Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.12.1923, Síða 5

Dansk-islandsk Kirkesag.
83
det, som tænkes kunde. Hun havde haft et Syn. Hen-
des Mand havde talt med hende. Han havde bemær-
ket, at han vilde snart komme i viet Jord. Det blev
han da ogsaa, Liget fortes til Kirken i en Baad, og
Ligfolget fulgte efter i en anden.
Jeg havde glædet mig til at rejse hjem i det gode
Vejr, men der blev ikke noget ud af det. Jeg fik
nemlig Bud om en Kvindes Død nede paa . . . strønd,
og fordi jeg nu en Gang var der, skulde jeg gerne
vie to Brødre og to Søstre. Det var en ganske ene-
staaende Begivenhed dette Søskendebryllup, men der
var ikke mange til Stede for at fejre Brylluppet. Over-
hoved er her ikke større Forsamlinger ved nogen
Lejlighed.
Men næste Dag var det ustadige Vejr slaaet om
igen, og det var utænkeligt at ville rejse hjem. Vi
maatte allesammen vente, indtil det blev Rejseføre igen.
Folket her er meget religiøst, og man forkortede Tiden
med Drøftelse af saadanne Emner.
Langt om længe slap vi dog af Sted, og jeg naa-
ede hjem efter de værste Strabadser, jeg endnu har
været ude for. -
Da var der gaaet 8 Dage til at begrave to Men-
nesker og vie to Par.
III.
Det var en af de velsignede Foraarsdage.
Da favner Himmelen Jorden som en kærlig Moder.
Da er Natten lys som Dagen og Jordbunden duf-
ter af Blomster. Havet hæver af Liv — Fjordboernes
Guld.
Jeg havde været ude med min Nabo paa Fiske-
fangst. Da vi havde trukket Baaden i Land, gik jeg
hjem. Undervejs hadede jeg i Elvens henrivende kolde
Vand, og begyndte siden at tænke paa næste Søndags
Prædiken.
En Mand ventede mig i min Stue. Han var Nord
fra, var kommen roende forbi Gaarden i . . . vik, og
var bleven prajet af Bonden, som vilde have Bud
med til mig.
Hans nyfødte Barn var døende.