Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 08.05.1997, Blaðsíða 12

Atuagagdliutit - 08.05.1997, Blaðsíða 12
12 Nr. 35 ■ 1997 GRØNLANDSPOSTEN MED PETER FREUCHEN SOM GUIDE I NEW YORK - Min navnefælle, Peter Freuchen, hjalp mig med at komme ind i USA, selvom jeg ikke havde hverken pas eller visa, fortæller pensionerede matros Peter Josefsen Peter Josefsen var ikke ret gammel, da han begyndte at drømme om at blive sømand. Det lå dybt i ham, at det var hans fremtid. Ofte sad han på klipperne og kiggede ud over havet på de store færøske ski- be, som sejlede forbi Atam- mik. Af bar udmattelse faldt han nogle gange i søvn på klipperne, og han måtte bæres hjem af de voksne. Peter Josefsens forældre havde dog andre ambitioner. Peter skulle være kateket, tele- grafist eller have et andet løn- net job. Men Peter gik sine egne veje. - Jeg var godt træt af vores kateket, som jeg ikke synes var særlig dygtig. Derfor skabte jeg mig så meget, så jeg blev sendt i skole i Maniit- soq, og allerede som 14-årig kom jeg på efterskole i Nuuk. Da tiden på efterskolen var overstået, kom Peter på Ra- dioskole, men kun i kort tid. I sommerferien var Peter nem- lig på besøg i Atammik, og kun et stenkast herfra havde Klaus Sørensen anlagt Fiske- rikompagniet i Toqqusaq. Her blev indhandlet fisk og hvaler, og skibe fra mange lande kom forbi Atammik på vej mod Toqqusaq. Danskkundskaber Selvom Peter Josefsens kate- ket ikke havde de store dansk- kundskaber, så havde Peter en søster, som ihærdigt lærte det fra sig hun kunne: »Det en dreng - det en pige - se på dreng«. Og efterhånden som Peter nåede igennem skole- systemet, havde han fået så meget styr på det danske sprog, at han kunne tale med Kompagniets folk, som ind imellem kom til Atammik. Grønlændere havde nemlig ingen adgang til Toqqusaq. - En dag kom Klaus Søren- sens søn, Frede, og spurgte om ikke jeg kunne være tolk på »Søren Peter«, som skulle til Upemavik. Det var den- gang i slutningen af 1940- eme, hvor der var monopol i Grønland. Det vil sige, der var ikke grønlændere ansat hver- ken i Kompagniet eller om- bord på dets skibe. Da Peter Josefsen sagde ja til at være tolk ombord på »Søren Peter«, brød han reg- len om, at grønlændere ikke kunne ansættes i Kompagniet. Der skulle dog gå nogle år, før det blev normalt at ansætte grønlændere inden for Fiskeri- kompagniet. Peters indsats var alligevel så tilfredsstillende, at han blev hyret som fast tolk, motorpasser og altmuligmand ombord på »Søren Peter«. Peters drøm var gået i opfyldelse. Peter Freuchen Efter nogle år som sømand for Fiskerikompagniet og om vin- teren medhjælp i Toqqusaq, tog han hyre som matros på KGH’s skibe. I 1952, efter at have været i Nuuk under kri- gen, sagde Peter atter ja til Frede Sørensen, som bad ham tage hyre ombord på »Green- land«. Som lokkemad sagde Frede Sørensen: »Hvis du pas- ser dit arbejde, kan du komme med til USA til efteråret«. - Det var spændende, og jeg sagde straks ja. - Canadiske eller amerikan- ske skibe plejede at komme og hente frysevarer fra Grønland for at fragte dem enten til Canada eller USA, men denne gang skulle Kompagniets eget skib selv sejle varerne til USA. Så vi tog med »Green- land« til Diskobugten for at hente frysevarer. Og det var et andet skib, end det jeg plejede at sejle med. Jeg havde sejlet med en 22 tons stor båd, og nu var jeg ombord på en 500 tons stor båd. Det var helt utroligt. Og jeg skulle med på første tur til USA. Det var næsten ikke til at tro. - Da vi kom tilbage til Toqqusaq på vej til USA blev de øvrige grønlandske ansatte sat af, til gengæld fik vi en gæst ombord. Peter Freuchen. - Peter Freuchen bestyrede depotet i Toqqusaq, hvor han også skrev bøger. Det viste sig, at han var kommet for sent til Catalinaen i Nuuk, så han var nødt til at finde en anden måde at komme hjem til USA på. Og han var heldig og fik en plads ombord på »Greenland«. Navnefælle Peter Freuchen blev utrolig glad, da han hørte, at Peter Josefsen skulle med til USA. - Han var så glad for, at han kunne komme til at tale grøn- landsk, og så var han helt vild med, at jeg også hed Peter, så han kaldte mig aldrig andet end »Min navnefælle«. Og vi boede ovenikøbet i samme kahyt. - Han var også skyld i, at jeg fik grønlandsk mad ombord. Hovmesteren havde købt nog- le rensdyrkøller i Maniitsoq, og når Peter Freuchen fik trang til grønlandsk mad, hen- tede han en kølle, og så spiste vi frossen rensdyrkølle. - Og så skulle det vise sig, at han ville være mig til stor hjælp, da vi kom til USA. Jeg havde nemlig ikke noget pas eller visa, så jeg kunne ikke komme ind i USA, mens vi lå ved kaj i New York. Men det ordnede Peter for mig. Han havde nemlig heller ikke fået ordnet sit pas eller visa. - Da vi kom til New York, stod Peters kone, Dagmar, på kajen, men Peter kunne ikke komme op til hende. Han fik dog lov til at låne en telefon, som stod på kajen og herfra fik han fat i de rigtige menne- sker, som kunne hjælpe ham - og også mig. Det viste sig at være den danske ambassade, han havde kontaktet. - Da han kom ombord igen, sagde han til mig: »Find dit pæneste tøj frem og tag det på. Nu skal vi i byen«. Molbosk - Jeg havde aldrig været uden for Grønland, og der var så mange ting, jeg aldrig havde set før. Så jeg opførte mig som en molbo. Allerede på vej op mod pakhuset gik det galt. Jeg skulle ombord på en rulletrap- pe, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg snublede, men op kom jeg. - Vel oppe af rulletrapperne skulle vi ind i et monstrum, som viste sig at være en eleva- tor, som skulle føre os til generalkonsulen. Det var også en helt speciel oplevelse. Det hele var som en drøm. Hos generalkonsulen skulle vi have taget et pasbillede. Der blev trykket på en knap, og vups var der et billede af mig. - Der var 35 etager op til generalkonsulen, så det var noget af en udsigt der var der- oppe fra. Når jeg kiggede ned på vejen, synes jeg bilerne lig- nede ammassat. Jeg blev helt svimmel. Men besøget hos generalkonsulen gav mig det pas og visa, der var nødven- digt for, at jeg kunne få lov til at se New York, hvor jeg var i otte dage. - Det var herlige otte dage. Jeg blev fritaget for arbejde ombord på »Greenland«, og hver dag blev jeg hentet enten af Peter Freuchen eller Dag- mar, og så blev jeg ellers vist rundt i New York. Mange nye ting Der var mange ting, Peter Josefsen oplevede for første gang, da han var i New York. - En dag bad en mand mig sætte mig på en stol midt på gaden. Det viste sig, han ville pudse mine sko. Peter sagde til mig, at det skulle jeg lade være med, for det var spild af penge. Jeg så også TV for første gang. Jeg så zoologisk have for første gang, jeg var på museer, jeg smagte sværd- fisk, jeg så FN-bygningen, jeg var rundt i de forskellige bydele, hvor italienerne, kine- serne eller spaniolerne havde deres kvarterer. Jeg var på Manhattan. Og alt hvad jeg foretog mig, betalte Peter og hans kone for. De må have brugt mange penge på mig, i den tid jeg var i New York. - Jeg er ikke sikker på, at de derhjemme troede på alt, hvad jeg fortalte, da jeg kom hjem. Det hele var jo også ligesom en drøm for mig, så det er måske ikke så mærkeligt. Efter hjemkomsten fik Peter Josefsen tilbud om at komme med til USA igen året efter. Men »Remmesælen« søgte folk, og Peter havde lyst til at prøve lykken der, og flyttede til Qaqortoq, fordi »Remme- sælen« sejlede rundt i Syd- grønland. Ny epoke i livet De næste syv år, frem til foråret 1959, blev »Remme- sælen« Peter Josefsens hjem. Den 29. januar 1959 lå de ved kaj i Nanortalik. Det var stormvejr med sneslud, så alt stod i ét. - Ved halvfemtiden om morgenen kom vores skipper ind til os og vækkede os. Han havde hørt SOS-melding fra »Hans Hedtoft«, som var på vej tilbage til Danmark efter sin jomfrutur. »Hans Hedtoft« meddelte, at den lå omkring Kap Farvel. Skipperen tog kontakt til Nuuk, hvorfra han fik at vide, at man ikke længere havde kontakt med »Hans Hedtoft«. - Vi var det skib, som lå nærmest det sted, hvor man sidst havde hørt fra »Hans Hedtoft«. Meget hurtigt fik vi læsset proviant, vand og brændstof ombord, så vi kun- ne tage ud på eftersøgning. Det tog »Remmesælen« fire timer at sejle mod Ikerasas- suaq. En tur som under nor- male vindforhold ville tage den halve tid. - Vi var alle i styrhuset, og heldigvis var det i en tid, hvor vi var så unge, at vi ikke var bange for noget. For det var det mest forrygende vejr. Men ud måtte vi. 95 forliste »Remmesælen« ledte og led- te, men fandt kun en tønde i sin eftersøgning. Det viste sig dog senere, at den ikke tilhør- te »Hans Hedtoft«. Siden kom flere fartøjer til. Eftersøgningen varede en hel måned uden resultat. I løbet af sommeren fandt man i Island det eneste tegn på, at »Hans Hedtoft« havde eksisteret - en krans, som i dag befinder sig i kirken i Qaqortoq. Det blev herefter konklude- ret, at KGH’s nye flagskib »Hans Hedtoft« den 30. janu- ar 1959 forliste på hjemturen efter jomfrurejsen. Forliset skete ved Kap Farvel efter sammenstød med et isfjeld. Alle 95 ombordværende om- kom, deriblandt folketings- mand Augo Lynge, og fiskeri- foreningens formand Carl Egede. Mødte sin kone Det var en trist oplevelse for Peter Josefsen, hans kolleger, familiemedlemmer til de om- komne og i det hele taget for hele landet. Heldigvis for Peter havde han to år før mødt Nalaatsornerinnakkut Peter Freuchen aamma ilaasussanngorpoq Peter Josefsen-ip umiarsu- armut inuttaaffigisaanut New York-imut ingerlasussamut. Ikinngutigiillualerput, Peter Freu- chen-illu Pitaq taamaallaat taqsarpaa »Ateera«. Ved en tilfældighed skulle Peter Freuchen med samme skib som Peter Josefsen til New York. De blev bedste venner og Peter Freuchen kaldte aldrig Peter Josefsen for andet end »navne- fælle«.

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.