Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1944, Side 57

37
§ 23
Tillige med det Islands Opkomst forklarer, haves tyde-
lige Beviser i Historien, at dette Lands Øekonomie har i sin første
Begyndelse været meget ufuldkommen indrettet baade til Lands og
Vands. Den er dog ikke bleven holdt ved lige, mindre forbedret,
men langt meere forverret. Den Islandske Ekonomie grunder sig
kun paa to Naturens Gaver, Qvægavlingog Fiskeri e, som
række hinanden Haanden, da den sidste har Liv og Kraft af den
første, og denne igien Understøttelse af den sidste. Naar de første
Islands Beboere indbildte sig, at Landet var blevet saa meget be-
boet, som det burdte, kan man frit paastaae, at ikke 1fi Part var
retskaffens benyttet, af det som benyttes kunde, efter nuværende
Tids Behandling, og ej heller meere beboet af det, som kunde op-
tages og beboes, med mindre Skovene have forhindret sligt i den
Tid. De fleste tilegnede sin Gaard, og besadde en Landstrækning
af 1li til i heel Mil, endog foruden de mangesteds dertilhørende
Fielde- og Heedestrækninger, udgravede dog hverken Myrer eller
Moser, ej heller ompløiede og giødede Moerne, som Loven dog til-
holdte med disse Ord: briota skal Jørd til tadna, og som ieg for-
staaer saaledes: Jorden skal omgraves og giøres til
Tun; indhægnede intet, saanær som Tunet allene, hvilken Tun-
indhægning er heel forfalden, og mangesteds ingen Levning eller
Mindesmærke deraf tilbage. Deres Fordom var, at jo vidtløftigere
Marker, desto meere Melk og feedere Kiød. Nu lærer Erfarenhed,
at en liden dog passelig Beetemark og vel giødet Tun giør meere
Nytte, end den store og vidtløftige, for ex. Widøe af Naturen selv
indhegnet ved en smal Fiord, og desuden med Gierder afdeelt i tre
Kaabler, nemlig Tuun, Eng og Beetemark, har omtrent 1/4 Part
Jord imod en saa kaldet 20 Hundreds Landgaard, der har sin vidt-
løftige Landstrækning; denne sidste underholder mest ved Høe og
Udegang tillige 20, og den første, eller Widøe, 40 Qvilder ved Høe
allene, dog er denne endnu ikke nær saa meget forbedret, som den
bør og kan.
Af Jordebøgerne erfares, at af de Gaarde Græs og Tomhus-
mænds Pladse, som vare beboede i det 16de og 17de Aarhundrede,
ligger nu øde og ubeboet meer end 1/s Part (see § 21).
Efter at den Skov, som i Fordum Tid bedækkede Landet, for-
Landhus-
holdningen
Tunenes
Røgt