Atuagagdliutit - 08.05.1997, Qupperneq 12

12
Nr. 35 ■ 1997
GRØNLANDSPOSTEN
MED PETER FREUCHEN
SOM GUIDE I NEW YORK
- Min navnefælle, Peter Freuchen, hjalp mig med at komme ind i USA, selvom jeg ikke havde hverken pas
eller visa, fortæller pensionerede matros Peter Josefsen
Peter Josefsen var ikke ret
gammel, da han begyndte at
drømme om at blive sømand.
Det lå dybt i ham, at det var
hans fremtid. Ofte sad han på
klipperne og kiggede ud over
havet på de store færøske ski-
be, som sejlede forbi Atam-
mik. Af bar udmattelse faldt
han nogle gange i søvn på
klipperne, og han måtte bæres
hjem af de voksne.
Peter Josefsens forældre
havde dog andre ambitioner.
Peter skulle være kateket, tele-
grafist eller have et andet løn-
net job. Men Peter gik sine
egne veje.
- Jeg var godt træt af vores
kateket, som jeg ikke synes
var særlig dygtig. Derfor
skabte jeg mig så meget, så
jeg blev sendt i skole i Maniit-
soq, og allerede som 14-årig
kom jeg på efterskole i Nuuk.
Da tiden på efterskolen var
overstået, kom Peter på Ra-
dioskole, men kun i kort tid. I
sommerferien var Peter nem-
lig på besøg i Atammik, og
kun et stenkast herfra havde
Klaus Sørensen anlagt Fiske-
rikompagniet i Toqqusaq. Her
blev indhandlet fisk og hvaler,
og skibe fra mange lande kom
forbi Atammik på vej mod
Toqqusaq.
Danskkundskaber
Selvom Peter Josefsens kate-
ket ikke havde de store dansk-
kundskaber, så havde Peter en
søster, som ihærdigt lærte det
fra sig hun kunne: »Det en
dreng - det en pige - se på
dreng«. Og efterhånden som
Peter nåede igennem skole-
systemet, havde han fået så
meget styr på det danske
sprog, at han kunne tale med
Kompagniets folk, som ind
imellem kom til Atammik.
Grønlændere havde nemlig
ingen adgang til Toqqusaq.
- En dag kom Klaus Søren-
sens søn, Frede, og spurgte
om ikke jeg kunne være tolk
på »Søren Peter«, som skulle
til Upemavik. Det var den-
gang i slutningen af 1940-
eme, hvor der var monopol i
Grønland. Det vil sige, der var
ikke grønlændere ansat hver-
ken i Kompagniet eller om-
bord på dets skibe.
Da Peter Josefsen sagde ja
til at være tolk ombord på
»Søren Peter«, brød han reg-
len om, at grønlændere ikke
kunne ansættes i Kompagniet.
Der skulle dog gå nogle år, før
det blev normalt at ansætte
grønlændere inden for Fiskeri-
kompagniet. Peters indsats var
alligevel så tilfredsstillende, at
han blev hyret som fast tolk,
motorpasser og altmuligmand
ombord på »Søren Peter«.
Peters drøm var gået i
opfyldelse.
Peter Freuchen
Efter nogle år som sømand for
Fiskerikompagniet og om vin-
teren medhjælp i Toqqusaq,
tog han hyre som matros på
KGH’s skibe. I 1952, efter at
have været i Nuuk under kri-
gen, sagde Peter atter ja til
Frede Sørensen, som bad ham
tage hyre ombord på »Green-
land«. Som lokkemad sagde
Frede Sørensen: »Hvis du pas-
ser dit arbejde, kan du komme
med til USA til efteråret«.
- Det var spændende, og jeg
sagde straks ja.
- Canadiske eller amerikan-
ske skibe plejede at komme og
hente frysevarer fra Grønland
for at fragte dem enten til
Canada eller USA, men denne
gang skulle Kompagniets eget
skib selv sejle varerne til
USA. Så vi tog med »Green-
land« til Diskobugten for at
hente frysevarer. Og det var et
andet skib, end det jeg plejede
at sejle med. Jeg havde sejlet
med en 22 tons stor båd, og nu
var jeg ombord på en 500 tons
stor båd. Det var helt utroligt.
Og jeg skulle med på første tur
til USA. Det var næsten ikke
til at tro.
- Da vi kom tilbage til
Toqqusaq på vej til USA blev
de øvrige grønlandske ansatte
sat af, til gengæld fik vi en
gæst ombord. Peter Freuchen.
- Peter Freuchen bestyrede
depotet i Toqqusaq, hvor han
også skrev bøger. Det viste
sig, at han var kommet for
sent til Catalinaen i Nuuk, så
han var nødt til at finde en
anden måde at komme hjem
til USA på. Og han var heldig
og fik en plads ombord på
»Greenland«.
Navnefælle
Peter Freuchen blev utrolig
glad, da han hørte, at Peter
Josefsen skulle med til USA.
- Han var så glad for, at han
kunne komme til at tale grøn-
landsk, og så var han helt vild
med, at jeg også hed Peter, så
han kaldte mig aldrig andet
end »Min navnefælle«. Og vi
boede ovenikøbet i samme
kahyt.
- Han var også skyld i, at jeg
fik grønlandsk mad ombord.
Hovmesteren havde købt nog-
le rensdyrkøller i Maniitsoq,
og når Peter Freuchen fik
trang til grønlandsk mad, hen-
tede han en kølle, og så spiste
vi frossen rensdyrkølle.
- Og så skulle det vise sig, at
han ville være mig til stor
hjælp, da vi kom til USA. Jeg
havde nemlig ikke noget pas
eller visa, så jeg kunne ikke
komme ind i USA, mens vi lå
ved kaj i New York. Men det
ordnede Peter for mig. Han
havde nemlig heller ikke fået
ordnet sit pas eller visa.
- Da vi kom til New York,
stod Peters kone, Dagmar, på
kajen, men Peter kunne ikke
komme op til hende. Han fik
dog lov til at låne en telefon,
som stod på kajen og herfra
fik han fat i de rigtige menne-
sker, som kunne hjælpe ham -
og også mig. Det viste sig at
være den danske ambassade,
han havde kontaktet.
- Da han kom ombord igen,
sagde han til mig: »Find dit
pæneste tøj frem og tag det på.
Nu skal vi i byen«.
Molbosk
- Jeg havde aldrig været uden
for Grønland, og der var så
mange ting, jeg aldrig havde
set før. Så jeg opførte mig som
en molbo. Allerede på vej op
mod pakhuset gik det galt. Jeg
skulle ombord på en rulletrap-
pe, og jeg anede ikke, hvad jeg
skulle gøre, så jeg snublede,
men op kom jeg.
- Vel oppe af rulletrapperne
skulle vi ind i et monstrum,
som viste sig at være en eleva-
tor, som skulle føre os til
generalkonsulen. Det var også
en helt speciel oplevelse. Det
hele var som en drøm. Hos
generalkonsulen skulle vi
have taget et pasbillede. Der
blev trykket på en knap, og
vups var der et billede af mig.
- Der var 35 etager op til
generalkonsulen, så det var
noget af en udsigt der var der-
oppe fra. Når jeg kiggede ned
på vejen, synes jeg bilerne lig-
nede ammassat. Jeg blev helt
svimmel. Men besøget hos
generalkonsulen gav mig det
pas og visa, der var nødven-
digt for, at jeg kunne få lov til
at se New York, hvor jeg var i
otte dage.
- Det var herlige otte dage.
Jeg blev fritaget for arbejde
ombord på »Greenland«, og
hver dag blev jeg hentet enten
af Peter Freuchen eller Dag-
mar, og så blev jeg ellers vist
rundt i New York.
Mange nye ting
Der var mange ting, Peter
Josefsen oplevede for første
gang, da han var i New York.
- En dag bad en mand mig
sætte mig på en stol midt på
gaden. Det viste sig, han ville
pudse mine sko. Peter sagde
til mig, at det skulle jeg lade
være med, for det var spild af
penge. Jeg så også TV for
første gang. Jeg så zoologisk
have for første gang, jeg var
på museer, jeg smagte sværd-
fisk, jeg så FN-bygningen, jeg
var rundt i de forskellige
bydele, hvor italienerne, kine-
serne eller spaniolerne havde
deres kvarterer. Jeg var på
Manhattan. Og alt hvad jeg
foretog mig, betalte Peter og
hans kone for. De må have
brugt mange penge på mig, i
den tid jeg var i New York.
- Jeg er ikke sikker på, at de
derhjemme troede på alt, hvad
jeg fortalte, da jeg kom hjem.
Det hele var jo også ligesom
en drøm for mig, så det er
måske ikke så mærkeligt.
Efter hjemkomsten fik Peter
Josefsen tilbud om at komme
med til USA igen året efter.
Men »Remmesælen« søgte
folk, og Peter havde lyst til at
prøve lykken der, og flyttede
til Qaqortoq, fordi »Remme-
sælen« sejlede rundt i Syd-
grønland.
Ny epoke i livet
De næste syv år, frem til
foråret 1959, blev »Remme-
sælen« Peter Josefsens hjem.
Den 29. januar 1959 lå de ved
kaj i Nanortalik. Det var
stormvejr med sneslud, så alt
stod i ét.
- Ved halvfemtiden om
morgenen kom vores skipper
ind til os og vækkede os. Han
havde hørt SOS-melding fra
»Hans Hedtoft«, som var på
vej tilbage til Danmark efter
sin jomfrutur. »Hans Hedtoft«
meddelte, at den lå omkring
Kap Farvel.
Skipperen tog kontakt til
Nuuk, hvorfra han fik at vide,
at man ikke længere havde
kontakt med »Hans Hedtoft«.
- Vi var det skib, som lå
nærmest det sted, hvor man
sidst havde hørt fra »Hans
Hedtoft«. Meget hurtigt fik vi
læsset proviant, vand og
brændstof ombord, så vi kun-
ne tage ud på eftersøgning.
Det tog »Remmesælen« fire
timer at sejle mod Ikerasas-
suaq. En tur som under nor-
male vindforhold ville tage
den halve tid.
- Vi var alle i styrhuset, og
heldigvis var det i en tid, hvor
vi var så unge, at vi ikke var
bange for noget. For det var
det mest forrygende vejr. Men
ud måtte vi.
95 forliste
»Remmesælen« ledte og led-
te, men fandt kun en tønde i
sin eftersøgning. Det viste sig
dog senere, at den ikke tilhør-
te »Hans Hedtoft«.
Siden kom flere fartøjer til.
Eftersøgningen varede en hel
måned uden resultat. I løbet af
sommeren fandt man i Island
det eneste tegn på, at »Hans
Hedtoft« havde eksisteret - en
krans, som i dag befinder sig i
kirken i Qaqortoq.
Det blev herefter konklude-
ret, at KGH’s nye flagskib
»Hans Hedtoft« den 30. janu-
ar 1959 forliste på hjemturen
efter jomfrurejsen. Forliset
skete ved Kap Farvel efter
sammenstød med et isfjeld.
Alle 95 ombordværende om-
kom, deriblandt folketings-
mand Augo Lynge, og fiskeri-
foreningens formand Carl
Egede.
Mødte sin kone
Det var en trist oplevelse for
Peter Josefsen, hans kolleger,
familiemedlemmer til de om-
komne og i det hele taget for
hele landet. Heldigvis for
Peter havde han to år før mødt
Nalaatsornerinnakkut Peter Freuchen aamma ilaasussanngorpoq Peter Josefsen-ip umiarsu-
armut inuttaaffigisaanut New York-imut ingerlasussamut. Ikinngutigiillualerput, Peter Freu-
chen-illu Pitaq taamaallaat taqsarpaa »Ateera«.
Ved en tilfældighed skulle Peter Freuchen med samme skib som Peter Josefsen til New York.
De blev bedste venner og Peter Freuchen kaldte aldrig Peter Josefsen for andet end »navne-
fælle«.