Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 31.03.1994, Blaðsíða 12

Atuagagdliutit - 31.03.1994, Blaðsíða 12
Nr. 25 • 1994 72 y£ftåcCi&CZ&G&/C(.É/jZ' GRØNLANDSPOSTEN Over Nuussuaq Kvindeekspeditionen Ulu 94 er nu kommet til Uummannaq Af Lone Madsen Efter en lille uges »ferie« i Ilulissat var det tid at drage videre nordpå - op til det gol- de og barske Nordgrønland. Selve afgangen fra Ilulissat viste sig at blive ganske dra- matisk. Ulu 94’s 22 hunde blev re- duceret til 21. Den ene rejse- kæde havde løsnet sig cirka en halv meter, så en hund havde fået et ben viklet ind i wiren. Wiren havde tilsyne- ladende været så stram, at den havde lukket for blodtil- førslen, og hunden var be- gyndt at æde af sit eget ben. I hver tilfælde manglede den ene pote. Ikke desto mindre stod hunden roligt med log- rende hale og ventede på hjælpen. Men nej, stakkels Walda, knap 3 år, 38 kg stor og stærk hund og iøvrigt bas for mit spand. Turen ender her. Der bliver ingen Qaa- naaq-tur til dig eller andre slædeture iøvrigt. Jeg måtte fælde en tåre, da politiet kom med »kvæg- pistolen« og sendte Walda til hundehimmelen, og jeg måt- te også nikke bekræftende, da kommunens mand bagef- ter hentede hunden med kommentaren. Det er jo ba- re et redskab, ik? Jo, men alligevel. Walda var borte, det var en realitet. De øvrige hunde virkede trykkede af situatio- nen - var i hver tilfælde tem- melig medgørlige den dag - måske var det bare varmen. Det var nemlig stille, klart og lunt, da vi satte af med kursen mod bygden Qeqer- taq, der ligger lige syd for halvøen Nuussuaq - over- gangen mellem Ilulissat og Uummannaq Kommuner. Undervejs tog vi en nat på Diskobugtens frosne vande. Ny bas Mme 10 resterende hunde havde efterhånden fundet ud af at Walda var borte, og at en ny måtte tage over. Jeg var på forhånd klar over, at det måtte blive en af tre hunde med de meget opfind- somme navne, Ataaseq, Marluk eller Pingasut. Pingasut, flittig, stor og stærk, men nok for dum tfl at opdage, at der nu var mu- lighed for at få de største madrationer, og hvad der el- lers hører til basrollen. Ataaseq og Marluk. Begge store og stærke - og kønne og værdige til rollen. Men Ataaseq er frygtelig agressiv og har på en eller anden må- de ikke format til en basrol- le. Mit bud var, at det måtte blive Marluk. En hellefisk på sporet overbeviste mig. Pingasut fik først tænder i den, hvor efter den spagfær- digt overlod den til Marluk, som sejrsstolt travede videre med den 2 kg store fisk i kæften. Op til de store slæder I Qe ieqertaq kunne vi straks se, at vi var kommet nordpå. Slæderne var nu meget stør- re end vi ellers havde set. Store transportslæder til at fragte hellefisk fra fiskeste- derne over havisen til byg- den. I Qeqertaq fik vi mange gode råd om rutevalg vedrø- rende den forestående man- domsprøve - krydsning af Nuussuaq. Alle argumenter lød fornuftige i det øjeblik de lød. Vi valgte til sidst den traditionelle rute, der slut- ter med en 5 kilometer stor »Kuussuaq« elv, der skulle være fyldt med store sten og NUUP KOMMUNEA OFFENTLIG LICITATION På vegne af Den selvejende Institution Godthåb Hallen udbydes hermed efterisolering af Godt- håb Hallens gavle i offentlig licitation. Opgaven omfatter: - 135 m2 udvendig efterisolering. 25 m2 opbygning af ny ydervægsbeklædning incl. 3 nye vinduer. 70 m2 indvendig efterisolering. - udskiftning af 21 stk. vinduer. Arbejdet påbegyndes ultimo april 1994, under forudsætning af de bevilgende myndigheders accept. Udbud og licitation: Udbudsmaterialet kan rekvireres hos: Nuna Consult A/S Sdr. Herrnhutvej 20A Box 218 • 3900 Nuuk Tlf.: 2 35 33 Fax: 2 38 90 Kan afhentes fra tirsdag den 5. april 1994. Licitationen vil blive afholdt fredag den 15. april 1994 kl. 10.00 hos Nuna Consult A/S Nuup Kommunea - Forvaltningen for Teknisk & Miljø iøvrigt spejlblank. Alterna- tivt skulle vi ud og være årets første slæde på en ru- te, der plejer at være dårlig i snefattige år - som i år. Men allerførst skulle vi op på Nuussuaq. Og dog. Allerførst skulle der Uge repareres et hul i mi- ne »gode gamle kamikker«. Birthe Lange tog imod uden at kny en lørdag morgen og gik straks i gang med nål og sene: - Hvor har du de kamik- ker fra, spurgte hun med beundring i stemmen. De er flot lavet. - Kangaatsiaq, svarede jeg stolt. Med lap på højre kamik kunne vi så begive os afsted. Over Nuussuac aq Op, op, op. Til sidst gad In- ges hunde ikke mere. De tog hverken imod milde opmun- tringer, trusler og forban- delser, pisk på skagler eller krop. Desuden var det ved at blive mørkt, og det var ble- vet det, der i radioen hedder stiv kuling. I praksis vind nok til, at den kunne flytte min godt hundrede kilo tun- ge slæde. Jeg var ved at ord- ne skagler, da hundene røg op. Åh nej, tænkte jeg, er der også rensdyr her og kiggede mig tilbage. Næh, der var in- gen ting. Slet ingenting. Heller ingen slæde. Slæden var væk, blæst ned i en tre meter dyb kløft. Det var nu ikke dér opstanderen knæk- kede, men en halv time tidli- gere på vej op af bakke, hvor slæden »lagde« sig over en sten. Vi slog telt op, surrede det så godt vi kunne, pakkede os selv og udstyret ned med henblik på at teltet ville væ- re væk, når vi vågnede - og i***- Ikerasak - nunaqarFinnguaq alianaaqisoq qaqqarsuup kusanartup ataani inis- sisimavoq. - Tamaaniinuulluataartorujussuuvugut, Uummannamutingerlaq- qinnginnitsinni taama oqartoqartoq tusallatsiaannarparput. Ikeraasak - e Fjeld. - Heri videre til Uu lagde os til at sove. Om morgenen stod teltet endnu, vinden havde tilgen- gæld lagt sig. Vi gravede hundene fri og fortsatte op over Nuussuaq. Imponerende landskab med det ene ubeskrivelige fjeld efter det andet. Og al- lerhøjest oppe lå en lille hyt- te, vist også kaldet midtvejs- hytten. Og så kom det spændende spørgsmål. Var nedkørslen lige så sejl, og Kuussuaq lige så slem som beskrevet. Var dét mon den stejle bakke? måtte vi spørge hin- anden om flere gange, men da vi nåede elven måtte vi jo have passeret den. Det var ikke så slemt. Tilgengæld brugte vi 3,5 time på de sidste 5 kilome- ter. Det var ikke helt løgn, det med den spejlblanke is og de store sten. Men ind i mellem var der dog felter med sne. Det var ikke let at bugsere de to tunge slæder gennem blokmarken. Slet ikke med den knækkede op- stander. Men vi kom dog gennem det og kunne klok- ken 7 om aftenen køre ud på vindblæst fjordis med udsigt til de to karakteristiske fjel- de; Uummannaq og Ikera- sak. Badet i lyserødt aften- lys. Det var smukt syn. Ilaanniliaputitaqartarpoq. Qamutit oqimaaqisut ikaarunniameriajornaatsuinnaanngilaq. Pingaartumik qamtutit aappaasa napariaat naffakuummata. Taamaakkaluartorli anigor- parput unnukkullu arfineq marlunngortoq kangerluup sikuanut aqqarpugut, qaqqarsuillu ilisarnartut marluk isigilerlutigik: Uummannaq Ikerasallu. Det var ikke let at bugsere de to tunge slæder gennem blokmarken. Slet ikke med den knækkede opstander. Men vi kom dog gennem det og kunne klokken 7 om altenen køre ud på vindblæst fjordis med udsigt til de to karakteristiske fjelde; Uummannaq og Ikerasak. I fuld galop til Ikerasak Nu var der ca. 15 kilometer til Iekrasak. Jeg kunne ikke dy mig for konkurencemen- nesket i mig. Jeg måtte tage tid. Hvor hurtigt kunne vi galopere ad den vindblæste fjord til Ikerasak. Der var nogen, der havde sagt noget om at krydse over til et fjeld og følge sporet derfra. Hvad skulle vi med spor her på den blanke havis, telepate- rede vi til hinanden og satte kursen direkte mod Ikera- sak. Da vi 2-3 timer senere parkerede for natten - langt fra Ikerasak - midt i et even- tyrlandskab af isskoser, is- felde og fiskesteder, havde jeg glemt alt om tidtagning og kunne pludselig huske, hvorfor vi skulle krydse over til fjeldet... Med himlen som tag lagde vi os på slæden, studerede den stjernefyldte himmel og faldt i søvn. Næste morgen kørte vi den sidste time til Ikeraa- sak. Et paradis af en bygd placeret for foden af det flot- te Uummannaq Fjeld. - Her lever vi som grever og baroner, nåede vi Uge at høre, før vi drønede videre til Uummannaq. Vi havde ikke lyst til at blive i Ikera- sak. Dels var vores hundefo- der og andet gods ikke nået frem. Og dels havde vi ikke lyst til at møde fiskerne et- fer, at de havde været ude at tilse de fiskepladser, som vi var kommet til at passere - eller skal vi sige rasere - af- tenen i forvejen. Undskyld.

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.