Norðlýsi - 07.04.1916, Blaðsíða 2

&5 Aav.
— Ka-ste Gar.g-, rcar der har
melđt BÍg ry Anttigcre, maa man i
Itetfíerdighodins jJntcresEe haabe, at
dcn, der da bliver' indstillet, ikke har
ringere Kvalifikationer end den dor nu
<er kasteret. Men der er vel iangt til
den Tid enduu.
Svai’ tll Hi’. V. I>.
I sin »jBerigtigclse< fcr anđen Gang,
i dittc I->I(«’s r-icste Nr., bruger Hr.
Y. D. marge Ord jíi den ene P&stand,
at jrg shuldo have rnisforst&et mig
selv; og min klare P&visning af hans
tverfliiđiske Læsning, af hvad jeg har
rkrevet, liverkon anerkender eller over-
hovedet omtaler han, men finder at
jeg har brngt Talemáder overfor ham.
Alt đette matte lian for mig haft
Lov til at sige, sá meget han vilde;
men hvr.d han 'siger om »Pligt«, om at
»mene det gidt«, cm et »eandt og op-
rigtigt. Ifjcrtclag*—jeg sagde iøvrigt
8 i n d el a g —, foler jeg mig forpligtet
til at berigtige.
I'ltt cr en sand Sandhed, at man
i dct dogligo Liv ikke slipper for at
bcftille r.ogct, fordi man »mener det
godt«, hnr en gcd Vilje o. lgn.,
det er i den Grad eandt, at man næ-
fiten generer sig for at sige det. Men
d.ermed er sádanne gode Egenskaber
i eldigvis ikke fnt uđ af Spillet. Hr.
V. D. har til en vis Grad Ret i, at
der ikke spørges tm et Menneskes
gcđe Vilje, hans Vdmenthed, meu om
hvorvidt han ,grr sin Piigt; til en vis
Grad Eet deri, rnen heller ikke mer.
Iían overser mmlig đen meget væsenll-
go Omstændighed, at menneskeligt Ar-
bejdc overhovedet kun i ringero Omfang
nitiles eííer Meter, Kilogram, Pundfod
o. s. v., medons đct aldeles gennemgá-
vnde er, at Málestokken i sidste Instants
liomiEor til at bero ] á et mere eller
mindre vilkárligt, peisonligt Skøn. Er-
favingen viser, at selv hvor der mellom
to eller flero Parter or fastsat nokfcá
r.ojagtige Pcsteinmelser vedrørende et
■elit.i' andet Aibejde, Mellemværendo,
kan det dog cke, at Parterne bliver
r.eaige om et elicr andet og m& søge
Afgortíse derpá andetstcds. »Pligt« er
i det lieje et nokeá dastisk Begreb.
Iđet Gtaten antager sine Embedsmænd,
spørger dcn først om Vedkomraenđes
Kvalificaticnír, og er đisse i Orden,
r.lAr Etaten p.ig gerno dermed til Ho.
Det sainme gældcr Forretningsmanden;
n&r han an’.r.j er sin Kontoiist, sørger
I.an før t f< r, at Kvaliíi'cationerne er
i Oiden. Yir Tid er en 'J id der stilier
Pcidiii j <r, -<g <den cr ncdt til at gøre
det; nuu lige tá godt som Arbejdei’eu
Iisi- sii’o Pligter, har Arbejdsgiveren
ejrsá eir.e, cg ckal Pligten i det liele
taget sk© Fytlest, er det nedvendigt, at
báde Arbejderen og ArLejđcgiveren
mødes i dette ene: en klar Bevidslhed
cm deres gcrisidir/c Pligl overfor hinan-
den og en god Vilje iil at opfylđe den.
Hvad hjælper dot, at Arbcjderen solv
til Ovormál gør sin Pligt, đoi’som Aí-
bejdsgivercn trods alt ikke anerkenđor
den, eller'omyc udt ArbejdBgiveren gør
sin Pligt, n&r Arbejderen ikke aner-
kendor den! Oveialt i Livet har man
set, at en god Vilje har hjulpet pá
slette Forhold, mrdens omvendt en
d&rlig Vilje har nedbrudt gode For-
hold. Men hvor havner vi nu i vor
Betragtning!, — netop i det sande
og oprigtige 8indelag, som
eno kan fostre den godo Vilje, hvorpá
alt godt Samliv mellem Mennesker
má bygge. — Men det er ingenlunde
altid, at de Mennesker, der mest pábe-
ráber sig Piigten, ogsá er de bedste
til at opfylđe den.
Det er ikke vanskeligt at anvenđe
det her sagte sável pá alminđolige reli-
giøse Mennesker som p& Præster. In-
gen kan bonægte, at đer trindt omkring
findes mange Menneskcr, der af al de-
res Evne søger at tjeno deres Gud. I
Gærdoleshed kan dette siges om Præstei’,
forđi deres Gevning er og’ má være sá
synlig og ábenbar. Men nár et Menne-
ske gor, hvad han kan, kan han saa yo-
re mcr?! Ncj sikkert ikke. Men der er <5n
Mnlighed for at kunne báde erhvervo
mer Indsigt og udrette mer, og đet er
■ ud af et sanđt og oprigiigt Sindelag og
med en god Vilje at stille sig forliand■
lingsvcnlig, opmærksom 'og lærvillig over-
for alt og alle. Jeg ser ikko beđre, enđ
at, dersom Hr. V. D havđe det rette
Sinđeíag og en god Vilje, havđe lian
lieller rakt en stet og pálidelig Hánd
frem, end skældo sá meningsløst ud,
' som han har gjort.
Intet er sikrere,-enđ at Eeligions-
forholdono ogsá her hos os lider unđor
grundige Skævheder og Mangler, og
den der skuldo rette dem, mátte være
sig sin storo Opgeye vei bovidst; meu
det er i Sandhed foruroligende, sále-
des ogsá hertillands đen forfjamskeile Anta-
gelse, at man blot ved at stikke et Nytesta-
ir.ent ud kan meddele »8anđheden«, er
gcdt pá Vej mod at sætte IJvidenheden
og Stupiditote.i i Hojsædet.
Hr. V. D. má forstá, at jeg i
min Omt.ale af »Kirkens Betydning«
g&r ud fra visse, bestemte Forudsæt-
íiingor, og s&fremt jeg holđer mig i
Overensstemmelse med dem, kan jeg
ikke siges at have misforst&et mig selv.
Han kan forstá vel Religiøsitot
gnnske livad han vi! for mig, men s&-
som Kirken uimodsigelig har religi-
øse Præster og har. med religiose
Mennesker at gøre, or jeg ogsá beret-
tiget til at tale oni »Kirkons religi-
ese Betydning«. Dersora Iír. V. D.
tllers skulde have mer at bemærke i
đenne Sag, beder jeg ham ialtfald vente,
indtil han har set den siđste ' af mine
Artikler om »Kirkens Bøtydning«, thi
ferst da kan han have det virkelige
Helhedsindtiyk af hvad jog mener med
det, jeg skriver.
Elieser Olsen.
Fasteilans.
Hr. Redakter! Kan đet være mig
tilladt at fremsætte et Par BemærkDÍn-
ger angaaende et Eovhold, som jeg synos
kunde være værdt at ofre nogle Linier
paa, nemlig Pastedanson.
I min Ungdom bley det betragtet
soni en stor Brøde, at đanse i Fasten,
og der var kun yderst f,ia, der ymteđe
om at foretago dette vovelige Skridt.
Dengang syntes vi, at der var rigelig
Tid til Dansefornøjelser lige fra Advcnt
til Fastelavn. Ognaar Fasteu indtraađtc,
hvilede der en egen stille hojtidclig
Steiiming over Fastesøndagene. Mon til
min Sknffelse scr jeg, at vor
Ungdom har brudt Trađitionon. Dotto
er selvfølgelig en svag Straale af den
Kulturstrøm, der er flydt ind over
Færøerne i denne »Sambnndets Tid«.
Vel ved jeg, at det ikke er alle Byg-
der, hvort.il donne »Kultnrstraale« or
naaet endnu, mon sligt forplnnter sig
meget hurtigt, langt hurtigero end man
turđe mcne. Kan være, at đer rnndt om
i vore Bygdei’ findes »stærke .Tyder«,
som vil modsætto sig donne radikale
Forandring. Hvis der ikke blev danset
iaa hyppigt som nu er Tilfælđet, vi’do
den færosko Dans faa langt beclro
Trivsel. — Har vi ikke mange andro
gode nnclerholdoiide Loge, som vi kundo
benytte i Fasten i stedenfor Dansen? —
Skakspil f. Eks. Et mcre underholden-
de og tankoskærpende har vi vist næppo
for Djeblikket. Og dot har lange Tidoi’
været Skik her paa Færøerne at drivo
Skakspil i Tiden fra Fastelavn til Paa-
ske. Jeg ved, at man mange Steđor
endnu holder dette vedlige. Men hvis
Fastesøndagene skuldo vios til Dans
vilde ovemuevnte Leg falde bort.
»Klaksvík Samkomulnis* knnde,
livis det laa i dets Interesse, forhindro
Fastedansen, men vi liar faaet 8yn for
Sagn, at dette ikko or Tilfældet.
En gammel Danser.
Fiskci’iet. Den haurde Strøm og
det tildels ugunstige Vojr har i den
senere Tid hindret Baádefiskeriet. Mo-
torbaade er i donne Uge naaet op til
godt 200 Torsk, men for mangos Ved-
konnnenđe har Udbyttet været tarveligt.
— Kutterne Zion og Boreas har i
Løbet af 8 Dago fanget henlioldsvis
1400 og UQO Torsk.
Fra Syđlanđet berettes orn gođt
Fiskeri. Meu Vejrforholdene har varet