Norðlýsi - 30.07.1915, Qupperneq 2

mnligvis vil biđrage til, at der kom-
ner nyt Liv i den hendøende Sport.
.ieg' maa mcd »Rainsus« spørge:
hvad er der blevet af vore unge Sport-
maend? Er de alle bortrejste eller har
ITgiđeligheden grebet saa stærkt om
sig, at ingen længer gider gaa paa
Fodbold - eller Lavn - Tennisbanen for
at udøve den Sport, vi ved saa mange
Bekosteligheđer for at kunne trives,
først ved Anlæggelsen af Lawn - Ten-
nisbanen og siden Fodboldsplænen, der
begge staar os i adsillige Hundrede
Kroner for ikke at sige Tusinder.
Ja, livor ligger Skylden? Ferst
aaturligvis hos de udoveude Sports-
mænd, der, hvor faatallige de end er
for Ójeblikket, dog ved Hjælp af
ældre Skoledrenge, - der đog af og til
oni Sondagen spiller Bold paa Fodbold-
bauen - godt kunde faa sainlet et til-
strækkeligt stort Antal Spillere, saa
der kunđe spilles liver eneste Søndag
og Søgnedagsaftnerne med, om saa skulde
være. Men selvfølgelig, det er jo min-
dre anstrængende at promonere efter
Vejenefor saa at ende i Dansestuen om
Aftenen til en Svingom til Tonerne
af en sprukken Harmonika.
Bestyrelsen har ogsaa en stor
Del i, at al Sport er ophørt. Uagtet
deu bestaar af de ii dygtigsts Fodbold-
og Lawn- Tennisspillere saa har den
vist næppe nogensinde i Sommer gjort
noget for at samle Spilleme til Idræt,
ligesom man ogsaa maa give dem
Skylden for, at rl'eunisbanen ligger saa
forfalden hen, som den gør.
Ku er det en meget akceptabel
TJndskyldning, at der or Kassemangel -
selvfelgelig - ineu har Bestyrelsen nogen
L.itide i Somnier forsøgt at paakalde
Sledlemmernes Offervilje til Istand-
sættelse af Banen enten ved
iivilligt Arbejde eller Jfengebidrag
som saa ofte før er forsøgt med godt
JResultnt? Jeg kenđer ikke noget til det.
Denne konstante Pengemaugel,
som vi, i Lighed med vistnok de al-
lerfles'.e Idrætsforeninger heroppe, l,der
undor, liar naturligvis sin store Del
af Skylden for, at Sporten ikke rigtig
kan trives heroppe. Før Kommunerne
tager sig heraf gennem ordnede Lege
i Skoleu, bliver Forholdene næ.ppe án -
derledes. »Klaksvikar Idráttarfelag* har
gjort et svagt Forsøg paa at interes-
sere Forstanderskabet heríor, men fik
uer sædvanlige Svár - man vil se T'i-
den an-
Mens Græsset gror, dør Horse-
rnor.
X.
LØSItlVELSE FRA DANMARK.
' Den her paa Øerne kendta Sko-
lomand, Byskov, har paa et Lærer-
kursus ovre i Jyllanđ holdt et Fore-
drag om Færøernø med særligt Heu-
blik paa den separatistíske Bevægelse,
Bom lian stemplede som meniugsløs. At
en dansk Skolemand, der har iagttaget
færeske Forhold paa nært Hold,
fremkommer med Ytringer som denne,
at der paa Færoerne eksisterer et
Løsrivelsesparti, er af største Interesse
for os. Særlig da danske Lærere liø-
rer en af deres Kollegaer, som ved
Selvsyn kunde være i Stand tii at se
uhildet paa Forholdene, fremsætte slige
Paastande. Det kunde være paa Tide,
at den forslidte Frase, »Løsrivelse fra
Danmark* skulde đø hen.
Studierejse.
I disse Dage gæster Blbliotekar
og Forfatter Chr. Heilskov med Frue
vore Øer. Det er Statsbiblioteket i
Aai-hus, Hr. Heilskov er knyttet til,
og der har han været beskæftiget, si-
den lian for ca. 10 Aar, efter i nogle
Aar at iiave virket som Lærer ved
Thorshavns Realskole, forlod Færøerne.
Denue Gang er det væsentlig
personal-liistoriske Studier, Hr. H. er
optaget af og det navnlig Heine Havrekis
Slægt og Ziska - Slægten.
Som bekendt kom Heine Norđ-
vig Havreki omkr. 1532 drivenđe i
en aaben Baad sammen med nogle
andre Sudentei’kamraerater fra Bergen
til Husevig paa Sandø, livor den unge
Pige Herborg kort i Forvejeu havde
haft sin sælsomme Drøm. . Nogle
Aar efter er Heine Pi’æst paa Østerø
og gift med Herborg. Han er den
første lutherske Præst paa Østerø og
beklædte Embedet fra 1538 -1568.
Deres Søn var Joen Heinesen, sotn
siden blev' Lagmand paa Færøerne.
. Efter Herborgs tidlige Død gifter
Heine sig atter med sin Fngđomselskeđe
fra Bergen, og deres Søn var Sohel-
ten Magnus Heíncsen. Den førstes
Slægt udbreder sig fra Lamba og
andre Steder i Næs Sogn, medens den
andens ved Rasmus Magnussen i Ha-
raldsund særlig udbreder sig paa
Norderøerne. Mange Fortællinger knyt-
ter sig til Rasmus, der kan betragtes
som en Slags Folkehøvding. Men
endnu mere fortælles om dennes yngste
Søn Gutlormir i Mula, der i Sagnope
betegnes som Færøernes største Hekse1
mester og Troldkyndige, hvad enten
det gjaldt om at hjælpe Præsten
Jonas Færø med det slemme Spøgeri
i Onegerde eller at tumle med Huldre-
mændene i Mulegjov.
Megen Ildbredelse har đenne
Slægt faaet paa Norderøerne i Løbet af
de ca. 200 Aar sideu Guttorms Tid;
v.ældtgo Forandringer i for-skellige
Henseender har ogsaa Jfundet Sted i
donne Tid.
Ligesom Islænderne med en egen
national Stolthed regner sig soin
Slægtninge af Høvdingen og Sagaskri
veren Snorri Sturlason, kan de fleste
Nordringer med Rette regne sig for
Ætlinger af Bamus Magnusson i
Haralđsuiul og Guttorm Rasmusson i
Mula, to af Fortidens store og meget
indflydelsesrige Færinger.............
Ziskaslægten stammer fra Tysk-
lanđ, efter Sagnet en tysk Adelsslregt.
Jacob Ziska, som ifolge Optegnelser i
Rigsarkivet i Kobenhavn er født 20
Sepbr. 1695 i Kobhvn. og død 5
.Tuni 1781, var den første af disse-,
der bosatte sig paa vore Øer. Han
kom som Sømand til Ivlaksvig og bliver
trolovet med- den fagre SisBal (Cecilie),
der er eneste Barn i Bondelmset
(NToid:stne) i Gerdnni. Han bliver snart
gift tned hende; de rejser đerefter til
IJdlandet, Men paa Grund af Stridig-
lieder i bans Slægt—denne er nenilig
meget imođ hans Giftevmaal med Sis-
sal- er han nødt til at rejse • tilbage til
Færøerne med hende, hvorefter de
bliver boenđe i Gerdunr, livor Jacob
Ziska bliver Bonde. Dennes Sønueson
er .Toen Ziska, hvis yngre Datter
Maren Malene i Aaret 1801 bliver
gift med Poul Nolsoe (Nolsoyar PaU)
hvilket har til Følge, at Poul N.
flyetter fra Thorshavn til Bordo, hvor
han først bor a Oyri, dernæst paa
Morkenore og endelig paa Biskupsstød,
Som Bondo her viste han sin Iremra-
genđe Evner som J.andmand. Det
kongelige danske Landhusholdningssel-
skab tilkeuđer ham Præmie, Sølvme-
dalje, for sin Landbntgsvirksomhed.
Ziskaslægten er ikke saa Jidt
udbredt især paa Norderøerne. Det,
maa derfor interessere đens nulevendo
Ætlinger, at denne Slægt er fremdra-
get, til grnnđig TJnđersøgelse.
Foriiaabeutlig vil det lykkes Hr. Heil
skov at opnaa det, til.sigtede Mnal nied
sin Rejse, saa at, vor Historieforskning
kan blive beriget med lians Arbejde.
Det skal dog tilføjes, at Heinesens-
slægten er temmelig godt belyst
gennem de ntange Sagn, der knytter
sig til den, og som er redđede fra I’n-
đergartg ved vor íaifde Landsmands Dr.
phil. ,7. Jakohsens energiske Arbejde,
nedlagt i hans Ftvroske Folkesayn oy
Æucntyro% F(vro\k Sagnhistorie. . .
Chv. Heilskov, totn ofte i F’ore-
đrag og Blađártikler, ltar givet Ski!-
dringer af í’ærøerne og færoske For-
holđ, vil ogsaa i den Henseende faa
l’dbytte af sin Rundrejsó paa (.lerne,
da Forholdene har fendret sig ikke saa
liđt i de sidste 10 Aar.
Man maa formode, at hans Skil
đringer af Nutiđen vil blivc uparttBke,