IPP-erne til
Tele. Samfundet har brug
for IPP-ere, så derude ligger
spændende udfordringer og
venter. Vi er glade for dem,
der bliver og glade for dem,
der søger nye udfordringer.
Glade for dem, der vender
tilbage med deres erfaringer
og glade for dem, der styrer
deres egen kurs.
Fremtiden
Da IPP-projektet var afslut-
tet i 1987, erkendte Tele, at
virksomheden ikke var stor
nok til at gentage projektet
alene. Man anbefalede i
stedet Nuna-Tek’s direktion
- eventuelt i samarbejde
med andre virksomheder
under Hjemmestyret som
KNI, KTU og KNR - at etab-
lere et nyt fælles IPP-lig-
nende projekt eller eventu-
elt at lade Hjemmestyrets
uddannelsesfunktioner
overtage opgaven.
Men det må erkendes, at
Nuna-Tek’s fremtid ilcke
var tilstrækkeligt afklaret,
til at man naturligt tog fat
på en så stor opgave, der
netop kræver, at fremtiden
er rimeligt kendt og støt.
Derfor ligger opgaven fort-
sat og venter på at blive
fulgt op. Tele har ansvaret
for at markedsføre projek-
tet, og det er rimeligt let. De
erfaringer, Tele har opnået,
siger helt klart, at det vil få
afgørende værdi for sam-
fundet, hvis man i fælles-
skab arbejder videre med
IPP-lignende projekter.
Jeg mener:
Som nævnt tidligere, er del-
tagerne helt naturligt de
bedste til at bedømme resul-
tatet af deres udvikling og
deres situation set i lyset af
IPP. Vi har derfor bedt fire
gamle IPP-ere tage bestik af
situationen, som de ser den i
dag. Her i avisen finder vi så
det, der gerne skulle være
deres ærlige mening.
Småindtryk fra IPP
Af Kiista, deltager på IPP
Efterdønninger
Af Saamu, deltager på IPP
Skønt jeg føler, at IPP
har haft en del mangler,
vil jeg ved at se tilbage
udtrykke positive ting.
EPP har hjulpet mig til at
udvide min horisont, så-
ledes at min førhen lille
verden er blevet 1000
gange større, og at jeg nu
mere klart kan se omver-
denens påvirkning af
vort samfund.
Jeg er mig selv mere be-
vidst og har erfaret, at jeg er
langt mere udholdende, end
jeg anede. Jeg tør sige mine
meninger og stå fast ved
dem, og jeg tør erkende mi-
ne egne fejl og mangler. Det
er lettere for mig at se en sag
fra flere vinkler, lettere at
tilrettelægge en arbejdsdag.
Jeg føler også, at jeg kan
mærke, at mine børn ople-
ver mig som en »lettere«
mor.
Det er svært at plukke ud
og fremhæve specielle ting,
som man vitterligt føler har
påvirket een, men jeg er ikke
den samme person, som jeg
var før IPP.
Det ses måske ikke, det
mærkes måske ikke, men
»mit indre jeg« har fået ud-
videt sin horisont og har
fået en evne til at gå i dyb-
den med sig selv - og har
derved lettere ved at forstå
sig selv, men også ved at for-
stå andre.
Jeg føler dette som meget
vigtigt. For hvis man ikke
ved, hvem man er og hvad
man er værd, er det meget
svært at komme videre.
Kiista
IPP har styrket min selv-
tillid og mit eget selvværd,
og jeg har erfaret, at kun jeg
kan ændre ved min egen si-
tuation.
Hilsen
Kiista
Selve ordet efterdønnin-
ger skal ikke forstås som
noget, der er afsluttet.
Ved at betragte ringe i
vandet efter for eksem-
pel at have kastet en sten
i en sø, ser man, at ringe-
ne forsvinder på et tids-
punkt.
Vore »efterdønninger« el-
ler eftervirkninger vil må-
ske fortsætte i det uendeli-
ge, uanset hvordan kvalite-
ten og/eller kvantiteten af
det, vi har opnået ved at del-
tage i IPP, efterhånden vil
blive i det lange løb.
Vi har deltaget i og været
igennem mange forskellige
»ting« i form af besøgene i
Island, Japan og Canada
med den indsigt det gav i
forskelle på kulturer i Grøn-
land og i udlandet, taleøvel-
ser, erfaringer med ledelse,
personlig udvikling, samar-
bejde, planlægning, fore-
drag af erfarne ledere og po-
litikere og meget andet.
Selv om der kan skrives
meget om »efterdønninger-
ne«, vil jeg slutte med nogle
stikord, som er kommet til
at betyde noget for mit vide-
re forløb på jobbet, og som
jeg gør brug af.
Før har jeg ikke kunnet
»tolerere« at planlægge min
tid, da min natur var sådan,
at jeg tog, hvad der kom.
Under IPP-forløbet indså
jeg, at det kunne jeg ikke
fortsætte med, og efter at
jeg var begyndt med plan-
lægning, kunne jeg fornem-
me, at det gav resultater -
også selv om der fra tid til
anden kan forekomme æn-
dringer i planlægningen.
I min tid som fungerende
stationsleder før starten på
IPP følte jeg nogle gange
usikkerhed, hvad ledelse an-
gik.
Jeg tør nu påstå, at denne
usikkerhed er dalet ganske
kraftigt, og hvad ledelse an-
går føler jeg mig bedre ru-
stet.
Blandt mange positive re-
sultater af EPP-forløbet vil
jeg altid være taknemmelig
for, at man havde valgt
»EDB som arbejdsredskab«
blandt de emner/fag, der fo-
rekom i IPP-projektet.
Venlighilsen
Saamu