Atuagagdliutit - 29.04.1999, Side 13

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 29. APRIL 1999-13
UNE UP
E-LI NED
Jim-ip angutaa sullivimmini. Telefonip normua 28057 kingusinnerusukkut 328057-imut
allanngortinneqarpoq - soorlu Nuummi aamma taamatut pisoqartoq.
Jims far Alex ved sit værksted. Telefonnummeret 28057 blev senere ændret til 328057
præcis som i Nuuk
Moderen ikke
at forglemme
Midt i mindet om hans og
faderens eventyr i Reno
kommer Jim til at tænke på
sin Mor, som altid var der,
når man havde brug for hen-
de.
- Hun kom fra Kansas,
hvor folk var farmere, og hun
passede og plejede hele
familien trygt og godt. Hun
ordnede og tilberedte vildt,
holdt høns og andet godt i
haven, og vi havde et fanta-
stisk liv som børn og unge.
Et år før Jim sluttede High
School, startede han på Uni-
versitetet. Da var han 17 år,
og 25 år gammel fik han
Masters Degree som uddan-
net komponist.
Men studiet blev afbrudt af
værnepligt, da han blev ind-
kaldt som soldat med kurs
mod Vietnam. I USA er der
ingen vej udenom. Det lyk-
kedes ham dog at blive
uddannet som ikke-våben-
bærende samarit og skulle
have været afsted til fronten
for at tage sig af sårede sol-
dater.
Slap for krigen
Men umiddelbart før afrejsen
skaffede Jims far ham ind i et
stort militært jazzband i Co-
lorado, hvor han tidligere
havde aflagt prøve, og hvor
man gerne ville have ham.
Men der var problemer, fordi
han allerede var udtaget til
Vietnam, og det betød til
familiens store fortrydelse, at
han fik definitivt afslag.
Imidlertid huskede Far
Milne, at Jim som 13-årig
havde spillet for guvernøren
i Nevada, så han henvendte
sig her med en bøn om at
hjælpe Jim til Colorado. Det
lykkedes.
Det var en stor lykke for
unge Jim, for hvem vold og
krig lå fjernere end noget
andet. Fem af hans klasse-
kammerater blev dræbt i
Vietnam, og andre blev al-
drig sig selv igen.
- Samtidig var det jo netop,
hvad jeg allerhelst ville, for-
tæller Jim Milne videre.
- Bigband jazz-musik er vel
den slags musik, jeg holder
allermest af, så jeg havde et
par gode år som værne-
pligtig.
Linda
En jul tog han hjem på »tom-
melfingeren«, og da han
blev sat af et sted i Reno, rin-
gede han til sit barndoms-
hjem. Men ingen tog telefon-
en, og mens han spekulerede
over, hvad han så skulle
gøre, kom han i tanke om en
klassekammerat, Linda, som
han ringede til. Og da hun
kom og hentede ham, stod
det krystalklart, at det var
hende. De blev gift samme
jul, oven i købet 24. decem-
ber, netop på det sted, hvor
han aller første gang hørte
om BahåT.
Bahå’i
- Der er sket tre store ting for
mig her i livet - fire, hvis jeg
tager min egen fødsel med.
Det er mødet med BahåT og
Bahå’u’llåh, mit giftermål
med Linda og Indaleeraq’s -
hans søns - fødsel.
- Jeg var 19 år, da jeg mød-
te BahåT, og jeg besluttede
hurtigt, at jeg resten af mit
liv ville tjene Bahå’uTlåh’s
lære. Den bygger blandt
andet på et ønske om Ver-
dens enhed.
- Linda og jeg besluttede at
tage til Denton, hvor jeg fort-
satte min uddannelse på
North Texas State University
lidt nord for Dallas.
- Efter endt uddannelse
blev jeg professor ved uni-
versitetet, og vi blev der nog-
le år. Vi havde fået at vide, at
der kun var to andre BahåT-
er i Denton, men det skulle
vise sig, at der var mange
flere.
- Så sent som dengang i
1970’erne blev der skelnet
skarpt mellem sorte og hvi-
de. Gennem Denton gik der
en jernbane, og nord for spo-
ret boede der kun - eller næ-
sten kun - hvide, mens der
syd for sporet kun boede sor-
te. Blandt dem var der hun-
drede BahåTer, og de var et
virkeligt spændende møde.
De sorte var klar
- Jeg må med skam at melde
indrømme, at de sorte den-
gang var betydeligt mere klar
til dialogen med de hvide end
omvendt. Konflikten var
stærkest i den hvide lejr, og
det på trods af, at forskels-
behandlingen primært var
skabt af hvide.
- Lederen af Bahå’i-fami-
lien i Denton var i familie
med en, der var blev et
hængt, fordi han var sort.
Alle havde beretninger om
forskelsbehandling af karak-
teren »ingen adgang for sor-
te«. Racismen levede i bed-
ste velgående.
- Jeg begyndte også at tæn-
ke på, hvorfor der mon kun
var én sort i vores klasse i
skolen, og én japaner. Og jeg
huskede, hvor vanskeligt de
havde haft det, fordi de ikke
var hvide.
- Vore oplevelser disse år i
BahåT blev af uvurderlig be-
tydning for resten af vort liv.
- Mit første møde i et
BahåT-samfund var en india-
nerbegravelse:
Kultur og sprog
Midt i byen Reno var der et
indianer-reservat. Indianerne
havde deres egen kirkegård
på et helligt sted ude i ørke-
nen. Ham, der var død, blev
lagt i graven, mens hans
kone fremførte en blanding
af hylen, gråd og sang. Det
var snevejr, og stemningen
var helt speciel. Om det var
gråd eller sang var svært at
afgøre, men det havde musi-
kalsk form, og jeg var meget
fascineret af det.
- Det var samtidig et af
mine første møder med en
anden kultur, som jeg natur-
ligvis her blot var tilskuer til.
- Også mødet med de sorte
i Denton var et møde med en
anden kultur. Jeg var nødt til
at lære mig sproget, for selv-
om de sorte taler engelsk, er
det i en så særpræget form, at
det er komplet uforståeligt
for andre.
Sproget er en vigtig ting
for at lære at forstå hinanden.
Sproget påvirker noget væ-
sentligt ved vor kultur og
levemåde. Sproget er et vig-
tigt redskab, når man vil
arbejde med andre menne-
sker andre steder i verden, og
det var da også derfor, jeg
lagde vægt på at lære grøn-
landsk før dansk. Men des-
værre blev det som sagt en
»pletvis fiasko«.
Jim Milne er ikke så let at
løsrive sig fra, men det er
nødvendigt for også at skaffe
plads til nogle billeder fra
den første del af hans liv.
Resten af hans historie, som
for det meste handler om
Grønland, der med det sam-
me blev hans og Lindas var-
rige hjem, kommer på næste
torsdag.
Redaktionen
Anaana Reubena, qatangut Mike emerlu Indalik.
Mor Reubena, bror Mike og sønnen Indalik.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO