Atuagagdliutit - 07.02.1995, Blaðsíða 10

10
Nr. 11 • 1995
GRØNLANDSPOSTEN
Ole-mut naggammik inuulluaqqusineq. Det sidste farvel til Lille-Ole. (Ass./Foto: Knud Josefsen)
TEMA: Selvmord
80% af hverdagen forsvandt
Når et menneske tager sit eget liv, efterlades de nærmeste med mange
ubesvarede spørgsmål. Men i sidste ende bestemmer man selv, om man
vil overleve
NUUK(MLA) - En ung
mand tog en tidlig sommer-
morgen sit eget liv. Han ef-
terlod sine nærmeste i sorg
og fortvivlelse, vrede og
skyldfølelse. En frisk ung
mand, som de færreste hav-
de regnet med ville tage sit
eget liv.
- Ole og jeg var tæt knyt-
tet til hinanden, vi havde talt
om hans selvmordstanker,
og jeg troede han var kom-
met over det, fortæller Oles
far John.
Ole var en ung mand, med
nogle problemer han aldrig
nævnte for venner eller fa-
milie. Han levede stærkt og
døde ung. Siden han var lille
havde han problemer. Ole
led af dværgvækst, og pro-
blemer med lægebehandlin-
gen gjorde, at Ole ikke fik
den rigtige behandling og
hans vækst gik i stå. Ole
havde meget svært ved at
acceptere, at han ikke vok-
sede, som sine jævnaldrene
og skulle derfor hele tiden
prøve sig selv af.
- Der var altid et eller an-
det Ole skulle konkurrere
med os om. Det var oftest
om hvem, der kunne drikke
flest øl, fortæller en af Oles
gode venner Mads.
Det kom som et chok
Oles far og venner blev alle
meget chokerede over Oles
selvmord. Fordi han før
havde truet med at begå
selvmord, hvor ingen troe-
de, at han faktisk mente det.
Ole talte heller aldrig rigtig
om de problemer, der virke-
ligt plagede ham.
Ole havde på et tidspunkt
holdt fest sammen med ven-
nerne, hvor han havde
nævnt, at han ville $kyde sig
selv. Han havde truet med
det før, så vennerne fik igen
talt ham fra det, og for en
sikkerheds skyld gemte
Mads geværet. Dagen efter
da de talte om det, gjorde de
lidt grin med det, og tog det
meget afslappet. Mads hav-
de derfor ingen betænkelig-
heder ved at aflevere ge-
været til Ole. Pludselig bad
Ole vennerne om at gå. De
gik, fuldstændigt uvidende
om, at det var sidste gang,
de skulle se deres ven i live.
- Da vi hørte det var sket,
troede vi ikke på det, og da
det gik op for os, at det var
sandt blev de fleste af os
vrede. »Egoist!« tænkte vi,
han kunne ikke være det be-
kendt overfor os. Det mest
tilbagevendende spørgsmål
var: »Hvorfor?!», fortæller
Mads.
Anja, der var Oles tidlige-
re kæreste, skulle afsted på
arbejde, da en veninde rin-
gede og fortalte, at Ole var
død. Hun blev hjemme og
græd hele dagen.
Det kom som et chok. An-
ja, der troede hun var fuld-
stændig fortrolig med Ole,
opdagede først da hun læste
afskedsbrevet, der var trykt i
AG, at det var hun ikke.
Han havde aldrig fortalt
hende, om sine virkelige
problemer.
- Jeg troede jeg var meget
fortrolig med Ole, for jeg
fortalte ham alt og troede, at
han også gjorde det, fortæl-
ler Anja.
Hun følte vrede, sorg og
skyld på en gang. Hun kun-
ne ikke forstå, at han ikke
havde sagt noget, når hun nu
så gerne ville være der for
ham - være hans ven.
- Jeg vil aldrig acceptere, at
han ikke er der mere. Jeg vil
altid savne ham, siger Anja.
En lang whiskey-rus
Oles far, John var i Dan-
mark da han blev ringet op,
og fik den forfærdelige ny-
hed. Chokket kom først se-
nere, da John tolv timer se-
nere stod i Lufthavnen i Nu-
uk.
- Jeg havde ikke ret meget
lyst til at tage hjem, hvor
Ole og jeg boede, så jeg
flyttede ind på Hotel Hans
Egede. I fjorten dage levede
jeg i en whiskey-rus og var
selv meget tæt på bare at
følge Ole. Mit liv gik i spå-
ner, det var 80 procent af
min hverdag, der forsvandt
med Ole, fortæller John.
John stod pludseligt med
en masse ting han skulle
klare. Hvis ikke det havde
været for hans gode venner
skyld, skulle han også have
stået for rengøringen efter
Ole.
- Det offentlige tager ikke
affære i den anledning.
Hverken politi eller kommu-
ne, og hvis jeg ikke havde
haft gode venner, som for-
stod, hvad dette betyder, så
var jeg kommet til at stå
midt i rædslerne efter Oles
ulykkelige handling og midt
i det endeløse mareridt, jeg
vidste ville plage mig for tid
og evighed.
Bagefter smed John alt
ud af Oles ting, minderne
skulle væk, og det der ikke
blev smidt ud, blev foræret
til vennerne.
John måtte først ringe til
kredsretten, for at få lov til
at smide Oles tøj og ting ud,
fordi han ikke er Oles biolo-
giske far.
- Det synes jeg var meget
underligt eller ubehageligt,
at jeg ikke måtte røre min
egen drengs ting, siger
John.
Ud af krisen
Det var svært for vennerne
at acceptere, at Ole ikke var
iblandt dem længere. De
kunne have været der 24 ti-
mer i døgnet om nødven-
digt, sagde de. Vreden, sor-
gen og skyldfølelsen over-
vældede dem, men de ville
ikke lade sig slå ud og hjalp
i stedet hinanden ud af kri-
sen.
- Vi var meget sammen li-
ge efter Oles død. På skift
sørgede vi for at græde ud
og fortælle hinanden, uden
omsvøb, hvad vi følte. Man-
ge af os følte vrede og kald-
te ham en egoist, nogle følte
skyld, for vi kunne have
hjulpet ham, hvis bare han
havde bedt om det, fortæller
Mads.
Vennerne lærte, hvor vig-
tigt det var at have hinan-
den, til at kunne komme ud
med det hele, tale sammen
og aldrig bure sine følelser
inde.
Anja reagerede anderle-
des. Hun tog på efterskole, i
den tro at hun bare kunne
flytte fra problemet.
- Da jeg tog på efterskole
i Danmark, troede jeg mig
»sikker«, men sorgen kom
tilbage. Jeg talte med min
lærer om min sorg. Hun fo-
reslog ellers at jeg talte med
en psykolog, men det ville
jeg ikke, fortæller Anja.
Anja blev foreslået at tale
direkte til Ole, selvom han
ikke var der, for bare at
komme af med det. Hun be-
gyndte derfor at skrive bre-
ve til ham.
Vennerne savner Ole me-
get. Men bearbejdelsen af
sorgen har gjort, at de alle
fungerer normalt i dag.
Johns liv fungerer også,
men ikke som det gjorde.
Han lever stadig med det
store savn og på de mest
mærkelige tidspunkter bry-
der han sammen.
- Siden Ole tog sit liv i
sommeren 1993, har jeg
måske sovet fem nætter i-
gennem. Mit følelsesregister
gik totalt i spåner. Der går
ikke en nat, hvor jeg ikke
vågner og tænker på ham.
Havde jeg vidst hvordan han
havde det, kunne jeg - nok
som den eneste - have hjul-
pet ham, fortæller John.
Grønland - et uhyggeligt
land
Ole blev udstødt af nogle i
samfundet, fordi han ikke
var perfekt, han havde for
mange skavanker, som han
ikke kunne leve med.
- Grønland er et uhygge-
ligt land for mennesker med
svagheder. Der er ikke plads
til dem, der ikke er som de
andre. Ole var jo verdens-
mester. Han kunne det hele -
ønskede han - for han ville
ikke acceptere, at han ikke
var som de andre, fortæller
John.
- Der er et stort pres på de
unge i dag, mener Anja.
- Hvis ikke man hurtigt bli-
ver til noget, er man bare en
taber, og hvis man ikke er
stærk taber man.
For Anja virker selvmord
som en meningsløs udvej.
Det er uretfærdigt for selv-
morderens venner og fami-
lie.
John bliver tit kontaktet af
unge mennesker, der går
med selvmordstanker, og
han hjælper gerne.
- De unge i dag forventer
alt for meget. De tror de kan
få det hele serveret på et
sølvfad, men de må jo vise
initiativ, hvis de vil have no-
get igen. De skal ikke bare
bukke under for nederlage-
ne, som Ole gjorde, siger
John.
John mener også at racis-
men er en af grundene til
mange unge føler sig ud-
stødt. Et ungt menneske i
Grønland, der bliver bedt
om at rejse væk fra sit eget
land, bliver naturligvis ked
af det.
- Ole var slet ikke så
dårlig til grønlandsk, men
han var ikke fortrolig med
det og talte det ikke så me-
get. Det slog ham fuldstæn-
dig ud, når nogen kaldte
ham en dum dansker. Det
tog han som et regulært ne-
derlag, fortæller John.
Tag skrammerne!
Når man har mistet én man
har kær, må man bearbejde
sorgen for at komme videre,
det mener både Mads, John
og Anja.
- Grønland er som sagt ik-
ke for svage mennesker.
Men vi må lære at være me-
re åbne og tolerante overfor
hinanden og acceptere hin-
andens fejl. Man må tage
skrammerne og risikere at
folk snakker om én ude i by-
en. Selvmord er en virkelig-
hedsflugt. Det er resultatet
af en frygt for at se realite-
terne i øjnene, mener John.
- Vi skal være mere åbne
og ikke bure os selv og vore
følelser inde, så vi til sidst
er ude af stand til at tale om
- endsige løse - vore proble-
mer, siger Mads.
Når Anja tænker på Ole
og savner ham, sætter hun
sig stadigvæk ned og skriver
breve til ham. Selvom hun
ikke får svar, hjælper det på
hende.
- Nogle gange, når jeg
skriver til ham, lægger jeg
blyanten på papiret og går
ud af værelset, i håb om, at
han skriver et lille svar eller
en lille hilsen til mig, men
det gør han jo ikke. Det
hjælper bare på mig at over-
komme savnet på dén måde,
siger Anja.
- Venner og familie er
nøgleordet, man skal tale
om problemerne eller søge
profesionel hjælp. At lukke
sig inde i sig selv er for
egoistisk, mener Anja.
- Det er forkert at begå
selvmord, for det er vel bare
for at give igen, fordi man
selv er blevet såret. Tanker-
ne er ikke unormale, men de
skal bearbejdes. Du bestem-
mer selv, om du vil overle-
ve. Man kommer selv over
det - hvis man vil, er Anja
overbevist om.