Atuagagdliutit - 13.02.1991, Page 16

16
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 18 1991
Island kan ■ kan vi også
Kronik af Per K. Lynge, Qaqortoq
Jeg har opholdt mig en lille
måned på vor nærmeste na-
boø - vulkanøen Island, her-
af den første uge sammen
med 40 andre delegerede fra
Grønland på kommunal stu-
dierejse. Da de andre tog
hjem, stod jeg af for at holde
ferie, og i øvrigt dyrke nogle
spændende kontakter der
opstod i kommunal øjemed.
Da jeg mener at have fået
meget ud af dette ophold, vil
jeg her i denne kronik forsø-
ge at øse nogle synspunkter
ud, der forhåbentlig kan
skabe en længe tiltrængt de-
bat.
Det ser utroligt enkelt ud
ved første øjekast, og det er
svært at forstå for de »græn-
lendinga«, der er født og op-
vokset med danske kolonisa-
torer og bureaukratiske sy-
stemlevn. På den anden side
kan jeg nu se, at det er nemt
for os yngre politikere, der
kan tage bureaukratbriller-
ne af og frigøre os fra de ek-
sisterende, udefrakommen-
de administrationssyste-
mer.
Færre ansatte
Kendetegnet for den is-
landske gennemsnitskom-
mune, der er på vor størrelse
d.v.s. har mellem 1500 -
5000 indbyggere, er, at der
opereres med kun 5-10 pro-
cent ansatte på kommune-
kontorerne i forhold til til-
svarende grønlandske kom-
muner. Disse styrer i ordets
bogstaveligste forstand
kommunen. Læg mærke til
at de ikke administrerer
kommunen. I Grønland bli-
ver alt administreret, efter
et langt tungere system og
graden af overskuelighed
bliver derfor mindre med
mindre styring til følge.
Antallet af kommunalbe-
styrelsesmedlemmer er ge-
nerelt færre, og deres ud-
valgssystemer er langt mere
effektive og enklere.
Kommunalbestyrelsen
derovre ledes af en bæjarsto-
ri, der samtidig er ansat
kommunaldirektør for en
valgperiode. Denne udpeges
af flertallet af bæjarrad/
kommunalbestyrelsen, men
behøves ikke at være folke-
valgt. Jeg mødte flere borg-
mestre der flyttede rundt i
Island alt efter hvor deres
parti har flertal, og disse var
nødvendigvis ikke folkevalg-
te, men en del var til gen-
gæld universitetsuddanne-
de bl.a. økonomer. Det er i
øvrigt ingen tilfældighed, at
borgmester/kommunaldi-
rektør er økonomuddannet,
da kommunerne alle steder
drives som et firma.
Akraness, der er Qaqor-
toqs venskabsby, har 5400
borgere i kommunen. Der er
ansat 15 på kommunekonto-
ret til at forvalte disse. I Qa-
qortoq kommune er der
3500 indbyggere, men nor-
meret 80 ansatte. Tallene er
interessante, når de stilles
op på følgende måde:
Akranes: 1/360
Qaqortoq: 1/43
Sellfoss: 1/546
Mossfellbær: 1/210
Som det ses på de udvalg-
te eksempler er der variatio-
ner i de islandske kommu-
ner, men det skyldes mange
ting. I Mossfellbær, der lig-
ger meget tæt på Reykjavik
(hovedstaden), oplever man
en kolossal befolkningstil-
vækst af folk der arbejder i
hovedstaden, men foretræk-
ker at bo »på landet«. Det
skyldes deres gode vejnet,
der på meget kort tid brin-
ger folk til og fra arbejde.
Befolkningstilvæksten
har dog givet mere admini-
stration, og denne kommu-
ne har derfor relativt mange
ansatte i forhold til befolk-
ningstallet. I Sellfoss, der er
en landkommune, er der syv
ansatte til at administrere
befolkningen, og her møder
man klager fra befolkningen
over, at der er for mange, og
så har de endda tilladt sig
den luksus at have kommu-
nekontor oven på en bank i
lejede lokaler! I Grønland
kan ingen forestille sig, at
kommunen har rådhus i le-
jede lokaler eller hva’?
Højere effektivitet
Det reelle tal for vort bure-
aukrati i Grønland er imid-
lertid langt højere, når med-
regnes Grønlands Hjemme-
styres regionalafdelinger
bl.a. Nuna-Teks administra-
tion her i byen osv. osv.
Jeg har gang på gang re-
vet mig i håret, og spurgt,
hvad der er galt med vores
system. Når vi har 4-5 gange
så mange ansatte alene i
kommunens administra-
tion, så er det vel ensbety-
dende med, at vi klarer tin-
gene mindst lige så mange
gange bedre. Nej, nej og at-
ter nej! Vi klarer tingene 100
gange dårligere. Det er ikke
vores kommunalt ansatte og
lokalpolitikerne, der har
skylden. Det er vor tanke-
gang, der grundlæggende er
forkert, idet den bunder i
udefrakommende systemer,
der ikke har rod i det, vi ken-
der og lever i.
Det gennemgående træk i
den islandske befolknings
opfattelse af deres bureau-
kratiske system er, at det er
for stort og for dyrt.
Svaret på spørgsmålet må
tages med modifikationer,
idet det samlede system er
anderledes end i Grønland.
Når dette er sagt, så har der
dog alligevel været mulig-
hed for at drage paralleller
under opholdet.
Ud fra en generel og
stærkt forenklet betragt-
ning, så er kommunekonto-
rerne som sagt styrende og
overordnet organ for lokal-
befolkningen. Den grad af
overadministration og byr-
der, vi ser i Grønland, findes
næsten ikke her. Systemet
er i sin kompleksitet yderst
enkelt. Eksempelvis sidder
der en deltidsmedarbejder i
de otte kommuner jeg så, og
administrerer skatten, vel
at mærke både for kommu-
nen, og den islandske stat.
Jeg snakkede med et par af
disse, og således som det is-
landske skattesystem er
bygget op, kildeskat med en
mængde variable punkt-
skatter, ja så virker den me-
re vanskelig at administrere
end her hos os! Det gennem-
gående træk her er dog, at
systemet til inddrivelsen og
styringen foregår via et is-
landsk udarbejdet og stærkt
forenklet edb-program, der
iøvrigt fungerer på det is-
landske sprog. De kontor-
funktionærer, der på deltid
klarer, hvad 5-10 grønlands-
ke må klare, har tit over-
skud af tid og kan træde ind
i andre afdelinger, eller lave
andre ting.
Der findes ikke boligkon-
torer som i Grønland. I hele
Reykjavik, hvor der efter si-
gende bor godt og vel halv-
delen af befolkningen, er der
Uge så mange sociale bobger,
dvs. boUger ejet af stat og
kommune, som der er i Qa-
qortoq. D.v.s. at man skal op
og gange befolkningstallet
med 35 før man har tilsva-
rende antal boUger, der byg-
ges af det offentUge. Dette
kan lade sig gøre, fordi be-
folkningen i 95-98 procent
tilfælde privat ejer deres hu-
se. Disse finansieres via bo-
Ugfonde, hvortil unge be-
gynder at betale 20 procent
af deres indkomst fra de er
16-25 år. Byggepriserne er
lave i Island og boUgerne,
selv de sociale byggerier er
af en imponerende stan-
dard.
Færøerne kan også
Man skal ikke længere end
til den næste naboø - Fær-
øerne, for at se tilsvarende
meget få ansatte i admini-
strationen, så uden i øvrigt
at skuUe risikere at beskyl-
des for at være glistrupi-
ansk, så er kendetegnet for
kommuner og stat, at det of-
fentUges byrde i forhold til
Island er for højt og for am-
bitiøst i Grønland.
Dette system gør, at
blandt andre lokalpofttiker-
ne har mere tid til de over-
ordnede poUtiske diskussio-
ner, hvor vi i Grønland kan
bruge oceaner af tid på at
diskutere finesser, og der-
med konstant sakker agter-
ud på de overordnede poftti-
kker!
Og der er mere at admini-
strere for en kommune. Ho-
spitaler drives af kommu-
nerne, og de tekniske anlæg
er langt mere omfattende
end heroppe. Kendetegnet
for den tekniske administra-
tion er imidlertid, at man
køber sig til ydelser i det pri-
vate erhvervsUv, hvor de
grønlandske kommuner og
hjemmestyret foretrækker
at ansætte folk. Dette giver
kommunerne i Island langt
mere handlekraft, færre
løn- og driftsudgifter!
The Icelandlc dream
Jeg vil starte med at spørge
min ven Pall Gudjonsson,
der er bæjarstori i Mossfells-
bær, hvordan islændingene
kan Ugge over den ameri-
kanske »Uvsstil«, dvs. har
flere bUer pr. indbygger end
i USA, gennemsnitUgt har
større og flere huse, kort
sagt har en imponerende le-
vestandard i dag. Palis svar
er enkelt og klart: Vi spiser
ikke søndagssteg, og vi ar-
bejder ikke, men knokler -
aUe der kan fra børn til voks-
ne.
I Akraness så jeg for før-
ste gang på min lange færd,
midt på dagen, fire voksne
mænd, der stod med hæn-
derne i lommen. Det var ef-
ter 12 dages intensiv gen-
nemtrawling af Island til
fods, med bU, bus, færge og
fly. Efter at have set betyde-
Ug del af Island, var der
pludsehg fire arbejdsløse i
vor forstand. Min guide var
tydeUgt dårligt tilpas ved
min skarpe iagttagelsesev-
ne. Til gengæld må man si-
ge, at det er, hvad der var.
På grund af ændrede mar-
kedsbetingelser og den øvri-
ge konjuktur inden for
skibsværftsbranchen og vis-
se tekstilindustrier var man
i denne kommune oppe på
3,2 procent arbejdsløse,
hvilket er Islands højeste!
Jeg har ikke en eneste gang
i en lille måned set unge
mennesker, der midt på da-
gen hang og slappede af i fe-
rien. Alle var i arbejde, og de
fleste kommuner har gen-
nemsnitUgt 200 unge i kom-
munalt arbejde i alderen
meUem 12 og 16/18 år. I
Akraness boede jeg på et ho-
tel, der om vinteren er kolle-
gium for unge gymnasie- og
EFG-elever. HoteUet blev
passet af andre unge, der al-
Ugevel er under uddannelse
inden for brancen. Fra tidUg
morgen ved syv-tiden blev
jeg vækket af larm uden for
»hoteUet«. Det var børn i al-
deren 12-14 år, der arbejde-
de med forskønnelse af de
grønne områder i byen. På
kirkegården der Ugesom alt
andet var utroUg velholdt,
arbejdede 3-4 børn i tre må-
neder udelukkende med at
holde denne pæn. Børnene
har tre måneders sommerfe-
rie på Island. På museet sad
en skolepige og passede det-
te. Vores guider og bus-
chauffører havde aUe andre
jobs om vinteren. Kort sagt
kan stort set aUe, der kan og
vU, arbejde døgnet rundt,
med Udt regionale modifika-
tioner som sagt.
Lønnen er lav
Her nærmer vi os det cen-
trale i mit spørgsmål. Løn-
nen er lav i Island. Jeg snak-
kede med pakkedamer på en
grydefabrik, der tjener
30-35 kroner i timen. Mæn-
dende, der arbejdede kon-
stant på akkord med bonu-
sordning, kunne, hvis de var
heldige og dygtige nok, som
maksimum tjene 50-55 kro-
ner i timen, men det var kun
de aUerbedste. Hvis de gry-
der, der blev støbt, havde
fejl, blev de trukket i lønnen.
Skatten er stort set som i
Grønland 35-40 procent alt
inklusive, og leveomkost-
ningerne er totalt set dyrere
end hjemme ved os. AlUgevel
er 90-98 procent af aUe boU-
ger ejet af islændingen selv.
Gennemsnitsstørrelsen er
120-130 kvadratmeter, og
der er ikke et sted i Island,
hvor kvadratmeterprisen er
over 7000 kroner alt inklusi-
ve! Island importerer i Ug-
hed med hos så godt som alle
byggematerialer.
Der holder i gennemsnit
2.4 biler uden for husene,
hvoraf den ene er luksus-
præget.
Da vi grønlændere af den
yngre poUtiske generation
er eksperter i at lede efter
negative ting, lykkedes det
efter 14 dage at finde nogle
af disse. Hvert tredje ægte-
skab opløses, og der er store
samUvsproblemer bag de
flotte facader. Det enorme
ambitionsniveau og the ice-
landic drem, gør, at vi ser et
folk der betaler en høj per-
sonUg pris for ikke alene at
klare sig selv, men også kla-
re sig bedre end andre folke-
slag.
Det koster noget at være
selvstændig. Men de be-
stemmer selv og har selv
valgt systemet. Den yngre
generation, jeg mødte, forla-
der den nuværende materia-
listiske UvsstU og interesse-
rer sig mere for at leve livet
her og nu. Men de ved sta-
dig, hvem de er, hvor de
kommer fra, og hvor de skal
hen.
Imponerende er det under
alle omstændigheder, at alle
partier stadig har en del fæl-
les grundUggende tanker og
mål om en fælles nation og
et fælles overordnet mål.
Kan vi også?
Selvom jeg ikke er så materi-
aUstisk indstiftet, som gene-
relt set alle islændinge er, så
må jeg indrømme, at det har
ét land. De er stolte af alt,
hvad de har og især har op-
nået. På et museum så jeg
en cementpose i montre. Det
var den første cementpose,
der produceredes lokalt!
Man kunne se den første
selvstændigt ejede bil m.m.
Kort sagt hæger de om alt,
hvad de har. Da jeg viUe
plukke en lifte vildtvoksende
plante i ingenmandsland fle-
re hundrede kilometer ude
på landet nær en isbræ, blev
det af forbipasserende for-
manet, at det var forbudt.
Da så jeg deres styrke som et
selvstændigt folk. Ingen
fremmede skal komme og
taget noget fra os! End ikke
en vildtvoksende plante på
1.5 cm. Den islandske natur,
kultur, historie, sprog m.m.
er dybt forankrede i alle og
er ikke til salg, selv for den
højeste pris!
En stolt socialdemokrat
fremviste i en by den største
og mest velfungerende fi-
skefabrik, der i tre genera-
tioner ejes af en famifte 100
procent privat. Der var bevi-
seUgt ingen problemer mel-
lem tillidsmænd og ejere på
den fabrik. Arbejdsforholde-
ne var nærmest luksuriøse,
og de ansatte var meget til-
fredse og havde i mange til-
fælde arbejdet hele deres Uv
der. De største problemer
mellem arbejdstager og ar-
bejdsgiver så derimod ud til
at opstå mellem stat/ar-
bejdstager. MærkeUgt at se
for os, der kommer fra et
land hvor stort set alt er ejet
af det offentUge osv.osv.
I en af de aviser, hvortil
jeg blev interviewet, var der
GRØNLANDS
LANDSRET
Postbox 1040.3900 Nuuk
KONKURS
Ved dekret af 6. februar 1991 er:
Nuammi Nipilersort artut Peqatigilfflat
taget under konkursbehandling efter en begæ-
ring modtaget den 31. januar 1991.
Foreningen har hjemsted i Nuuk kommune, og
foreningens adresse er.
Postbox 593.3900 Nuuk.
Som midlertidig bestyrer af boet er antaget:
advokat Henrik Iley
Postbox 510.3900 Nuuk.
Der indkaldes til skiftesamling U1 valg af bostyre:
mandag den 4. marts 1991 kL 13.30.
Grønlands Landsret
Den 7. februar 1991.