Atuagagdliutit - 10.02.1994, Side 11

Nr. 11 • 1994
T7
og blive tankeløs!
Det er herligt at drikke
Moder Danmarks gaver!«
sagde de
før de faldt om.
Jeg blev vred
og flygtede til Danmark
til »Moder Danmark«.
Jeg ønskede selv at se
hvad dit paradis var.
Jeg kom og så
hvad dit paradis var.
Jeg blev forvirret
da jeg så
hvad dit paradis var
Jeg drak
jeg drak mig sanseløs
Og allerede her på jorden
befinder jeg mig i helvede
I dit helvede
»Moder Danmark!«
»Nu ikke alt det sørgelige,
Simon,« sagde en af de an-
dre unge grønlændere. Hun
hed Amalie. »Lad os synge
en af de sange, som Katrine
holdt af.«
»Hvilken?« spurgte Si-
mon.
»Den vi sang om aftenen,
den sommer du ved.« Simon
nikkede og begyndtte at spil-
le en melodi, som lød senti-
mental. Og mens han be-
gyndte at synge, istemte de
andre grønlændere:
Sommeraften, den dejlige
lune,
gør mig let, ubekymret i sind
Og den dalende sol
over havet
fryder øjet og gør mig så glad
Jeg er rig med den lykke i
sindet
den skal gøre mig stærk i
modvind
den skal være min styrke
i dage
uden glæde og uden en ven.
Aftenlunhed får sind til at
sitre
og mærker, hvor kroppen
bh’r let
Jeg er fjern
føler mig ganske ophøjet
overjord, fra mit daglige liv.
Det lød smukt. De sang den
flerstemmigt. Efter sangen
var de alle stille et øjeblik.
De tænkte vist på Katrine,
og de, som engang havde til-
bragt et par uger i et som-
merhus sammen med Katri-
ne, mindedes de dejlige da-
ge. Snart var snakken livlig
igen, og mange glas blev
tømt.
Jeg satte mig i nærheden
af Ole. Jeg ville gerne tale
med ham om Katrine, og hø-
re om Katrines liv i de sene-
ste år. Og jeg spurgte ham
så, om han havde tid til at
komme og besøge mig, inden
han skulle tilbage til Es-
bjerg.
»Ikke idag,« sagde han
»Naturligvis ikke idag,«
svarede jeg.
»Lad mig se,« sagde han,
»imorgen aften rejser jeg til-
bage til Esbjerg. Jeg kunne
godt komme om eftermidda-
gen, hvis det passer dig.«
»Ja, det passer mig fint.
Du kan spise middag hos os,
og inden vi spiser, kan vi tale
sammen.«
***
Da Ole kom dagen efter og
fortalte mig om sin søsters
ulykkelige liv i Danmark,
tænkte jeg flere gange: jeg
kender jo det hele til mind-
ste detalje. Jeg måtte allige-
vel have hørt hele historien,
før jeg faldt i søvn den dag.
Muligvis har jeg også digtet
lidt til historien efter min
forvirrede og lidt uhyggelige
GRØNLANDSPOSTEN
drøm. Af en eller anden for
mig uforklarlig grund, har
jeg altid haft en lidt uhygge-
lig fornemmelse, når jeg
tænkte på Katrines besøg og
hendes pludselige forsvin-
den. Og nu da jeg hørte Ole
fortælle om hende, tænkte
jeg flere gange, om mit
kendskab til historien stam-
mede fra hende selv, eller
om det var fra min drøm.
Ole fortalte:
»Min lillesøster var den
eneste pige af os søskende.
Hun var også den yngste. Vi
elskede hende grænseløst og
forkælede hende allesam-
men. Hun var sådan en dej-
lig glad pige. Da æjeg rejste
hjemmefra, var hun lige ble-
vet konfirmeret, og hun var
stadig en glad pige. Det var
først, da hun traf sin kom-
mende mand, at hun lige-
som blev en anden. I alle de
år, jeg har boet i Danmark,
har jeg hver sommer besøgt
min mor i Grønland.«
Ole gjorde en pause. Han
tænkte. Så fortsatte han:
»Jeg vil ikke sige alt for
slemme ting om min lillesø-
sters tidligere mand, Erik
Jensen. Han var maskinar-
bejder. Han var vel ikke an-
derledes end andre af de
håndværkere, der vendte til-
bage til Grønland sommer
efter sommer, særlig i 60’er-
ne, da der blev bygget meget
i de grønlandske byer. Der
var bare det, at Erik jo hav-
de en kone i Danmark. Når
han var i Grønland, havde
han Katrine. Sådan var de
mange danske håndværkere
deroppe. De havde ikke an-
dre adspredelser efter en
lang arbejdsdag end at holde
sjov med grønlandske kvin-
der. Spiritus var der nok af,
og kvinderne var villige.
Danskerne har penge, og de
ser mere spændende ud for
mange grønlandske kvinder
end grønlandske mænd. Så-
dan var det også med min
lillesøster Katrine. Hun var
så bange for, at hun ikke
skulle få denne Erik Jensen
til mand, at hun helt foran-
drede sig. Katrine og jeg be-
gyndte at skændes, noget
som ellers ikke skete tidlige-
re. Sidste gang jeg var der-
oppe, før hun rejste til Dan-
mark, talte hun næsten ikke
andet end sin forlovede. Jeg
havde tilfældigvis hørt, at
Erik var gift i Danmark, og
de havde et barn. Og jeg
kunne ikke dy mig for at sige
det til hende. ’De skal skil-
les’ sagde hun, ’og så skal vi
giftes.’
Hun slog med nakken og
så triumferende på mig.
’Det tror du’ sagde jeg, ’jeg
kender den slags mænd! Ba-
re fordi han går i seng med
dig, tror du straks, at han
elsker dig! Du er naiv, Kå-
tak.’ Hun blev rasende:
'Skal du holde moralpræ-
dikener? Du som lever med
en kvinde, som du ikke er
gift med!’ Og jeg bleg lige så
rasende som hende.
Min familie kender Tove.
Jeg tog hende med til Grøn-
land, da vi havde fået vores
søn, og også fordi Tove selv
ønskede at lære min mor at
kende. Det blev et meget
lykkeligt besøg. Min mor var
glad for Tove, og hun var ik-
ke mindre lykkelig for vores
lille søn. Tove var også god
mod mine søskende, især
blev hun og Katrine meget
gode venner. Derfor blev jeg
gal, da hun hentydede til mit
og Toves samliv. Det var ty-
deligt, at hun fortrød det,
hun sagde. Men Katrine var
vant til at få sin vilje. Hun
fik også sin Erik til sidst, det
blev hendes ulykke.
’Du vil have, at der kun
tales pænt om Tove. Tove er
jo så god mod mor! Ogalt det
der. Jeg vil også bede dig hu-
ske på, at Erik er god mod
mor. Hvor tit kommer han
ikke og besøger hende og gi-
ver hende penge til kaffe.
Har du ikke selv nydt mange
glas hos ham, når du kom-
mer og besøger os? Erik er
lige så god som Tove!’ sagde
Katrine. Jeg svarede ikke,
men vi så på hinanden en
hile stund. Så så hun ned.
Jeg tænkte: hvem skulle
Erik Jensen ellers besøge i
den hile by, hvis han ikke
kom hos min bror, hvor min
mor bor? For nogle gange
havde jeg hdt ondt af de dan-
ske håndværkere, som ikke
havde et sted at gå hen om
aftenen.«
Her holdt Ole igen en pau-
se og drak af det øl, som jeg
havde serveret for ham. Han
så meget tænksom ud, da
han begyndte at tale igen:
»Jeg yar en del ældre end
Katrine, havde rejst meget
og truffet mange menne-
sker. Jeg havde mere livser-
faring end hun. Herregud,
hun var kun 19 år, dengang
hun rejste fra Grønland -
hjem til ham.« Ole så bitter
ud. »Jeg glemmer ikke den
sidste aften, jeg var sammen
med dem deroppe. Når jeg
havde været på besøg i
Grønland, samlede jeg altid
min familie den sidste aften
til en afskedsfest. Det gjorde
jeg også dengang. Det fore-
gik hos min bror, hvor min
mor boede. Min svigerinde
er en meget dygtig kone,
dygtig til at lave mad og ar-
rangere. Men det blev vist
en ret anstrengende aften
for lille Katrine. Erik viste
hende ikke megen opmærk-
somhed den aften, mens
hun prøvede på at klæbe sig
op ad ham. Jeg havde ondt
af min lillesøster og tænkte,
at det nok ikke ville gå godt
med de to. Desværre fik jeg
ret.« Og efter endnu en pau-
se sagde Ole, nærmest til sig
selv: »Fordi Erik delte seng
med hende, troede hun, at
det var kærlighed. Fordi
han fortalte hende, at han
skulle skilles fra sin kone,
troede hun, at det var for
hendes skyld. Stakkels lille-
søster!« Så så Ole på mig og
sluttede sin fortælling:
»Den aften havde jeg så ondt
af hende, at jeg undlod at
komme med et eneste be-
brejdende ord.«
Jeg sagde til Ole: »Jeg har
fortalt dig, hvordan jeg traf
Katrine. Jeg har også sagt,
at jeg stadigvæk er meget
ked af, at jeg ikke for alvor
forsøgte at finde hende og
prøve på at hjælpe hende.
Det er selvfølgelig let nok at
sige nu, da det er for sent.
Men jeg vil meget gerne vi-
de, hvordan det gik hende
det sidste års tid, go hvor
hun boede...«
»For godt og vel et år si-
den - det var august for knap
et års tid siden - kom jeg
hjem til Esbjerg fra en læn-
gere tur. Da jeg havde været
hjemme hos Tove og vores
dreng en uges tid, tog jeg til
København for at se Katri-
ne.«
»Kan du huske, hvad dag
i august, det var?« spurgte
jeg-
»Lad mig se, vores dreng
var begyndt at gå i skole. Jeg
husker ikke hvilken dag.
Det var vel omkring midten
af august. Men jeg husker,
at det var en meget varm
dag, hun var hos mig, men
sagde ikke noget. Lidt efter
fortsatte Ole:
»Jeg kom til København
om eftermiddagen og tog til
Karoline. Sidst boede Katri-
ne jo hos Karoline. Men Ka-
roline sagde, at hun havde
smidt Katrine ud dagen før.
Hun ville ikke sige hvorfor.
Men jeg kunne gætte grun-
den, for der sad en fremmed
mand hos Karoline. Jeg
kendte min søster, så jeg
tænkte: hun er nok på
»Skipper«. Hun plejer jo at
tage derhen for at drikke og
for at træffe andre grønlæn-
dere. Jeg vil søge der. Men
det kunne også være, at hun
sad på Gråbrødre Torv sam-
men med andre grønlænde-
re og nød det fine vejr, tænk-
te jeg og skyndte mig der-
hen.« Her standsede Ole, og
det varede lidt, inden han
begyndte igen. »Jeg glem-
mer aldrig den dag,« så
holdt han inde igen.
»Jeg kom hen til Gråbrød-
re Torv sammen med en an-
den grønlænder, som jeg
mødte på min vej, og vi hav-
de fået et par øller sam-
men,« han holdt endnu en
pause, og da han begyndte
igen, så han ikke på mig.
»Jeg glemmer aldrig den
hæse stemme, en dranker-
stemme, som mødte mig, da
vi kom til Torvet. ’Hej, se,
der kommer min rige bror!
Han kommer som kaldet.
Han skal nok give en om-
gang til jer alle. Det kan I
tro, han gør. Nå, I ville ikke
give mig noget at drikke,
hva? I vidste nok ikke, at jeg
havde en bror, der har mas-
ser af penge, Ha! Kom, min
elskede bror! Jeger ved at dø
af længsel efter dig. Ja, kære
bror, giv en omgang til alle
her, så de kan se, at jeg har
en bror, der har penge. Hø-
rer I? Nu skal I bare se! Nu
sker der noget!’
Jeg var som lammet, blev
stående og bare så på min
søster og hørte hende råbe
alle de tåbelige ord. Nok vid-
ste jeg, at hun drak, men så
galt troede jeg ikke, det var
fat med hende. Jeg så, at
hun forsøgte at rejse sig,
men hun kunne ikke. Hun
var næsten ukendelig af
druk, måske også af var-
men. Der sad mange menne-
sker rundt omkring på tor-
vet. Der var mange grøn-
lænder blandt dem.
Jeg mærkede skammen
og vreden vokse inde i mig.
Jeg nærmest løb hen til Ka-
trine og gav hende en kraftig
lussing på begge kinder. ’Er
det virkelig dig, min søster?
Jeg skammer mig over dig!’
Hun begyndte at græde. Jeg
så ikke, at en fuld grønlæn-
der var kommet hen til mig,
mens jeg skældte min søster
ud. < Pludselig mærkede jeg
et kraftigt slag i ryggen og i
siden, og da jeg vendte mig
om, fik jeg også et i mellem-
gulvet. ’Er det en måde at
behandle sin egen søster
på?’ sagde han. Jeg svarede
igen. Jeg havde jo også gået
noget at drikke. Så jeg var
ikke bange for ham. Vi kom
rigtig op at slås. Folk stimle-
de sammen omkring os.
Nogle skældte ud og bad os
holde op, andre hidsede min
modpart op og sagde, at han
skulle smadre mig. De kun-
ne ikke lide, at jeg havde
slået Katrine. Der var nogle,
der syntes, det var skægt at
se os slås, og de grinede.
’Åh, den stakkel, se hun
bløder! Hun faldt, hendes
næse bløder,’ var der en
kvinde, der sagde. Det var
Katrine, hun mente. Jeg
hørte også en jamren og gen-
kendte Katrines stemme.
Den unge mand, jeg sloges
med, slog endnu hårdere ef-
ter at have hørt, at Katrine
var faldet. Jeg slog til igen.
Pludselig stod to politibe-
tjente ved siden af os og bad
os om at gå med på statio-
nen.
Men vi kom hurtigt ud fra
politistationen igen, da poli-
tiet ikke fandt grund til at
beholde os. Jeg skyndte mig
tilbage til Gråbrødre Torv.
Men der var ikke flere grøn-
lændere der. Så gik jeg til
»Skipper«. Her fortalte
grønlænderne, at Amalie
havde taget Katrine med
hjem, i en taxa. Også jeg tog
en taxa ud til Amalie. Jeg
bankede på hendes dør.
Hendes ven lukkede op og
spurgte: 'Hvad vil du?’
’Jeg vil tale med min sø-
ster,’ sagde jeg.
’Hun er her ikke.’ Så
smækkede han døren.
Jeg vidste, han løj, så jeg
bankede kraftigere på og
blev ved. Så kom Amalie ud
og sagde: ’Kom indenfor.’
Min søster lå på sofaen
med ryggen til. Da hun hør-
te mig, så jeg, at hendes ryg
gav sig i ryk. Jeg gik hen til
hende, lagde varsomt min
arm om hende og sagde: 'Lil-
lesøster, tilgiv mig.’
’Det var min skyld,’ hvis-
kede hun uden at vende sig
mod mig, ’jeg var så fuld.’
Jeg så, at hun havde plasterl
om næsen.
Jeg gik ind til Amalie inde
i den i den anden stue og
spurgte hende, om Katrine
boede her. Hun sagde, at det
gjorde hun ikke. Hun havde
jo boet hos Karoline, men
Karoline havde netop smidt
hende ud.
'Hvem har denne her lej-
lighed, du eller din ven?’
spurgte jeg.
’Det har jeg,’ svarede
Amalie.
’Se, her har du 500 kro-
ner. Kan du lade Katrine bo
her, indtid vi finder et andet
sted. Jeg kommer til Køben-
havn igen, inden jeg rejser
fra Esbjerg. Så skal jeg kom-
me og prøve at finde noget
til hende. Men jeg er nødt til
at tage tilbage nu. Men jeg
kommer igen om en uges tid.
Derefter skal jeg på langfart
igen.’«
På det Ole fortalte, for-
stod jeg, at den ulykkelige
dag netop måtte have været
den augustdag, Katrine kom
hos mig. Efter sit besøg hos
mig, og nogen havde druk-
ket hende kanonfuld, og ved
et tilfælde var hendes bror
kommet til byen.
Ole fortsatte: »Efter en
uges tid tog jeg igen til Kø-
benhavn for at prøve på at
hjælpe Katrine med en bo-
lig. Amalie var alene med
Katrine. Hun var ikke sær-
lig glad. Hendes ven var flyt-
tet fra hende. ’Men det gik
alligevel ikke længere så
godt mere med os, så det var
måske kun godt. Nu kan Ka-
trine i hvert fald blive boen-
de hos mig,’ sagde hun. Det
var jeg meget glad for. No-
gen tid efter rejste jeg så på
langfart. Da jeg fik medde-
lelse om Katrines død, troe-
dejeg naturligvis, at hendes
død havde en naturlig årsag,
selv om jeg frygtede noget
galt. Da jeg kom hjem forle-
den, viste Tove mig avisud-
klippet og fortalte mig om
præstens opringning.«
Vi sad begge tavse en lille
stund, så sagde Ole: »Resten
af min ulykkelige søsters hi-
storie kender vi.«
»Men hvordan fik Katrine
fat i sin lille datter,« spurgte
jeg.
»Katrine havde engang
haft et forhold til en rent ud
sagt skidt fyr, som hed Har-
dy. Ham havde hun truffet
en dag, hvor hun lige havde
fået penge. De havde så
drukket sammen, og efter
hvad Hardy nu har forklaret
i retten - han er nemlig arre-
steret - så havde Katrine til-
budt ham penge for at finde
ud af, hvilken vuggestue
hendes lille datter var i og
for at skaffe hende barnet.
Og Hardy ville gøre alt for
penge. Efter hvad jeg har
hørt, havde Hardy holdt
vagt ved den vuggestue,
hvor bile Emilie var, i flere
dage for at vente på en gun-
stig lejlighed. Han havde
haft slik med til at lokke bar-
net med. Og det lykkedes.
Det er muligt, at Emilie har
kunne kende Hardy, som
boede hos dem engang, men
Katrines Erik var i Grøn-
land. Og efter at have over-
ladt barnet til moren, for-
svandt Hardy. Men han er
fundet nu.«
Ole så helt udkørt ud efter
at have fortalt det hele. Og
jeg lod ham være i fred. Han
tørrede sveden af sin pande.
Han sukkede dybt. Så fort-
satte han igen:
»Efter hvad Amalie fortal-
te, havde Katrine i lang tid
ikke været rigtig rask. Hun
havde det psykisk meget
dårligt, efter at Karoline var
blevet kvalt. De havde begge
taget mordet på Karoline
meget tungt. Amalie sagde,
at Katrine ofte havde sagt,
at hun hellere ville tage livet
af sig frem for at blive myr-
det af en skidt fyr. Da hun så
ikke kunne se sin lille datter
på normal vis, havde hun
planlagt at dø sammen med
hende. Det var godt, at bar-
nets liv blev reddet.« Ole og
jeg sad længe uden at sige
noget.
»Jeg ved egentlig ikke rig-
tig, hvordan Katrine så ud.
De to gange, jeg havde set
hende, var så korte. Første
gang jeg så hende var det
næsten kun fra siden, og an-
den gang var hun så træt og
ulykkelig,« sagde jeg. Ja,
nærmest uhyggelig at se på,
tænkte jeg ved mig selv.
Ole tog en tegnebog frem
fra sin jakkelomme, og tog et
fotografi ud af tegnebogen.
Han rakte mig fotografiet og
sagde: »Det er fra min yng-
ste brors konfirmation. Pi-
gen ved siden af mor er Ka-
trine.«
Jeg så på et fotografi, som
var noget slidt. Det har ofte
været fremme, tænkte jeg.
Et billede af en lykkelig fa-
mihe. Et midaldrende ægte-
par med deres fem børn. Mo-
ren så mild ud. Den eneste
pige i flokken, en køn pige
med et smil iført en smuk
grønlænderdragt, stod læ-
net mod sin mor.
»Ham konfirmanden
der,« sagde Ole og pegede på
den midterste dreng, »han
er lærer nu.« Men jeg så kun
pigen.
Vi måtte skynde os at spi-
se. Ole skulle nå et bestemt
tog til Esbjerg. Da jeg havde
fulgt ham til havelågen og
sagt farvel til ham, stod jeg
længe og tænkte på Katri-
nes liv. Jeg blev ved med at
se hendes tre forskellige an-
sigter for mig: et barnean-
sigt, et ulykkeligt, men kønt
ansigt, og så til slut: en for-
drukken kvindes ansigt.
Slut