Atuagagdliutit - 30.06.1994, Side 12

Nr. 49 • 1994
72
yfa*t£Z£2*2£&C&/C<.É7i?'
GRØNLANDSPOSTEN
fflrja..

».'i’» ‘-»lirf' *
sådan siger bofgmester i
Sivisuumik sulinngiffeqareerluni, ilaqutariit pingaarlinnerunerat pissutigalugu, August Efter en lang pause, hvor familien stod øverst på dagsordenen, er August Eipe atter aktiv
Eipe politikimik sammisaqaqqilerpoq, maannalu Qaanaami borgmesteriulluni. i kommunalpolitik som borgmester i Qaanaaq. (Foto: Louise-Inger Lyberth).
NUUK(LRH) - Han er me-
get vellidt - et roligt og velaf-
balanceret menneske, som
sætter sit familieliv højt.
Han er nem at tale med og
god at arbejde sammen med.
Blandt andet sådan be-
skrives Qaanaaqs borgme-
ster siden 1989, August Ei-
pe.
August Eipe er født 16. de-
dember 1940 og blev som
barn sammen med mange
andre tvangsforflyttet fra
Dundas, som indbyggerne
selv kalder Uummannaq, tU
Qaanaaq.
- Qaanaaq blev grundlagt
i 1909. Men byen blev først
handelsmæssigt grundlagt i
1910, da Knud Rasmussen
byggede den første butik.
Den drev han frem til 1937.
Og først i 1937 accepterede
Danmark os som en koloni -
at vi var en del af det øvrige
Grønland. Det var Knud
Rasmussen, der gjorde,
hvad han kunne for at over-
bevise Danmark om, at
Nordgrønland også skulle
være en del af resten af
Grønland. 11937 fik man så
indført sygehus, skolevæ-
sen, kirke, fortæller August
Eipe.
- Det var ikke disse ting,
jeg tænkte over, da jeg var
barn. Det var jo en del af
vores hverdag, men det var
tydeligt, da vi flyttede til
Qaanaaq i 1953, at tingene
ændredes. Vi fik et nyt hus,
og vi fik elektricitet. I for-
bindelse med tvangsforflyt-
telsen gik vi ind i en ny tid.
Vi skulle ikke selv bygge hu-
sene - de blev bygget af dan-
skere. Det var bemærkelses-
værdigt i sig selv.
Tvangsforflyttelse
- Men selve tvangsforflyttel-
sen var der ingen glæde ved
overhovedet. Det var jo
tvang. Vi fik at vide, »inden
den og den dag skal I være
rejst«. Alle familier fik travlt
med at lave telte og slæder.
Vi havde en uge til at flytte.
Vi fik at vide, at de, der ikke
ville flytte, ville få en buldo-
zer ind gennem huset. Det
er ikke ting, jeg selv husker,
men jeg har fået det fortalt
af mine forældre, og de som
vi flyttede sammen med.
- Vi var børn, så vi var ba-
re glade for, at der skete no-
get nyt. Det var midt i en
dejlig tid på året, men vi
kunne godt mærke på vores
forælde, at de ikke var glade.
Det er der ikke noget at sige
til, de skulle forlade det
land, som generationer hav-
de beboet i hundrede af år.
De skulle forlade deres afdø-
de familier på kirkegården.
De havde det meget hårdt.
- Der var ikke noget hus
parat til os, da vi flyttede til
Qaanaaq i 1953, så vi måtte
bo i telte. Vi kunne først
flytte ind i husene i slutnin-
gen af 1953. Det var koldt.
Nogle gange vågnede vi
dyngvåde enten af regn eller
af rim fra vores ånde.
Uddannelse
- Vi var en koloni, så vi hav-
de ingen muligheder i ud-
dannelsesmæssig sammen-
hæng, da jeg var ung. Vi
kunne ikke blive lærlinge,
derfor var jeg nødt til at tage
til Nuuk i 1962, 20 år gam-
mel, for at blive lærling.
Først efter 1963 blev vi be-
handlet på samme måde
som resten af Grønland, så
forholdene i Qaanaaq var
dårligere end i resten af lan-
det. Først i 1963 blev vi reelt
en del af landet, da vi fik lov
til at være med til valget til
Grønlands Landsråd, og da
vi fik vores egen kommunal-
bestyrelse.
- Da jeg kom til Nuuk, ar-
bejdede jeg som medhjælp i
Isenkramforretningen. Bag-
efter kom jeg til SB-butik-
ken. Hvor var den stor! Der
var 20 medarbejdere.
Om aftenen gik August
Eipe på aftensskole i Nuuk.
Det var hårdt, for timerne
foregik på dansk, og det
kunne August Eipe ikke.
- Jeg lærte dér, at man
kan. hvis man vil. Jeg sagde
måske ikke meget i timerne,
men når jeg kom hjem, så
knoklede jeg en sej kamp og
gennemførte da også. Sa
selv om jeg ikke gerne taler
dansk, så forstår jeg det, og
er der ikke er nogen i nærhe-
den, som kan oversætte for
mig, så går det da også.
Efter opholdet i Nuuk fra
1962-66 kom August Eipe på
Handelsskolen i Ikast, hvor-
fra han i 1967 fik handelsek-
samen.
- Jeg var den første fra
Avanersuaq, som fik en ud-
dannelse. Jeg plejer at sige
til min familie, at vi på den
måde blev et folk, som leve-
de efter uret.
- Fangerfolk har et frit liv
og er ikke undertrykte. De
gjorde tingene, når det pas-
sede dem. Selvfølgelig gik
deres børn også i skole, men
stort set kunne de gøre,
hvad de ønskede på de tids-
punkter, der passede dem.
Politik
August Eipe har siden sin
ungdom interesseret sig for
samfundsforhold og har væ-
ret medlem af mange fore-
ninger - og som 18-årig blev
han formand for forsam-
lingshuset. Han sørgede for
at vise film og kørte en lille
tilhørende kiosk.
- Det var et stort ansvar at
få som 18-årig, husker jeg,
og jeg var meget stolt af det.
Jeg skulle oven i købet også
føre regnskaberne.
Men det var først i 1971, at
August Eipe gik ind i reel
politik. I fire år fra 1971-75
var han medlem af kommu-
nalbestyrelsen, og blev også
formand for den - dengang
man var formand og ikke
borgmester.
I 1975 blev August Eipe
leder af butikken i Qaanaaq,
og han trådte ud af politik.
Han var blevet gift havde fi-
re børn, og da August sætter
familien højt, prioriterede
han fam.ilien højere end det
politiske liv de næste 14 år.
Men så var børnene blevet
store, og han og familien
kunne igen overskue, at han
blev politiker. Straks han
stillede op, blev han valgt ik-
ke bare ind i kommunalbe-
styrelsen, men også som
borgmester.
- Befolkningen kender
mig og ved, at jeg ønsker at
gøre noget ved tingene. Når
jeg bliver sat til en opgave,
så gør jeg, hvad jeg kan for at
løse den. Men jeg gør også
meget ud af at lytte til, hvad
kommunalbestyrelsen giver
mig mandat til, når jeg skal
ud og forhandle på dens veg-
ne.
Sætter familien højt
- Jeg er medlem af partiet
Siumut, men efter jeg er ble-
vet valgt til borgmester, så
er det også min pligt at gøre
noget for befolkningen som
helhed, selvfølgelig med ud-
gangspunkt i Siumuts poli-
tik.
-1 mit job som borgmester
står boliger og arbejdsplad-
ser højt på min liste, samti-
dig med at jeg gør, hvad jeg
kan for at skaffe muligheder
for fangerne.
August Eipe er borgme-
ster for en befolkning på
omkring 850 i en del af lan-
det, hvor der i øjeblikket er
lyst døgnet rundt, men hvor
der også på et tidspunkt bli-
ver mørkt døgnet rundt.
- Når man bor et sted,
hvor der kan være mørkt
døgnet rundt, så er det vig-
tigt at kunne bruge sangen.
Min hustru, Birthe og jeg
bruger meget tid på at syn-
ge. Man bliver stærkere af
det, man bliver afstresset og
i godt humør - selv om det er
mørkt. Det er dejligt, fortæl-
ler August Eipe, som kan li-
de sit job som borgmester.
- Jeg kan godt lide at være
borgmester. Men jeg sætter
familien højest, og ønsker
den, at jeg trækker mig til-
bage, så gør jeg det.
August Eipe: - Avanersuarmiuni siullersaallunga ilinniaga-
qartuuvunga. Ilaquttakka oqarfigisarpakka taama inuusaa-
seqalernikkut nalunaaqutaq maUllugu naggueqatigiinngor-
simasugut.
August Eipe: - Jeg var den første fra Avanersuaq, som Fik en
uddannelse. Jeg plejer at sige til min familie, at vi på den
måde blev et folk, som levede eller uret. (Ass./Foto: Knud
Josefsen)