Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.08.1936, Blaðsíða 15

Dansk-islandsk Kirkesag
39
uden skellig Sag og ej med nogen synderlig Helligheds
Mening, men den sande Guds Ordinans, der før
er omtalt, til Tjeneste, at den rnaatte des bedre
med bekvem Hæderlighed holdes; thi alt saadant
skal tjene Guds Ord.«
I dette Kongebrev er den danske Reformations Pro-
gram udtrykt. Udhævelserne vil gøre det meget nemt
at se Hovedlinien. Her er for det første ikke Tale om
Afskaffelsen af en »gammel« (o: »katholsk«) og Ind-
førelsen af en »ny« (o: evangelisk) Kirke. »For Chri-
stian den III og hans Samtid stod den danske Kirke
som en bestaaende Virkelighed og som
Jesu Kristi Kirke; enhver Tanke om at »oprette
Kirker« var dem ganske fremmed. Derimod forstod de,
at der maatte trælles Foranstaltninger, saaledes at den
danske Kirkes Ordning svarede til dens Væsen.«
(J. O. Andersen: Reformationens Begyndelse og Hans
Tausen S. 53—54). Det er den bestaaende danske Kirke,
som nu gennem en fra Konge og Rigsraad udgaaende
Lovgivning, vederfares en med Guds Ords Myndighed
foretagen Renselsesproces, som var nødvendig paa
Grund af »den antichristelige Partis« (o: Romerkir-
kens) Forvanskning af Jesu Evangelium og Indstiftel-
ser. Men i den Omstændighed, at Initiativet til denne
Renselsesproces udgaar fra Konge og Rigsraad og ikke
fra de kirkelige Autoriteter, Biskopperne, maa man
for det andet ikke se »Statskirkens Grundlæggelse«.
Naar Kongen optræder som Kirkereformator, er det
ikke som Repræsentant for en af Kirken uafhængig
»Statsmagt«, som »griber ind« i en af Statsmagten
lige saa uafhængig »Kirke«. Den middelalderlige Be-
tragtningsmaade, som Reformatorerne fuldtud deler, af
Forholdet mellem Kirke og Stat, er ikke den, at Kir-
ken, saadan som det var Tilfældet i Oldkirken, stod
som »Guds Stat« midt i den hedenske Stat som »Djæ-
velens Stat«; thi efter at Folkene som Helhed var ble-
vet kristnet, var Staterne selv kristne Stater. Kirke og
Stat var altsaa ikke to uafhængige Omraader, men de
faldt sammen, som Omraade betragtet, inden for en
og samme »Kristenhed«. Men inden for denne ene
Kristenhed, hvor den egentlige Regent er Gud selv, fin-
des Stat og Kirke som to »Regimenter«, der af Gud har