Atuagagdliutit - 16.03.1999, Page 12

12 • TIRSDAG 16. MARTS 1999
ATUAGAGDLIUTIT
Aaveq nunamiitilluni pikkorluttutut isikkoqartarpoq, imaanili nalutsilluni aalassarilluirmartuuvoq. Mens hvalrossen kan virke kluntet på land er den en elegant svømmer når den er i sit rette element.
På vagt for hvalrossen
Ton-tunge hvalrosser pakket ind i et tykt isolerende spæklag er
umiddelbart bedøvende ligeglade med, om temperaturen falder eller stiger
et par grader. Men selv små ændringer i klimaet kan spille en afgørende
rolle for fødemængden til disse store pattedyr
Aarrup talerorsuani atorlugit uillut immaq naqqata ataaniittut saqqummersittarpai,
umerlussuanilu atorlugit uillut maluginiartarlugit.
Hvalrossen bruger lufferne til at blotlægge muslingerne i havbunden og føler sig derefter
frem til muslingerne med skægget. ass./ fotos: goran ehlmé
Af Peter Bondo
Christensen
og Søren Rysgaard
Imponerende stødtænder, der
bag sig har en krop med en
vægt på et ton, indgyder en
vis respekt for hvalrossen.
Langs Grønlands østkyst fin-
des de store dyr på forskelli-
ge lokaliteter nord for Ittoq-
qortoormiut.
Men respekten for dette
prægtige dyr har ikke altid
været lige stor. Kødmæng-
deme og de lange stødtænder
gjorde hvalrossen til et efter-
tragtet mål for europæiske
fangstmænd i begyndelsen af
dette århundrede.
Ud for Daneborg i Nord-
østgrønland var der specielt
mange hvalrosser. Her blev
der i nogle år nedlagt mere
end 100 dyr om året, og alle-
rede i 1930’erne stod det
klart, at bestanden var truet.
Siden 1956 har dyrene været
fredet nord for Ittoq-
qortoormiut.
I dag er der ca. 1000 dyr i
hele Østgrønland, og nu er
det ikke længere jagt, der tru-
er dem.
Krav til livet
En hvalros skal som havets
andre pattedyr op til overfla-
den og have luft. Den bliver
derfor fortrængt fra områder,
hvor havisen lukker kystvan-
dene helt.
Samtidig skal den have
mad. Masser af mad. Dens
foretrukne føde er muslinger,
der lever i havbunden på re-
lativt lavt vand.
Endelig skal hvalrossen
have adgang til en
hvileplads over vandet. En
flad kyststrækning, en lille ø
eller en drivende isflage er et
godt hvilested for en hvalros.
Kun få områder langs
Grønlands østkyst byder på
alle tre muligheder. Et af
dem er Young Sund ved
Daneborg på den 74’ende
breddegrad i Nordøstgrøn-
land.
Fjorden er isfri ca. to
måneder om året og har flere
områder med masser af mus-
linger i havbunden. Et sandt
fadebur for sultne hvalrosser.
Og som prikken over i’et lig-
ger der ved fjordens mun-
ding en stor flad sandø, hvor
dyrene kan hvile og nyde
polarsolen. Det er hvalros-
sens Mallorca.
Unikke optagelser
En hvalros skal spise mellem
50 og 80 kg muslinger om
dagen for at kunne gå vinte-
ren i møde.
Det er mange muslinger,
der hver dag skal hentes op
fra havets bund. Og muslin-
gerne gemmer sig langt nede
i havbunden. De to vigtigste
arter er hulemuslingen og
sandmuslingen, der kan sid-
de 30 cm nede i bunden. Kun
deres ånderør stikker op til
overfladen.
Netop i år er det for første
gang nogensinde lykkedes
for de to svenske naturfoto-
grafer Goran Ehlmé og
Magnus Elander at filme,
hvordan hvalrossen får mus-
lingerne op af havbunden.
Optagelserne er ganske unik-
ke og har givet et nyt og vig-
tigt bidrag til at forstå hval-
rossens færden og fødevalg.
Hvalrossen roder ikke
bunden op med deres prægti-
ge stødtænder, som man kun-
ne tro. Nej, de bruger deres
kraftige forluffer til at skabe
en voldsom vandbevægelse
lige over havbunden. Det
skaber et dybt hul og når
mudderet lægger sig, føler
hvalrossen sig frem til de
blotlagte muslinger med de-
res buskede overskæg.
Hvalrossen suger nu kødet
ud af muslingerne og lader
skallerne ligge tilbage. Når
de vender tilbage til overfla-
den for at få luft, efterlader
de et krater i havbunden - det
ser mest af alt ud, som om
nogen har smidt en håndgra-
nat på stedet.
Ved overfladen ligger de
store dyr nogle minutter.
Under højlydt prusten ilter
de deres blod igen, før de
atter dykker ned på 12-20
meters dybde for at tage for
sig af retterne.
Myter om hvalrossen
Hvalrossen har ry for at være
aggressiv og ondskabsfuld.
Sæler skal være blevet flæn-
set og flået af de vilde dyr,
og masser af vandrehistorier
kan fortælle, at samme skæb-
ne er overgået mangen en ka-
jakroer i de grønlandske far-
vande.
Det var derfor ikke uden
tøven, at de to svenske natur-
fotografer kastede sig ud i
projektet med at filme dyrene.
“Vi har brugt lang tid på at
få dyrene til at vænne sig til
vores tilstedeværelse,” for-
tæller Magnus Elander.
Gennem to somre har de to
svenskere brugt mange dage
på blot at sidde på sandøen i
Young Sund. Langsomt fik
dyrene det indtryk, at foto-
graferne hørte til blandt dem.
Og i år vandt de så specielt to
hvalrossers fortrolighed, og
kunne til sidst dykke med
dem ned til havbunden.
“Det var en fantastisk ople-
velse at følge efter hvalros-
serne ned i det kolde dyb. Da
dyrene vender tilbage til sam-
me område igen og igen, kun-
ne vi til sidst blot ligge på
bunden og vente på, at de
kom ned til os,” siger en ty-
delig stolt Goran Ehlmé med
en professionel mine, der for-
tæller, at nogle meget sjæld-
ne optagelser er i kassen.
Hvis klimaet ændrer sig
Når hvalrossen har spist, hol-
der den af at hvile. På
sandøen kan dyrene ligge u-
rørlige i timevis, mens den
stærke polarsol spiller i
vandperlerne i deres skæg.
Ofte ligger de flere sammen
og bruger hinanden som
hovedpuder. Af og til letter
de øjenlåget, misser med de
små røde øjne og grynter
som tegn på, at der er liv i
kødbjerget.
Som de ligger der øg for-
døjer i midnatssolen, synes
livet ubekymret.
Men hvalrossen er øverste
led i den arktiske fødekæde.
Ændrer klimaet og isdækket
sig, kan det få alvorlige kon-
sekvenser for ishavets konger.
Som naturlig beboer i
Young Sund er hvalrossen
derfor inddraget i det store
forskningsprojekt, der har
base i fjorden. Målet med
projektet er at forudsige,
hvordan forandringer i kli-
maet ændrer algernes pro-
duktion og dermed føde-
grundlaget for alt liv i de ark-
tiske farvande.
Peter Bondo Christensen og
Søren Rysgaard er biologer
hos Danmarks Miljøunder-
søgelser og har deltaget i
forskningsprojektet i Nord-
østgrønland.
ASS./ FOTO: GORAN EHLMÉ