Atuagagdliutit - 27.11.1997, Blaðsíða 12

12
Nr. 92 • 1997

GRØNLANDSPOSTEN
PRÆSTEN FRA NAPASOQ.
KOM I SKOLE SOM FIRE-ARIG
Børn og gamle arbejdede side om side under torskeeventyret Af Pouline Møller
Napasoq, hvor flere var fiske-
re end fangere.
Isolering
- Man følte sig meget isoleret
om vinteren, når man boede i
Maniitsoq distrikt. Der var
meget dårlige forbindelser i
forhold til for eksempel is-
lægsdistrikteme i Nordgrøn-
land. Vi var således uden for-
bindelse til og fra omverdenen
fra september eller oktober,
indtil vi fik besøg af qajaq-
budene i januar. Normalt fik
vi besøg af større fartøjer fra
april.
Ulrik Møller mener, at den
lange tid uden kontakt med
andre betød, at folk fra Ma-
niitsoq og omegn fik en sær-
præget accent, og mens han
fortæller, giver han eksempler
på den.
Til trods for den lange
periode i isolation husker
Ulrik Møller aldrig, at folk
ikke har manglet noget.
- Når torsken kom om
foråret og helt til efteråret, var
der megen travlhed i vores
bygd. Alle, der kunne krybe
og gå, tog ud for at fiske, mens
resten hjalp til med produktio-
nen. Alle uden undtagelse, fra
børn til meget gamle, arbejde-
de med at skære fisk fra tidlig
morgen til sen aften. Fisken
skulle renses, vaskes og saltes.
1967-imi aasakkut Samuel Billinann Ulrik Møllerilu
Maniitsup oqaluffiani Københavnimi biskoppimit Ole
Berthelsen-imit palasinngortinneqarput.
Mens vi sidder og lytter til
hans beretninger, håber vi vir-
kelig, at han dag skriver en
bog om alle sine oplevelser.
Han fortæller så engageret
om de personer, der har omgi-
vet ham, og om det »Gamle
Grønland«, at man ser det hele
lyslevende for sig. De forhold,
han fortæller om fra koloni-
tiden, er så anderledes for os,
der er vokset op under optak-
ten til hjemmestyret, at vi
undertiden har svært ved at tro
på det alt sammen.
Denne levende fortæller,
der får én til at forestille sig
ukendte og fremmedartede
ting, som de virkelig er, hed-
der Ulrik Møller. Han er
pastor emeritus og bor i dag
med sin kone Regine i Nuuk.
Deres hjem er meget, meget
hyggeligt, og møbler, inventa-
ret og udsmykning vidner om,
at der er samlet ind fra et ind-
holdsrigt liv. Hver ting har en
historie. Over døren hænger
Ulrik Møllers jagtriffel. Med
den har han i tidens løb ned-
lagt mange sæler, og så tidligt
som i 1959 skød han en hval-
ros ud for Napasoq, og året
efter en isbjørn i Kangersuat-
siaq ved Upemavik. Den har
fulgt ham på hans rejser.
- Fangstdyrene kommer
selv til mig og byder sig til,
griner Ulrik Møller med min-
det om de fangstrige dage.
Husker de
norske hvalfangere
Ulrik Møller blev født i Napa-
soq den 11. september i 1927.
Hans forældre var fanger
Johannes Møller og hustruen
Pauline. Umiddelbart før
Ulrik blev født, var deres æld-
ste bror Ulrik omkommet,
sandsynligvis var han gledet
på fiskeslim i sin båd og faldet
overbord og druknet. Ulrik er
den mellemste af en søskende-
flok på syv.
- Inden jeg var fyldt et år,
sad jeg på skødet af en eller
anden i Napasoq, og kan
huske to hvalfangerskibe
komme bugserende med hva-
ler. Jeg husker også, at jeg
overværede flænsningen.
- Mens jeg gik på Semina-
riet i Nuuk, var jeg som 16-
årig på besøg i Napasoq, og
her fortalte jeg min mor om
min erindring fra dengang.
Hun fortalte mig, at det må
have været de sidste norske
hvalfangere, der i sommeren
1928 kom til Napasoq med
hvaler og flænsede. Hun kun-
ne også selv huske den som-
mer.
Ulrik Møller fortæller, at
der var mange fisk i hans
barndom. Dengang var der
omkring 130 indbyggere i
Børnenes job gik undertiden
ud på at vaske bådene for
fiskeslim.
Ulrik Møller fortæller, at
man begyndte med at produ-
cere fisk, når saltet om foråret
tøede op, og fortsatte hen til
efteråret, når saltet begyndte
at fryse fast igen.
le store sten, der lå i forskel-
lige afstand og havde forskel-
lige pointværdier. Når man
ramte de yderste indkasserede
man flere point, mens de nær-
meste gav mindre. De legede
meget i deres »Børnehaver«,
mens de passede de mindre
børn.
Om sommeren 1967 blev Samuel Billmann og Ulrik Møller
ordineret som præster af Københavns biskop Ole Berthelsen
i Maniitsoq
I skole som fire-årig
- Min storebror Jens, der var
to år ældre end jeg, var min
uadskillelige forbundsfælle,
og da han som seks-årig skul-
le begynde i skolen, var jeg så
Indsamling
af brændetørv
Nogle af børnenes pligter den-
gang var at hjælpe kvinderne
med at samle tørv til brænde
til vinteren.
- Dengang producerede
man olie af torskelever og
sælspæk til tranlampen. Alle
husstande havde trankogere,
hvorfra trannen blev hældt
over i dunke og gemt. Sæl-
spæk blev også indhandlet til
olieproduktion. Da den første
petroleumslampe kom til
Napasoq fra Amerika under
krigen, var den et fantastisk
syn med det stærke lys. Når
man kom ind i et huset med
sådan en lampe, var man
næsten forlegne over, at be-
boerne var så blege.
- Når vi tog på fangstture
om sommeren, var det ikke
kun telte man sov i, fortæller
Ulrik Møller. - Napasoq-be-
boeme tog til »Qerrulik« for at
proviantere til vinteren. Der
var mange, der havde hytter af
sten og tørv, og i vores fami-
lie, hvor vi var mange, ville vi
heller ikke sove i telt. Derfor
byggede vi en »barak« af tykt
pap. Først et skelet af træ, be-
klædte med pap. Den var
meget velisoleret og kun be-
klædt med stof ud mod ind-
gangen.
Mandetur
Ulrik Møller fortæller, at den
førstfangne sæl på sommer-
bopladsen blev givet til
mændene. Det var kun dem,
der blev budt på kogt sælover-
krop.
- Så lød der over hele plad-
sen, at nu var der mandetur.
- Min far havde ellers været
en habil kajak-fanger, men da
han blev kajak-svimmel, gik
han over til jollefiskeri, og vi
var nødt til at sætte vor lid til
min storebror Klaus, når det
gjaldt fangsdyr.
- På sommerbopladsen væ-
der stor travlhed med at tørre
torsk og sælkød. Her lavede vi
også »karameller« af sælblod.
Man rensede sælens mavesæk
og tarme, og kom blod i, som
man lagde til tørrede, så blo-
det fik en konsistens som
karameller.
Man samlede forråd fra maj
til slutningen af juni, hvor det
var tid til at fange ørreder.
Nakartarferalak
- Alle der var i stand til det,
hjalp til. Inden jeg var fyldt ti
år hjalp jeg Albrecht Platou,
der var meget gammel, med at
salte. Når vi begyndte ved
halv seks-tiden om morgenen,
blev vi ved til sent på aftenen
for at blive færdige med
dagens indhandling. Engang
var jeg så træt, at jeg ved fyr-
aften ikke engang var i stand
til at tage mit tøj af. Det sørge-
de min far for, fortæller Ulrik
Møller fra sin barndom.
Naturligvis var livet andet
end slid og slæb. Ulrik Møller
siger for sjov, at man dengang
havde to børnehaver i Napa-
soq. Det var »Sioraatsiarsuit«
og »Nakarferalak«. Nogle
utrolige legepladser. Sioraatsi-
arsuit var meget velegnet til at
lege qajaq og bygge hytter,
mens Nakatarferalak blev
brugt til konkurrencer med
stenkast efter mål.
Ulrik Møller fortæller, at
der på Nakatarferalak var nog-
misundelig, at jeg også ville i
skole. Jeg tudede så meget, at
min far var nødt til at tage mig
med i den lille gamle skole,
for at jeg kunne lytte og følge
med i undervisningen. Kate-
keten Gert Fabriciussen gav
mig nogle opgaver, som jeg
skulle gætte, og da jeg kunne
svare på dem alle, bad ham
mig bare om at begynde i sko-
len. Således begyndte jeg at gå
i skole umiddelbart før min
fem-års fødselsdag.
- Vi blev mest undervist i
religion, for eksempel bibel-
historie og troslære med for-
klaringer, og vi skulle lære
mange ting, udenad. Senere fik
vi regning, og vi fik Atuaaniu-
titaat som bøger og blev des-
uden undervist i biologi og
naturlære. Vi fik også danske
bøger, men jeg tror ikke, der
var nogen af os, der fik lært
dansk dengang.
Da Ulrik Møller skulle kon-
firmeres tog han til Maniitsoq
til forberedelse.
- Dengang skulle alle kon-
firmander fra Maniitsoq
distrikt samles i Maniitsoq til
forberedelse, og vi var omkrig
70. Foruden konfirmations-
forberedelse fik også almen
undervisning. Da vi var fær-
dige med konfirmationsfor-
beredelsen tog vi hjem til
vores respektive bygder, hvor
præsten senere kom og kon-
firmerede os. Dengang blev
der ikke som i dag ved konfir-
mationen trakteret med det
store middagsbord, men vi fik
dog mad, som vi til daglig
ikke spiste. Det var for eksem-
pel rensdyr, rensdyrtalg og
tørret helleflynder og lignen-
de.
- Mens der var gode sejl-
forbindelser, kom foruden
præsten også kolonibestyreren
og lægen med til bygden.
Lægen holdt konsultation i
jordemoderens hus, hvor han
blandt andet vaccinerede. Det
var dengang, man kunne blive
ramt af polio. Vi var ikke gla-
de for at komme til lægen for
at blive stukket.
Tog til Nuuk
Da Ulrik Møller var blevet
konfirmeret, tog han i 1942 til
seminariet i Nuuk. Rejsen
med motorbåd fra Kangeq til
Nuuk sidder stadig på hans
nethinde. Det var om efteråret
med fint vejr, og solen skinne-
de på seminariet.
- Et fantastisk syn, siger
han.
- Ombord var der også nog-
le, der allerede gik på semina-
riet. Allerede inden vi lagde til
i Nuuk, blev vi opdelt i hold til
grønlandsk fodbold - nogle til
de nordgående og andre til
sydgående. Dengang blev
sporten højt prioriteret, og
entusiasmen var stor.
Dengang havde eleverne på
seminariet ikke de bedste vil-
kår. Der var fire kollegier,