Atuagagdliutit - 17.06.1999, Side 15

NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO
GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 17. JUNI 1999-15
Kitura Tabittap erneranik
Karl Frederik-mik 15-inik
ukioqarluni aammigut
kræfteqarluni toqusumik
kissumiartoq.
Kitura med Tabittes søn
Karl Frederik, der døde
som ] 5-årig af leukæmi.
- Vi havde en leg med at
springe fra isflage til isflage.
En enkelt gang faldt jeg i det
iskolde vand, men jeg kom
heldigvis hurtigt op igen. Jeg
troede, min far ville give mig
tæsk, men da jeg kom hjem
gav han mig i stedet en hånd-
fuld rosiner. Det var noget af
det bedste. Rosiner og
svedsker var det eneste slik,
vi kendte.
Blev mobbet af lærer
- Som 13-årig blev jeg sendt
til Aasiaat på efterskole og
længtes forfærdeligt hjem.
Vi var næsten 30 piger på
den samme alder, og vi led
alle af hjemve. Hvis en
begyndte at græde, startede
vi andre også, husker Tabit-
te, der senere - som den ene-
ste pige af sin årgang i Aasi-
aat - blev sendt på den tre-
årige realskole i Nuuk. Det
blev ingen lykkelig tid, selv
om hun ellers var glad for at
gå i skole.
- Det endte med, at jeg
holdt op et år før realeksa-
men. Jeg følte mig forfulgt af
en lærer, som havde set sig
ond på mig, fordi han ikke
havde kunne overmande min
bror i en styrkeprøve. I stedet
udfordrede han mig, men jeg
var jo en pige. Han mobbede
mig på forskellig vis over for
klassen. Han fortalte blandt
andet, at jeg sov med papilot-
ter om natten. Til sidst havde
jeg fået nok. Det var inden,
man havde skolepsykologer,
og man klagede heller ikke
dengang. Da jeg var kommet
tilbage til Sisimiut forsøgte
rektor Balle at få mig tilbage
gennem den lokale præst.
Men det ville jeg ikke, siger
Tabitte, som i stedet blev
ansat i KGH.
Her klarede hun sig godt,
Tabittap sammissallugit
nuannarilluarpai atuakkat
oqaluttuarisaarnermut
tunngasut. Kisiannili
naatsiiviup naatitanillu
naatitsiviup aaqqissuun-
neqarluarsimasup takutippa-
at aallanik aamma sammis-
aqartamera.
Tabittes yndlingsbeskæftigelse
er historiske bøger. Men
haven og ikke mindst den
velordnede køkkenhave vidner
også om andre sysler.
Tabitte kuisittumut
qeqartuusoq tilluuttartumut
kingomagut
tusaamaneqalersumut
Brian Lenz-imut,
qatanngutaata Grethep
erneranut. Saamerliulluni
takune qarsinnaavoq Ove
Rosing Olsen, kalaallit
nakorsat siullersaasa ilaat.
og det var egentlig menin-
gen, at hun skulle sendes på
videreuddannelse i Danmark.
- Men som 19-årig blev jeg
gravid og så stoppede alting.
Sådan var det dengang, siger
Tabitte, som blev gift med
barnets fader. Ægteskabet
holdt imidlertid kun halvan-
det år.
- Herregud, jeg var 19 og
han 20 år, fortæller Tabitte
og slår ud med armene.
Siden mødte hun sin
nuværende mand Johannes,
som hun har kendt i 41 år og
været gift med i 36 år.
Til Danmark
Johannes var lagerforvaltnin-
ger og i 1960 flyttede parret
til Danmark, hvor de har boet
lige siden. Først i Rødovre,
så i Hillerød og Hadsund - og
i 1996 tilbage til Hillerød
igen, hvor Tabilles 15-årige
søn Karl Frederik ligger
begravet, og de fleste venner
bor. Det bekommer hende
vel at være tæt på sønnes
gravsted, hvor der også er
gjort plads til Tabitta og
Johannes, når den tid kom-
mer.
Tabitta har haft arbejde
hele sit liv. Hun har blandt
andet arbejdet i stormagasi-
Tabitte som gudmor for den
senere så berømte bokser
Brian Lenz, der er hendes
søster Grethes søn.
Til venstre ses Ove Rosing
Olsen, der blev en af de
første grønlandske læger.
net Messen i Købmagergade
i København og i Køben-
havns skattevæsen. I Aalborg
blev hun ansat som socialfor-
midler ved Det Grønlandske
Hus. Men allerede nogle år
forinden var hun begyndt at
blive mere bevidst om det
grønlandske fællesskab i
Danmark.
En ny bevidsthed
- Egentlig havde pigeskolen
oplært mig til at være dan-
sker. Vi var alle meget orien-
teret om det danske, og i de
første 20 år i Danmark var
jeg kun medlem af forskelli-
ge danske foreninger. Men
da min lillesøster, der lige-
som mine andre søskende
altid har været meget enga-
geret i det grønlandske sam-
fund, døde, skete der noget.
Det fik mig til at tænke over,
at jeg aldrig havde gjort
noget for andre grønlændere.
Jeg begyndte at komme i en
grønlænderforening i Ran-
ders og så tog det ellers fart,
fortæller Tabitta, som altid
har været meget optaget af
ligestilling.
- En person som mig vil
aldrig lade sig undertrykke.
Men jeg har set andre grøn-
landske kvinder, der med en
dårlig baggrund har haft svært
ved at sætte sig igennem. Både
personligt og i midt arbejde
som socialarbejder i Aalborg
er jeg gået meget op i ligestil-
ling. Det har jeg haft med fra
mit barndomshjem, siger
Tabitte, som bliver afbrudt af
sin mand Johannes, der følger
interviewet ved bordet i køk-
kenet.
- Aarhh, ligestilling og
ligestilling. Det synes jeg nu
ikke, vi har, siger Johannes,
der tydligevis mener, at
hustruen sætter dagsordenen
bag husets fire vægge. Tabit-
te kvitterer bemærkningen
med et undrende blik, og
reporteren fornemmer, at det
emne vil blive taget op til
debat, når ægteparret igen er
blevet alene i det 146 kvm.
store rødstenshus i villakvar-
teret i Hillerød.
Men selv om Tabitte har
sluppet formandsposten i
Fællesforeningen Inuit, så er
hun ikke startet på sit otium.
Dansk Kvindesamfund har
bedt hende om at være med
til at starte en grønlandsk
afdeling. At det bliver en rea-
litet, kan der næppe herske
tvivl om, når Tabitte er
blandt initiativtagerne.
Trods sine 64 år er hun sta-
dig en fighter. Også rent
fysisk. Den foregående
weekend deltog hun i et
overlevelseskursus ved Sil-
keborg. Der er krummer i
pigen fra Sisimiut, som hol-
der kontakten til Grønland
med flittige besøg.
Hunde har altid været ægteparrets store liden-
skab. Her ses de med to Pointerhunde, der er
en slags engelske hønsehunde.
Aappariit qimminik nuannarisaqartuaannar-
simapput. Uani ilagaat qimmit Pointer-it
marluk, tuluit kukkukuunut
paarsisuisut taaneqarsinnaasut.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO