Atuagagdliutit - 09.11.1993, Blaðsíða 12

Nr. 105 • 1993
GRØNLANDSPOSTEN
jfTSE
"'ir m 1 m fXA to ~,J> * • __ *^ 1 >. : hi wm
i s f i é I
i„ * n
■Éfi v -* m
Gerdt Vilholm-ip Tunup atuagaarniarfituaa »Neriusaaq« ingerlataraa, tassanilu aamma Gerdt Vilholm driver Østgrønlands eneste boghandel »Neriusaaq«, hvor der også går is og
sikut tupallu pisiarineqarsinnaapput. tobak over disken.
Rektor på Verdensuniversitetet i Tasiilaq
50-årige Gerdt Vilholm er et blomsterbarn, der aldrig helt er blevet voksen
TASIILAQ(KK) - »Verdens-
universitetet« står der på et
hus i Tasiilaq. Det var pok-
kers. Et verdensuniversitet
var ikke lige netop det, som
man først venter at finde i
byen på Grønlands bagside.
Og går man op ad trappen til
verdensuniversitetet, hav-
ner man i boghandlen »Ne-
riusaaq«. Og så tager nys-
gerrigheden overhånd, så
man må spørge manden bag
disken, hvad det her dog
skal betyde.
- Jo, fortæller den 50-åri-
ge Gerdt Vilholm, ideen med
verdensuniversitetet opstod
året efter, at jeg i 1968 var
begyndt at arbejde på vejrs-
tationen i Narsarsuaq. I en
avis læste jeg om John Len-
non og Yoko Ono, som be-
søgte verdensuniversitetet i
Thy, og det fængede min in-
teresse.
- Sådan et universitet må
vi da også have i Narsarsu-
aq, og så hængte jeg et skilt
med navnet »Verdensuni-
versitetet« på mit hus. Siden
har jeg flyttet rundt i Grøn-
land, blandt andet Dan-
markshavn og Ittoqqortoor-
miit, men navnet er hængt
ved. Også da jeg kom til Ta-
siilaq i 1984.
Gerdt Vilholm er radio-
sondeassistent på telestatio-
nen i Tasiilaq og sender to
gange om dagen en vejrbal-
lon til vejrs for at måle luft-
trykket, temperaturen og
luftfugtigheden. Fem andre
radiosondeassistenter i Nar-
sarsuaq, Aasiaat, Thule, It-
toqqortoormiit og Dan-
markshavn gør det samme,
og Danmarks Meteorologi-
ske Institut i København
kan blandt andet med disse
observationer strikke en
vejrudsigt for Grønland
sammen.
Sproget
- Jeg satte mig i 1968 straks
det mål, at jeg ville lære
grønlandsk, fortæller Gerdt
Vilholm. Hver eftermiddag
tog jeg over til Qassiarsuk,
hvor kateket Lars Mutsi
Motzfeldt lærte mig grøn-
landsk så godt, at jeg kunne
arbejde videre med sproget.
Men færdig med grønlandsk
bliver jeg aldrig.
11984 kom Gerdt Vilholm
til Tasiilaq, hvor han sam-
men med unge østgrønlæn-
dere fulgte modersmålsun-
dervisningen, og han bestod
efter to år Folkeskolens ud-
videde afgangseksamen.
Gerdt Vilholm mener, at
undervisningen i grøn-
landsk for danskere bør
styrkes. De fleste danskere i
Grønland vil gerne lære
sproget, men mulighederne
er for ringe, og kravene er
for få. Målet må være flere
muligheder og strengere
krav, hvis danskerne skal
lære grønlandsk. Så skal det
til gengæld nok gå, for moti-
vationen er som oftest til
stede.
Boghandlen
Efterhånden blev Gerdt Vil-
holm så god til grønlandsk,
at han underviste andre
danskere i sproget på aften-
skole i Tasiilaq.
Et standardspørgsmål til
lærerer var: - Hvad kan vi
købe af ordbøger?
I Tasiilaq var det ikke
nemt at komme med et til-
fredsstillende svar, og Gerdt
Vilholm ringede til det grøn-
landske forlag Atuakkiorfik
i Nuuk og spurgte: - Kan jeg
forhandle jeres bøger?
Svaret var ja, og så gik
Gerdt Vilholm videre til de
danske forlag, men de vil
kun sælge bøger til uddan-
nede boghandlere, sådanne
folk falder ikke over hinan-
den i Tasiilaq, men efter at
have forklaret de danske
forlag om Østgrønlands lyk-
saligheder blev Gerdt Vil-
holm alligevel autoriseret
boghandler for halvandet år
siden. For øvrigt i fuld for-
ståelse med KNI, som sæl-
ger grønlandske bøger,
mens Gerdt Vilholm satser
på bøger om Grønland på
hovedsprogene til de mange
turister og på de mest kend-
te danske bøger til folk i by-
en.
Resultatet blev i 1989 bog-
handlen »Neriusaaq«, som
også handler med is, tobak
og naturprodukter, lige som
der altid er sat kaffe over til
folk, som har lyst til en snak.
Det lokker folk ind i bog-
handlen, og nogle gange
kommer de ud igen med en
bog under sirmen.
Gerdt Vilholm er stadig
ansat på teletstationen, men
håber en dag at kunne leve
af sin boghandel. I mellemti-
den passer nogle store skole-
børn boghandlen en del af
åbningstiden fra klokken 14
til 18.
- Hvordan er læselysten i
Tasiilaq?
- Den er måske lidt beske-
den, men den er voksende.
Biblioteket melder om sti-
gende interesse, og jeg får
flere og flere kunder. Også
selv om der er mange kana-
ler på satellit-TV at konkur-
rere med.
Nok at se til
- Hvordan er Du faldet til i
Tasiilaq?
- Jeg synes, jeg har et godt
liv her i byen. Jeg taler ikke
100 procent korrekt øst-
grønlandsk, men kan sag-
tens begå mig i lokalsamfun-
det. Jeg har engageret mig i
en række aktiviteter, og det
giver også en bred kontakt-
flade, at jeg laver regnskab
for andre, hjælper folk med
deres EDB-problemer, un-
derviser kommende sejlere i
duelighedsprøven, arbejder
som frivillig i projektet »Væ-
restedet«. Jo, jeg føler mig
hjemme i Tasiilaq.
Gerdt Vilholm har i flere
år været bisidder ved kreds-
retten i Tasiilaq. Ikke for at
lege Perry Mason, men for
at være med til løse en opga-
ve.
- Selv om de fleste sager er
tilståelsessager, er det bisid-
derens opgave at forklare
den sigtede, hvorfor han er
endt i denne situation, og
hvordan retsvæsenet arbej-
der med hans sag. Mange
sigtede forstår simpelthen
ikke rettens og politiets jar-
gon, og så må bisidderen yde
et stykke forbrugeroplys-
ning, hvis der skal være me-
ning i at idømme den sigtede
en sanktion.
Gerdt Vilholm har været
bisidder i sager, som drejer
sig alt fra mindre tyverier til
drab. Han har især faldet
over den lange tid, som det
tager at mentalundersøge
folk. Der kan gå op til et
halvt år at mentalundersøge
en mand fra Østgrønland
hos et hospital i Danmark,
men det bør kunne gøres
hurtigere.