Atuagagdliutit - 04.05.1995, Blaðsíða 6

6
DANMARKI A NIG UISI TA A V O Q • DANMARKS BEFRIELSE
1945-1995
Godt vi undgik krigen
Hele Grønland følte knugende angst for det ukendte, men tabte ikke modet.
Sorsunnersuup naanerani
umiarsuaq siulleq “Disko”
Nuummut ilummukaartoq.
Det første skib efter krigens
afslutning var “Disko”. Her
på vej ind i havn i Nuuk.
(Ass.; Nammineq pigisaq/
Foto: privat eje).
Af Hans A. Hansen
Da Grønland mistede al
forbindelse med Danmark
efter tysk invasion, var re-
aktionen: Hvad vil der ske?
Det spørgsmål var unge
mennesker landet over
meget optaget af.
Danebrog vajede på
halv stang, og det var ty-
deligt, at ældre borgere
følte knugende angst for
det ukendte. Mange fore-
stillede sig det værste, der
ville ske for slægt og ven-
ner i Danmark, og tænkte:
Vi ser dem aldrig mere, de
er jo midt i krigen! Man
kneb en tåre. Reaktionen
var forståelig, alle var jo
fuldstændig lammet af
skræk.
Men det nyttede ikke at
hænge med hovedet.
Jeg var blandt de elever,
der gik på llinniarfissuaq i
Nuuk under Anden Ver-
denskrig. Eleverne fra Nu-
uk havde jo familien boen-
de i samme by, medens
resten af eleverne kom fra
forskellige steder på ky-
sten. Og eftersom der in-
gen kysttrafik var, så var
de henvist til at tilbringe
skolepauser og -ferier i
Nuuk. Men de var gæve
unge, de klarede sig selv
ud af problemerne uden at
kny.
Stræbsomme unge har
lettere ved at finde pulsen
til livets rytme. I vores tid
som unge mente vi, at vo-
res kristne tro var god nok.
Så kom spejderbevægel-
sen, og den fungerede i
samme tråd som det, den
kristne tro stod for. Men vi
savnede et eller andet, no-
get, som kunne give os en
fornemmelse af, hvad en
modvægt - og lad os sige
en verdslig anskuelse -
kunne betyde for unge un-
der opvæksten.
Vort Lands Børn
En dag gav en af lærerne,
Augo Lynge, os svaret.
Det var ham, der i sin tid
startede en forening med
navnet Nunatta Qitomai -
Vort Lands Børn.
Unge og ældre mødtes
og oplevede aftener med
foredrag, diskussion og
underholdning - alt serve-
ret uden at missionere og i
populær verdslig form.
Der var nogen udefra,
der ikke brød sig om fore-
ningens virke og syntes, at
man i det skjulte politisere-
de! Nåh-ja, hvad så? Her-
regud, med politik ordner
man jo landets ve og vel! -
var vores argument i det
stille.
Under krigen og i årene
derefter mærkede vi i sind
og skind amerikanernes
indvirkning på vores liv.
Hvordan kunne det ske? Vi
måtte jo ikke komme i
nærheden af amerikaner-
nes militærbaser og - an-
læg. Amerikanske krigs-
skibe anløb vore havne, og
besætningerne fik lov til en
hurtig landgang, ledsaget
af deres egne bevæbnede
politifolk. Trods det og me-
get andet, så fødtes der
krigsbørn med amerikansk
ansigtstræk.
Aladdinsod og
militærtøj
Der var amerikanske varer
i vore butikker, og de var
mere spændende end
dem, vi oplevede før kri-
gen. Vi studerede ameri-
kanske varekataloger og
bestilte ting og sager og
spændende tøj til hurtig le-
vering - med risiko for
selvforskyldte misforståel-
ser. Det skete også af og
til. Men den dag vi opda-
gede, at Aladdin petro-
leumslampe var alle tiders
til Grønlandsbrug, var vi
ovenud lykkelige. Ikke ale-
ne gav den masser af lys,
men også varme i hytten.
Der fulgte en brugsanvis-
ning på engelsk med, den
forklarede, hvordan man
rensede lampen. Ikke alle
forstod engelsk. Dej gjor-
de, at alt for mange små
hjem oplevede sodforure-
ning fra petroleumslam-
pen. Det var over det hele
- husets indvånere indbe-
fattet - at soden lagde sig!
Omkring det tidspunkt,
hvor man mente, at nu
sluttede krigen, så med-
delte kolonibestyreren i
Nuuk, at der lå bunker af
aflagt militærtøj fra Ameri-
ka i pakhuset til fri afhent-
ning. Vi var flere unge, der
troppede op, og hvad så
vi: fine, sorte officerskap-
per med en rad glinsende
knapper i den ene bunke,
og officerskasketter i den
anden. Med stor omhu
valgte vi fra hver bunke til
vores »garderobe« der-
hjemme. Når vi prominere-
de iført militærtøjet, sagde
folk, at vi lignede rigtige
soldater. Gad vide, hvad
folk mente med det.
Vi kom i trøjen, men kom
ikke i krigstjeneste.
Drivende miner
Men engang kom jeg en
drivende mine for nær. Un-
der krigen hørte man om
strandede miner, fundet af
fangere under jagt. Lands-
fogeden reagerede så og
bad alle om at holde sig
væk fra findestedet.
Nuukminen blev obser-
veret på en ø, udenfor al-
farvej, heldigvis da. En ung
koloniassistent, som hav-
de forstand på miner, blev
sejlet derud i koloniens
motorbåd. Jeg kom med
som tolk.
Og der lå minen jo i al
sin hæslighed, kastet af
springflod op på et stykke
sandstrand. Vi fik fra assi-
stenten ordre til at gå i
dækning så langt fra stran-
den som vi kunne, medens
han selv gjorde minen klar
til sprængning.
Så ville han slutte sig til
os.
Der kom ingen brag. Vi
ventede i flere timer, men
minen var stadig uskadt,
parat til at eksplodere, når
tiden kom. Men tiden kom
aldrig. Til sidst sagde assi-
stenten, at nu var det vist
på tide at tøffe hjemefter.
Med bankende hjerte hev
vi ankeret op og ventede
hvert øjeblik et kæmpe
brag, der ville lyde inde fra
stranden ... Så sejlede vi
hjem med fart på 8 knob.
Ved næste springflod
kikkede vi efter minen. Den
var væk.
Genforeningen
Ude i verden forstummede
bragene, fjenden var ned-
kæmpet, og fredsduen lod
sig atter at se.
En pragtfuld aften i juli
kom passagerskibet Disko
fra København og lagde til
kaj i Nuuk. Ombord var
grønlændere, der ufrivilligt
måtte opholde sig i Dan-
mark under hele krigen. De
gik i land, alle dårlig klæd-
te, og med usikre skridt
blandede sig med mæng-
den, der bød hjertelig vel-
kommen. De blev budt på
amerikanske cigaretter og
chocolade - og fik tårer i
øjnene, de var jo ikke vant
til så megen overflod. Vi
delte ud sålænge vi havde
noget at give, og modta-
gernes oprigtige glæde
over det, der skete, var
åbenlys. Vi havde det godt
med hinanden. Det var
dejligt.
Dagen for Danmarks
befrielse gjaldt også Grøn-
land. Det var bare lykken.