Norðlýsi - 07.04.1916, Side 1

—*'-—r.... - - ...I 7 --- ' ' ' - 1 -............................ ................ .................m,í
For.ste Attrgang. Nr. 20. Klaksvig. Fredag don 7. April 1016. Firo Sider.- Syv Øre.
So đtúgv var leiúin nm brotasjó.jv,
væl koiidi tú brođđar og ídir,
so vnrla lievdi tú rast ella rógv,
títt breyt tad til ymsar sídir,
Vii) fjalgum hjarla og handaliógv
væl módurmali tú vardi,
tii vistl at her var vunni nógv,
nm Føringar viel tud lærdi.
Nú tókk vit táer siga fyri títt stríd,
so Hti tú mundi teg spara;
tú lærdi tey nngu á bygd og í 1 y
lmgt ínódurmalid at æra,
13er er tad land sum tter hógar.
Stillo, heskeden og forđrings’os i
sit ydre vnr R. C. Effersøe. Allerede
i sin Mand 'omsaldcr folto lian sig stærkt
trykkot af Sygdomuien, .som var lians
sfadige. Lodsager. Og dot cr đennø lums
Eølgesyend, sora nu har lagt hnm i
Sluld. R. C. Effersøe gik omkring
ligesom do gamls Sagaskikkelser, uden
at. man herto hans Klager over do
legemlige Smærter, han maatte d jjv.
Var hans Legemo svagt, saa var han
en anndelig Kæmpe, og det er boun-
dringsværdigt, at denno tiđlig dedsmær-
kede Mand har skænket Færinger saa
meget skont og værdifuldt geunem sin
digteriske Produktion og ideello Stræ-
ben.
Efter at havo faaet teoretisk Ud-
dannelse i Landbrug node i Damnark,
var Rnsmus Effersøo en Tid ovre i
Sverige og ledede Drifton af eu stov
Claard. Men Læugslen eí'ter at komme
hjem til Færeerne førto til at han for-
lod Svorige, og' hjem til do Øor, hvov-
fra han hørte Vestenvinden suso. I s't
smukke Digt »Vesturætt« har han tol-
ket Yestenvindens Toner, uaar han si-
ger:
>Tú bert mær heilsn yvir bylgju
úr Førjum og fra Folki har,
góđ ynski lievur tú í fylgi
fra teimuu, sum væl unna mær«.
Den storste Betydning liar Rasmus
Effersøo haft gennem sit Arbejde for
đot frerøske Sprog. Og det vav i mange
Aar, at Rasmus Effersøe stod som
Føver for det nationale Arbejde. I »Fø-
]ingafeiag«, der blev dannot som Værn
mod frenmied Indflydelso, var Rasmus
Efferseo niarígeaarig Formand. Og da
samme Forening begyndte at udgive
»Føringátiðiriđl«; bler dot Rasmus Ef-
fersee, som overtog' Lecíelsen af Bla-
det, og de d.r im or lidt til Aars vil
mindes lians satiriske og livasse Pen,
Fremfor ait var R. G. E. Mester i at
boh; ndle det færøske Sprog
smidigt og 1 at. Bom Sprog'kunstner hli-
vor hán eritlnu ■ mero fromhæyet, naar
det t.-’ges i Betragtnirig, at det færø-
ske Skiiffsprog dengang stod paa et
priraitivt Udviklnigstrin.
Rasmus Effersees lyriske Produk-
tio'u er det klareste Vidneshvrd om,
hvorledes lun lcnrida udtiykke sine
Tanker og Stemninger paa den mest
'simple og ukunstlode Maađe, og dog
blev dot lyrisko Helhedsbillede mæg-
tigt tíg ophojot.
Man kan uđen Omsvøh sige, at
Rasmus Effersoe ikke fik den Aner-
kendelse, der bnrde blive ham til
Del, inedens han var i levende Live.
Men đen Slægt der kommer, vil i dyb
Ærbødighed mi’ndes đenne Manđ, der
lagde et saa sundt og botryggende
Grundlag for færosk Digtning, saavel
i Poesi som Prosa.
Som Landbvúgskonsulent virkođe
Rasmus Effersee íor Forbedring af fæv-
esk l.andbrug, raen lians nedbrudte Hel-
brcd hindrede íiam i at varetago dette
Hværv paa en tilfredsstillende Maado.
AflioUlssagen har altid haft en god
Stotte i ham. Han var i flero Aav
Redaktev af Afliolđsb'.adet »Dugvan«.
0
Det maa siges om Rasmus Ef-
fersøe, at han ikke har arbejdet forgæ-
ves. Iían har givet os Værdier, soni
Eftertiden vil viđe at paaskenne.
l'>i,æ(síeval"'.
Siđste Sendag var Repræsentanter
for Menigliedsraadene paa Nordereerne,
multagen Kalsøena,forsamlede her i Klaks-
vig for at træffe Afgørelse om, hvor-
viđt det var hønsigtmæssigt at raađe
Bođ paa den nu snavt aarelange Præste-
mangel. De to Ansøgere, Pastor Folk-
vard og cand. f thoul. Mogensen, er
godt til Aars, henholdsvis 49 og 53
Aar. Afgørolsen resulterede i, at liver-
ken den ene eller deu anden nød den Ære
at blive indstillet til Embedet, skent
Pastor Folkvard, dor for Tiden er Sogne-
præst paa Øen Aniiolt., har en lang
Præstevirksomhed' hag sig og har før-
ste Karakter til siti tlæologiske Embods-
ekaamon. Efter lians Kvalifikationer at
donime skuido man være tilbojelig til
at tro, atJian var selvskreven til Em-
bedet., Mon det skete altsaa ikkø.
Naar Pastor Folkvard ikke blev ind-
stillet, maa der have været en eller anden
vægtig Grund, der talte mod hans An-
sættelse, men saavidt vides er dei*
ikke kommen nogen Oplysningor nede
fra Danmark, der taler til liaus
Ugunst.
Tilbago maa der saa blive Aldo-
ren, dor lægger Loddet i Vægtskaalen.
Man kan forsaavidt v.ore i sin
fnlđe Ret til at mene, at en Præst, der
er naaet de lialvtreds, ikke er godt
egnet til at betjene Novderøornes Præ-
steembede. De ofte besværlige Rejser
til Udoerne kræver baadø Fyrighed og
Ungdom. — Udfra denne Botragtning-
var det i sin Orden, at man fastsatte
Tidspunktet, hvornaar Præsterne her
paa Nordereerne skulde »falde for Al-
dorsgrænsen«. Hvis man ikko vil ausæt-
te en Mand, der knapt nok liar fyldt
liavtreds, skulde man synes, at Aldors-
grænsen var liøjt sat, naar den bley