Atuagagdliutit - 13.01.1994, Síða 14

Nr. 3-1994
•fc'k'tc'fr'k'fr'tr'fr'fr'tt'tr'it'tK'ir'fc'ftJi-
*
+
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
KALAALLIT
NUNAANNI
PISIMASUT
1993
*
*
*
*
*
*
*
*
Ukiup qaangiuttup ingerlanerani tusagassiutinut
atugassanik assilisat ilaat atuaganngorlugit saq- ^
qummeqqipput. Atuagaq pisiariuk siornalu pisi-
masut ilaat aliannaarfigalugit isiginnaarsinnaaler- ^
lugit. 3$-
■i* Assit atualeqqaarnermiit, qimussimik sukka-
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
niuunnermiit, inuit nuannaartut, nalliuttorsiortut, 4.
pingaartorsiortut pisimasut oqaluttuarisaanitsinni ^
puigunaatsut atuakkamut katersukkat. .
Allattoq: Laila Ramlau-Hansen. Assiliisoq: Knud **
Josefsen. ^
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
fj ~ }
SXSm ^...

ÅRETI
BILLEDER
1993
*
*
*
*
*
*
*
3^
Et udpluk af årets pressebilleder. Køb bogen, som J$-
giver dig mulighed for at se tilbage på begivenhe- j$-
derne fra året der gik.
Pressebilleder lige fra første skoledag, hundeslæ- .
devæddeløb, glade, festlige, alvorlige og histori- ^
ske begivenheder samlet i en bog.
Tekst Laila Ramlau-Hansen. Fotos: Knud Josef- ^
sen 3$-
ATUAGASSIIVIK
ATUAGKAT

GRØNLANDSPOSTEN
Historien om Katrine
»Historien om Kathrine« er en lærerig roman om en
grønlandsk kvindeskæbne i Danmark. Romanen er
skrevet af Maliaraq Vebæk, som selv bor i Dan-
mark i dag. Følg med i AG's roman hver torsdag.
Kapitel 9 A ^
Karoline tilbød mig, at jeg
kunne bo hos hende, og jeg
tog imod tilbuddet med glæ-
de. »Indtil jeg får mit eget,«
sagde jeg.
Næsten hver aften kom
der en mand hos Karoline.
En underlig mand, syntes
jeg. Han var tynd og bleg.
Hans hus var nærmest gul-
lig. Og han sagde næsten al-
drig noget. Men han var Ka-
rolines ven, så jeg passede
meget på ikke at komme til
at sige noget nedsættende
om ham. I den tid, jeg boede
hos Karoline, måtte jeg for
alt i verden ikke gøre hende
ked af det. Jeg kunne risike-
re, at hun blev ked af mig og
smed migud. Det måtte ikke
ske. Og for at glæde hende,
gjorde jeg mig nyttig, hvor
jeg kunne. Jeg gjorde rent i
lejligheden, og jeg købte ind
for hende.
Hver aften gjorde Karoli-
ne sig pænt i stand. Hun va-
skede sig og tog andet tøj på.
Når hendes ven kom, tog de
sig en øl eller en drink, og så
gik de. Jeg begyndte at tro
på Amalie og Eleonora. Det
passede nok, at Karoline le-
vede af at sælge sig selv.
Men jeg kunne ikke lide at
tænke på hende som luder.
En dag gik jeg på kommu-
nekontoret igen for at høre,
om der ikke snart var en lej-
lighed til mig. På kontoret
mente de, at det nok ikke
ville være så længe. Men
hvornår det skete, kunnne
de ikkke sige noget om.
Efter at jeg var flyttet ind
hos Karoline, tænkte jeg
mindre på lille Emilie. Det
var, som om min længsel ef-
ter hende var mindre bræn-
dende end før. Om det skyld-
tes Karolines livsform, som
jeg var ved at vænne mig til,
vidste jeg ikke. Men jeg op-
dagede, at Karoline ikke var
så overfladisk, som jeg hav-
de troet. Og vi havde noget
til fælles. Karoline havde en
søn på fem år, som var i
Grønland hos hendes foræl-
dre. Hun havde været i
Grønland med drengen på
besøg året før, og drengen
var blevet så glad for at være
i Grønland, at han ikke ville
med sin mor til Danmark
igen. Og bedsteforældrene
ville gerne beholde ham og
have ham så længe, han
havde lyst. Så han blev der-
oppe. Der var dage, hvor Ka-
roline talte om sin søn og om
sin længsel efter ham. Hun
ville gerne have ham hjem.
Så var det, at vore følelser
mødtes i længsel efter vore
børn, og vi blev triste. Men
det plejede ikke at vare ret
længe. For livet skulle jo gå
videre. Om ikke andet, så
kom Eleonora på besøg, og
hun spredte altid glæde.
En dag spurgte Karoline,
om jeg ikke kunne tænke
mig at blive i hendes lejlig-
hed i et par måneder og pas-
se den. For hun ville gerne
til Grønland i sommer for at
se sin søn og få ham med
hjem. Om jeg bare ville beta-
le huslejen, som var for-
holdsvis lille? Det blev jeg
meget lykkelig over. For før-
ste gang i lang tid kunne jeg
være mig selv.
*** Det blev en dejlig som-
mer for mig. Jeg oplevede
også landlivet for første
gang i mit liv. Amalie og
Jenses venner havde lejet et
sommerhus, og sammen til-
bragte vi en dejlig tid i som-
merlandet. Jeg lærte nogle
glade mennesker at kende,
og for første gang i lang tid
levede jeg ubekymret.
Karoline kom alene hjem
fra Grønland. Hun havde ik-
ke sin søn med. Ham ville
hellere være i Grønland hos
sine bedsteforældre, sagde
hun. Hun fortalte, at hun ik-
ke havde flere penge, og at
hun blev bødt til at arbejde
igenæ. Så begyndte hun igen
at gå om aftenen. »Du skulle
tage at prøve at arbejde på
gaden om aftenen, Katrine,«
sagde Karoline en dag. »Det
er såmænd ikke så slemt.
Det giver da penge, endda
ret mange nogen gange. Vi
har også altid et værelse at
gå hen i...«
»Nej,« sagde jeg, «jeg har
ikkke kræfter til det arbej-
de. Jeg er glad, hvis jeg sta-
dig må blive hos dig og holde
din lejlighed ren og vaske dit
tøj. På den måde føler jeg, at
jeg betale husleje. Men når
jeg får min egen lejlighed, vil
jeg prøve at søge noget ar-
bejde,« og efter en lille pause
tilføjede jeg: »noget andet
arbejde«.
»Hvad mener du med »no-
get andet«? spurgte Karoli-
ne hastigt og hårdt.
ȁh , jeg ved ikke. I hvert
fald ikke noget bestemt.«
Det var skrækkeligt. Jeg
var Uge ved at fornærme Ka-
roline. Meget imod min vilje.
Efter den samtale var jeg
særlig omhyggehg, forsøgte
at være god mod hende og
inviterede hende ofte på en
øl på »Skipper« eller købte
lækker mad og drikkevarer
hjem til os. Eleonora drak
ikke. Når hun var sammen
med os, hyggede vi os over
hendes historier.
*** En forfærdehg regn-
vejrsnatkom Karoline hjem,
før jeg ventede hende. Hun
blev fulgt ind af en politi-
mand. Jeg vågnede, blev for-
skrækket og spidsede ører.
Hun jamrede og jamrede. Så
hørte jeg hende sige: »Det
var godt. Tak, nu kan jeg
klare mig...« Hvad hun sag-
de mere, opfattede jeg ikke,
for de talte sagte.
Da poUtimanden var gået,
satte jeg mig op og så forfær-
det på Karoline. Hun jamre-
de videre. ȁh, nej! Aldrig
mere! Aldrig mere!«
Jeg var som forstenet og
bare så på hende. Så fortalte
hun: »To fyre voldtog mig,
den ene har jeg set før.« Hun
gjorde en pause, og med be-
svær gik hun hen til vasken
og begyndte at lade koldt
vand løbe og vaske sit an-
sigt. Jeg stod op og gik hen
til hende. Hun holdt den
kolde vaskeklud på sin pan-
de, mens hun jamrede vide-
re: »Nah, nah, åh, mine ar-
me, min ryg...«
»Hvad, hvad gjorde de ved
dig?« stammede jeg.;
»Jeg stod på gaden, så
kom de to fyre i bil, slæbte
mig ind i bilen og kørte mig
uden for byen. Så beordrede
de mig ud,« fortsatte hun,
«bandt mig med lange strik-
kede halstørklæder til et
træ, tog min sko, strømper
og bukser af og så skiftedes
de til at voldtage mig flere
gange. Og hver gang jeg prø-
vede på at skrige, slog de mig
og holdt en hånd for min
mund. Så kørte de bort og
lod mig være der, bundet til
træet, uden andet tøj end
trøjen og min korte regn-
frakke. Åh, Katrine, hjælp
mig, jeg må i seng«.
Jeg skyndte mig at hjæll-
pe hende af med tøjet og
støttede hende hen til sen-
gen. »Hvordan kom du fri?«
spurgte jeg.
»Jeg skreg og skreg, så
meget jeg kunne, og blev ved
med at skrige. Så blev jeg
endeUg hørt af et par. De
kom og hjalp mig fri, og de
ringede til poUtiet. Der kom
en politibil med to bétjente.
De kørtye mig hjem Åh,
nej.«
Næste morgen vågnede
KaroUne med en voldsom
forkølelse. De følgende dage
udviklede hendes forkølelse
sig til en influenza. Da hun
blev syg, kom hendes blege
ven ikke mere. Hvor var jeg
glad for, at han ikke mere
kom. Nu var der fred hos os.
Karoline var glad for, at jeg
kunne hjælpe hende. Nogle
gange kom Amalie og Eleo-
nora. De to gjorde også alt
for, at Karoline skulle have
det godt. Jeg syntes, vi al-
drig havde haft det så godt
som nu, og jeg skammede
mig lidt over mine tanker.
For det var jo på grund af
Karolines sygdom, at vi hav-
de fået det så fredeligt. Nog-
le gange kom der unge grøn-
lændere på besøg om afte-
nen. En ung grønlænder
kom undertiden med en gui-
tar og spillede. Hvis vi så
kendte melodierne, sang vi
med. Det var dejligt. Og for
første gang kunne Karoline
og jeg tale sammen i fred.
Det var mest mig, der talte.
For hun havde ikke mange
kræfter. Men hun lyttede.
Og jeg talte om Erik og lille
Emilie. Jeg havde tidligere
ikke rigtig rutdet fortælle
hende om Erik. Nu fortalte
jeg, hvor god han hande væ-
ret mod mig i Grønland, og
hvor skuffet jeg var blevet
over at opleve ham i Dan-
mark - helt anderledes end
den mand, jeg kendte i
Grønland. Hun lo, da jeg
sagde: »Selv hans udseende
har forandret sig.«
Da Karoline blev rask,
blev hun rastløs igen. Hun
havde ellers sagt, at hun var
færdig med det liv. Hun
drak igen, og somme tider
havde hun nogen, der sov
hos hende. Det var forskelli-
ge mænd. Kun sjældent var
hun ude om natten nu. Jeg
var meget forsigtig med at
sige noget om hendes livs-
form, for ikke at fornærme
hende. Og slet ikke efter at
jeg nu også selv havde haft
mænd med hjem et par gan-
ge.
*** En aften tog vi til Ny-
havn sammen med nogle
mænd, vi havde truffet. Vi
drak og drak. Sent på natten
ville vi hjem til os og fort-
sætte festen. Jeg vaklede, da
jeg rejste mig. Da jeg gik op
ad den lille trappe fra værts-
huset op til gaden, var jeg så
uheldig at falde og slå mig
slemt i underansigtet. Et
øjeblik var jeg væk, men
kom snart tU mig selv igen
og mærkede stærk blod-
smag i munden. Det smere-
de ganske forfærdeligt. Mi-
ne venner fik fat i en taxa og
kørte mig på skadestuen.
Mine fortænder var knæk-
kede, og jeg havde fået en del
skrammer i ansigtet. Lægen
behandlede mig og sagde, at
jeg skulle komme igen, og da
jeg kom til den aftalte tid, fik
jeg besked på at gå til en
tandlæge. Jeg gik til tandlæ-
ge.
»Hvornår var De sidst hos
tandlæge?« spurgte tandlæ-
gen.
»Jeg har aldrig været hos
en tandlæge,« sagde jeg.
Han så uforstående på
mig. Så spurgte han: »Hvor
længe siden er det, De kom
til Danmark?« sagde han
igen.
»Fem år,« svarede jeg.
»De har vel været hos
tandlægen i Grønland?«
sagde han igen.
»Nej, det har jeg ikke.«
»Hvorfor ikke?« Tandlæ-
gen så ganske forbavset ud.
»Der var ingen tandlæge
der, hvor jeg boede. Og nar
der så kom en rejsende tand-
læge, gik kun de, der havde
tandpine hen til ham,« sva-
rede jeg.
»De havde ikke ondt i
tænderne?«
»Nej,« sagde jeg.
»Har De så ikke haft ondt
senere? Jeg mener: efter at
De var kommet til Dan-
mark?«
»Nej, det har jeg ikke,«
sagde jeg.
»Det undrer mig. For
praktisk talt alle Deres tæn-
der er rådne. Det eneste, jeg
kan gøre, er at trække alle
tænderne ud og give Dem en
protese.«
»Træk dem bare ud alle
sammen,« sagde jeg ligegyl-
digt.
»Så må De komme igen,
når såret er lægt. Der er lidt
betændelse endnu der for-
an,« sagde lægen og pegede
på min overkæbe, hvor de to
fortænder var knækkede.
Da jeg kom til tandlægen
igen, trak han alle mine
tænder ud. Han sagde, at
han ville vente nogle dage
med at sætte de nye tænder
ind for at være helt sikker
på, at munden var rask efter
betændelsen. Jeg gik hjem
uden tænder, og jeg holdt
hånden for munden hele ve-
jen. Da jeg kom hjem, kunne
jeg høre, at Eleonora var på
besøg. Jeg vendte mig hur-
tigt om mod dem med mun-
den så fast lukket, at min
næse og underkæbe om-
trent gik ud i et. Først blev
de forskrækkede, så begynd-
te de at grine. Det var også
hensigten, at de skulle gri-
ne. Og vi grinede. De sagde
Fortsættes side 16