Atuagagdliutit - 10.06.1999, Side 12

12 • TORSDAG 10. JUNI 1999
ATUAGAGDLIUTIT
BETTY LEE I SINGAPORE GAV MIG VISUM TIL AUSTRALIEN
Man er nødt til selv at gøre en indsats, hvis man ikke bare vil lade stå til, mener
Jørgen Wæver Johansen
NUUK(LRH) - Da jeg gri-
nende fortalte min chef den
efterfølgende historie, var
hans kommentar: Det kunne
jeg aldrig have gjort. Og det
havde nok heller ikke hjul-
pet, hvis jeg havde forsøgt.
Men det er så sandt som
det er fortalt. Jørgen Wæver
Johansen charmerede sig til
et visum til Australien hos en
ung pige i Singapore.
Jørgen Wæver Johansen
tog i sommeren 1992 til Sin-
gapore i sikker forvisning
om, at han nok skulle få skaf-
fet sig et visum videre til
Australien i løbet af et.døgn.
Her skulle han som repræs-
entant for ungdomsorganisa-
tionen Sorlak til en konferen-
ce for oprindelige folks ung-
dom. Han var på det tids-
punkt ferieafløser i Sorlak og
havde kun været ansat i ung-
domsorganisationen i tre
uger, da han fik lejlighed til
at tage til Australien. Men
først skulle han over en for-
hindring andre på forhånd
ville have opgivet.
- Problemet opstod i
Københavns lufthavn. Her
fik jeg at vide, at jeg ikke
kunne komme videre til
Australien uden at have et
visum. Det kunne jeg tidligst
få om mandagen, men konfe-
rencen begyndte om sønda-
gen. Så det kunne jeg ikke
vente på.
-SAS nægtede at flyve mig
til Australien, når jeg ikke
havde visum, ellers ville sel-
skabet stå med ansvar for
mig, hvis noget gik galt, lige-
som det ville komme til at
•»•••i «*«fiks? *
»Jørgen ataatalu Agto-mi piniariartut«, assimi allassimavoq. - Inuuninni saarulliit
qassimmitaava erlaviiarpakka, tamannali akisussaassusermik misigissuseqaliissutigaakka,
Jørgen Wæver Johansen oqarpoq.
»Jørgen og far på fangst i Agto«, står der bag på dette billede. - Jeg ved ikke hvor mange
torsk jeg i mit liv har hevet indvolde ud af men det har været med til at give mig følelse
af ansvar, siger Jørgen Wæver Johansen.
betale en stor bøde.
Lader sig ikke slå ud
- Men jeg nægter at lade mig
slå ud af den slags. Jeg er af
natur overbevist om, at ting
kan lade sig gøre, hvis man vil
dem stærkt nok. Derfor bad jeg
om at få en billet til Singapore.
Godt træt ankom Jørgen
Wæver Johansen et halvt
døgns tid senere til Singapore.
- Jeg henvendte mig straks
til informationscentret. Her
søgte jeg efter den yngste
pige blandt personalet og
henvendte mig til hende. Jeg
brugte al min charme, og i
løbet af en time havde jeg et
visum og en invitation til en
middag med Betty Lee om
aftenen.
Vel ankommet til Australi-
en blev Jørgen Wæver
Johansen snart én af de cen-
trale personer blandt de
2.000 unge mødedeltagere på
konferencen for oprindelige
folks ungdom.
- Pludselig stod jeg i den
situation, at jeg blev spurgt,
om ikke jeg ville tage med til
Geneve for at være med til at
fremlægge resultatet af
mødet. Sorlak gav mig tilla-
delse, men det måtte ikke
koste organisationen flere
penge, end det oprindeligt
ville have kostet, fortæller
Jørgen.
Uløseligt problem
Her opstod endnu et problem,
som så uløseligt ud, men som
Jørgen Wæver Johansen fik
vendt til sin fordel.
- Jeg var kommet til
Australien på den billigste
billet - en Apex-billet. Det er
ganske enkelt helt umuligt at
få den lavet om - eller sådan
burde det være. Jeg fik da
også blankt afslag, da jeg rin-
gede til SAS for at høre, om
jeg kunne ændre den, så jeg
kunne blive i Australien en
uge længere.
- Blandt mødedeltagerne
på oprindelige folks ung-
doms møde var der en pige,
der virkelig meget lignede og
lød som en sekretær. Jeg
spurgte hende, om hun ville
gøre mig den tjeneste at rin-
ge til SAS for mig og fortæl-
le, at hun var min sekretær,
og at hun ønskede at ændre
min billet. Den var hun med
på. Og det lykkedes rent fak-
tisk at få ændret billetten, så
jeg kunne blive en uge mere.
Den person min »sekretær«
talte med havde lidt svært
ved at se på min billet, på
hvilken klasse, jeg havde
fløjet. »Står der b«, spurgte
hun. Min »sekretær« spurgte,
hvad b stod for og fik at vide,
at det var busines-class.
»Jammen, så må der stå b,
for han rejser altid på busi-
nes-class«, sagde hun.
- På den måde fik jeg ændret
en billet, der ellers var umulig
at ændre, og jeg kom oveni-
købet hjem på busines-class.
I front i Geneve
I Geneve måtte Jørgen
Wæver Johansen også stille
sig i front, da de to andre,
han ankom til Geneve med,
fik andre opgaver, så han
blev nødt til på vegne af
alverdens oprindelige folks
ungdom at stille sig på taler-
stolen og fortælle, hvad de
var nået frem til på mødet i
Australien.
Der var mange talere. Men
de eneste, der fik klapsalver
den dag var en indianer, Lars
Emil Johansen og Jørgen
Wæver Johansen.
- Her mødte jeg Lars Emil
Johansen for første gang,
smiler Jørgen.
Den sommer fandt Jørgen
Wæver Johansen ud af, at det
kan lade sig gøre at ændre
ting, hvis man selv yder en
indsats.
Jørgen Wæver Johansen 1994-imi Quebec-imi akunnittarfissuup silataani, Montral-imi i Nina, Jørgen Wæver Johansen-ip anaanaa, 17-iinnamik
linniarfissuarmi atuamermi nalaani. ukioqarluni 1972-imi naliitsoq Jørgen ernertaaraa.
Jørgen Wæver Johansen foran et stort hotel i Quebec i 1994, mens han selv boede i Motreal Nina, Jørgen Wæver Johansens mor, var ikke mere end 17
og studerede på universitet. år, da hun fik vidunderbarnet Jørgen i 1972.
jj^j _r_r
- Det gik godt, så efter dis-
se oplevelser fik jeg blod på
tanden. Det var rigtig sjovt at
prøve. Søger man udfordrin-,
ger, er mulighederne også
desto meget større, har jeg
fundet ud af.
- Jeg mener det ikke i den
forstand, at man skal søge
indflydelse for egen vindings
skyld. Man skal gøre det,
hvis man mener man kan
gøre en forskel mod det bed-
re for samfundet. Jeg stiller
mig aldrig op for at opnå
egne mål. Men jeg søger ind-
flydelse til at ændre på skæve
ting i samfundet. Og det
giver et stort ansvar for mig
som person.
Dejlig barndom i Attu
En tryg, harmonisk og lykke-
lig barndom med pligter. Det
er Jørgen Wæver Johansens
egen forklaring på, hvorfor
han er blevet som han er.
Jørgen Wæver Johansen
blev født i 1972 i Esbjerg,
hvor hans far, Hans Lars, var
igang med at tage fiskeskip-
pereksamen. Her boede Jør-
gen, hans far og mor Nina
frem til 1978, hvor familien
flyttede til Sisimiut, hvor
Jørgen kom i 1. klasse for
dansksprogede.
I 1981 fik faderen sin egen
glasfiber 29 fods kutter til
fiskeri efter torsk og familien
flyttede til Attu, hvor Hans
Lars stammer fra.
Jørgen mindes med glæde
sin barndom sammen med
sin to år yngre lillesøster
Rikke og lillebroderen Mal-
ik, som blev født i 1983.
Men der var også pligter-
ne...
- Det var jo noget af en
omvæltning først at komme
fra Esbjerg til Sisimiut, men
derfra også til Attu. Her boede
vi et selvbyggerhus, hvori der
ikke var rindende vand. Og det
blev min opgave at sørge for,
at der var vand i huset, lige-
som jeg skulle sørge for, at
hundene fik mad. For far var
både fisker og fanger.
Kloge hunde
Jørgen Wæver Johansen er
overbevist om, at han ejede
den ene af de to klogste hun-
de, der har eksisteret. Den
anden var hans fætters.
- Når jeg skulle hente vand
bandt jeg Bingo og Banko
for slæden, så de kunne træk-
ke vandet hjem. Men de var
mig en tand for kloge. De
trak mig pænt op til vand-
søen, og de så også på, mens
jeg fyldte dunkene med
vand. Men lige så snart dun-
kene var fyldt med vand, og
de skulle stilles op på slæ-
den, så stak de af. Jeg ved