Meddelelser fra Dansk-Islandsk Samfund - 01.01.1936, Blaðsíða 6

BUDBRINGER
Nr. 20
Side 6
af islandske Prœster. Man behover ilcke at nœvne Navne;
Islands Biskop, Jón Helgason, Domkirkeprœsterne i Reyk-
javik, Provst Bjarni Jónsson og Pastor Friðrik Friðriksson,
hvis »Livssaga« er et meget talende Udtryk for det, der
her tales om, er hver for sig Udtryk for denne levende
Forbindelse mellem dansk og islandsk Kirkeliv.----—
Den, der vil forstaa den islandske Kirkes Egenart, maa
kende Landet og dets Natur. Der er her en Forbindeise,
man maa agte paa. For at faa et Indtryk heraf tog jeg in-
den Synoden en Rejse til Nordlandet. Med D. F. D. S.s
Damper »Island« sejlede jeg den storslaaede Tur langs
Islands Vest- og Nordkyst til Nordlandets smilende IIo-
vedstad Akureyri. Allerede paa denne Tur fremviste Is-
land sin Naturs overvœldende Pragt: Snæfellsjökull lig-
gende i luende Aftensol, Isafjörðurs stejle snedækte Fjæld-
sider og Kap Horns lodrette Stenmure belyst af Midnatssol
og ikke mindst Eyjafjörður. Og dette Indtryk forstærkedes
ved Bilturene ind over Land, de kortere jjied Lillebil til
Mývatn og Græstorvskirken i Bunden af Eyjafjörður,
Saurbær, og den lange med Rutehil fra Akureyri over Boi'-
garnes til Reykjavík. Paa en vis Maade er det en Skam, at
tekniske Fremskridt har overflodiggjort Rejserne paa Ile-
steryg. Paa den anden Side ejer Bilturen i Island en gan-
ske egen Charme. Ikke blot det, at den er saa meget bil-
ligere og hurtigere, hvorved man, naar Tiden og Pengene
er begrænsede, dog liar Mulighed for at faa el alsidigt Ind-
tryk af det vældige Land, men ogsaa det, at en Biltur giver
et meget levende Indtryk af det moderne Islands rivende
Udvikling, en Omstændighed, der ikke er uden Betydning,
naar man vil forstaa Kirkens Kaar. Under Bilrejsen modes
gammelt og nyt paa en fuldkommen overraskende Maade.
En gammel Gi’æstorvsgaard af den Type, der har været
almindeligt Beboelseshus i Island gennem Aarhundreder,
med en Benzinfank foran, det er et meget karakteristisk
Rillede af det nutidige Island. Lyslevende Sagaininder for-
enet med et hypermoderne leknisk Fremskridt, som revo-
lutionerer Erhvervs- og Samfundsliv, livad en næsten ame-
rikansk udseende By som Siglufjörður er et Vidnesbyrd
om, er de Indtryk, som stadig moder en under Rejsen med
Bil. Og man forstaar umiddelbart allerede herigennem no-
get om de Kaar, hvorunder Kirken i Island i Ojeblikket
maa fore sit Liv. Naar man korer ind over det uendelig
vidtstrakte Indland med de ensomt liggende Gaarde med
milevide Afstande imellem, gaar det op for en, hvorfor to
Mænd som Hallgrímur Pjetursson og Jón Vídalín blev den
efterreformatoriske islandske Kirkes storste Skikkelser.
Naar man, som jeg, kommer fra et Opliold paa Færoerne,
staar dette særlig klart for en. Paa Færoerne er den lille
Bygd med sin Kirke liggende i Midten som Samlingspunk-
tet det Billede, der bliver staaende i Erindringen. I Island
ligger Kirken alene, langt borte fra de ensomme Gaarde.
Her maa Hjemmets Andagt blive det kirkelige Livs nod-
vendige Livsytring. Og her har i tidligere Tid Hallgrimur
og Jón Vídalín gjort deres store Gerning. Men hvorledes
vil det gaa med dette Hjemmets Kirkeliv under det mo-
derne Fremskridt? Vil det forsvinde, eller hvordan vil
Kirken mode den nye Situation. At del er en af den nu-
tidige islandske Kirkes store Problemer, skulde jeg siden-
hen under Synoden faa et klart Indtryk af. I hvilken Ud-
strækning Jón Vídalín endnu læses, fik jeg forresten et
morsomt Eksempel paa under Rejsen. En af mine Medrej-
sende citerede Ordel: »Kan en Morian omskifte sin Hud
eller en Parder sine Pletter?« Men han citerede det som et
Ord af Jón Vídalíns Postille uden at ane, at det var et Ord
af .Teremias. Sin Vídalín kendte han bedre end sin Bibel.
Men hvordan vil Kirkens Stilling i den næste Generation
blive? Man liaa liaabe, at Einar Jónssons ejendommelige
Udkast til et Hallgrímsmonumenl, hvor Hallgrímur, med
Krucifikset i den ene Haand og Harpen i den anden, hojt
hævede som et Banner, gaar i Spidsen for bele sit Folk
fremad og opad, ikke blot maa blive en Kunstners Drom,
men Islands Fremtid.
At det voldsomme Sammenstod inellem gammelt og nyt
med den Situation, som derved skabes, ogsaa præger det
islandske Kirkeliv, fik jeg et stærkt Indtryk af paa Sy-
noden i Reykjavik. Denne Synode var, efter Biskop Jón
Helgasons Udsagn, den hidtil sterste af alle Synoder paa
Island. 5(5 Præster var madt op. Der var over Halvdelen
af Islands Præstestand. Grunden lil denne enestaaende Del-
tagelse var det vigtige Program, Synoden i Aar havde,
nemlig Behandlingen af et af Rigsdagens Lonningskommis-
sion fremsat Forslag om Nedlæggelsen af omtrent Halv-
delen af samtlige islandske Præsteembeder. Her stod i Vir-
keligheden den islandske Kirke over for det samme Pro-
blem, jeg for Tysklands Vedkommende skulde forsoge al
gare Rede for, Forholdet mellem en moderne afkristnet
Stat og Kirken. Her kaldes der paa Kirkebevidstbeden,
Forvisningen om, at Kirken ikke lever af Statens Naade og
i sit Væsen er fri overfor Staten. Synoden savnede heller
ikke Tilkendegivelser herfor. Med Harme afvistes det udar-
bejilede Forslag som odelæggende for Kirken. I Forvejen
er den islandske Præsts Gerning paa Grund af de vældige
Afstande vanskeligere end noget Sted i de nordiske Lan-
de; men livis dette Forslag gik igennem, vilde det betyde,
al der var Præster, der fik ni Kirker at passe, og at Ud-
strækningen af et islandsk Sogn gennemsnitligt vilde bli-
ve 30 Gange saa stort som et dansk Gennemsnitssogn. Det
islandske Folk, kan ikke vende Kirken Ryggen uden al
tage Skade paa sin Sjæl. Det var nogle af de Toner, der
lod paa Synoden og paa det for Synoden stedfindende
store offentlige Kirkemode i Reykjavik. Paa dette Mode
stod den ene Repræsentation af Lægfolk efter den anden,
fra alle Kanter af Landet, frem og oplæste Protestskrivel-
ser fra Menighederne rundt om i Landet. De vilde ikke
finde sig i at blive berovet deres Præst. Et varmt og dyg-
tigt Forsvar for Kirken blev fort af Sysselmanden Gísli
Sveinsson paa dette Mode. Praktisk faar Forslaget næppe
Retydning. Efter den voldsomme Modstand, det har modt,
vil Regeringen formodentlig ikke soge det gennem-
fort. Men det har haft den Betydning at kalde Kirkebe-
vidstheden frem i den islandske Kirke; den islandske Kir-
ke har faaet 0jnene op for, hvad der kan vente den, om
den ikke samler sig til at tage Kampen op. Og ved Sam-
tale ined flere af de yngre Præster fik jeg Indtryk af, at
der navnlig i de yngres Kreds var dem, der fuldt ud for-
stod dette Kald og tillige forstod, at detle Kald til Kirke-
bevidstbed i Island, som i Tyskland og hvorsomhelst, er el
Kald til Bod.
Paa Baggrund af disse Forhandlinger havde jeg da en
lydhor Tilhorerkreds til Foredraget om Forholdet inellem
Stat og Kirke i det nye Tyskland. Jeg sogte at vise, at der
jævnsides med den politiske Revolution i Tyskland fra
Liberalisme lil Totalisme var gaaet en Revolution i Kir-
ken fra liberal Kristendom til totalitær Kristendom. For
den liberale Kristendom er Kristendommen blot el Stykke
intimt Sjæleliv, visse religiase Folelser, evenluelt som In-
spiration til en buman Etik. For den reformatoriske Kri-
stendom, som nu vaagner i Tyskland, er Kristendominen