Norðlýsi - 07.04.1916, Blaðsíða 1

Norðlýsi - 07.04.1916, Blaðsíða 1
Forste Aíirgang. Nr. 20. Klsiksvig. Fredag den 7. April 1916. Fire Sider.- Syv Ore. •8o dvúgv var leiðin nm brotasjógv, væl kondi tú broddar og ídir, K.1 varla hevói tií rast ella rógv, títt breyt tað til ymsar síðir, Við fjalgum hjaría og kandahcgv væl módurmali tú vardi, tú vistl at her var vuani nógv, um Føringar væl tað lærdi. Nú tókk vit tær siga fyri títi stríð, so líti tú ínumii tcg spara; ti't lærdi tey lingn á bygd og í I y hegt inóðurmalið at æra, Her er tað 'land sum tær hógar. Stille, beskedon og fordrijigs'os i nit ydre var R. C. Efl'ersøe. All«rede i sin Mand'orcsaldcr folto han sig stærkt trykkot af Sygdommen, .som vav hans Rtadige .Ledaager. Og dot cr denno hans Følgesyend, som r.u har lagt . ham i Muld. R. C. Effersøe gik omkring iigesom do gamla Sagas!;íkkelser, uden at. man hørto hans Klager over do legemlige Smærter, han maatte djje. Var hans Legemo svagt, saa var han en aandelig Kæmpe, og det er bonn- dringsværdigt, at denno tidlig dødsmær- kede Mand har skænket Færinger saa meget skønt og værdif ul.lt gennem sin digterinke Produktion og idaello Stræ- ben. Efter at havo faaet teoretisk Ud- dannelse i Landbrug nede i Damnark, var Rnsmus Efíorsøa on Tid ovre i Sverige og lodede Drifton af eu stor Gaard. Men Længslen efter at komme hjem til Færøerne forto til at han for- lod Svorige, og hjem til do Øor, hvor- fra han hørte Vestenvindon suso. I s!t smukke Digt »Vesturætt« har han tol- ket Vestenvindens Toner, naar han si- ger: *Tú bert mær heilsn yvir bylgju lír Førjum og fra Folki har, gód ynski hevur tú í fylgi fra teimun, sum vrel unna mær«. Den største Betydning har Kasmns Effersao haft gennem sit Arbejde for det færøske Sprog. Og det var i mange Aar, at Rasmns' Effersoe stod som Fører for det nationale Arbejde. I »Fø- ring-afolag*, der blev dannot som Værn mod fremmed Indflydelso, var Kasmus Effersoo mangeaarig Formand. Og da síimtiie " Forening begyndte at udgivo »Føi'ingaiiðindi«,'bler dot Kasmus Ef- fersee, som overtog Ladelsen af Bla- det, og de dor nn er lidt til Aars vil mindes hans satiriske og' hvasse Pen. Fremfor alt v'ar R, C. E. Mester i at beht.nðle cet færeske Sprog smidigt og let. Soffi Sprogkunstner bli- ver han endnu' mere fremhæyet, naar d:t tages i Betragtning, at "det færo- ske Skriftsprog dengang stod paa et primitivt Udviklingstrin. Kasmus Effersøes lyriske Produk- tio'n er det klareste Vidnesbyrd om, hvorltdes hftn knndo udtrykke sine Tanker og Stemninger paa ' den mest "simple og ukunstlede Maade, og dog blev dot lyriske Helhedsbillede mæg- tigt <:g OpllOJCít. Man kan uden Omsvab sige, at Kasmus Effersoe ikke fik den Aner- kendeiso, der burde blive ham til Del, modensiian var i levende Live. Men den Slægt der kommer, vii i dyb Ærbedighed mindes denne Mand, der lagde et saa sundt og botryggende Qrundlag for færøsk Digtuing, saavel i Foesi som Prosa. Som Landbrúgskonsxilent virkede Kasmus Effersoe for Forbedring a£ fær- esk Landbrug, men lmns nedbrudte Hel- brtd hiudrede liam i at varetaga dette Hværv paa en tilfredsstillonde Maade. Afholdssagen har altid haft en god Støtte i ham. Han var i flere Aar Kedektør af Afholdsbladet »Dugvan«. ø Det maa siges oin Rasmug Ei- fersøe, at han ikke liar arbejdet forgæ- ves. Han har givet os Værdier, som Eftertiden vil vide at paaskønne. l'raestcvalg. Sidste Sendag var Repræsentanter for Menighedsraadene paa Nordereerne, nndtagen Kalsøens.f orsamlede her i Klaks- vig for attræffe Afgørelse om, hvor- vidt det var honsigtmæssigt at raade Bod paa den nu snart aarelange Præste- mangel. De to Ansøgere, Pastor Folk- vard og' cand. f theol. Mogensen, er godt til Aars, henholdsvis 49 og 53 Aar. Afgørols»n rosnlterede i, at hver- ken den ene eller den anden nød den Ære at bllve indstillet til Embedet, skønt Pastor Folkvard, der for Tiden er Sogne- præst paa Øen Aníiolt, har en lang Præstevirksomhed' bag sig og har fer- ste Karakter til sin theologiske Embeds- eksainen. Efter hans Kvalifikationer at dømme skuldo man være tilbajelig til at tro, at-han var selv3kreveu til Em- bedet. .Mon det sltete altsaa ikko. Naar Pastor Folkvard ikke blev ind- stillet, maá der have været en eller anden vægtig Grund, der talte mod hans An- sættelse, men saavidt vides er dei* ikke kommon nogen Oplysninger nede fra Danmark, der taler tíl hans Ugunst, Tilbago maa der saa blive Aldo- ren, der lægger Loddet i Vægtskaalen. Man kan forsaavidt være i sin fulde Ret til at mene, at en Præst, der er naaet de halvtreds, ikke er godt egnet til at betjene Norderoernes Præ- steembede. De ofte besværlige Rejsor til Udoerne kræver baada Fyrighed og Ungdom. — Udfra denne Botragtning var det i sin Orden, at man fastsatte Tidspunktet, hvornaar Præsterne her paa Norderaerne skulde »falde for Al- devfcgrænseu*. Hvis man ikke vil ansæt- te en Mand, der knapt nok liar fyldt havtreds, skulde man synes,, at Alders- grænsen var højt sat, naar den bley

x

Norðlýsi

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Norðlýsi
https://timarit.is/publication/640

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.