Atuagagdliutit - 20.11.1991, Side 8

8
ATUAGAGDLI UTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 134 1991

Niuertarfik Sabina ukiuni 38-ini atasimavoq, Amalie Hammekenimillu 76-inik ukiulimmit pigineqarluni. Igalaat savimi-
nertalersugaagaluartut niutertariik suli matusariaqalersimanngilaq.
Bu tikken Sabina har eksisteret i 38 år og ejes af Amalie Hammeken på 76 år. Så selvom der er gitter for vinduerne betyder
det ikke, at butikken er lukket. (Foto: Knud Josefsen)
- Kunder er hyggelige
138 år har 76-årige Amalie Sabina Hammeken ejet og drevet butikken Sabina,
og hun har ingen planer om foreløbig at holde op
NUUK(LRH) - Slår man
op i fagregistret eller i
Nuuk Ugeavis, skal man
lede længe efter butik-
ken Sabina i Nuuk. For
butikken står gemt bag
navnet Amalie Sabina
Hammeken. 76-årige
Amalie Hammeken øn-
sker nemlig ikke at gøre
et stort nummer ud af sig
selv eller butikken.
Amalie Hammeken er
født i Appat i Nordgrønland
i 1915. Hun og hendes søs-
kende flyttede til Nuuk i
1921 sammen med deres
mor, Hansigne. Hendes far,
kateketen Jakob Olsen tog
nemlig med Knud Rasmus-
sen på hans 5. Thuleekspe-
dition til Alaska. Han skulle
fungere som tolk. Da han
kom til Nuuk, byggede han
et hus til familien.
Da Amalie voksede op,
kom hun i huset, og i 1931
kom hun i to år i huset i
Danmark hos kontorchef i
Grønlandsstyrelsen Svej-
strup. Da hun kom tilbage
til Nuuk, fortsatte hun som
kiffaq på sygehuset. Amalie
ville gerne være jordemoder
og kom også i laere i 1935,
men ændrede på planerne,
da hun mødte handelsassi-
stent Niels Hammeken, som
hun giftede sig med i 1936.
Sammen med Niels fik
Amalie fem børn, Lisa, Juli-
anne, Margrethe, Hansigne
og den yngste Steffen, som
er et kendt ansigt i TV’s»Qa-
norooq«. Og efter en tid at
have flyttet mellem Kangeq,
Nuuk og Qeqertarsuatsiaat
bosatte de sig i Nuuk i 1951.
Og i 1953 fik de butikken Sa-
bina, som Amalie kom til at
drive, fordi Niels som han-
delsassistent i Kongelige
Grønlandske Handel, KGH,
ikke havde tilladelse til det.
Sabina
- Niels førte papirerne for
mig, men jeg kørte forret-
ningen. I lang tid havde jeg
strittet imod, fordi jeg ikke
syntes, det var noget for mig
med en butik. Men til sidst
gav jeg efter, og jeg fik mit
næringsbrev 12. august
1953, og jeg fik dermed én af
de første private butikker i
Nuuk, fortæller Amalie.
- Da vi kom tilbage fra
Kangeq i 1951 var Niels’ hel-
bred ildte helt godt. Men vi
ville gerne have bygget et
hus tU os selv. Det trak ud
på grund af Niels’ sygdom.
Så tog jeg affære. En som-
merdag begyndte jeg at gra-
ve sand op fra stranden, som
vi skuUe bruge tU funda-
mentet af huset. Dengang
var der ikke bUer i Nuuk.
Jeg henvendte mig tU han-
delsforvalteren for at låne
en hestevogn. Det var den-
gang, der var heste i Nuuk.
- Sandet, som skuUe bru-
ges tU cement, kom da også
frem tU det, der i dag er vo-
res hus på Jonathan Peter-
sensvej 7. På den måde fik vi
bygget vores hus. Først se-
nere fik vi bygget tU, så vi
kunne have butikken Sabi-
na i samme bygning.
- Netop fordi Niels’ hel-
bred ikke var helt godt, vUle
han gerne sikre min frem-
tid, og det mente han kunne
gøres ved, at jeg havde min
egen butik. Og nu har jeg
haft den i 38 år. Og jeg har
ikke haft noget at klage over
i alle de år.
Hos Sabina kan man købe
kjoler, frakker, strømper og
børnetøj. Men lidt perle tøj
og andet nips kan også købes
her sammen med det mest
fornødne tU husholdningen
- kaffe, sukker, cigaretter og
slik.
Kjoler solgte
- Lige da vi havde åbnet bu-
tikken, fik vi hurtigt udsolgt
af vore kjoler. Vore døtre var
unge og skuUe selvfølgehg
have kjoler og deres venin-
der med. Så vi skuUe hele
tiden bestUle nye varer. Og
sådan begyndte vi.
- Jeg drev butikken, og
selv om Niels ikke havde så
meget tid, så tog han sig af
papirarbejdet. Niels var
borgmester i Nuuk i midten
af 60-eme og var også med i
Neriuut, så han havde me-
get at se tU.
- Desværre fik han et kort
Uv og sov stUle ind i 1969.
Lige siden har jeg selv kørt
papirarbejdet, men med
hjælp af en revisor.
- Jeg havde ikke troet, at
jeg skuUe beholde butikken i
så lang tid. Men den er jo en
del af huset, derfor vUle jeg
ikke bryde mig om, at det
var andre, der ejede den. Det
sker, at mine børn kommer
forbi og tager en tjans, men
eUers er jeg selv i butikken.
Og så længe jeg kan klare
det, så vU jeg altid selv drive
den, Uge indtU jeg ikke læn-
gere kan gå, griner Amalie.
Hvert år i februar måned
tager AmaUe tU Danmark,
hvor hun på efterårsmessen
i BeUa Centret køber lyoler
og frakker ind, som hun vU
sælge i sin butik.
- Jeg vU helst købe kjoler
og frakker, som man kan
bruge hele året. Jeg vil ikke
købe sommertøj, når nu vo-
res sommer er så kort. Jeg
nåede desværre ikke på Bel-
la Centret i år, men leveran-
dørerne kender mig så godt,
så de ved, hvilke varer jeg
ønsker. Jeg har jo købt ind i
så mange år.
Kunder er hyggelige
- Jeg kan tydehgt mærke, at
folk ikke længere har så
mange penge. Og når jeg ik-
ke har kunder i butikken, så
er jeg alene. Så jeg er blevet
Udt ensom med årene. Det er
så hyggeUgt, når der kom-
mer kunder, og vi kan stå og
sludre Udt. Jeg bryder mig
slet ikke om kun at beskæf-
tige mig med migselv. Jeg
bliver træt af det, og ensom,
så selv hvis der kommer
børn ind og skal købe noget,
så bUver jeg glad.
- Jeg kan ikke forlade bu-
tikken om dagen, og jeg bry-
der mig slet ikke om, at have
andre tU at drive den for
mig. Jeg har forsøgt mig
med det, men jeg kan ikke
Ude det, så hvis ikke der
kommer kunder, så er jeg
helt alene.
- Men jeg kan ikke Ude at
promovere mig selv. Det er
også derfor, jeg ikke annon-
cerer med min butik. Nej,
hvis jeg skal være ær Ug, så
er jeg for beskeden tU at an-
noncere for min butik. Men
specielt op tU konfirmatio-
ner kommer kvinderne her
og ser på kjoler. De siger, at
jeg har et udvalg, man ikke
ser i andre butikker, så så-
dan kører det.
- Selvom jeg kan mærke,
at folk ikke har så mange
penge, så er jeg tilfreds med
min butik. Den kører godt
nok. Men jeg kan tydehgt
mærke, at pensionisterne
ikke har for mange penge.
Må lukke
- Jeg har nogle faste kunder,
jeg stoler på, og de kan få lov
tU at købe på kredit hos mig.
Men det er ikke så udbredt,
som det har været. Byen er
blevet så stor, så der kom-
mer mange, jeg ikke kender
Amalie Hammeken: - Uirna Nielsip pisiniarfittaaqqumman-
ga piumanngikkaluarpunga naggataanulli akuersiinnar-
punga, taavalu ulloq 12. august 1953 inuutissarsiorsinaa-
nermut allagartartaarpunga. (Ass.: Knud Josefsen)
Amalie Hammeken: - Niels, min mand, ville gerne have, at
jeg fik en forretning, men jeg strittede imod. Men til sidst
gav jeg mig og 12. august 1953 fik jeg mit næringsbrev.
(Foto: Knud Josefsen)
Amalie Hammeken: - Pisiniartitsisinnagjunnaaruma ma-
tuinnartariaqassuunga illulu tamaat tuniniarlugu. (Ass.:
Knud Josefsen)
Amalie Hammeken: - Hvis jeg ikke længere kan klare at stå
i butikken, så viljeg blive nødt til at sælge hele huset. (Foto:
Knud Josefsen)
godt nok. Men kniber det
med penge, så kan jeg også
finde på at give kunder no-
get fra min forretning. Det
tager jeg mig ikke så nøje af.
Ingen af Amalies børn har
vist interesse for at overtage
Sabina.
- Hvis jeg ikke selv kan
klare at holde butikken
åben, så vU jeg bUve nødt tU
at lukke og sælge huset. Det
er ærgerUgt, men sådan må
det gå, siger AmaUe med en
trist stemme, men hurtigt
vender hun emnet og fortæl-
ler om den megen sne, der
faldt forleden dag.
- Hele vores indgang var
sneet tU, så jeg måtte jo ud
og grave sne. Og ikke lang
tid efter jeg var færdig og
havde åbnet butikken, kom
der en mand ind. »Skal du
have skovlet sne«, spurgte
han, »for du er skrevet op på
kommunens liste«, sagde
han. »Det er da fint, jeg
skovlede sne i morges, så
kan du rette det tU«, sagde
jeg. Og så griner AmaUe på
76 år.
- Ja, jeg er 76 år, og hvad
så, det tænker jeg aldrig
over, siger hun og slår en
stor smittende latter op.
- Jeg klarer alting selv.
Når jeg vasker gulve, så kan
jeg bedst Ude at gøre det på
knæ. For når man bruger en
kost, så kommer man ikke
ind i hjørnerne. Selvfølgehg
lytter jeg tU min krop. Men
endnu har jeg ikke mærket
noget forkert. Jeg gør så-
mænd ikke noget specielt
for at have det godt. Engang
tog jeg en snaps om morge-
nen, men det er blevet for
dyrt, så det er jeg holdt op
med, siger en Uvsglad Ama-
Ue Hammeken.