Atuagagdliutit - 22.07.1999, Síða 17

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 22. JULI 1999 • 17
Kalaallit Røde Korsiat aqqutigalugu Afrikamut angalaneq pivoq siorna 1998-imi.
Studierejsen til Afrika gennem Kalaallit Rødekorsiat foregik sidste år 1998.
Ikke udadvendt
- Siden min barndom har jeg
haft evne til at vurdere men-
nesker, og det er af afgøren-
de betydning for mit arbejde,
og jeg plejer at sige, at det
nok er en evne, jeg har arvet
fra min mor. Da vi vendte til-
bage fra Allu, begyndte jeg
at arbejde i socialforvaltnin-
gen i Nuuk kommune, for-
tæller Loritha.
For hende er det ikke vig-
tigt at være udadvendt, men
er det, når hun synes der er
behov for det.
- I 1985 holdt socialråd-
givere fra hele landet et
seminar, og i den forbindelse
udtalte jeg, at alkoholisme er
en sygdom. Flere tog det
dengang som en vittighed,
men i dag har jeg via mit
arbejde fået bekræftet, at
alkoholikere har en psykisk
sygdom, for de drikker ikke
bare for at drikke, men de er
blevet alkoholikere, fordi det
er blevet en psykisk sygdom,
siger hun.
Og det var det, der lagde
grund til Loritha interesse for
at arbejde inden for politik.
Loritha og politik
Da hun havde chokeret
mange mennesker på kon-
ferencen, opstillede Loritha i
1989 til kommunevalget og
blev medlem af kommunal-
bestyrelsen. En af hendes
politiske mærkesager som
udvalgsformand var, at man
skulle arbejde med unge med
problemer i Grønland, i ste-
det for at sende dem afsted til
Danmark. Det blev også en
realitet. Nu arbejder man
med unge mennesker i Grøn-
land, i stedet for at sende
dem væk til et fremmed land
- væk fra deres familier.
Efter at være vendt tilbage
til Nuuk i 1985, opstillede
Loritha til Landstingsvalget,
men blev ikke valgt ind.
- Valgkampen var noget
helt nyt for mig og var meget
spændende, men det er jo
folk selv, der bestemmer, om
jeg skal ind eller ej. Og jeg
blev ikke ked af ikke at blive
valgt, forklarer Loritha.
Arbejdet med mennesker,
medlemskabet af kommunal-
bestyrelsen samt erfaring
med valgkamp og i besiddel-
se af humør resulterede i, at
Loritha blev valgt ind i
Landstinget ved valget den
16. februar i år på Kandidat-
forbundets liste.
- For mig er det meget vig-
tigt, at der ikke bare bliver
taget beslutninger ovenfra.
Derfor mener jeg, at mange
forhenværende medlemmer
af Landstinget gennem man-
ge år, og de, som stadig er
medlemmer, bare er blevet
vant til arbejdsgangen. Jeg
havde det derfor hårdt, da
lige var kommet ind i Tinget
og skulle til at arbejde, for
jeg havde ellers forestillet
mig noget helt andet. Der var
masser af papirer, der skulle
læses, og som bare hobede
sig op, og vi skulle så vidt
muligt det hele igennem, for-
tæller Loritha.
Det er også vigtigt for hen-
de, at der skal arbejdes for
grønlændere i deres eget land,
uden at de blive undertrykt,
sådan at man i Landstinget
ikke bare er interesseret i at
bestemme alting selv. I stedet
skal man høre efter befolknin-
gens mening meget mere!
Spejder
Det er ikke kun politik, der
har Lorithas interesse. Hun
har med stor vilje arbejdet i
forskellige interessegrupper,
såsom spejderbevægelsen,
og er i dag også med i Røde
Korsarbejdet.
- Jeg blev spejder som 13-
årig, og det har jeg været
glad for, og jeg har lært en
hel del af. Hvis jeg skulle bli-
ve efterladt på en øde ø, ved
jeg gennem mit kendskab til
spejderlivet, hvordan jeg skal
overleve.
Selv om Loritha ikke læn-
gere er spejder, kan hun ikke
helt slippe spejderlivet. Hun
er med til at forberede det
årlige tivoli arrangeret af
Sankt Georgs Gilde, og er
med til at hjælpe til, når det
løber stabelen.
Røde Kors
Under sit arbejde med in-
teressegrupper, har Loritha
fået oplevelser, der har rørt
hende dybt.
- Sammen med andre var
jeg på vegne af Kalaallit
Røde Korsiat to måneder i
Afrika, og oplevet noget, der
har sat sig fast på nethinden.
Det var en stærk oplevelse at
se noget virkeligt på nært
hold, og ikke bare gennem
TV. Folk viste deres taknem-
melighed, fordi de havde fået
lov til at overleve på steder,
hvor der end ikke var til det
daglige brød, og ikke havde
rent vand. Det fik én til at
tænke, når man så dem på så
nært hold. Dér blev jeg
meget opmærksom på, hvor
lykkeligt vi lever i Grønland,
hvor vi kan finde på bare at
smide madrester ud. Og det i
en verden, hvor nogle af vore
medmennesker ikke engang
har mad på bordet. Der var
meget tynde børn, som man
blev chokeret over at se.
Hvor folk var stuvet sammen
på sygehuse, uanset hvilke
sygdomme de havde, fordi
der ikke var andre mulig-
heder.
Det var dog ikke kun sør-
gelig ting, Loritha og hendes
rejsefæller stødte på under
denne rejse.
- For vi morede os også
meget, fortæller Loritha med
et smil.
Loritha var på rejsen på en
studietur med en delegation
fra Kalaallit Røde Korsiat.
Delegationen skulle være
med til at finde ud af, hvor-
dan prioriteringen af de pen-
ge, der blev samlet ind fra
Grønland skulle bruges. Hun
fortæller, at hovedparten af
pengene bruges til medicin,
vand og plantning af træer.
- Sådanne rejser får vi
meget menneskeligt udbytte
af, slutter Loritha.
Ukiuni pingasuni Lorithakkut ilaqutariit katsorsartittarfianni Alluitsumi ingerlatsisuupput. - Sulinerput nuanneqaaq
ilinniarfiulluarlunilu, Loritha unnersiorpoq.
I tre år var Loritha leder af familiecentret Allu i Alluitsoq. - Det var et spændende og lærerigt arbejde, siger Loritha.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO