Atuagagdliutit - 07.08.1997, Blaðsíða 14

14
Nr. 60 • 1997

GRØNLANDSPOSTEN
ET LANGT LIV I LUFTEN
Af Lone Madsen
Pilot Jørgen Svensson blev pensioneret som kaptajn for to år siden. Men han kan ikke undvære at se
Grønland fra luften, så nu flyver han han som 2. pilot og på nedsat tid
NARSARSUAQ(LM) I fly-
kredse er 61-årige Jørgen
Svensson en kendt mand. Pi-
lot i Grønlandsfly siden 1968.
Kaptajn siden 1971 og en af
dem om hvem man siger.
Hvis det er Svensson, der sid-
der ved rattet, så kommer he-
likopteren nok alligevel.
De af os, der ikke færdes i
de luftlag, kender ham også.
Det er nemlig ham, der har ta-
get langt de fleste af de luftfo-
tos af byer, skibe og landsde-
le, som man ser i bøger, ka-
lendere, aviser, postkort osv.
Jørgen Svensson har nem-
lig to lidenskaber. Fly og foto.
Og han er - med sin kone
Maries ord - mere gift med
Grønlandsfly end med hende
og mere tro mod passagererne
end familien.
Jørgen Svensson glatter lidt
ud:
- Når man ved, hvor dyrt
det er at flyve i Grønland, så
fordrer det noget af en som
pilot. Man må tage passager-
ernes behov alvorligt.
Pensioneret kaptajn
Men Jørgen Svensson er bidt
af en gal vind, og selvom han
nu er pensioneret som kaptajn
- det bliver man som 60 årig -
så flyver han stadig.
Men på grund af alderen er
han degraderet til 2. pilot, og
han er på nedsat tid.
Nedsat tid.!
Den dag AG er på besøg
hos Jørgen Svensson har han
været i luften i 11 timer, så
hvis det er nedsat tid, hvad er
så fuld tid ?
Fuld tid er 5-600 timer om
året eller ca. 60 timer om må-
neden. Men nogen dage sker
der noget særligt. I dag var
der et fly der havde mistet ori-
enteringen og måtte guides
ind til Narsarsuaq.
Narsarsuaq er Jørgen
Svenssons base, og det har
det været siden 1974. Indtil
1990 boede Marie og sønnen
Kim her også hele året. Nu
har de to base i Holte ved Kø-
benhavn, og Jørgen Svensson
flyver frem og tilbage mellem
Grønland og København.
Marie og den nu 18-årige
Kim kommer på besøg i feri-
erne.
Barnedrøm
Så længe Jørgen Svensson
kan huske, har han villet være
pilot.
Som dreng cyklede han fra
Vesterbro ud til Kastrup og
kiggede med længsel efter de
store maskiner, og da han var
inde som soldat - ved marinen
- var han med til at liste om-
bord i et par Catalinaer i Ka-
strup midt om natten og sidde
og rykke i rattet som en anden
knægt, der sniger sig ud og le-
ger i fars bil.
Når Jørgen Svensson skulle
blive over 30 år, før han fak-
tisk blev pilot, var det på
grund af synet:
- Ved militæret fik jeg af
vide, at mit syn var for dårligt
til at jeg kunne blive er-
hvervspilot, og så slog jeg
livsdrømmen ud af hovedet
og fik en uddannelse som ra-
diotekniker og indstillede mig
på at blive amatør pilot, men
så en dag så jeg en pilot med
briller....
Dét fik Jørgen Svensson til
at kontakte en øjenlæge en
gang til, og her fik han kon-
stateret, at hans øjne faktisk
var gode nok til at blive er-
hvervspilot - uden briller.
Oplevelser i luften
Vi vil gerne høre om de man-
ge spændende oplevelser Jør-
gen Svensson har haft i for-
bindelse med sit liv i luften.
Men han er en beskeden
mand, der ikke plejer at sidde
og smide om sig med heltehi-
storier og andre pralerier.
Men selvfølgelig har han op-
levet meget. Men det er svært
at trække den ene oplevelse
frem for den anden.
En tur i det store billedarkiv
hjælper hukommelsen lidt på
gled. Her er 30 år i luften - og
40 år i Grønland - sorteret ef-
ter hændelser, flytyper og
geografi. Og efter en hel mas-
se udråb:
Nåå, ja det var dengang....
Ja, så dæmrer det hele lidt.
Sorte Laksko
Et af Jørgen Svenssons særlig
gode minder er fra engang,
han var med til at redde en
inder, der var nødlandet på
indlandsisen:
- Han var færgepilot på en
maskine fra Island og skulle
flyve her til Narsarsuaq men
var kommet på afveje. Han
var halvvejs mod Kulusuk.
Det var en dag med moderat
sigtbarhed, lave skyer og
regn. Jeg stod i tårnet og fulg-
te med i hans situation over
radioen, og pludselig siger
han: Nu standsede motoren,
jeg har ikke mere brændstof.
Så sprang jeg ud i helikopte-
ren sammen med en besæt-
ning, og vi fløj ud for at lede
efter ham. Det var ikke let. Vi
havde ikke noget pejleudstyr.
Nogen gange kunne vi høre
ham, nogen gange ikke. Han
var landet på en bræ. Da vi
endlig så ham, havde vi heller
ikke meget brændstof tilbage.
Vi landede ved siden af flyet,
og den første der var henne at
kigge ind i det, vendte tilbage
med et uforrettet:
Der er ikke nogen!
Så opdagede vi fodspor i
sneen, og et hul, og det første
vi så nede i hullet - som var en
sprække i isen - var et par sor-
te laksko. Nede i sprækken
sad piloten i spænd mellem de
to isvægge. Han var gået ud
af flyet, da han hørte os, og
var faldet i sprækken. Det var
en af de lykkelige og sjove
oplevelser, men der har selv-
følgelig også været mange
episoder, som ikke fik en lyk-
kelig udgang. Og Jørgen
Svensson bliver lidt fjern i
blikket og begynder at fortæl-
le om et andet fly, der var
nødlandet på indlandsisen.
Det var i januar måned. En
dag med lyn og torden, som
det jo ellers er så sjældent at
opleve i Grønland. Jørgen
Svensson var selv ude at flyve
den dag og fløj med uvejret
lige bag halerotoren. Et lyn
gik ned i en relæstation, og
han mistede radiokontakt, og
oven i det hele var der så den-
ne nødmelding fra flyet på
indlandsisen. Vejret gjorde
det umuligt at hjælpe. Og
først tre uger senere blev flyet
fundet. Med fire døde menne-
sker.
Grønlands dyreste tå
En anden speciel flyvetur var
en tur til Ittoqqortoormiit med
et lægehold, der skulle hjælpe
en fanger, der havde forfrys-
ninger. Også det var om vin-
teren, i december måned.
Turen indebar en flyvning
over indlandsisen i mørke.
Fra Nuuk til Ammassalik:
- Indtil vi nåede østkysten
havde vi fint vejr, selvom det
var buldermørkt, men så be-
gyndte det at sne. Vi kunne
akkurat se lys og kom sikkert
ned i Ammassalik. Næste dag
gik det videre i snevejr op
langs kysten. Vi var tre piloter
i alt. Vi havde narkose udstyr
med, så lægen om nødvendigt
kunne operere ombord på he-
likopteren. Vi landede ved
Steward 0 og fik den forulyk-
kede fanger ombord og fik
ham fløjet ind til Scoresby-
sund. Her kunne lægen fak-
tisk ikke gøre andnet end at
knække en frossen storetå af
og sy såret sammen. Den var
ikke til at redde. Vi blev fan-
get i Scoresbysund i tre dage
på grund af dårligt vejr, før vi
kunne flyve tilbage. Det har
vist været Grønlands dyreste
storetå.
Nødlanding
Jørgen Svensson har aldrig
oplevet noget, der har fået
ham til at tænke , at dét væ-
den sidste tur i luften.
Han har endda prøvet at
måtte nødlande en helikopter,
fordi afisningssytemet ikke
duede, og motoren satte ud.
Det gik godt, selvom det blev
en hård landing.
»Indiamiup timmisartua« sermersuarmi. Sermersuarmut miinnartariaqalenierit »Inderens fly« på indlandsisen. En af de nødlandinger på indlandsisen, som endte godt,
ajunngitsumik kinguneqartut ilaat, eqqaassanngikkaanni timmisartortartoq bortset fra at piloten fik et par ufrivillige minutter i en bræsprække,
piumassuserinngisaminik minutsini arlaqartuni quppamiittariaqarsimammat.
ASS7FOTO: JØRGEN SVENSSON