Atuagagdliutit - 18.09.1997, Blaðsíða 16

16
Nr. 72 • 1997
På tomandshånd med tidligere statsminister Anker Jørgensen _______________________
- strategen bag den snart 20 år gamle Hjemmestyreordning og aktuelle råstofaftale Af Christian Schultz-Lorentzen
Anker Jørgensen - en af op-
havsmændene bag Hjemme-
styreordningen - blev i sin tid
skældt voldsomt ud, fordi han
ikke ville give Grønland ene-
retten til værdierne i under-
grunden. Det var et rigsfælles-
skabs-anliggende, og der var
ikke noget at rafle om, sagde
den daværende statsminister,
som med Hjemmestyreaftalen
i virkeligheden var gået læn-
gere, end der umiddelbart var
politisk dækning for i det bor-
gerligt dominerede Folketing.
Det er i hvert fald hans vur-
dering nu knap 20 år efter,
hvor tidens åndedræt har ænd-
ret dagens virkelighed. Men
ikke de historiske forudsæt-
ninger, hvis byggesten Anker
Jørgensen var med til at læg-
ge, og som senest fik et lille
rusk, da det blev besluttet at
flytte råstofforvaltningen fra
København til Nuuk.
- For det første er det vigtigt,
at man ikke kun citerer mig -
men det gør man jo - for, at vi
ikke kunne acceptere Hjem-
mestyreaftalen, hvis Grønland
insisterede på, at retten til
Grønlands undergrund alene
skulle være et grønlandsk
anliggende. For et sådan krav
ville være det samme som at
sige, at Grønland ikke længere
ønskede at udgøre en del af
rigsfællesskabet.
Råstofaftalen fra 1979
- Mange har glemt, at jeg
under forhandlingerne rent
faktisk lagde vægt på, at det
var vigtigt - også set fra et
dansk synspunkt - at Grønland
fik store og gode fordele, hvis
man fandt olie og mineraler.
Ikke mindst fordi det ville
betyde, at Grønland forment-
lig ville kunne finansiere sig
selv i stigende grad. Men
Grønland insisterede ikke på
at få eneretten. De ønskede
ikke mere, og der var absolut
heller ikke stemning for en
mere vidtgående aftale i del
danske Folketing.
Ordene kommer ikke så
hurtigt som før, men koncen-
trationen lyser stadig ud af tid-
ligere statsminister Anker Jør-
Statsminister Anker Jørgensen 1977-imi Nunatsinnut tikeraa-
rami tikilluaqquneqarluarpoq. Akerliussutsimik takutitsiffigi-
neqarpoq, aammali erfalasoq dannebrog.
Statsminister Anker Jørgensen fik en varm modtagelse på
sine besøg i Grønland i 1977. Han blev mødt med demon-
strationstog men også med dannebrogsflag.
gensen, når han spidser læber-
ne til en trutmund og med
velovervejede ord forsøger at
forklare baggrunden for rå-
stofaftalen tilbage i 1979, der
var en del af hele Hjemme-
styreordningen.
Her knap 20 år efter Hjem-
mestyreordningens ikrafttræ-
den blev det forleden hans tid-
ligere kronprins, energi- og
miljøminister Svend Auken,
der alligevel greb om rafle-
bægeret og sammen med tidli-
gere landstyreformand Lars
Emil Johansen fik forhandlet
på plads, at råstofforvaltnin-
gen skal overføres til Grøn-
land med hovedsæde i Nuuk.
Fælles rettigheder
Selv om Danmark og Grøn-
land stadig er fælles om rettig-
hederne til undergrunden, er
der tale om et politisk skridt,
der med tiden kan vise sig
mere afgørende end blot den
symbolske handling, som vis-
se iagttagere har udlagt aftalen
som.
Nemlig et ikke uvæsentligt
skridt på vejen til en måske
indbringende indtjening og
dermed bedre vilkår for en
selvstændighed, hvor den ab-
solutte ret til Grønlands under-
grund må forventes at blive
det næste naturlige krav. Lars
Emil Johansen var da heller
ikke bleg for at karakterisere
flytningen af råstofforvaltnin-
gen som en af hans største
politiske triumfer.
I Anker Jørgensens arbejds-
værelse på Borgbjergvej i Kø-
benhavn er Grønland smukt
repræsenteret blandt de mange
gedigne kunstværker, der lige-
som litteraturen er blandt den
tidligere statsministers store
lidenskaber. Et pragtfuldt ma-
leri af Hans Lynge pryder
væggen over reolen, hvor en
række grønlandske skulpturer
står opmarcheret. En gave fra
den lokale fagforening i Den
Kongelige Grønlandske Han-
dels afdeling i København.
Ankers kone syg
Der er stadig er mange bud
efter Anker Jørgensen som
foredragsholder, men han må
sige nej til det meste. Hans
kone Ingrid er alvorlig syg, og
tiden bruger han nu på pleje
og omsorg af sin livsledsager-
ske i lejligheden i Sydhavnen.
Da AG’s reporter på vej ind
ad døråbningen takker Anker
Jørgensen for, at han har fun-
det tid til et interview, replice-
rer han spontant, nærmest hen
for sig selv, at tid - det har jeg
egentlig heller ikke.
Reporteren bliver vist ind i
arbejdsværelset, hvor han en
tid lang, får lejlighed til at stu-
dere de mange malerier og
skulpturer, inden Anker Jør-
gensen iklædt åbenstående
sommerskjorte vender tilbage
med sved på panden. Han sæt-
ter sig på stolen ved skrivebor-
det med de mange gule huske-
sedler og sender Deres ud-
sendte et intenst blik.
Den nu 75-årige Anker Jør-
gensen har besøgt Grønland
tre gange. Heraf een gang som
statsminister, nemlig i 1977
hvor han forhandlede Hjem-
mestyreaftalen på plads.
Protestoptog i Qaqortoq
Mange husker formentlig sta-
dig, hvordan den tidligere fag-
foreningsmand, der nåede helt
til tops i dansk politik, blev
mødt af et stort protestoptog
med bannere i Qaqortoq, hvor
en demonstrant med et sikkert
boldøje ramte statsministeren
med et æg. En episode, der
blev udførligt refereret i den
danske presse og udlagt som
det mest markante symbol på
det undertrykte Grønlands for-
Statsminister Anker Jørgensen 1977-imi tikeraarmat kalaallit
nuannaraat, aana Paamiuni kalattoortut akomanni. - Nalunn-
gisattut ajomartorsiuteqaqaagut. Ajomartorsiutit ukiorpassuit
ingerlanerini iluarsiheqarnissaminnut utaqqisut, landsrådimut
ilaasortaq Jørgen Olsen Anker Jørgensenimut oqarpoq.
Grønland var glad for at i 1977 at få besøg af statsminister
Anker Jørgensen, som på billedet står sammen med folke-
dansere fra Paamiut. - Som du ved har vi mange problemer.
Problemer, der i årevis har ventet på at blive løst, sagde
landsrådsmedlem Jørgen Olsen til Anker Jørgensen.
hold til den gamle og vrang-
villige kolonimagt.
Men for Anker Jørgensen
kommer den nye råstofaftale
ikke som nogen overraskelse.
Den er en del af tidens ånde-
dræt. Udviklingens lov, mener
han.
- Sådan er det i hele koloni-
historien. Jeg har aldrig været
i tvivl om, at det bar den vej,
og jeg vil gerne have lov til at
understrege, at Hjemmestyre-
ordningen også var vores (So-
cialdemokratiets, red.) pro-
dukt. Den var udtryk for en
klar positiv indstilling til, at
Grønland kunne blive så selv-
stændigt, som befolkningen
ønskede. Men den gang øn-
skede den ikke mere. Heller
ikke når det drejede sig om
rettighederne til undergrun-
den.
Surmuleri
hos de borgerlige
- Vi var længere fremme, end
mange i regeringen og Folke-
tinget ønskede det. Hjemme-
styreordningen blev modtaget
med surmuleri i hele den bor-
gerlige fløj, som på det tids-
punkt faktisk udgjorde et fler-
tal. Men de kunne ikke være
bekendt at protestere direkte.
Nok ville de gerne give grøn-
lænderne større selvstændig-
hed, men det skulle ikke være
lige på den måde, vi gjorde.
Men vi gjorde det altså.
Den grønlandske Hjemme-
styreordning gav også genlyd
ude i den store verden, og
Anker Jørgensen har ikke
glemt, hvordan den dansk-
grønlandske aftale blev brugt
som forbillede af tidligere for-
bundskansler i Vesttyskland,
Willy Brandt, da han i Socia-
listisk Internationale holdt
foredrag om kolonismens
fremtid.
Interessen for rettighederne
til Grønlands undergrund er
igen blevet højaktuelle. Der
bliver søgt efter olie og mine-
raler i Grønland som aldrig
før. Ikke mindst diamantfun-
dene i Sydgrønland har givet
forhåbninger om nye indtje-
ningskilder. Men ifølge råstof-
aftalen mellem Danmark og
Grønland skal de to lande dele
den første halve milliard kro-
ner, hvorefter parterne skal
forhandle om den videre for-
deling af indtægterne. Men
hvorfor ikke overlade hele
indtjeningen fra undergrunden
til Grønland. Nøjagtigt, som
det er tilfældet i aftalen mel-
lem Danmark og Færøerne?
- Hvis det hele ender med,
at Grønland på et eller andet
tidspunkt vil være selvstændi-
ge, er det da i orden. Og det
må man jo antage bliver aktu-
elt, hvis man finder råstoffer i
tilstrækkeligt omfang. Men
som udgangspunkt vil Dan-
mark gerne holde fast i rigs-
fællesskabet. Om ikke andet
så af principielle årsager: Man
smider ikke bare noget fra sig.
Thule-basen
Anker Jørgensen har også en
klar holdning til den ameri-
kanske militærbase i Thule.
Selv om intet er uforanderligt
i denne verden, mener han, at
grønlænderne bør respektere
USA’s ønske om at beholde
den strategisk vigtige base.
- Selv om man ikke kan
sige, hvad der vil ske, er det
klart, at Nato allerede har og
fortsat vil undergå mange for-
andringer. Men vi kan ikke
forstå, hvis grønlænderne øn-
sker, at amerikanerne opgiver
deres Thulebase. Ja, det er
nærmest forbavsende, hvis
Grønland vil sætte deres selv-
stændighed lidt på spil i for-
hold til de amerikanske
ønsker.
- Grønland er en kæmpe ø
med en lille og utroligt spredt
befolkning. Derfor må man
regne med, at landet - strate-
gisk og militært - bliver be-
tragtet som et slags ingen-
mandsland. Og vi - i de frie
demokratiske lande - har ikke
noget ønske om, at nogen skal
tage herredømmet i Natolan-
dene.
- Vi har derfor ingen ind-
vendinger eller kritik af, at de
stor magtlande - Natolandene
- har en vis fortrinsret i Grøn-
land. Ihvertfald ikke så længe
Danmark er medlem og Grøn-
land er en del af Nato. Men vi
bør naturligvis indgå aftaler,
der helst skal være i overens-
stemmelse med grønlænder-
nes holdning og med respekt
for Hjemmestyret.
Trumfe en
Thulebase igennem
- Betyder det, at man kunne
forestille sig, at Danmark ville
trumfe en Thulebase igennem,
selv om det var mod grønland-
ske ønsker?
- Ja, det vil jeg tro, man vil
kunne risikere. Men den strid
måtte vi så tage, hvis vi men-
te, det var nødvendigt, at USA
havde denne militære place-
ring i det totale billede. Men
jeg har svært ved at forestille
mig, at det kommer så vidt.
Lars Emil Johansen har jo net-
op tilbudt Grønland som op-
bevaringssted for skrottede
atomsprænghoveder.
- Men det var jo ud for en
både sikkerhedsmæssig og
økonomisk betragtning?
- Nårh ja, det er også det,
jeg synes er lidt betænkeligt.
Anker Jørgensen nægter
ethvert kendskab til den
omstridte aftale, der gav ame-
rikanerne mulighed for at
opbevare atomvåben i Grøn-
land. En aftale, som statsmini-
ster H.C. Hansen i al hemme-
lighed indgik på egen hånd
med USA i 1956, og som alle
efterfølgende statsministre har
benægtet kendskabet til.
- Nyheden om aftalen var
lige så overraskende for mig.
Men det mærkelige er, at jeg
altid har haft fornemmelsen
af, at der nok forelå en eller
anden aftale, siden amerika-
nerne var der. Men jeg hørte
aldrig om den.
- Men du havde ligefrem en