Atuagagdliutit - 04.09.1997, Síða 13

Nr. 68 • 1997

13
Christian aamma Nathaline BMW-mi Europap avannaani
angallatigisaminni. Uani katerngaat Nakskov-imut tikeraar-
simapput. Nathaline tunorliuvoq qatanngummi Sofiep ernera
Peter aapparaiugu.
Christian og Nathaline med BMW’en, som de kørte Nord-
europa tyndt på. Her er det nygifte par på besøg i Nakskov.
Det er Nathaline i baggrunden med søsteren Sofies dreng
Peter.
lissat efter rejer. Muligheder-
ne var ideelle, hvis man ellers
ville tage fat.
Men Christian Høy havde et
problem. Han havde ikke de
fornødne papirer til at sejle en
kutter af den størrelse. Hidtil
havde han klaret sig med dis-
pensationer. Det gik naturlig-
vis ikke i længden, og i 1969
begyndte han på Søfartsskolen
i Nuuk for at få sit sønærings-
bevis.
Han blev under sin uddan-
nelse ansat som almindelig
fisker på Grønlands første
hæktrawler, som ejedes af
Den Kongelige Grønlandske
Handel. Han kom i lære hos
en færing, og allerede året
efter var Christian Høy avan-
ceret til trawlbas.
- Jeg blev imidlertid stiktos-
set, da jeg opdagede, at jeg fik
lavere løn end den færøske
besætning. Det skyldtes, at
KGH betragtede mig som ind-
født, og derfor skulle jeg
arbejde for en lavere tarif. Jeg
brokkede mig og forlangte, at
vi fik lige løn for lige arbejde.
KGH svarede igen med, at det
var et politisk spørgsmål. Så
sagde jeg op.
Hjælp fra KGH
Denne gang lagde Høy-fami-
lien kursen endnu længere
mod syd. Nathaline, Christian
og børnene rejste til Nakskov,
hvor den tidligere minør og
fisker begyndte at uddanne sig
som skibsbygger. Men Grøn-
land og livet som fisker var
gået i blodet. Og da båd-
værftsindustrien fremtidsmu-
ligheder i Nakskov ikke teg-
nede lyst i de år, slog Christian
Høy til, da KGH i 1976 opfor-
drede ham til at genoptage
fiskeriet i Qaqortoq. Til gen-
gæld ville KGH betale hans
fangstredskaber: To bund-
garn.
For egne penge købte Chris-
tian Høy en 42 fods kutter, og
snart var han i fuld gang igen.
- Det gik fantastisk godt,
men jeg kunne mærke, jeg
ikke var rigtig velkommen hos
alle. Sådan følte jeg det. Jeg
fangede nok for mange fisk
med mine bundgarn. Blandt
de andre fiskere herskede der
den udbredte opfattelse, at
bundgarn var for besværlige at
fiske med. Eller så var bådene
ikke store nok til at håndtere
den form for fiskeri. Sådan var
det i hvert fald i begyndelsen,
men efterhånden begyndte fle-
re at fiske med bundgarn.
- Jeg betalte hyre til tre-fire
mand. Der var ikke tale om
noget familieforetagende. Det
var ordnede forhold med god
løn.
- Men modvilje var der, selv
om jeg også havde mange
gode venner. En dag fandt jeg
et af mine bundgarn overhældt
med saltsyre, husker Christian
Høy, som til sidst blev offer
for sin egen succes.
Fangede for meget
- Jeg fangede så meget, at jeg
følte, jeg blokerede fiske-
fabrikken. Og helt galt blev
det, da KGH i 1979 indførte
indhandlings-begrænsning til
samtlige fiskere. Det betød, at
når jeg kom med for eksempel
otte tons fisk, så ville de kun
modtage de fire tons. Resulta-
tet blev, at jeg solgte kutteren
og i stedet købte en lille jolle.
Jeg havde jo ikke brug for
mere, og efter omstændighe-
derne gik det ganske godt med
et fiskesalg på 2-3000 kroner
om dagen.
Christian Høys evne til at få
fisk i nettet var ikke gået
upåagtet hen. Ikke mindst
Konsulentformidlingen under
Hjemmestyret havde bemær-
ket hans succes. Og Hjemme-
styret havde brug for en mand
af Christian Høys kaliber. Det
var nemlig i de år, den hysteri-
ske kampagne mod sælfangst
rasede verden over. Efter-
spørgslen på sælskind faldt
drastisk, og mange bygders
eksistensgrundlag var truet.
Der var brug for at undersøge
alternative fangstmuligheder,
og Christian Høy skulle være
inspiratoren, der introducere-
de de moderne fiskemetoder,
mente Hjemmestyret
I 1980 blev Christian Høy
således ansat som fiskerikon-
sulent i Konsulentformidlin-
gen. Opgaven var at iværksæt-
te forsøgsfiskeri af erhvervs-
mæssig karakter. Der skulle
simpelthen sættes gang i
fiskeriet i de truede fanger-
områder.
Fiskerikonsulent
- Der var tale om Hjemmesty-
rets første fiskeri-erhvervs-
mæssige indsats, og i første
omgang skulle jeg koncentre-
re mig om Østgrønland med
udgangspunkt i Ammassalik,
hvor jeg fik en dejlig tid.
- Fra 1980 til 1985 oplærte
jeg hver sommer cirka 40
grønlændere i forskellige mo-
derne fiskerimetoder efter
torsk, hellefisk og rødfisk
samt i den praktiske vedlige-
holdelse af motorer, net og
andet med tilknytning til
fiskeriet. Hvert år håndpluk-
kede jeg desuden de bedste
fiskere til optagelse på fiskeri-
fagskolen i Paamiut, hvor de
gik til undervisning hele vinte-
ren, fortæller Christian Høy.
Men desværre udeblev de
langsigtede resultater. Øst-
grønlænderne holdt ganske
enkelt op med bundgarns-
fiskeriet, da forsøgsprojektet
stoppede.
- Fiskeriet var måske fort-
sat, hvis der havde været en
leder. Fangerkulturen var
nemlig meget stærk i området.
Det betød, at man bogstaveligt
talt tog rillen frem igen, i det
øjeblik inspektøren var ude af
døren, mener Christian Høy,
som til gengæld fik succes
med sit næste projekt i Uper-
navik-distriktet, hvor fangerne
ligeledes havde svært ved at
afsætte deres sælskind.
- Jeg behøvede nærmest
ikke at lære dem noget. Nord-
vestgrønlændeme har en utro-
lig arbejdsvilje. Jeg skulle kun
komme med fangstredskaber-
ne. De lærte hurtigt linefiske-
riet efter hellefisk, og fangsten
færdigproducerede vi i Hjem-
mestyrets fabriks-skib. For at
beskytte fiskebestanden mod
overfiskeri havde kommunen
- som de eneste i landet - for-
budt garnfiskeri i området.
Succesrig fiskeriforsøg
- Forsøget blev en stor succes,
og det smittede af på hele
Upemavik-området, der ople-
vede et økonomisk opsving de
følgende år, fortæller Chris-
tian Høy, som selv betegner
de to fiskeriforsøg, som nogle
af sine største og vigtigste op-
levelser i livet.
- Det var ligesom prikken
over i’et. At være med til at
bidrage til udviklingen. Sam-
tidig vil jeg gerne sige, at jeg
synes, det er utroligt uretfær-
digt, når Hjemmestyret kriti-
seres for ikke at have gjort
noget for udviklingen i byg-
derne. Forsøgsfiskeriet var
både nyttigt og uhyre kostbart
for Hjemmestyret. Og rent
faktisk fik vi bevist, at der er
mange penge at tjene ved mo-
derne fiskeri, hvis man ellers
gider, fortæller Christian Høy.
Med til Hjemmestyrets for-
søgsfiskeris historie hører og-
så jagten på Japan-ammassat-
ter ved Aasiaat i 1985. Som
noget nyt forsøgte, Christian
Høy sig med flydetrawl. Han
fik professionel hjælp af sine
gode venner brødrene Olsen
fra Narsaq og resultatet var
imponerende. På blot 10 mi-
nutter kunne de opleve at få 25
tons af den værdsatte spisefisk
i trawlet.
Problemet var blot, at i net-
op de to år, der blev forsøgs-
fisket efter Japan-ammasatter,
artede vejret sig særligt gun-
stigt. Fiskene kan nemlig kun
fanges i en ganske kort perio-
de, hvis fisken skal leve op til
eksport-kravene. De efterføl-
gende år normaliserede de kli-
matiske forhold sig ved Aasi-
aat, og fiskene gydede under
isen. De var umulige at fange i
større stil, og jagten på det
hvide guld måtte til sidst opgi-
ves.
Nathaline
skabte sympati
At sætte ord på et langt livs
oplevelser, er naturligvis van-
skeligt. Men for Christian Høy
ligger formlen lige foran. Nøj-
agtigt som Nathaline sidder
lige foran ham i sin blå som-
merkjole ved den åbne altan-
dør.
- Jeg havde aldrig klaret
mig i Grønland, hvis det ikke
havde været for Nathaline.
Hun skabte sympati for mig
og mine holdninger blandt
sine landsmænd. Hun sørgede
for, at vores dør altid stod
åben. Mange kom for at spise,
få vasket tøj, ja selv jul fejrede
vi sammen med besætnings-
medlemmerne. Det var aldrig
gået uden hende.
Christian Høy aamma Nathaline.
Christian Høy og Nathaline.
Tuntimi bundgarnersorhmi misileraaneq uigerldlluar-
torujussuuvoq. Naallu aalisakkat tulaanneqartartut
amerlagaluartut, piniartut kultureqarncrat aalisamer-
mut ajugaavoq.
Forsøgsfiskeriet med bundgarn gik strålende i Øst-
grønland. Men trods de store fangster, vandt fanger-
kulturen alligevel overfiskeriet.
MENNESKER
Fra vore læsere ved vi, at artikler om mennesker er godt
stof. Derfor har vi bestemt os for hver torsdag at bringe
en historie om et menneske eller en familie, der har ople-
vet noget, de synes er værd at fortælle om. Og der er hel-
digvis mange sådanne emner i Grønland. Det ligger i om-
stændighederne - i den kompakte historie i nyere tid, i de
store afstande, i befolkningssammensætningen og i mod-
sætningerne.
Send os gerne en god ide om, hvem vi kan præsentere
på disse sider i de kommende torsdagsudgaver.
Mærk kuverten »Mennesker«, og kob avisen også
næste torsdag. Det kunne jo være, jeres favorit er med.
CHRISTIAN HØY
MENNESKER