Atuagagdliutit - 25.02.1999, Síða 12

12 • TIRSDAG 25. FEBRUAR 1999
ATUAGAGDLIUTIT
1953-imi upernaakkut avaner-
suarmiut ullunik sisamanik
piffissalerneqarlutik Uumman-
narniit Qaanaamut nooqqu-
neqarput, amerikarmiut sak-
kutooqarfiat allilerneqartus
saammat. Tamanna qallunaat
naalakkersuisuinut akaarinnik-
kunnaarnermul aallarniutaa-
voq, ullumi ukiut 46-t qaangi-
unnerini suli angusaqarfigi
neqarsimanngitsumi.
Thulebeboerne blev med blot
fire dages varsel forflyttet fra
Uummannaq til Qaanaaq i
foråret 1953 for at give plads
til en udvidelse af den ameri-
kanske Thulebase. Det blev
startskuddet på en konflikt
med den danske stat, der her -
46 år efter - endnu ikke har
fundet sin afslutning.
Erstatningssag på vej i
ikke færre end 46 år
På mandag tørner Thulebeboerne og den danske stat sammen i historisk retssag
KØBENHAVN (CSL) Da
Thulebeboeme med blot fire
dages varsel blev forflyttet
fra Uummannaq til Qaanaaq
i foråret 1953 for at give
plads til en udvidelse af den
amerikanske Thulebase, blev
det samtidig startskuddet til
en konflikt med den danske
stat, og en konflikt der her 46
år efter stadig ikke har fundet
sin afslutning.
Mandag morgen indledes
det afsluttende kapitel i den
ømtålelige sag, der omfatter
mere end 5000 sagsakter.
Det sker ved Østre Landsret,
hvor Foreningen Hingitaq 53
og 610 Thulebeboere ved
advokaterne Henrik Karl
Nielsen og Christian Harlang
har anlagt erstatningssag
mod den danske stat. Kravet
er 158 mili. kroner i erstat-
ning for forringet fangst samt
retten til igen at bosætte sig
eller i det mindste jage og
fiske frit i det gamle Thuledi-
strikt. Krav, som den danske
stat pure afviser, idet man
mener, at flytningen skete
frivilligt.
Forhistorien om Thulebe-
boemes flytning er spræng-
fyldt med sikkerheds- og for-
svarspolitiske interesser, der
går tilbage til tiden under 2.
verdenskrig, hvor den danske
ambassadør i USA. Henrik
Kauffmann i 1941 på egen
hånd indgik en bindende
aftale med amerikanerne om
anlæggelse af baser i Grøn-
land. En aftale, der i princip-
pet var uopsigelig, og hvis
indhold også fik betydning i
den efterfølgende Kolde
Krig.
Fjenden i øst
Efter 2. Verdenskrig indså
amerikanerne hurtigt, at ba-
serne kunne bruges til andet
end vadesten til det tidligere
så krigshærgede Europa.
Baserne kunne danne det
første bolværk mod den nye
hovedfjende: Sovjetunionen.
Ikke mindst Thulebasen, der
med årene kom til at tjene
som en fremskudt operati-
onsbase for at sikre, at
USA’s strategiske bombefly
kunne nå til Moskva og de
industrielle centre i Sovjetu-
nionen, ligesom basen kunne
benyttes til et fremskudt var-
slings- og luftforsvar for det
amerikanske kontinent.
Allerede i årene 1948-50
begyndte amerikanerne at
udarbejde en detaljeret plan
for Thulebasen uden de dan-
ske myndigheders viden. Pla-
nerne blev først kendt, da
Danmark og USA i 1951 gen-
forhandlede en ny forsvarso-
verenskomst. Her blev det
klart, at der fra amerikansk
side var planer om et meget
stort anlæg i Thule. At an-
lægget ville få konsekvenser
for beboerne i området, synes
fra starten at have været klart.
Undersøgelsesudvalget af 4.
juni 1987 antager i sin beret-
ning om etableringen af Thu-
lebasen 1951-53:
»Der synes ikke at være
tvivl om, at der ikke under
eller i umiddelbart forbindel-
se med forhandlingerne har
været tale om, hvilke nærme-
re konsekvenser anlæggelsen
af basen i Thule ville få for
befolkningen der, endsige at
en af disse nødvendigvis vil-
le blive den befolknings-flyt-
ning, der fandt sted i 1953«.
Rigsdagen (det daværende
folketing, red.) godkendte
den 8. juni 1951 den nye for-
svarsoverenskomst, der åb-
nede mulighed for udvidel-
sen af Thulebasen og andre
baser i Grønland. De grøn-
landske myndigheder blev
ikke hørt i forbindelse med
Rigsdagens godkendelse.
Det skete henover hovedet
på Grønlands daværende
Landsråd, der det efterføl-
gende efterår alene fik fore-
lagt overenskomsten som en
orienteringssag.
Hul i forsvaret
Danmark havde af sikker-
hedsmæssige hensyn mange
grunde til at efterkomme
amerikanernes ønsker. Ved
at give USA lov til at opføre
militære anlæg, var det ikke
mindst nemmere at sige nej
til tilsvarende anlæg i Dan-
mark. Med Grønland som
trumfkort havde man så at
sige allerede bidraget til det
fælles forsvar. Som det sene-
re viste sig endda med mulig-
hed for opbevaring af atom-
våben i Grønland, selv om
Danmark officielt var erklæ-
ret modstander af atomvåben
på dansk jord.
Fra 1951 til 1953 blev en
flytning af Thulebeboernes
boplads jævnligt drøftet
uformelt i Fangerrådet, der
var den øverste myndighed i
Thule-distriktet. De tiltagen-
de amerikanske aktiviteter i
området, der blandt andet
indebar øget motorstøj og
olie-gener, havde gradvist
forringet fangstmuligheder-
ne. Men Fangerrådet tog på
intet tidspunkt nogen fælles-
beslutning om en flytning.
I maj 1953 opdagede ame-
rikanerne imidlertid et hul i
luftforsvaret af Thule, hvor-
for man ønskede at opstille
luftforsvarskanoner på den
halvø, hvor thulebeboerne
havde deres boplads. Og det
skulle gå hurtigt. Fra dansk
side blev det meddelt, at “der
ikke fra departementets side
vil være noget i vejen for, at
denne halvø bliver inddraget
i base-området, såfremt ame-
rikanerne vil betale omkost-
ningerne ved, at kolonien
flyttes længere mod nord”.
For og imod
Herefter er der delte menin-
ger om det videre forløb.
Ifølge Thulebeboernes advo-
kater Henrik Karl Nielsen og
Christian Harlang blev den
efterfølgende flytning af
Thule-beboerne aldrig drøf-
tet og godkendt af det seks
mand store Fangerråd, der
bestod af tre fangere samt
den danske bestyrer, præsten
og lægen. Forhandlingerne
med den danske stat foregik
med lægen, som ikke havde
mandat til at godkende en
flytning på hele Fangerrådets
vegne, hævder advokaterne,
som derfor mener, at der var
tale om en tvangsflytning,
samt at udvidelsen af den
amerikanske Thule-base i
bund og grund er lovstridig.
At de danske myndigheder
var klar over, at de måske var
på gyngende grund, doku-
menteres - i følge advokater-
ne - blandt andet af, at myn-
dighederne udarbejdede et
notat med argumenter for
flytningen, der om nødven-
digt kunne tages i anvendelse
i FN eller andre steder for at
imødegå kritik.
Flytningen til Qaanaaq fik
store konsekvenser for Thu-
lebeboemes hverdag. Ganske
vist fik de nye og bedre huse,
men fangsten, ikke mindst af
ræve, var dårligere end i det
gamle Thule. Allerede i 1954
fremsatte Fangerrådet det
første erstatningskrav, men
ifølge advokat Henrik Karl
Nielsen blev kravet syltet af
de danske myndigheder gen-
nem flere år. Det blev en
direkte henvendelse til den
danske statsminister i 1960
også. Først da to forfattere i
1985 skrev en bog om Thule-
sagen kom der så småt skred
i sagen. 1 1987 meddelte Thu-
le Kommune således statsmi-
nister Poul Schliiter, at man
fortsat fandt grundlag for et
erstatningskrav og ønskede
nedsat en undersøgelsesdom-
stol. Ønsket blev afvist af
statsministeren, som ikke vil-
le anerkende nogen erstat-
ningsforpligtelse.
Senere blev der dog foreta-
get en undersøgelse af det så-
kaldte Ziegler-udvalg, der
konkluderede, at Thulebebo-
eme ikke havde krav på er-
statning, hvilket førte til den
igangværende retssag, som
blev anlagt i 1996.
Tiden tikker
Og netop tidsperspektivet
kan komme til at spille en af-
gørende rolle, når advokater-
ne Henrik Karl Nielsen og
Christian Harlang skal for-
søge at imødegå kammerad-
vokat Hagel-Sørensens (sta-
tens advokat, red.) argumen-
ter. Kammeradvokaten vil
hævde, at erstatningskravet
er forældet i følge dansk lov-
givning, mens advokaterne
vil forsøge at overbevise
dommerne om, at kravet er
blevet forhalet af de danske
myndigheders sagsbehand-
ling, hvorfor forældelsesfri-
sten ikke kan tages i anven-
delse. En påstand, som de
meget vel kan få medhold i,
idet retten tidligere har afvist
at behandle forældelses-
spørgsmålet særskilt og deri-
gennem afprøve, om der
overhovedet var belæg for en
retssag.
Til gengæld kan terriotale
krav ikke forældes, men da
der ikke er nogen ejendoms-
ret i Grønland, har kammer-
advokaten afvist, at Thulebe-
boerne kan gøre krav på
erstatning for deres gamle
fangstområder.
Spørgsmålet er imidlertid,
om Grønland på tidspunktet
for flytningen i praksis ikke
var omfattet af de danske
Grundlov, der blandt andet
handler om boligens ukræn-
kelighed og kravet for erstat-
ning ved ekspropriation. I
hvert fald har den danske
regering siden 1947 meddelt
FN, at Grundlovens friheds-
rettigheder var anvendelige i
Grønland, og der er et argu-
ment, som Thule-beboernes
advokater vil køre i stilling.
Hertil kommer, at ameri-
kanerne ved anlæggelse af
andre baser i Grønland har
ydet såvel individuel som
kollektiv erstatning til lokale
beboere, der har fået inddra-
get deres fangstområde. En
erstatnings-praksis, som også
må gælde for Thulebeboerne,
hævder advokaterne, der i
retten også vil prøve at bevi-
se, at en række internationale
konventioner, herunder Men-
neskeretkonventionen, blev
overtrådt i forbindelse med
flytningen af Thulebeboerne.
Allerede erstatning
Hvis kammeradvokat Hagel-
Sørensen ikke kan overbevi-
se dommerne om, at erstat-
ningssagen er forældet, og at
de territoriale krav er ugyldi-
ge, vil han formentlig sætte
sin lid til den sidste patron i
kammeret, nemlig at Thule-
beboerne allerede har fået
erstatning.
Det skulle angiveligt være
sket, da statsminister Poul
Nyrup Rasmussen og davæ-
rende landsstyreformand
Lars Emil Johansen den 31.
januar 1997 underskrev en
aftale om, at den danske stat
skal bidrage med 47 miil.
kroner til anlæggelsen af en
civil landingsbane ved Qaa-
naaq. I aftalens sidste afsnit
står der:
“Parterne er enige om, at
der mellem regeringen og
landstyret hermed er fundet
en tilfredsstillende løsning
på alle udestående spørgsmål
i Thule-sagen”.
Argumentet preller dog af
på advokat Henrik Karl Niel-
sen, som ikke mener, at
Hjemmestyret har hjemmel
til at forhandle sig til en
løsning på vegne af Thulebe-
boerne, der jo allerede forin-
den havde anlagt erstatnings-
sagen.
Erstatningen
Thulebeboernes har anlagt et
erstatningskrav, der er delt
op i to særskilte krav
Et kollektivt på 138 miil.
kroner, der skal ydes for tabt
fangstindtjening i forbindel-
se med flytningen. Beløbet er
beregnet efter oplysninger i
en netop offentliggjort syns-
og skønrapport over fangst-
mulighederne i Thuledistrik-
tet.
Og endelig et individuelt
erstatningskrav på 250.000
kroner til hver af de 81 nule-
vende Thulebeboere. Advo-
katerne er dog indstillet på,
at beløbet i givet fald vil bli-
ve af forskellig størrelse. Det
afhænger helt af, hvilken
alder og funktion den enkelte
Thulebeboer havde på tids-
punktet for flytningen. En
storfanger har således krav
på en større erstatning end en
nyfødt.
Skulle dommerne i Østre
Landsret give Thule-beboer-
ne medhold, står den danske
regering med et kolossalt
problem, idet Thulebasen
dermed er anlagt i strid med
dansk lovgivning. Selv om
den amerikanske regering i
sin tid handlede i god tro, bli-
ver det den danske statsmini-
sters opgave at opfylde Thu-
lefolkets ret til til at bosætte
sig og jage i Thuledistriktet
igen. Ved forhandlingsbordet
vil der denne gang også sid-
de politikere fra Hjemmesty-
ret, der i dag har krav på at
blive inddraget aktivt i
spørgsmål vedrørende uden-
rigs- og forsvarspolitiske for-
hold i Grønland.
Foreningen Hingitaq har
oprettet en fond, der skal ad-
ministrere et eventuelt erstat-
ningsbeløb. Fundatsens navn
er »Tukumeq«, som er for-
navnet på Tukumeq Majaq,
der omkom under flytningen.
Fondens formål er at støtte
almennyttige initiativer i
Thule og støtte erhvervsud-
viklingen.
ASS./ FOTO-ARKIV: AG