Atuagagdliutit - 17.06.1999, Blaðsíða 14

NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO
14 • TORSDAG 17. JUNI 1999
ATUAGAGDLIUTIT
J

TABITTE LARSEN
hjemme og passede Tabitte
og hendes fire søskende,
hvor hun selv er midterbar-
net.
- Vi havde det godt økono-
misk og socialt. Men vi fik
også en streng opdragelse,
selv om der var masser af
kærlighed. Vi lærte, hvad der
var rigtigt og forkert. Vi hav-
de mange pligter. Jeg skulle
f.eks. hente vand, kul og
tørv. Om sommeren samlede
vi spandevis af bær, der var
en del af vores kost.
Tabitte Larsen har været med til at fordoble antallet af grønlænderforeninger i Danmark
Ligestilling
- Mit barndomshjem var
præget af ligestilling. Jeg kan
huske, at min mor havde sin
egen bankkonto, hvad der
ikke var normalt dengang.
Mine forældre lagde også
vægt på, at drengene lærte
pigearbejde og omvendt. Vi
fik at vide, at Grønland er
vores land. Vi skulle ikke
være nikkedukker for dan-
skerne, og rejste man til Dan-
mark, var det alene for at
arbejde, fortæller Tabitte, der
er opkaldt efter sin farmor.
Ligestillingen mellem dren-
ge- og pigebørn satte sit præg.
For Tabitte blev det ihvertfald
sjovere at lege med drengene
end pigerne. Især når det dre-
jede sig om at konkurrere. En
enkelt gang var det ved at gå
alvorligt galt.
HILLERØD(CSL) - Ifølge
Grønlands Statistik bor der
godt 12.000 mennesker i
Danmark, som er født i
Grønland. Heraf regner man
med, at omkring 8-9.000 er
egentlige grønlændere. De
fleste bor i de større byer
eller tæt på, men mange lever
også mere isoleret på landet
eller i mindre bysamfund.
Som i så mange andre
sammenhænge er den sociale
kontakt afgørende for vor
trivsel og velvære. Og desto
længere væk man befinder
fra sin familie, barn-
domsvenner, den grønland-
ske kultur - desto mere
afgørende er det at finde
sammen i sociale og kultu-
relle aktiviteter med sine
landsmænd, så man kan vær-
ne om sin grønlandske iden-
titet og selvværd.
I den forbindelse spiller de
grønlandske foreninger i
Danmark en uvurderlig rolle,
og blandt dem, der de senere
år har sat skub i foreningsli-
vet, er den 64-årige Tabitte
Larsen, som efter 14 år som
formand for Fællesforenin-
gen Inuit, takkede af ved
generalforsamlingen i foråret
og overlod tøjlerne til Else
Sørensen.
Tabitte Larsen kan se til-
bage på en formandsperiode
for paraplyorganisationen
med mange resultater. Siden
hun kom til som formand er
antallet af grønlænderfor-
eninger i Danmark øget fra
12 til 29 og tæller i dag godt
3.000 medlemmer.
Behov for ændringer
Det er ikke tilfældigt, at for-
eningslivet har oplevet en
blomstrings-periode under
Tabitte Larsen. Hun arbejder
ikke kun viljestærkt for sine
ideer. Hun har også de nød-
vendige menneskelige og
profesionelle kvalifikationer.
Fra sin tid i Civilforsvaret
Aalborg-imi Kalaallit Illuutaanni Tabitte
ukiuni arlalinni sulivoq. Uani ilagai Vera
aamma Lillian.
Tabitte arbejdede i en årrække i Det Grøn-
landske Hus i Aalborg. Her er hun sammen
med Vera og Lillian.
har hun lært om kommunika-
tion og ledelse. Og som soci-
alarbejder gennem en årræk-
ke ved Det Grønlandske Hus
i Aalborg har hun fået et ind-
gående kendskab til de fald-
grubber, grønlændere risike-
rer at falde i, når de skal fin-
de en hverdag i det danske
samfund.
- Da jeg tiltrådte som for-
mand for Fællesforeningen
Inuit, kunne jeg se, hvor
amatøragtigt foreningerne
kørte. De grønlandske fore-
ninger var nærmest bygge-
foreninger, og mit første mål
var at gøre fællesforeningen
og grønlænderforeningerne
mere synlige og kendte, så
ikke mindst de mange grøn-
lændere, som lever isoleret i
landdistrikterne, kunne få et
samlingssted. Det var ikke
nok med en forening i Nord-
jylland, Midtjylland, Fyn og
så videre. Der var behov for
et tættere og mere fintmasket
netværk.
- Et veludbygget fore-
ningsliv har nemlig mange
funktioner, ikke mindst fore-
byggende. De sociale ram-
mer kan forhindre folk i at
drikke af ensomhed. Men
generelt er foreningslivet
med til at opbygge selvvær-
det hos os alle, fortæller
Tabitte Larsen, som kastede
sin energi ind i arbejdet.
Tiltrækker mange
Som løftestang begyndte hun
at arrangere kurser i for-
eningsteknik. Hun underviste
i, hvordan man opretter en
forening. Hvem man skal
henvende sig til hos kommu-
nen etc. En viden, der betød,
at kursisterne samtidig lærte,
hvordan det danske samfund
er indrettet. Strategien lykke-
des, og de følgende år boble-
de grønlænderforeningerne
op som små oaser. Netværket
blev mere fintmasket.
Foreningerne tiltrækker
mange forskellige grønlæn-
dere. Blandt andet kommer
der mange, der som små blev
adopteret af danskere og
voksede op fjernt fra deres
historiske rødder. Som voks-
ne er de på jagt efter deres
identitet, og i foreningerne
kan de opleve et rygstød i
denne søgen.
Men foreningerne skal
passe på med at være sig selv
nok og dermed isolere sig fra
det danske samfund.
- Foreningerne må ikke
blive ghettoer. De skal også
være en platform, hvorfra vi
skal blande os og vise et
andet ansigt, end det mange
danskere ser med druk og alt
det der, mener Tabitte, der
gennem sine mange år som
formand også varetog de
tidskrævende og ulønnede
sekretariatsfunktioner.
Kniber med penge
Fællesforeningen er nemlig
ikke kun afhængig af det årli-
ge tilskud på 350.000 kroner
fra Hjemmestyret. Skal fore-
ningshjulene dreje velsmurt
rundt kræver det en fuldtids-
indsats af formanden. Der
suges med andre ord på både
tiden og labben. Når udgif-
terne til kurser, administrati-
on og arrangementer er
betalt, er der et stort rundt
nul tilbage og en masse
ønsker, der ikke kunne opfyl-
des.
- Jeg så gerne, at der var
råd til at aflønne en sekretari-
° atschef. Når ingen længere
2 gider udføre arbejdet gratis,
| vil hele det overordnet fore-
S: ningsarbejde stoppe, frygter
g Tabitte Larsen, der har hen-
1 vendt sig flere gange til
2 Hjemmestyret for at få til-
| skuddet sat op. Men uden
§ resultat.
- Det er snarere min for-
nemmelse, at Hjemmestyret
måske vil spare de 350.000
kroner væk, vurderer Tabitte.
Pigen fra Sisimiut
Men hvem er så denne ilds-
jæl? Hvilke omstændigheder
har formet Tabitte og til-
skyndet hende til denne ind-
sats?
Livet har ihvertfald ikke
kun været en dans på roser.
Hendes eneste søn døde af
leukæmi som 15-årig, og
Tabitte havde boet i Dan-
mark i mange år, før hun for
alvor blandede sig med sine
landsmænd og kastede sig
over arbejdet med grønlæn-
derforeningerne.
Hun er født og opvokset i
Sisimiut. Faderen Adam
Poulsen, der var fisker og
fanger, var en af de få, der fik
en kutter inden 2. verdens-
krig. Moderen Kitura gik
Grønlandsforeningeme skal
ikke være ghettoer i Danmark
Ukiutoqarsiortut - Tabitte aamma Johannes
suli katinngitsut. Talerperliuvoq nukaa
Grethe.
Så er der dømt nytårsaften - endda fra tiden
inden Tabitte og Johannes blev gift. Til højre
er det Tabittes lillesøster Grethe.
Tabittep uiatalu Larsenip naatsivilerineq
nuannareqaat. Allaat rosaataat ukioq niller-
pallaanngikkaangat sikkerneqartarput.
Tabitte og hendes mand, Larsen holder af at
ordne haven. De blomstrer endda i de milde
vintre.
FOTO: CHR. LORENTZEN