Atuagagdliutit - 04.09.1997, Page 12

12
Nr. 68 • 1997
T^taa&'q&c/é/'a £/£
GRØNLANDSPOSTEN
SPRÆNGSTOFSEKSPERT
MED FISKERI SOM LEVEVEJ
Christian Høy - en pioner inden for det moderne fiskeri i Grønland Af Christian Schultz-Lorentzen
- Det er en god roman. Frk.
Smillas fornemmelse for Sne.
Men jeg kan ikke holde indta-
lerens stemme ud. Jeg bliver
simpelthen nødt til at holde
pauser fra lydbåndet.
Selv om altandøren og vin-
duerne står åbne, formår det
svage gennemtræk ikke at hol-
de hedebølgen ude af lejlighe-
den i Guldbergs Have på Nør-
rebro i København. Tropevar-
men har i ugevis holdt Dan-
mark i et jerngreb og sveden
pibler frem på Christian Høys
pande, som han sidder der i
lænestolen iført blå shorts og
en blåmønstret sommerskjor-
te. Kun øjet finder kortvarig
lindring, når blikket falder på
hans hustru Nathalines olie-
malerier med bygde- og båd-
motiver fra et iskoldt Grøn-
land
Varme har heller aldrig væ-
ret en dominerende del af
Christian Høys liv. Bevidst-
heden har måske vænnet sig
til livet i den danske hoved-
stad, men kroppen vil ligesom
ikke følge med, lade sig om-
stille til mildere himmelstrøg.
Og forklaringen er formentlig
ligetil. Christian Høy var i
mange år vant til helt andre
temperaturer, da han som mi-
nør, siden fisker og senest som
Hjemmestyrets fiskerikonsu-
lent med ansvar for forsøgs-
og udviklingsfiskeri dagligt
mærkede den arktiske kulde
mod sin krop under udførelsen
af sine erhverv.
Hædersbevisning
Christian Høys betydning for
indførelsen af det moderne
fiskeri i Grønland rækker
langt ind i dagens virkelighed
- og fremtid. En indsats han
sidste år modtog en hæders-
bevisning for af Grønlands
Fiskeri og Fanger Organisa-
tion (KNAPK).
• Men et langt og slidsomt
arbejdsliv er ikke gået sporløst
over den nu 73-årige Christian
Høy. Øjnene er blevet svage,
og bøgerne er afløst af lyd-
bånd. Gigten gør det umuligt
for ham at bo i Grønland. Men
bag det grå fuldskæg og det
kantede ansigt mærkes ingen
bitterhed. Ingen ynk over
skæbnen.
Man fornemmer et menne-
ske, der har været villig til at
gå langt for at nå sine mål. Et
menneske, der hele sit liv har
været forsynet med vilje,
fysisk råstyrke og ikke mindst
en vis uregerlighed. En god
del er stadig intakt, også selv
om lommetørklædet gang på
gang føres over den furede
pandebrask.
- Men tidligere lavede jeg
mere sjov og ballade. Den
egenskab har jeg ligesom tabt,
fortæller den gamle pioner-
fisker.
Besat af udlængsel
At Christian Høy skulle til-
bringe størstedelen af sit liv på
Grønland, skyldtes som så
mange andre ting her i livet en
række tilfældigheder.
Hans far var født i Ring-
købing og blev uddannet som
tømrer. Hans mor var schwei-
zer, og alpelandet blev ram-
men om Christians opvækst.
Han husker ikke barndommen
med glæde. Moderen døde i
barselssengen, da hans tredje
bror kom til verden, og de føl-
gende år varetog en skiftende
strøm af husbestyrerinder med
streng hånd hans opvækst.
- Men jeg ville ikke være
slave. Jeg var allerede tidligt
besat af udlængsel, fortæller
Christian Høy, der betegner
sig selv som familiens sorte
får og blot 13 år gammel tog
skæbnen i egen hånd og stak
af fra hjemmet i Lausanne.
Som 14-årig fik han lære-
plads som minør med speciale
i tunnelsprængning, og frem
til 1950 beskæftigede han sig
med vej- og tunnelsprængnin-
ger i Schweiz, Belgien og
Frankrig med to sidespring til
Norge, hvor han i en længere
periode arbejdede for en tøm-
rer, og til Sverige hvor han
som sømand arbejdede for den
svenske handelsflåde. Efter
krigen meldte han sig også til
dansk militærtjeneste og var
med Den Danske Brigade i det
besatte Tyskland, hvor han
deltog i bevogtningen af tyske
kaserner og opsporing af ef-
tersøgte personer.
Kryolitbrud i Ivittuut
En enkelt oplevelse fra barn-
dommen havde prentet sig
stærkt i Christian Høys be-
vidsthed. Som 11-årig mødte
han en katolsk præst, der net-
op var vendt hjem fra en ferie
i Grønland. Præsten viste ham
en række, farvestrålende foto-
grafier og fortalte begejstret
om landet med de store dri-
vende isbjerge. Og han var så
solbrændt, husker Christian
Høy, der højtideligt lovede sig
selv, at også han en dag skulle
opleve synet af isbjerge i dette
fantastiske land.
Og drømme kan jo blive til
virkelighed, og fra 1947-1950
søgte Christian Høy hvert år
job hos Kryolitselskabet som
minør. I 1951 kom han ende-
lig gennem nåleøjet. Han fik'
arbejde ved kryolitbruddet i
Ivittuut, og i februar samme år
gik han ombord på et lille
træskib i Københavns Havn
og satte for første gang kursen
mod Grønland. Måske hvilede
hans tanker for en stund ved
den solbrændte præst rejse-
beskrivelse. Under alle om-
stændigheder fik han snart
andet at tænke på. Det blev
nemlig en dramatisk sejltur
med hård modvind og over-
isninger. Christian Høy husker
stadig bådsmandens beskri-
velse af overfarten: Tre sømil
frem og to tilbage!
Sit livs kærlighed
Efter flere ugers hård søgang
lagde det lille skib til ved hav-
nen i Qaqortoq, og Christian
Høy kunne for første gang
sætte benene på grønlandsk
jord.
- Jeg må tilstå, at jeg ikke
vidste meget om Grønland.
Jeg havde bl.a. en forestilling
om, at jeg kunne cykle fra
Qaqortoq til Ivittuut. Da jeg så
kystlinien kom jeg imidlertid
hurtigt på andre tanker, fortæl-
ler Christian Høy og slår en
tør latter op.
- Men jeg kom da frem, og i
flere år havde jeg det fint med
at arbejde for Kryolitselska-
bet, hvor både arbejdsforhold
og lønnen var god, fortæller
Christian Høy, som under sit
ophold i Ivittuut også kom til
at opleve en indre og mere
følelsesmæssig eksplosion:
Mødet med med sit livs
kærlighed, sydgrønlænderen
Nathaline, som han giftede sig
med i Oslo i 1954.
Ægteskabet tilskyndede og-
så til opbrud fra Grønland.
Christian Høy ville vise Euro-
pa for Nathaline, og han sagde
sin stilling op hos Kryolitsel-
skabet.
- Vi købte en 750 ccm
motorcykel og de næste tre
måneder rejste vi rundt i Tysk-
land, Norge, Sverige og Dan-
mark. Undervejs besluttede vi
os for at emigrere til Canada,
og alle papirerne var i orden,
da Nathaline blev gravid. Det
ændrede vores planer. Hun
ville gerne tilbage til Grøn-
land, og enden blev, at jeg lod
mig ansætte ved Kryolitsel-
skabet igen, fortæller Chris-
tian Høy
Mens Nathaline for en pe-
riode flyttede ind hos søsteren
i Nakskov, rejste Christian
Høy alene tilbage til Grønland
og byggede - mens han passe-
de sit arbejde i kryolitbruddet
- et type 24 hus i bygden
Arsuk 16 sømil fra Ivittuut.
Huset stod indflytningsklart i
efteråret 1956, hvor familien
samledes under fælles tag.
Ny kursændring
I 1959 tog Christian Høys liv
en ny kursændring. Fiskeriet
lokkede. Det var tid til at skif-
te sprængstoffer og timesedler
ud med fangstredskaber og
arbejdsdage, hvis længde han
ikke kendte på forhånd.
- Jeg følte mig efterhånden
som slave hos Kryolitselska-
bet. Jeg havde sparet penge op
til en kutter på Z6 fod, men det
var ikke så ligetil, det med
fiskeriet. Vinteren var lang, og
jeg følte, at grønlænderne gik
og grinede i krogene, selv om
jeg altid fik hjælp, når den var
helt gal. De rådede mig til de
rigtige fangstredskaber og
viste mig deres gode fangst-
pladser, fortæller Christian
Høy, som med tiden ikke blot
blev bidt af livet til søs, men
også holdt af arbejde sammen
med sine grønlandske kolle-
ger.
I 1960 skiftede han debut-
båden ud med en 30 fods kut-
ter. Men der gik ikke lang tid,
før han syntes, at fangst-
området ved Arsuk var for lil-
le til hans ambitioner. Han
savnede en moderne fiskeri-
havn med elektrisk kran. Og
dertil kom, at Nathaline og
Christian ønskede, at børnene
fik en moderne skoleuddan-
nelse. Turen gik nu til Qaqor-
toq.
Regnen dryppede ind
- Vi lejede os ind i et gammelt
hus, og jeg husker stadig,
hvordan vi måtte sætte en
konservesdåse op under taget,
h så det ikke dryppede ind, når
| det regnede. Først da vi i 1964
| fik boligstøtte til endnu et type
5 24 hus, var vore trængsler
i ovre, fortæller Christian Høy,
| som de følgende år oplevede
1 et fiskemæssigt eldorado med
S sin nu 42 fods kutter.
§ - Qaqortoq var den perfekte
base. Enten kunne jeg sejle
« rundt om Kap Farvel og fiske
torsk. Og generede pakisen
kunne jeg sejle helt op til llu-
Christian Høy-ip Qaqortumi 1960-imi aalisariutaa. Assimi aamma Christian Høy med sin kutter i Qaqortoq i 1960. På billedet ses også salte-
takuneqarsinnaavoq qeqertami inoqanngitsumi tarajorteriviliaa. riet, som han byggede på en lille ø ude i fjorden.